Ja faktisk er det noget vi går så meget op i, at der fra stat, regioner og kommuner, samt landets universiteter, hele tiden dukker nye programmer op, der skal hjælpe Vores ungdom med at blive iværksættere.

Lovgivningsmæssigt er der også sket en del. Dels fik vi for få år tilbage en helt ny selskabstype – iværksætterselskabet – der skulle være et selskab som et ApS, dog med et meget mindre kapitalkrav, helt ned til en krone. Selskabet var inspireret af udlandet, hvor det i blandt andet England er meget billigt at få et selskab med begrænset ansvar, hvilket naturligvis er det der er vigtigst for iværksætteren, når denne skal påtage sig risiko.

Men dette var ikke nok. Skattereglerne blev også gjort mere smidige, hvorefter der blev givet mulighed for at få udbetalt skatteværdien af underskud, når der var tale om udgifter til forskning og innovation/udvikling. Var der således foretaget store investeringer, hvorefter virksomheden gav underskud, kunne der ske en refusion af skatteværdien af dette underskud. Igen et initiativ, der skulle få flere til at udleve drømmen om at blive iværksætter.

Og det er godt med alle disse initiativer, både de kommunale, regionale og statslige støtte og rådgivningsordninger, for der er rigtig rigtig meget der skal være styr på, når en person gerne vil være iværksætter. Og her har specielt SKAT lavet nogle gode vejledninger til iværksættere om de forhold der skal være styr på – regnskab, momsregnskab, skatteregnskab, selvangivelse, registreringer, momsbetalinger og perioder mv.

Så langt så godt. Nemt at komme i gang, men der er jo et liv efter fødslen. Og dette liv skulle jo gerne følge op på en god fødsel med masser af hjælp.

Men her viser den barske virkelighed sine realiteter. For SKAT er nu engang SKAT. Og lige så villigt de hjælper med den ene hånd, lige så ubamhjertigt straffer de med den anden.

Vi har desværre set en meget kraftig udvikling i antallet af sager fra SKAT, hvor SKAT nægter virksomheder fradrag for deres udgifter, da SKAT mener, der er tale om ikke-erhvervsmæssig virksomhed.

At der kan være tale om en virksomhed, der ikke er båret af et erhvervsmæssigt islæt, er der ikke noget nyt i. Men vurderingen, og tidspunktet for vurderingen af den erhvervsmæssige aktivitet, den er blevet markant hårdere. I gamle dage, eller i hvert fald i perioden op til for et års tid siden, var det typisk en vurdering af, 1) er der mulighed for, at dette kommer til at give overskud, 2) er der tale om en professionelt drevet virksomhed og 3) er der tale om en aktivitet, der egentlig mest af alt understøtter personens private interesser (hobby).

Var der eksempelvis tale om virksomhed inden for et område, hvor der også var en personlig interesse, mest kendt inden for en branche som heste-stutteri, men også andre brancher, hvor ejeren egentlig var ligeglad med, om der ville være overskud, eller om det bare lige løb rundt, idet der ville være mulighed for at få skattefinansieret nogle af udgifterne, ville pilen pege mod Hobby.

I disse tilfælde var der et meget skarpt fokus på, hvordan virksomheden blev drevet, og om der ville være udsigt til, at virksomheden kunne blive rentabel.

Dårlige resultater kunne sagtens accepteres over en længere periode, så længe der var udsigt til, at virksomheden rent faktisk ville blive rentabel og den ikke var båret af ejerens private interesser. Der var ligeledes fokus på det man kan kalde, ”testen af, om man ville gøre det alligevel”.

I den relation var det en vurdering af, om en person, der oprettede en given virksomhed, alene gjorde dette for at komme til at tjene penge, eller ville personen alligevel havde udøvet den pågældende aktivitet.

Ville virksomhedsejeren, der har startet en slamsugervirksomhed, tage ud og suge slam, hvis ikke der var udsigt til, at virksomheden kunne blive rentabel. Og ville vin-virksomhedens ejer alligevel tage på rejser rundt i verden, for at se på vin, hvis ikke der var udsigt til, at virksomheden ville blive rentabel.

Det kan vist ikke give anledning til tvivl, at for slamsugervirksomhedens vedkommende, ville personen bag ikke suge slam, hvis ikke der var udsigt til, at virksomheden ville give et positivt afkast. Omvendt ville personen med vininteressen, med en vis sandsynlighed også tage ud og rejse efter vinoplevelser, selvom virksomheden aldrig ville blive rentabel. Måske i lidt mindre udstrækning, hvis ikke der var fradrag for udgifterne, men alligevel.

Indtil nu, var dette en væsentlig del af vurdering af, om der var tale om virksomhed, der bare var dårligt drevet, og som derfor ikke gav overskud, eller ikke-erhvervsvirksomhed.

Den vurdering synes SKAT nu i en lang række tilfælde at have forladt. I en række afgørelser fra SKAT, har vi kunnet konstatere, at SKAT nu er ligeglad med aktivitetstypen, men alene konstaterer virksomhedens resultat, og træffer afgørelse ud fra dette.

Og ydermere, så træffes afgørelserne nu meget tidligt i virksomhedens levetid. Vi har sager, hvor SKAT underkender virksomhedens erhvervsmæssige karakter allerede efter to år, hvor virksomheden har givet underskud. Ikke fordi den ikke er professionelt drevet, ikke fordi aktiviteten mere synes at understøtte private interesser frem for erhvervsmæssige, nej udelukkende ud fra, at virksomheden ikke har givet overskud i et par år efter opstarten.

Denne nye kurs er altødelæggende for vores nystartede virksomheder, og derfor også for Vores iværksættere, og lysten til at blive iværksætter. For konsekvensen er benhård.

Kommer SKAT på besøg og konstaterer, ud fra SKAT egen nye hårdere vurdering, at der er tale om ikke-erhvervsmæssig virksomhed, vil SKAT underkende de hidtil foretagne fradrag. Og dette bliver hurtigt en dyr affære, for SKAT vil forhøje personen bag virksomhedens skattepligtig indkomst for hvert af de år, hvor der sker underkendelse, og i de sager vi er bekendt med, vil det være helt tilbage til det tidspunkt, hvor virksomheden startede.

Og det kan blive rigtig mange penge, for SKAT vil typisk komme år 3 eller 4 og sige, at der ikke har været tale om erhvervsmæssig virksomhed i hele perioden.

Er virksomheden opstartet i selskabsform, vil selskabet få frataget fradraget for de afholdte udgifter ud fra en betragtning om, at der ikke er tale om driftsomkostninger. Det vil sige, at selskabet eventuelt vil skulle erlægge en skattebetaling.

Derudover vil der blive tale om maskeret udlodning til ejeren, idet der vil være tale om, at selskabet har afholdt en omkostning, der ikke er i selskabets interesse, men i ejerens interesse. Det betyder således også, at selskabet betragtes som at have afholdt en privat omkostning for ejeren, hvorfor ejeren anses for at have udloddet et beløb svarende til de afholdte omkostninger til sig selv. Og dette skal beskattes som et udbytte.

Der er ingen tvivl om, at ønsket om mange iværksættere er stort i Danmark. Iværksætteri er godt. Det skaber arbejdspladser og vækst i samfundet.

Men for at understøtte iværksætteri er samfundet, og også SKAT, nødt til at anerkende, at nogle ideer blomstrer og bliver til succesfulde virksomheder, mens andre visner ind og dør. Og når noget dør, så behøver det altså slet slet ikke skyldes, at der har været tale om opstart af en ikke-erhvervsmæssig virksomhed. Det er typisk helt andre årsager, der ligger bag.

Men den praksis der er ved at udvikle sig i SKAT vil alt andet lige dræbe enhver lyst til at blive iværksætter, hvis iværksætteren vælger at tage en risiko for fiasko, og hvis fiaskoen indtræder, også får et ordentligt gok i nødden af skattemyndighederne.

Men som praksis fra SKAT pt ser ud til at udvikle sig, så skal alle der rådgiver iværksættere gøre sig meget bevidst, at går det galt, så går det rigtig galt.

I den seneste tid, har fokus omkring personer og virksomheder, der ikke angiver skat, moms og afgifter korrekt, steget kraftigt som følge af, at den siddende Skatteminister vil ændre på reglerne om SKATs adgang til kontrol på privat grund..

Af særlig fokus har været det som myndighederne i offentligheden kalder ”sort arbejde” eller ”sorte indkomster”. I 2012 kørte SKAT en meget massiv kampagne i TV, Radio og i skrevne medier, om ”du arbejder sort eller hvidt”. Dette skete i forbindelse med indførelsen af nye regler om kontrol på privat grund.

