Langt de fleste skattestraffesager opstår på baggrund af en anmeldelse fra SKAT. SKAT har i den juridiske vejledning for 2013, i overensstemmelse med hidtidig praksis, anført, at såfremt en overtrædelse ikke kan afgøres administrativt, skal den anmeldes til politiet.

Anmeldelse kan ske både på baggrund af:

”sager, hvor dokumentationen for overtrædelsen foreligger, og der er lavet en ansættelsesændring, og sager, hvor en endelig ansættelsesændring ikke kan foretages uden en yderligere politimæssig efterforskning, og hvor SKAT derfor i løbet af efterforskningen på politiets foranledning foretager en ansættelsesændring eller opgør det krav på erstatning, som svarer til de unddragne skatter og afgifter.”

Anmeldelsen skal, ifølge den juridiske vejledning, indeholde en lang række faktuelle oplysninger,

1.  En beskrivelse af hvilke bestemmelser, der anses for overtrådt og selve overtrædelsen, dvs. det faktum/de handlinger, der udgør den strafbare overtrædelse

2.  En beskrivelse, der viser, at de beløb sagen vedrører, er skatte- eller afgiftspligtige.

3.  En foreløbig opgørelse af skatte- og/eller afgiftskravet.

4.  En beskrivelse af sagsbehandlingen ved SKAT indtil anmeldelsen.

5.  Oplysninger om indtægts- og formueforhold. Hvad er der selvangivet eller afgiftsberigtiget i de forudgående år?

6.  Hvor og hvordan er de urigtige eller vildledende oplysninger afgivet?

7.  Hvornår skulle oplysningerne være indsendt?

8.  Bilageret dokumentation med bilagsfortegnelse, hvoraf det fremgår, hvorfra hvert enkelt bilag er fremskaffet."

Dette er for så vidt ikke bemærkelsesværdigt. Den, der anmelder en borger for et strafferetligt forhold, skal naturligvis i rimeligt omfang kunne dokumentere, at der rent faktisk er begået et strafbart forhold.

Det interessante i den sammenhæng er, at SKAT står som anmelder, og forurettet part, der altså i vidt omfang selv har opgjort den unddragelse, der danner baggrund for sagen.

Dette rejser det naturlige spørgsmål, hvilken rolle SKAT skal have i forbindelse med den efterfølgende straffesag, og særligt hvorvidt SKAT er relevant som vidne i straffesagen. Dette gælder særligt når SKAT indkaldes som sagkyndigt vidne.

Problemstillingen i den henseende er, at hele grundlaget for en skattestraffesag er, at der er sket en unddragelse, og dermed at der er sket en overtrædelse af gældende skatteret. Såfremt tvisten omkring unddragelsen alene relaterer sig til talmæssige opgørelser, taler meget for at SKAT, der typisk har udarbejdet den opgørelse, der danner baggrund for sagen, indkaldes som vidne i sagen, med henblik på at redegøre nærmere herfor.

Såfremt sagen derimod vedrører fortolkning af den skatteretlige lovgivning, er det derimod langt mere betænkeligt, at SKAT indkaldes som vidne, idet SKAT i sådanne tilfælde vil få karakter af et sagkyndigt vidne.

Dette er problematisk, eftersom SKAT altså vil stå som anmelder og forurettet og dermed yderligere vil fungere som sagkyndig med henblik på at redegøre for, hvorfor en given skattelovgivning er overtrådt, og dermed tillige hvorledes denne skal fortolkes/forstås. SKAT anfører i den juridiske vejledning, at:

”det er almindelig praksis, at sagsbehandleren/sagsbehandlerne indkaldes som vidne under domsforhandlingen i straffesagen med det formål at forklare sagsforløbet og de observationer, som den pågældende har gjort i forbindelse med ansættelsessagen. Som vidne kan sagsbehandleren ikke overvære domsforhandlingen før den pågældende selv er blevet afhørt.

Det kan anbefales, at den medarbejder, der har udarbejdet tiltalebegæringen og ansvarsredegørelsen, overværer hele domsforhandlingen og således kan fungere som bisidder for anklageren. Alternativt kan anklagemyndigheden indkalde den pågældende som sagkyndigt vidne.”

Det er tankevækkende, at dette er nødvendigt. Anklageren burde være i stand til at redegøre for den overtrædelse, der er rejst tiltale for, ligesom det virker helt malplaceret, at anmelder og forurettet tillægges den meget afgørende rolle, som sagkyndigt vidne.

SKATs fremskudte rolle er desto mere bemærkelsesværdig i straffesagerne, set i lyset af SKATs rolle i civile skattesager, hvor det er fast praksis, at borgeren ikke gives tilladelse til at føre den konkrete sagsbehandler som vidne, da dette anses for værende uden betydning for sagen, og anses for overflødig bevisførelse.

Dette synspunkt er senest fastslået af østre landsret i en afgørelse for 2011 (TfS 2012.219), hvor en medarbejder hos SKAT ikke blev tilladt ført som vidne, da det fandtes uden betydning for sagen.