Men er en sådan retorik, som anvendes vedrørende sort arbejde, fair i forhold til borgeren. Sort eller hvidt, det er jo et spørgsmål om, at der ikke eksistere et gråzoneområde i skatteretten. Det synes svært at skulle anerkende denne tanke. Med det meget store antal skattesager, der føres hvert år, synes det ikke korrekt at lave en skatteretlig begrebsdannelse, hvorefter der ikke er plads til fortolkning af de skatteregler, der eksisterer.

I forbindelse med finanslovsaftalen for 2012 blev der indgået aftale om en ”pakke vedrørende indsats rettet mod sort arbejde”.

Pakken indeholdte en række lovmotiver, der blev gennemført via et lov i 2012. Pakken omfattede for det første, hvad skatteministeriet kaldte en tydeliggørelse af reglerne om skattefri familie- og vennetjenester. Altså det modsatte af ”sort arbejde”.

De nye regler gav også SKAT adgang til at foretage kontrol på privat grund, når der synligt konstateres udendørs aktiviteter af professionel karakter. Dette bliver nu fjernet, hvilket er godt, idet vurderingen ikke var gennemsigtig for borgeren, hvilket er et stort retssikkerhedsmæssigt problem.

Pakken mod ”sort arbejde/ sort økonomi”, havde på den ene side til formål at skabe bedre overensstemmelse mellem skattereglerne og borgernes opfattelse af, hvilke ydelser, der ikke bør beskattes. Derfor skulle pakken lovfæste den praksis for skattefrie familie- og vennetjenester, der allerede eksisterede. En praksis der dog har været noget uklar.

På den anden side var formålet med lovforslaget at sikre en højere grad af synlighed og gennemsigtighed i forhold til det ”sorte arbejde”.

”Sort arbejde” dækker over en bred vifte af forskellige aktiviteter, og ”sort arbejde” som begreb kan anskues ud fra forskellige vinkler. Sort arbejde kan betragtes som et juridisk spørgsmål, hvor retstilstanden er klar, og hvor ”sort arbejde” betegner manglende angivelse af skattepligtig indkomst.

”Sort arbejde” kan også betragtes som et forvaltningsmæssigt spørgsmål, hvor nogle aktiviteter kan siges at være mere ”sorte” end andre.

Endelig kan ”sort arbejde” betragtes som et holdningsspørgsmål, hvor der i befolkningen er en meget bred accept af visse former for ”sort arbejde”, særligt det arbejde, der leveres af familier og venner og andre nært beslægtede, i og omkring hjemmet.

Det skatteretlige udgangspunkt for indkomstbeskatningen er, at enhver form for indtægt – uanset om det er i form af kontanter eller naturalier – er skattepligtig for modtageren.

Dog beskattes vennetjenester og hjælpsomhedsydelser efter praksis ikke, selvom der egentlig er hjemmel hertil, og også en forpligtelse for staten til at beskatte disse ydelser.

Baggrunden for den manglende beskatning er, at vennetjenester og bistand mellem personer med personlige relationer, er anset som et normalt led i privatlivet, som ikke ”bør” udløse skattepligt.

Afgrænsningen af skattefrie familie- og vennetjenester er hidtil fastlagt gennem praksis. Ved afgørelsen af, hvorvidt der er tale om en skattefri familie- og vennetjeneste, vurderes følgende forhold sædvanligvis: personlige relationer mellem parterne, eventuelle modydelser, ydelsernes art og ydelsernes omfang.

De typiske elementer i en skattefri familie- og vennetjeneste er efter praksis, at der ikke er tale om væsentlige ydelser, at der arbejdes vederlagsfrit, at der ikke erlægges nogen modydelse, at der ikke er tale om gensidig bistand eller krav på værdier, samt at der ikke føres regnskab med udvekslingen af ydelserne.

Dette udelukker dog ikke, at der kan gives gentjenester af ikke væsentlig værdi. Ved skattefrie familie- og vennetjenester er der ofte en fælles forståelse af, ”at den ene tjeneste er den anden værd”.

I de tilfælde hvor en tjeneste mellem familie eller venner ikke opfylder kriterierne for skattefrihed, eksempelvis fordi ydelsen er af væsentlig værdi, skal modtageren af ydelsen selvangive værdien af ydelsen og beskattes heraf.

Efter lovpakken er der nu lovfæstet skattefrihed for familie- og vennetjenester. Ved familie- og vennetjenester forstås efter bestemmelsens ordlyd, sædvanlige ydelser, der udføres som et udslag af almindelig hjælpsomhed, gavmildhed eller socialt engagement inden for privatsfæren.

Personkredsen, der kan levere skattefrie ydelser, dækker familie eller venner i bred forstand. Det vil sige personer, som har et nærmere kendskab eller et personligt forhold til hinanden. Et kendskab og personligt forhold som betyder, at det er naturligt at hjælpe hinanden i privatsfæren.

Ud over familie og venner, vil reglerne også kunne omfatte naboer og arbejdskollegaer.

Det fremgår direkte af forarbejderne den nye lov, at jo fjernere den personlige forbindelse er mellem personer, der udveksler ydelser, desto større er formodningen for, at der er tale om kommercielle og derved skattepligtige ydelser, der hvis de ikke selvangives, bliver ”sorte”.

Ved ydelser inden for privatsfæren, forstås ydelser i og omkring hjemmet, som normalt udføres af personerne i husstanden selv, såsom husholdningsarbejde, indkøb, madlavning, strygning, vask, opvask og rengøring.

Ydelserne kan også omfatte hjælp til løsning af arbejdsopgaver i dagligdagen i forhold til familiens børn, eksempelvis hente og bringe børn til og fra daginstitution, skole, fritidshjem og fritidsaktiviteter, samt pasning af børn i hjemmet.

Det kan også være opgaver i relation til bolig, eksempelvis havearbejde, vedligehold af og småreparationer på boligen.

Med sædvanlige ydelser inden for privatsfæren menes ydelser, som ikke står i misforhold til, hvad der er almindeligt at hjælpe til med, i og omkring hjemmet og i familielivet. Det skal hertil bemærkes, at det til enhver tid er SKAT der efterprøver, hvad SKAT mener, er ydelser, der ikke står i misforhold til, hvad der er almindeligt at hjælpe hinanden med. Derfor vil det ikke være anbefalingsværdigt at teste grænsen. Dette gælder særligt, da dette område har stor fokus hos SKAT, hvorfor der vil blive gennemført en lang række kontroller. Og falder ydelsen uden for det der er skattefrie familie- og vennetjenester, vil der tillige kunne blive tale om et strafferetligt efterspil.

Ud over de ovenfor nævnte eksempler, nævnes i lovens forarbejder, hjælp til fældning af et træ i naboens have, hjælp til bygning af en god vens carport, snerydning af naboens grund, pasning af naboens hund m.v.

Fælles for de opregnede eksempler, som er omfattet af det skattefrie område er, at de ikke har væsentlig økonomisk værdi for modtageren.

Det kan undre, når forarbejderne gennemlæses, at det at rydde sne for naboen, sættes i forbindelse med opførelse af en carport. Der må antages at være stor forskel på den økonomiske værdi på disse to eksempler. Derfor er det også vigtigt at være ekstra påpasselig, når værdien af den ydelse der leveres, stiger, da det igen er SKAT, der i sidste ende skal vurdere, om der er tale om en skattefri eller skattepligtig ydelse. I sådanne situationer, hvor man ikke ønsker at få en skattesag, vil de være en god ide, at få udarbejdet et bindende svar til SKAT.

Det er derimod ikke afgørende, om der er tale om en tilbagevendende ydelse eller en enkeltstående ydelse. Omvendt kan en fast aftale om løbende ydelser få karakter af en kommerciel aftale, der ikke er skattefri.

Hvis der indgås en aftale mellem to naboer om, at den ene nabo gør rent i den anden nabos hus 1 gang om ugen i 4 timer mod, at den anden nabo som tak herfor løbende giver gratis madvarer fra sin butik, bliver der tale om kommercielle og systematiske ydelser, der ikke er fritaget beskatning, uanset det er en sædvanlig ydelse, og uanset ydelsen er af begrænset værdi.

Udvekslingen af ydelserne i eksemplet kan samtidig ikke opfylde betingelsen om, at tjenesterne skal udføres som et udslag af almindelig hjælpsomhed, gavmildhed eller socialt engagement. Det gælder særligt, hvis værdien af de gratis madvarer svarer nogenlunde til værdien af rengøringsarbejdet. Herved bliver der blot tale om betaling i naturalier, og deraf følgende skattepligt, da dette er en systematisk og dermed skattepligtig byttehandel.

Betingelsen om, at tjenesten skal udføres som et udslag af almindelig hjælpsomhed, gavmildhed eller socialt engagement inden for privatsfæren, betyder, at tjenesten ikke må ydes af kommercielle årsager.

Om den fornødne gavmildhed eller hjælpsomhed er til stede ved ydelse af en tjeneste, kan kun afgøres ud fra de ydre omstændigheder. Igen bliver det relevant at undersøge, om der sker en samtidig, eller nært sammenhængende udveksling af ydelser mellem parterne, og om ydelserne er af væsentlig værdi.

Også her er det vigtigt at pointere, at det er SKAT der efterser, om der sker udveksling af ydelser, der dermed ikke kan være skattefrie. Det er ikke nok, at skatteyderen mener dette er tilfældet. Hvis der er tvivl, vil det være en god ide at indhente et bindende svar hos SKAT.

At der over tid sker udveksling af ydelser mellem parterne, udelukker ikke i sig selv skattefrihed. En skattefri familie- og vennetjeneste kan således foreligge, hvor der gives en ikke på forhånd aftalt ydelse som tak for hjælpen. Som eksempel herpå kan nævnes 2 flasker god vin som tak for græsslåning og tømning af naboens postkasse i en ferieperiode, eller en middag som tak for gode venners flyttehjælp.

Omvendt vil en udveksling af ydelser, som modsvarer hinanden i værdi, og som er aftalt eller afstemt på forhånd mellem parterne, falde uden for det skattefrie område.

En ydelse, som primært ydes for at opnå en modydelse, er ikke et udslag af hjælpsomhed, gavmildhed eller socialt engagement. Som eksempel herpå nævnes i forarbejderne en murer, der opmurer væggene i en carport for sin svoger, mod til gengæld at få omlakeret sin bil af svogeren, der er autolakerer.

Det er ikke velvalgt af lovgiver at benytte eksemplet med en carport igen, da det kan skabe forvirring, da det tidligere er nævnt, at det at opføre en carport, kan være en sædvanlig ydelse, der kan være skattefri.

Det må dog understreges, at det her er for at eksemplificere udveksling af ydelser, der bliver skattepligtigt, idet der sker betaling for en ydelse med en modydelse.

Der er således en række elementer, som ikke må være til stede, for at der er tale om en skattefri familie- og vennetjeneste.

Ydelsen må altså ikke være af kommerciel karakter. En tjeneste må således ikke ske for at erhverve ret til en tilsvarende modydelse. Ydelserne skal derimod være sædvanlige og ydet som et udslag af hjælpsomhed, gavmildhed eller af socialt engagement.

Ydelserne må heller ikke indgå i organiseret byttehandel. Ved dette begreb forstås ydelser, som hver for sig umiddelbart vil opfylde betingelserne for en skattefri familie- eller vennetjeneste, men som er sat i system og ydet med henblik på at opnå en tilsvarende modydelse.

Det er også en betingelse, at ydelserne ikke består i forud aftalt udveksling af ydelser.

Det forhold, at en person udfører en ydelse inden for sit erhverv udløser ikke i sig selv skattepligt. Men sker der en samtidig udveksling af væsentlige ydelser mellem to personer, som hver for sig agerer inden for deres erhverv, kan der ikke være tale om skattefri familie- og vennetjenester.

Det betyder ikke, at eksempelvis håndværkere, ikke kan udføre skattefri familie- og vennetjenester inden for deres fag, men blot at samtidig udveksling af håndværksydelser af en vis større værdi, har karakter af en kommerciel aftale, og ikke en vennetjeneste.

Skattefri familie- og vennetjenester forudsætter i alle tilfælde, at der er tale om tjenester i form af naturalier eller ydelser. Hvis der indgår kontanter, check, gavekort, tilgodebevis, der kan omveksles til kontanter m.v., indtræder under alle omstændigheder skattepligt.

I de tilfælde, hvor en tjeneste mellem familie eller venner ikke opfylder kriterierne for skattefrihed, f.eks. fordi der udveksles modydelser, skal der ske beskatning. Det vil sige, at modtagerne af ydelserne, skal selvangive værdien og beskattes heraf.


For nogen tid siden kom det frem i medierne, at SKAT i forhold til kontrolindsatsen, i strid med EU-reglerne forsøgte at kræve oplysninger udleveret af teleselskaberne. Men det er ikke kun i forbindelse med eksisterende lovgivning, at SKAT ikke har begreb om rækkevidden af EU-reglerne i forholdet med danske ret.

Der er således kommet ny lovgivning i relation til beskatning af hovedaktionærers lån i Deres selskaber. Der er egentlig tale om en sanktion, for lånene er ulovlige i henhold til selskabsloven, men der har ikke rigtigt kunne findes den rigtige sanktion for lovovertrædelsen. Men i bedste Al Capone stil kommer SKAT til undsætning, når banditter skal jagtes.

Derfor blev der vedtaget en lov, hvorefter det er skattepligtigt, hvis en hovedaktionær låner penge af sit selskab.

Beskatning som ”udtræk” hos hovedaktionæren indebærer, at der som udgangspunkt beskattes som udbytte og skal indeholdes udbyttekildeskat, dog at der beskattes som løn og dermed skal indeholdes lønkildeskat (og opstår fradrag for selskabet), hvis modtageren er ansat i selskabet, og udtrækket kan rummes inden for en rimelig aflønning.

Beskatningen af en hovedkapitalejer påvirker ikke den selskabsretlige bedømmelse, og der skal derfor fortsat ske tilbagebetaling, opkræves rente mv. samt risikeres tvangsbøder, men skatteretligt foreligger der alligevel ikke et lån, men en definitiv udbetaling.

Ej heller den strafferetlige behandling, dvs. bødeansvaret, påvirkes af beskatningen, og de bøder, der udløses ved ulovlige aktionærlån, står således ved magt, også selv om man er skattepligtig af hele det modtagne beløb og skal tilbagebetale det i dets helhed til selskabet.

Tilbagebetaling til selskabet påvirker som nævnt ikke den stedfundne beskatning. Hovedkapitalejeren skal altså tilbagebetale et lån, han er blevet beskattet af.

Beskatningen rammer også en dansk hovedkapitalejer i et udenlandsk selskab.

Danmark har inden for rammerne af Grundloven og vore internationale forpligtelser (EU, DBO’er, EMRK) frihed til at indrette vore skatteregler lige så tosset, vi vil, men i det omfang de støder an mod én eller flere af de nævnte forpligtelser, der opstiller grænser for lovgivningsmagtens frihed, må det normalt forventes, at der før eller siden vil blive skredet ind over for reglerne.

Dette forventer jeg også vil ske EU-retligt, når omfanget af de nye regler går op for omverdenen, særligt i EU.

Det er temmelig enkelt at begrunde, hvorfor Danmark har forbrudt sig mod EU-rettens etableringsregler, og det paradoksale er, at de, der har udformet bestemmelsen, tilsyneladende har gjort sig tanker om, hvordan man undgår en sådan modstrid med EU-retten.

Dette ses af, at det omhyggeligt er understreget, at reglerne for det første anvendes helt ensartet på danske og udenlandske hovedaktionærselskaber, hvorved man utvivlsomt har tilsigtet at undgå enhver anklage om EU-stridig diskrimination, og for det andet, at også det lovlige aktionærlån rammes, bortset fra forretningsmæssige mellemværender, hvorved man antagelig har regnet med at undgå enhver anklage om, at Danmark søger at eksportere sine selskabsretlige regler tvangsmæssigt til alle andre lande.

Hvor lovgivningsmagten alligevel er vandret lige ud i EU-stridigheden med samlede ben, kan siges med ganske få ord: Der foreligger en ikke-retfærdiggjort restriktion.

Lige siden Domstolens dom af 30. november 1995 i C-55/94 i Gebhard har det stået fast og er gentagne gange understreget af EU-Domstolen, at national lovgivning, både skatteretlig og anden lovgivning, skal holde sig fri af både (a) diskrimination og (b) restriktion. Restriktioner er i denne sammenhæng af Domstolen defineret som "nationale foranstaltninger, der kan hæmme udøvelsen af de ved Traktaten sikrede grundlæggende friheder eller gøre udøvelsen heraf mindre tiltrækkende".

Med andre ord: Statens lovgivning bliver ikke EU-medholdelig, blot fordi den kan sige sig fri for diskrimination på grundlag af nationalitet. Den skal også kunne sige sig fri for restriktioner, medmindre disse kan retfærdiggøres af almene hensyn, at restriktionen ikke går videre end nødvendigt.

Man går fri af diskriminationsforbuddet, hvis man behandler egne selskaber bedre end udenlandske, men man dumper samtidig på restriktionsforbuddet, hvis man ganske vist behandler både inden- og udenlandske ens, men man behandler dem lige dårligt – så dårligt, at dette udgør en restriktion, der ”kan hæmme udøvelsen af de ved Traktaten sikrede grundlæggende friheder eller gøre udøvelsen heraf mindre tiltrækkende". Det er i så fald ikke et brugbart forsvar for de nationale regler, at de virker på et uharmoniseret område. Ingen regler går efter Domstolens faste praksis ram forbi, hvis de faktisk har de her beskrevne virkninger.

Men hvad er det så, aktionærlånsbeskatningsreglerne udgør en restriktion imod? Svaret er enkelt: Reglen udgør en restriktion mod en dansk hovedaktionærs valg af et udenlandsk selskab med hjemsted i et EU-land, hvis selskabslovgivning tillader, at en aktionær låner penge fra sit selskab, dvs. Som grundlæggende tillader aktionærlån. Noget sådant gælder fx anpartsselskaber med hjemsted i Storbritannien (når anpartsselskabet ikke er koncernforbundet med et aktieselskab) eller med hjemsted i Holland.

Andre lande som fir eksempel England og Holland lægger vægt på at have meget liberale selskabsregler, særligt for anpartsselskaber, med henblik på at tiltrække udenlandske investorer, og det beskytter EU-retten friheden til.

Danmarks forkølede forsøg i 2010 på at følge trop med selskabsreformen har ikke givet Danmark nogen konkurrencemæssige fordele, hvorfor Danmark nu går restriktionernes vej for at hindre sine egne borgere i at anvende endog meget fordelagtige og lempelige regler i udlandet.

Med selskabsformen i 2013 bliver 1 kr.-selskaber (iværksætterselskaber, IVS’er) mulige. En stærk konkurrent til fx engelske anpartsselskabers kapitalkrav på £100.  I betænkningen bag selskabsreformen, der foreslog et generelt kapitalkrav på 1 kr. for anpartsselskaber, blev det i tråd hermed foreslået, at aktionær- og anpartshaverlån skulle være lovlige. Ministeren og lovgivningsmagten fulgte ikke denne anbefaling, men har tværtimod nu skærpet det selskabsretlige forbud gennem de her nævnte skatteregler.

Lovgivningsmagten har nu effektivt gjort det uinteressant for en dansk hovedkapitalejer at anvende et i Storbritannien eller Holland hjemmehørende selskab og herved drage fordel af blandt andet disse landes mere liberale selskabslovgivning, for hvis kapitalejeren vælger et sådant land som hjemsted for sit selskab og drager fordel af det pågældende lands mere liberale selskabsretlige regler, straffes han med en voldsom dansk beskatning af lånet, som stadig er et lån, der skal tilbagebetales.

Det er en restriktion, der vil noget. Det er ikke et gyldigt forsvar for denne retstilstand, at hovedkapitalejeren straffes lige så hårdt, hvis han trækker penge ud af et dansk selskab. Det er heller ikke et gyldigt forsvar, at også lovlige udtræk beskattes.

Konklusionen er, at Danmark søger at eksportere sin komplekse selskabsretlige retstilstand til selskaber med hjemsted i andre lande med dansk hovedkapitalejer – og endog at eksportere den i en forvrænget version, nemlig set med skatteretlige briller.

Og hvem skulle dog kunne gennemskue dette. Hverken den danske hovedkapitalejer eller den rådgiver, han betjener sig af i det land, hvor han måtte ønske at vælge hjemsted for sit selskab, kan gennemskue dette. Han kan akkurat lige så godt bruge et dansk selskab, for skattereglen rammer ham lige hårdt – men herved står det jo krystalklart, at der foreligger en restriktion i forhold til de EU-retlige regler.

En sag herom kan komme som en traktatbrudssag anlagt mod Danmark af Kommissionen eller af et andet land, som har mere liberale selskabsretlige regler, og som ikke vil finde sig i, at de danske regler eksporteres tvangsmæssigt til det pågældende land. Eller sagen kan komme som en præjudiciel forelæggelse fra en domstol, der behandler en skattesag, hvorunder en hovedkapitalejer ikke vil finde sig i at blive beskattet herhjemme af lovlige lån fra sit udenlandske selskab. Uanset i hvilken skikkelse sagen måtte komme, er det or vurdering, at Danmark mest sandsynligt vil tabe den.

Tilbage står så blot at bedømme, om den restriktion, der helt åbenlyst foreligger, kan retfærdiggøres. Svaret herpå er enkelt at give, eftersom det fremgår af Domstolens faste praksis, at hensyn til en stats beskatningsret og modtagelse af provenu ikke kan udgøre retfærdiggørende hensyn. Danmark bruger sine selskabsregler til at håndhæve et ønske om, at ethvert udtræk fra et selskab, der ikke er løn eller udbytte, skal beskattes, og i rent danske anliggender kan en sådan lovgivning passere, hvor vanvittig den end er, men når et selskab med hjemsted i et andet EU-land kommer ind i billedet, skal denne lovgivning stå sin EU-retlige prøve, og her dumper bestemmelsen.

Denne konklusion underbygges yderligere af, at der er EU-retlige regler, der endog motiverer til at anvende selskaber i andre lande, som eksempelvis fusionsskattedirektivets mulighed for, uden beskatning, at oprette holdingselskab i eksempelvis England eller Holland, mens moder-/datterdirektivet giver mulighed for, at udbytter skattefrit kan flyde fra Danmark til eksempelvis England uden beskatning.

Endelig har EU-Domstolen fastslået, at medlemsstaterne ikke vilkårligt kan omkvalificere lovlige udbetalinger fra et selskab. Et udbytte er et udbytte, og det kan ikke vilkårligt omkvalificeres til noget andet, blot fordi en medlemsstat gerne vil have dette. Det samme vil Domstolen sige i nærværende sammenhæng: Lån er lån, og det kan ikke vilkårligt omkvalificeres til udbytte eller løn, blot fordi Danmark har brug for at sanktionere ulovlige aktionærlån i Danmark, når de lovligt kan stiftes i andre lande inden for EU.

Det er altså ikke kun når SKAT leger Al Capone i forbindelse med at kontrollere Rockere mv., at SKAT ikke har forstået EU-rettens betydning for indretningen af Danske regler på skatteområdet. Det er også når Al Capone figuren trækkes frem i forhold til at skabe sanktionerende skattelovgivning, at EU-retten ofte vil sætte en stopper herfor.

Skal skatten ikke betales tilbage, bare fordi det er svært for SKAT?

Det er sådan set kerneargumentet fra Vores Skatteministers side, da han på TV skulle argumentere for, at han ikke kunne sikre, at alle skatteydere skulle have Deres for meget betalte skattepenge tilbage.

Jeg har forståelse for, at det er svært at foretage præcise værdiansættelser. Jeg har forståelse for, at der kan være knappe ressourcer i SKAT, men det undskylder ikke, at SKAT i en lang række situationer har brudt loven eller tilsidesat grundlæggende forvaltningsretlige principper.

Ejendomsvurderingerne må ikke overstige handelsværdien. Det forbyder vurderingsloven. Dette er en kompetenceafgrænsning for SKAT således, at skatteyderen ikke kommer til at betale for meget i skat af sin ejendom.

SKAT har i hele 41 % vurderet ejendomsværdien højere end handelsprisen. Det vil sige, at SKAT i hele 41 % af vurderingerne har brudt loven og opkrævet en skat hos borgeren, der ikke har være hjemmel til.

En ulovlig afgørelse som disse er ugyldige, hvorfor SKAT i disse 41 % tilfælde ikke har ret til at foretage nogen beskatning, idet der ikke er truffet en gyldig bestemmelse til fastlæggelse af beskatningsgrundlaget.

I andre tilfælde, fastslår Rigsrevisionen, har SKAT tilsidesat officialprincippet, et forvaltningsretligt princip der skal sikre, at SKAT alene træffer afgørelser på et oplyst og sagligt grundlag.

Hvorfor er det gået så galt i SKAT?

Skatteministeren siger, at det er på baggrund af ressourcemangel på området.

Jeg vil nu hellere pege et andet sted hen. Det blev fastslået af Borger og Retssikkerhedschefen tidligere på året, at reglerne i forhold til at sikre borgerne retssikkerhed var tilstede, og at de var gode nok. Grunden til at Kasi-Jesper, Camilla Vest, Susanne Brøchner og mange andre havde fået så elendig en behandling var ifølge Borger og retssikkerhedschefen, at modtageren og anvenderen af disse regler ikke forstod dem.

Hvis sagsbehandlerne i SKAT, hvoraf mange er ikke-jurister, ikke forstår reglerne, er der et grundlæggende problem med kvaliteten i SKAT. Denne manglende kvalitet vil i sidste ende betyde, at vi skatteydere i stadig stigende grad, vil få en ulovlig behandling af SKAT.

I forbindelse med offentliggørelsen af Borger- og Retsikkerhedschefens rapport sagde Skatteministeren, at der var tilstrækkelig med kvalitet i SKAT, og at man skulle passe på med at generalisere på baggrund af disse 10-15 sager, der var blevet undersøgt.

Nu sidder vi så med rigsrevisionens rapport. Her er antallet af sagsbehandlinger, der er gennemgået langt langt større, og igen ser vi kritikken. Lovgivningen er brudt, og helt almindelige juridiske principper for, hvordan en forvaltning skal agere, når den træffer bindende bebyrdende afgørelser, er tilsidesat eller i værste fald ikke forstået.

Man kan jo så spørge. Er der tilstrækkelig med juridisk kvalitet i SKAT, der skal håndtere kompliceret lovgivning? Jeg tror det næppe, når det gang på gang viser sig, at det er loven eller juridiske principper, der er tilsidesat.

Hvad så nu, skal skatteyderen, der har betalt for meget, på baggrund af SKATs lovbrud have pengene tilbage?

Ja selvfølgelig. Dem, der har betalt for meget, fordi SKAT har truffet en ulovlig afgørelse, har krav på at få disse penge tilbage. Afgørelserne er ulovlige, og skatteforvaltningsloven giver mulighed for, at disse skatteydere kan få deres sag gjort om.

Andre, der har fået en for høj ansættelse, må anmode SKAT om at få genoptaget deres sag, og skal i den forbindelse sandsynliggøre, at der er tale om en fejlagtig ansættelse.

Men lad os lige vende tilbage til Skatteministerens udtalelse til TV.

NU skal vi rette det til for fremtiden, og så må vi se bagud senere. Og samtidig sagde Skatteministeren også, at det ville være en stor, svær og nærmest umulig opgave, hvis SKAT nu skulle til at finde dokumentation for en værdiansættelse tilbage i tiden.

Hertil kan kun anføres, at Skatteministeren vist ikke kender den dagligdag som tusinder af skatteydere hvert år bliver mødt med af SKAT. Her starter SKAT en skønsmæssig skattesag, forhøjer skatteyderen med et beløb, ofte flere hundrede tusinder og i nogle tilfælde mange millioner, og herefter siger SKAT til skatteyderen, at nu må du finde dokumentation tilbage i tiden for, at det vi mener, ikke er korrekt.

Så hvis vi skal forstå Skatteministeren ret, så er det nærmest umuligt, hvis SKAT skal gå tilbage i tiden, og dokumenterer en værdi, mens det er dagligdag for de skatteydere, der har en sag med SKAT, og åbenbart helt rimeligt at pålægge skatteyderen den byrde. Det er bare ikke rimeligt, hvis skatteyderne forventer samme retsstilling for SKAT, når det er dem, der endda klart, har brudt loven.

Nu må skatteministeren komme ind i kampen. Det er ikke hverken hårdere eller sværere eller mere synd for SKAT, at de nu har et stort arbejde foran sig, når det samme ikke gør sig gældende for skatteyderen.

Og hvad er konsekvensen for skatteyderen, hvis disse dokumenter, ofte 10 år tilbage, ikke findes? Ja så bliver skatteyderen bare beskattet af det, som SKAT mener er korrekt.

Det så vi sidst i medierne med frisøren fra amager. Her havde SKAT lavet 4 observationer i en enkelt måned, og på baggrund af disse observationer mente SKAT, at de kunne fastsætte, hvor mange kunder frisøren havde haft. Ikke bare den måned, hvor de 4 observationer blev foretaget, nej 4 år tilbage i tiden. Hvad skete der derefter. Frisøren blev bedt om at fremskaffe dokumentation for, at disse observationer ikke kunne danne grundlag for den forhøjelse SKAT havde lavet.

Var det synd for hende? Det husker jeg ikke Skatteministeren har sagt, eller nogen anden i SKAT har sagt. Nej hun blev i stedet dømt til at betale det beløb, som SKAT havde fastslået på baggrund af 4 observationer i et enkelt indkomstår, endda i samme måned.

Der er noget helt galt med systemet, når Skatteministeren siger klart, at der er en umulig opgave for skat at dokumentere tilbage i tid, mens det er det samme, som SKAT forlanger skatteyderen skal. Og det er ikke kun i sager af størrelsen som hos frisøren. Novo Nordisk står overfor den samme problemstilling, og her er det ikke tusinder eller millioner. Nej der er det milliarder det drejer sig om.

Den seneste tid har vist, at SKAT, i flere tilfælde, har været villig til i sagsbehandlingen, at tilsidesætte en række almindelige skatteretlige principper, eksempelvis princippet om god forvaltningsskik, lighedsprincippet, hjemmelsprincippet osv.

Det har medført et politisk fra oppositionen om, 1) der skal laves en uvildig undersøgelse af SKAT og 2) at der skal laves en skatteombudsmandsinstitution.

I relation til spørgsmålet om en uvildig undersøgelse, vil det være en rigtig god ide. Der er nedsat en skattekommision for at finde ud af, om den daværende skatteminister havde blandet sig i sagsbehandlingen af Stephen Kinnocks skattesag.

Der er ingen tvivl om, at dette også er en alvorlig sag, og at det naturligvis er vigtigt at få klarhed over, om der var en involvering i sagen fra ministerens side, som ikke var tilladt. Men til hvad nytte, kan man spørge?

Ministeren er væk, og sagen er afgjort. Hvad skal den kommissionsundersøgelse så egentlig afhjælpe, når der ses på de enorme ressourcer der postes i undersøgelsen? Der kan blive givet en næse, eller der kan komme en rigsretssag, men hvilken varig betydning vil det give fremadrettet. Det er klart, at ministeren ikke må blande sig i konkrete sager, så det vil ikke give borgeren bedre beskyttelse fremadrettet.

Det vil en undersøgelse af det der nu er det kommet frem i relation til, at SKAT i sagsbehandlingen af flere skattesager, potentielt tilsidesætter grundlæggende principper inden for skatteretten, og måske endda Grundloven. Men her er den politiske reaktion i første omgang, at skatteministeren foranstalter en intern undersøgelse af sagen.

Men hvorfor kun en intern undersøgelse? Hvis det viser sig, at det her rent faktisk er et mere generelt billede, det de konkrete sager tegner, vil en eventuel undersøgelses konklusioner have enorm betydning for fremtiden.

 Og her kan spørgsmålet jo så rejses, er det ikke i alles interesse, at denne undersøgelse bliver lavet af uafhængige objektive personer, og ikke af SKAT selv. Specielt når dette arbejde vil have direkte betydning for ALLE skatteydere i Danmark, og ikke kun i relation til én skatteyder, der endda fik det ønskede resultat.

Det er således ønskeligt, vel egentlig påkrævet, at der bliver iværksat en uvildig, objektiv undersøgelse, der kan bekræfte, eller afvise, det billede, der pt. er skabt om SKATs arbejdsmetoder.

I relation til en skatteombudsmand, har skatteministeren udtalt, at der jo er en retssikkerhedschef på skatteområdet, Margrethe Nørgaard og Folketingets ombudsmand, hvorfor skatteministeren slet ikke kan se, at der er behov for en ombudsmand på skatteområdet.

Hertil kan blot anføres, at så tager ministeren jo slet ikke kritikken, der er fremsat, alvorligt. Kritikerne har, med rette, anført, at der kun eksisterer en af skatteministeriet afhængig – selvom det bedyres at dette ikke er tilfældet – retssikkerhedschef for skatteområdet, der i de seneste dage har været helt utrolig passiv.

I relation til Jesper Nielsen-sagen (Kasi-Jesper) har retssikkerhedschefen endda udtalt, at denne venter en dom i sagen. Men hvorfor nu det. Retssikkerhedschefen skal holde øje med SKATs som forvaltning, og da sagen ikke vedrører SKAT som forvaltning, men skattepligt eller ikke skattepligtig, ville det jo klart være på sin plads, at retssikkerhedschefen udtalte sig om de forhold som omverdenen er blevet præsenteret for i den seneste tid.

I stedet er det direktør i SKAT, Jesper Rønnov, der udtaler sig om forholdene. Men hvor er retssikkerhedschefen. Den person, som er indsat for at sikre, at skatteyderne bliver behandlet på en ordentlig måde af SKAT, og som skal sikre, at SKAT kun foretager indgreb og ikke overgreb mod borgeren.

Med så passiv en retssikkerhedschef, og i øvrigt en retssikkerhedschef uden nogen form for sanktionsmulighed, er ubrugelig på skatteområdet, og særlig som vi ser eksempler på SKATs fremfærd i de seneste sager.

Lad os få den ombudsmandsinstitution på skatteområdet. En institution, der kan agere hurtigt, både på klager direkte fra borgere, men også ad egen drift, eksempelvis hvis medierne får fat i sager, som er kommet frem i den seneste tid.

En institution, der rent faktisk kan sanktionere SKATs manglende efterlevelse af love og principper, lige så hårdt, som skatteyderen bliver, hvis disse ikke efterlever skattelovene og de skatteretlige principper. En ombudsmand, der kan skabe balance i styrkeforholdet mellem SKAT og skatteyderen. En ombudsmand, der også kan sin skatteret.

I dag er der slet ikke balance. Skatteyderen er som musen, der bliver trådt på af elefanten, blot med den forskel, at elefanten i dette tilfælde ikke er bange for musen, og løber musen op, for at træde på den.

En god sanktionsmulighed ville være, at en skatteombudsmand kunne erklære SKATs afgørelse ugyldig som følge af de metoder SKAT har brugt, for at nå resultatet for afgørelsen.

En ugyldig afgørelse ville betyde, at der i visse situationer ville indtræde forældelse for SKAT i relation til at lave en genoptagelse af skatteansættelsen. Helt konkret vil SKAT opleve, at skattekrav, selvom disse i sig selv er legitime og lovlige, ville blive erklæret ugyldige og forældede for SKAT, som følge af, at retssikkerheden er blevet tilsidesat.

Det vil med sikkerhed få SKAT til at overveje deres fremgangsmåder og metoder i sagsbehandlingen. SKAT vil netop, hvis der ikke bare er tale om tre enkeltstående eksempler, men om en mere generel tendens, risikere at miste mange skattekrav som følge af deres adfærd. Det vil i sig selv have en præventiv adfærdsregulerende effekt i SKAT.

Samtidig vil det betyde, at skatteyder og SKAT er mere ligeværdige parter i verserende skattesager, og skatteydere vil således ikke opleve at blive sat overfor pres, trusler, manglende udlevering af relevante afgørelser, med betydning for skatteansættelses osv. osv. som eksemplerne i den seneste tid har vist.

Lad os få den ultimative retssikkerhed på skatteområdet. En hurtig, konsekvent og objektiv institution, der kan sikre borgeren ikke bliver kørt over af SKAT.

 

Siden 1. januar har danskere i medierne kunnet se, at SKAT har ført massive reklamekampagner i relation til sort arbejde. Er det sort eller hvidt er budskabet underforstået, undlader du SKAT at vide, at du har indtægter, eller viser du åbent, hvilket indtægter du har.

Markedsføringen er interessant, da SKAT anvender begrebet sort arbejde. For spørgsmålet er, om sort arbejde et skatteretligt begreb, der er defineret i lovgivning?

Hvis der foretages en gennemgang af den skatteretlige lovgivning, hvilket i sig selv tager meget lang tid, falder man ikke over begrebet ”sort arbejde”. Sort arbejde er ikke i sig selv defineret.

I de nye lovinitiativer, der trådte i kraft pr. 1. januar i 2013, er der indført en slags modsætningsslutning for, hvornår noget er ”sort” arbejde. Under overskriften ” pakke vedrørende indsats rettet mod sort arbejde” har lovgiver valgt at definere arbejde, der ikke udløser SKAT.

Pakken har på den ene side til formål at skabe bedre overensstemmelse mellem skattereglerne og borgernes opfattelse af, hvilke ydelser, der ikke bør beskattes. Derfor bliver familie- og vennetjenester gjort skattefrie, dog under helt bestemte situationer.

På den anden side er formålet med lovforslaget at sikre en højere grad af synlighed og gennemsigtighed i forhold til det sorte arbejde. Indsatsen over for det sorte arbejde besværliggøres af en uoverensstemmelse mellem den nuværende lovgivning og opfattelsen af, hvad sort arbejde som begreb dækker.

Sort arbejde dækker over en bred vifte af forskellige aktiviteter, og sort arbejde kan anskues fra forskellige vinkler. Sort arbejde kan betragtes som et juridisk spørgsmål, hvor retstilstanden er klar, og hvor sort arbejde betegner manglende angivelse af skattepligtig indkomst, uanset i hvilket for den optræder. Det vil sige, at indkomst i penge, løsøre mv. er skattepligtige og skal angives til SKAT.

Sort arbejde kan også betragtes som et forvaltningsmæssigt spørgsmål, hvor nogle aktiviteter kan siges at være mere ”sorte” end andre.

Endelig kan sort arbejde betragtes som et holdningsspørgsmål, hvor der i befolkningen er endog meget bred accept af visse former for sort arbejde, særligt det arbejde, der leveres af familier og venner i og omkring hjemmet.

Familie- og vennetjenester, sort eller hvidt?

Det skatteretlige udgangspunkt for indkomstbeskatningen efter statsskattelovens § 4 er, at enhver form for indtægt – uanset om det sker i form af kontanter eller naturalier – er skattepligtig for modtageren.

Dog beskattes vennetjenester og hjælpsomhedsydelser efter praksis ikke, selvom der egentlig er hjemmel hertil, og også en forpligtelse for staten til at beskatte disse ydelser.

Baggrunden for den manglende beskatning er, at vennetjenester og bistand mellem personer med personlige relationer er anset som et normalt led i privatlivet, som ikke ”bør” udløse skattepligt.

Afgrænsningen af skattefrie familie- og vennetjenester har tidligere været fastlagt gennem den skatteretlige domspraksis. Ved afgørelsen af, hvorvidt der efter denne praksis var tale om en skattefri familie- og/eller vennetjeneste, vurderes følgende forhold sædvanligvist: personlige relationer mellem parterne, eventuelle modydelser, ydelsernes art og ydelsernes omfang.

De typiske elementer i en skattefri familie- og/eller vennetjeneste var efter praksis, at der ikke var tale om væsentlige ydelser, at der arbejdes vederlagsfrit. Det vil sige, at der ikke blev leveret nogen modydelse, og der var ikke er tale om gensidig bistand eller krav på værdier, samt at der ikke blev ført regnskab med udvekslingen af ydelserne.

I de tilfælde, hvor en tjeneste mellem familiemedlemmer eller venner ikke opfyldte kriterierne for skattefrihed, eksempelvis fordi ydelsen var af væsentlig værdi, skulle modtageren af ydelsen selvangive værdien og beskattes heraf.

Nye regler om familie- og/eller vennetjenester – sort eller hvidt?

De nye regler der gælder fra 1. januar skal tydeliggøre denne gældende praksis for skattefrie familie- og/eller vennetjenester. Det er efter lovgiver for at sikre, at der ikke opstår tvivl om skattepligten, når borgerne viser almindelig hjælpsomhed over for familie og venner.

Afgrænsningen af hvilke ydelser, der er skattefrie familie- og/eller vennetjenester, indeholder nemlig en række skønsmæssige elementer, som er relevante i vurderingen af, om en ydelse er inden for det skattefrie område.

Derfor vil sådanne regler også altid medføre, at dem der leverer ydelser, der ligge i gråzonen, skal være ekstra påpasselige for ikke at få et negativt skøn imod sig.

Efter de nye regler er der skattefrihed for familie- og/eller vennetjenester. Ved familie- og vennetjenester forstås efter reglerne, sædvanlige ydelser, der udføres som et udslag af almindelig hjælpsomhed, gavmildhed eller socialt engagement inden for privatsfæren.

Personkredsen der kan levere skattefrie ydelser dækker familie eller venner i bred forstand – det vil sige personer, som har et nærmere kendskab eller et personligt forhold til hinanden.

Et kendskab og personligt forhold som gør, at det er naturligt at hjælpe hinanden i privatsfæren.

Ud over familie og venner vil reglerne også kunne omfatte naboer og arbejdskollegaer.

Dog fremgår det af forarbejderne, at jo fjernere den personlige forbindelse er mellem personer, der udveksler ydelser, desto større er formodningen for, at der er tale om kommercielle og derved skattepligtige ydelser.

Ved ydelser inden for privatsfæren forstås ydelser i og omkring hjemmet, som normalt udføres af personerne i husstanden selv, såsom husholdningsarbejde, eksempelvis indkøb, madlavning, strygning, vask, opvask og rengøring.

Det kan også omfatte hjælp til løsning af arbejdsopgaver i dagligdagen i forhold til familiens børn i form af at hente og bringe børn til og fra daginstitution, skole, fritidshjem og fritidsaktiviteter, samt pasning af børn i hjemmet om eftermiddagen, aftenen eller i forbindelse med rejseaktiviteter.

Der kan også være tale om andre opgaver i relation til bolig og omgivelser som eksempelvis havearbejde samt vedligehold og småreparationer på boligen.

Med sædvanlige ydelser inden for privatsfæren menes ydelser, som ikke står i misforhold til, hvad der er almindeligt at hjælpe til med i og omkring hjemmet og i familielivet. Det skal hertil bemærkes, at det til enhver tid er SKAT der efterprøver, hvad SKAT mener, er ydelser, der ikke står i misforhold til, hvad der er almindeligt at hjælpe hinanden med. Derfor vil det ikke være anbefalingsværdigt at teste grænsen. Dette gælder særligt, da dette område har stor fokus hos SKAT, hvorfor der vil blive gennemført en lang række kontroller. Det efterlader dog stor retsusikkerhed, at begrebet er så defust. Der er jo stor forskel på familier og venskaber, og nogle er villige til at gøre hvad som helst for hinanden. Med reglerne som de er udformet, er der lagt op til, at det er SKAT, der efter arbejdet er udført, skal bestemme, om det er sædvanligt. Det er SKAT på ingen måde i stand til at vurdere, da sædvanligt er et subjekt kriterium, der afhænger af situationen. En situation som parterne kun kender, og som SKAT ikke kan sætte sig ind i.

Ud over de ovenfor nævnte eksempler, nævnes også hjælp til fældning af et træ i naboens have, hjælp til bygning af en god vens carport, hjælp i forbindelse med sygdom i form af eksempelvis indkøb af madvarer og tøjvask og rengøring, snerydning af naboens grund, pasning af naboens hund m.v.

Fælles for de opregnede eksempler, som er omfattet af det skattefrie område, er ifølge lovgiver, at de ikke har væsentlig økonomisk værdi for modtageren.

Det kan således undre, at det at rydde sne sættes i forbindelse med opførelse af en carport. Der må antages at være stor forskel på den økonomiske værdi for modtageren i eksempler. Det understreger også, at det er vigtigt at være ekstra påpasselig, når værdien af den ydelse der leveres, stiger, da det igen er SKAT der i sidste ende skal vurdere, om der er tale om en skattefri ydelse eller en skattepligtig ydelse – bærer skatteyderen sort eller hvid maske.

Det er derimod ikke afgørende, om der er tale om en tilbagevendende ydelse eller en enkeltstående tjeneste. Omvendt kan en fast aftale om løbende ydelser få karakter af en kommerciel aftale, som ikke er skattefri, uanset der er tale om personer af familiemæssig eller venskabelig karakter.

Hvis der indgås en aftale mellem to naboer om, at den ene nabo gør rent i den anden nabos hus 1 gang om ugen i 4 timer mod, at den anden nabo som tak herfor løbende giver gratis madvarer fra sin butik, bliver der tale om kommercielle og systematiske ydelser, der ikke er fritaget beskatning, uanset det er en sædvanlig ydelse, og uanset ydelsen er af begrænset værdi.

Udvekslingen af ydelserne i eksemplet kan samtidig ikke opfylde betingelsen om, at tjenesterne skal udføres som et udslag af almindelig hjælpsomhed, gavmildhed eller socialt engagement, navnlig hvis værdien af de gratis madvarer svarer nogenlunde til værdien af rengøringsarbejdet. Herved bliver der blot tale om betaling i naturalier, og deraf følgende skattepligt.

Betingelsen om, at tjenesten skal udføres som et udslag af almindelig hjælpsomhed, gavmildhed eller socialt engagement inden for privatsfæren, betyder, at tjenesten ikke må ydes af kommercielle årsager. Det må således ikke være fordi der samtidig erhverves et tilsvarende modkrav.

Om den fornødne gavmildhed eller hjælpsomhed er til stede ved ydelse af en tjeneste, kan kun afgøres ud fra de ydre omstændigheder.

Igen bliver det relevant at undersøge, om der sker en samtidig, eller nært sammenhængende udveksling af ydelser mellem parterne, og om ydelserne er af væsentlig værdi. Igen er det vigtigt at pointere, at det er SKAT der efterser, om SKAT mener, der sker udveksling af ydelser. Det er ikke nok, at skatteyderen mener dette ikke er tilfældet. Hvis der er tvivl om dette, vil det være en god ide at indhente et bindende svar hos SKAT.

At der over tid sker udveksling af ydelser mellem parterne, udelukker ikke i sig selv skattefrihed. En skattefri familie- og vennetjeneste kan således foreligge, hvor der gives en ikke på forhånd aftalt ydelse som tak for hjælpen. Som eksempel herpå kan nævnes 2 flasker god vin som tak for græsslåning og tømning af naboens postkasse i en ferieperiode eller en middag som tak for gode venners flyttehjælp.

Omvendt vil en udveksling af ydelser, som modsvarer hinanden i værdi, og som er aftalt eller afstemt på forhånd mellem parterne, falde uden for det skattefriE område.

En ydelse, som primært ydes for at opnå en modydelse, er ikke et udslag af hjælpsomhed, gavmildhed eller socialt engagement. Som eksempel herpå nævnes i forarbejderne en murer, der opmurer væggene i en carport for sin svoger, mod til gengæld at få omlakeret sin bil af svogeren, der er autolakerer.

Det er ikke velvalgt af lovgiver at benytte eksemplet med en carport igen, da det kan skabe forvirring, da det tidligere er nævnt, at det at opføre en carport, kan være en sædvanlig ydelse, der kan være skattefri.

Det må dog understreges, at det her er for at eksemplificere udveksling af ydelser, der bliver skattepligtigt, idet der sker betaling for en ydelse med en modydelse.

Der er således en række elementer, som ikke må være til stede, for at der er tale om en skattefri familie- og vennetjeneste.

Ydelsen må altså ikke være af kommerciel karakter. En tjeneste må således ikke ske for at erhverve ret til en tilsvarende modydelse. Ydelserne skal derimod være sædvanlige og ydet som et udslag af hjælpsomhed, gavmildhed eller af socialt engagement.

Ydelserne må heller ikke indgå i organiseret byttehandel. Ved dette begreb forstås ydelser, som hver for sig umiddelbart vil opfylde betingelserne for en skattefri familie- eller vennetjeneste, men som er sat i system og ydet med henblik på at opnå en tilsvarende modydelse.

Det er også en betingelse, at ydelserne ikke består i forud aftalt udveksling af ydelser.

Det forhold, at en person udfører en ydelse inden for sit erhverv udløser ikke i sig selv skattepligt. Men sker der en samtidig udveksling af væsentlige ydelser mellem to personer, som hver for sig agerer inden for deres erhverv, kan der ikke være tale om skattefri familie- og vennetjenester.

Som eksempel herpå kan nævnes en tømrer, som aftaler med sin nabo, der er kok, at tømreren lægger nyt tagpap på kokkens sommerhus, samtidig med at kokken gratis leverer mad til 20 personer til tømrerens 40-års-fødselsdagsfest.

Det betyder ikke, at eksempelvis håndværkere ikke kan udføre skattefri familie- og vennetjenester inden for deres fag, men blot at samtidig udveksling af håndværksydelser af en vis større værdi har karakter af en kommerciel aftale og ikke en vennetjeneste.

Skattefri familie- og vennetjenester forudsætter i alle tilfælde, at der er tale om tjenester i form af naturalier eller ydelser. Hvis der indgår kontanter, check, gavekort, tilgodebevis, der kan omveksles til kontanter m.v., ved udveksling af tjenester, indtræder der skattepligt.

Gives der kontanter eller andre likvide midler for en ydelse, er der nemlig i realiteten tale om en form for aflønning, som er skattepligtig for modtageren.

I de tilfælde, hvor en tjeneste mellem familie eller venner ikke opfylder kriterierne for skattefrihed, f.eks. fordi der udveksles modydelser, skal der ske beskatning, det vil sige, at modtagerne af ydelserne ligesom efter de gældende regler skal selvangive værdien og beskattes heraf.

Den sorte maske

Det er i henhold til ovenstående interessant, at SKAT vælger at afholde et maskebal, hvor SKAT bestemmer, hvem der skal bære hvilken maske. De nye regler er lavet for at sikre, at der ikke er nogen tvivl om, hvilken farve maske skatteyderen bærer. Som det ses, vil der desværre først blive delt masker ud, når ballet starter, hvorfor der ikke er skabt klarhed over, hvilken rolle den enkelte skatteyder har, når SKAT byder op til dans.

Med den store markedsføringskampagne, hvor SKAT jo nærmest har fået begrebet sort til at fremstå som et descideret skatteretligt begreb, vil ganske givet medføre, at domstolene, når de indbyder til deres bal, kun møder skatteydere, hvor SKAT har givet dem en sort maske på. Skatteyderen, der synes det er spændende at være til bal, skal således passe meget på, at det ikke er bal hos SKAT. For her bestemmer skatteyderen ikke selv sin udklædning.

Den seneste tids mediefokus på skattesager har vist, at der i SKAT er en tendens til, at der i visse sager forsøges at ”presse” skatteydere til at acceptere en bestemt skattebetaling, hvorimod SKAT vil se bort fra andre skatteforhold, som kan have betydning for den enkelte skatteyder.

Sagerne har varierende karakter. Blandt andet Novo nordisk har haft nogle sager om koncernens interne prisfastsættelse, de såkaldte TP priser, hvor en koncern skal handle internt til priser, der svarer til priserne i et marked. Disse priser kan være uhyre svære at fastsætte, hvorfor der fra OECD er lavet et sæt guidelines, der har en reguleringsmekanisme, der skal hjælpe til prisfastsættelsen. I Danmark skal virksomheder lavet et sæt TP dokumentation, hvori virksomhederne redegør for prisfastsættelsen.

Det har vist sig, at SKAT ikke har været enig i disse prisfastsættelser hos en række større virksomheder, hvorfor SKAT har skønnet nye priser. I den sammenhæng har der efterfølgende været forhandlet om prisfastsættelsen. I princippet må der ikke forhandles om en skattebetaling, idet grundlovens § 43 fastslår, at ” Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov.” Det vil sige, at der skal være hjemmel i loven, før der kan ske beskatning.

I TP sagerne kan man sige, at der er hjemmel til at beskatte indtægten, men det er indtægtens størrelse, som der er uenighed om. Hvis prisfastsættelserne som virksomhederne laver er for lille, kan SKAT foretage et skøn. Dette skøn skal imidlertid være virkelighedsnært og underbygget, hvorfor SKAT skal foretage en beregning i henhold til de Guidelines, som OECD har lavet. SKAT må ikke sætte priserne urealistisk højt, hvorefter SKAT vil indlede forhandling med virksomheden om priserne. Herved risikeres det, at priserne ender med at være for høje, og der principielt set sker en beskatning af en indtægt, som ikke er realiseret.

Det fokus fra medierne imidlertid har vist er, at SKAT i deres iver efter beskatning, også vil forhandle med skatteydere ved at sætte dem under yderligere pres, ennd blot en uenighed om prisfastsættelsen.

I Kasi-sagen har medierne kunnet fremvise, at SKAT har forsøgt at forhandle med Jesper Nielsen, men ikke om en prisfastsættelse, som parterne har været uenige om, men ved at SKAT har ”presset” Jesper Nielsen til at lade sig beskatte personligt af et større millionbeløb hvorimod SKAT ville holde sig fra Jesper Nielsens koncern og familie.

Det der var omdrejningspunktet var, at Jesper Nielsen havde ladet sit selskab betale en række private udgifter, uden at Jesper Nielsen havde lade sig beskatte med udbytteskatten. Der var uenighed mellem parterne, men for at sætte lidt gang i tingene foreslog SKAT, at Jesper Nielsen kunne acceptere det beløb, som de mente selskabet havde afholdt af private udgifter, og lade sig udbyttebeskatte af dette, mens de ville lade selskabets sponsorat på et anseeligt millionbeløb i Brøndby passere uden at SKAT ville undersøge, om det var en fradrageberettiget udgift for selskabet.

Der er i den sammenhæng flere forhold der gør sig gældende. For det første er der en utilstedelig sammenblanding af forskellige skattesubjekter. Jesper Nielsen påersonligt er et skattesubjekt, og selskabet er et andet, og disses skatteligning har ikke noget med hinanden at gøre.

For det andet, at SKAT vil acceptere ikke af undersøge, om der overhovedet er grundlag for et fradrag i selskabet, hvis blot Jesper Nielsen personligt vil acceptere at lade sig beskatte af de private udgifter selskabet har afholdt for ham. I den sammenhæng er det interessant at bemærke, at SKAT, ville kunne beskatte Jesper Nielsen personligt af hele sponsorates værdi, hvis det viser sig, at der var tale om en udgift afholdt i Jesper Nielsens interesse og ikke i selskabets interesse. Det ville således være en skattepligtig indkomst, som SKAT skulle beskatte. Den kan de ikke forhandle sig væk fra.

Og for det tredje, at SKAT overfor Jesper Nielsen, i deres forhandling bedyrer, at hvis Jesper Nielsen accepterer at lade sig beskatte, vil de ikke anmelde ham til politiet for at undersøge, om pengene er udeholdt fra beskatning med forsæt. Her et det vigtigt at bemærke, at der er offentlig påtale for disse forhold, det vil sige, at SKAT slet ikke kan give sådan et amnesti, uden det er helt konkret fastsat i lov, som eksempelvis er tilfældet i Money Transfer projektet. Hvis politiet ønskede det, kunne de af egen drift starte en sag mod Jesper Nielsen, og det ville blive en nem sag, for han havde jo accepteret beskatningen overfor SKAT, hvorfor det ville blive en ren tilståelsessag i retten.

SKAT overtræder derfor i denne sag det helt fundamentale grundlag der hedder, at der skal være hjemmel til beskatning. Hvis SKAT begynder at handle som på Hjallerup Marked får vi en situation, hvor det ikke er hjemmelen der afgør beskatningen, men den enkeltes forhandlingsevner. Dette er i strid med både grundloven og lighedsprincippet. Alle skal være lige for loven, og det er vi kun, hvis der opereres efter loven. SKAT skal derfor prøve sagerne, hvis de mener der er sket manglende beskatning. De skal prøve alle forhold. Selvfølgelig må SKAT godt skære en sag til, altså vurdere de beviser de har, om det er nok til at vinde hele sagen. Men de må ikke forhandle en sag på plads, hvis de til gengæld skal smide en anden.

Hvis det var sådan, at der kunne forhandles om skattebetalingen i Danmark, vil hver enkelt skatteyders skattebetaling afhænge af, hvor god den enkelte er til at forhandle, og hvor godt et kendskab der er til den enkelte sagsbehandler hos SKAT. Dette vil fremelske nepotisme og mange værre ting, og det er netop derfor, at der skal være hjemmel i loven, både hvis SKAT ikke skal beskatte en indtægt, og til at foretage beskatningen af en indtægt.

I Kasi-sagen ser det imidlertid ud til, at SKAT har glemt dette helt elementære princip. Og dette endda med store retssikkerhedsmæssige problemer til følge, både i det skatteretlige regi og i det strafferetlige regi. Man kan kun håbe på, at Kasi-sagen er en enlig "svipser" fra myndighedernes side.

Thomas er ph.d.(-jur) og lektor i skatteret. Thomas er desuden ansat som vidensdirector hos skattesagsadvokaterne (på deltid) og arbejder i den forbindelse med løbende at sikre vidensopdatering og kvalitetsniveau. Thomas bistår derudover skattesagsadvokaternes advokater i skattesager for alle instanser og er tillige tilknyttet kontorets skattestraffesager i forbindelse med vurderingen af den materielle afgørelse, som sagerne baserer sig på.