Af interesse er ligeledes SKM 2011.361 om samme problematik, hvor landsretten tilsluttede sig SKATs synspunkt, hvorefter en

”afhøring af en ansat i SKAT som udgangspunkt ikke er egnet til at tilvejebringe oplysninger om myndigheders praksis mv. Sagen drejede sig i det væsentlige om opgørelse af appellantens privatforbrug for et indkomstår, og retten fandt på den baggrund ikke, at den begærede vidneførelse havde betydning for sagens afgørelse.” citatet er fra SKATs juridiske vejledning.

Det er lige så fast praksis, at Skatteministeriet nedlægger påstand om, at vidneførelsen skal afskæres.

Retstilstanden kan herefter opsummeres således, at såfremt en part i en civil skattesag ønsker at føre sagsbehandleren som vidne, afskæres dette som overflødig bevisførelse uden betydning for sagen.

Er der derimod tale om en straffesag imod samme part, vil SKAT stå som anmelder og forurettet part, som den der har opgjort det unddragne beløb og grundlaget herfor, ligesom SKAT efter fast praksis vil blive indkaldt som vidne i sagen, og sågar, såfremt det er relevant, som sagkyndigt vidne.

Det virker retssikkerhedsmæssigt meget paradoksalt, at den bevisførelse, der i en civil sag, anses for overflødig og afskæres, efter fast praksis tillades ført i en straffesag, endog i tilfælde, hvor vidnet repræsenterer anmelder og forurettet.

 

 

 

Justitsministeriet har med lovforslag L-164, fremsat d. 28. februar 2013, foreslået en bemærkelsesværdig udvidelse af området for de såkaldte hemmelige ransagninger i henhold til retsplejelovens § 799.

Hemmelige ransagninger var oprindelig et retsskridt, som blev indført for at dæmme op for de alvorligste forbrydelser, og modsat ”almindelige” ransagninger, skal den der ransages ikke anformeres om den gennemførte ransagning.

Hemmelig ransagning blev i 1997 en del af dansk ret, og havde til hensigt at styrke politiets efterforskning af særlige alvorlige forbrydelser, herunder forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, grov narkotikakriminalitet og manddrab.

I 2002 blev adgangen til hemmelig ransagning udvidet til også at omfatte ildspåsættelse, sprængning, kapring, forgiftning samt våbenlovsovertrædelser vedrørende våben af særdeles farlige karakter. Endelig blev bestemmelsen i 2006 udvidet til også at omfatte forbrydelser, der relaterer sig til nuklear terrorisme.

Sigtet med hemmelig ransagning har dog igennem hele perioden været at bekæmpe kriminalitet, der begås af en flerhed af personer, og hensynet til hemmeligholdelse af efterforskningen gør det nødvendigt, at de mistænkte ikke får meddelelse om indgrebet.

Rigsadvokaten har i den forbindelse oplyst, at den seneste udvikling inden for organiseret kriminalitet tyder på, at kriminalitetstypen tilpasses de områder, hvor der er udsigt til størst økonomisk udbytte og at de karakteristika, der tidligere primært kendetegnede narkotikakriminalitet, nu i højere grad også synes at passe på andre kriminalitetsformer.

Det leder frem til lovforslag L 164, hvor anvendelsesområdet for retsplejelovens § 799 foreslås udvidet i betydeligt omfang. Af særlig relevans for det skattestrafferetlige område er, at straffelovens § 289 forslås omfattet.

Rigsadvokaten anfører i den relation, at det ”navnlig vil være i sager om indsmugling af varer, som f.eks. cigaretter eller spiritus, at der kan være tale om organiseret kriminalitet med behov for at kunne anvende hemmelig ransagning.

De samme hensyn, som ligger bag behovet for hemmelig ransagning efter f.eks. våben og narkotika i tilfælde, hvor politiet ikke med sikkerhed kan fastslå, at leverancen er kommet frem til den mistænkte og dermed befinder sig på en bestemt lokalitet, gør sig gældende i forhold til f.eks. større indsmugling af cigaretter og spiritus mv.”

For så vidt angår leverancer og indsmugling af cigaretter og spiritus, kan der med en vis rette argumenteres for øget behov for hemmelig ransagning.

Det må dog ikke overses, at straffelovens § 289 ikke skelner mellem hvilke typer skatte- moms- og afgiftsunddragelser, der er tale om.

Vedtages forslaget, vil det medføre, at der vil være hjemmel til hemmelig ransagning, blot det forhold mistanken relaterer sig til, udgør en påstået unddragelse på over 500.000 kr.

Udfordringen i den henseende er, hvordan det på så tidligt et stadie i processen afgøres, om en påstået skatte-, moms- eller afgiftsunddragelse overstiger 500.000 kr.

Realiteten vil være, at dette afgøres på grundlag af SKATs opgørelse over, den ”påstået” unddragelse. Dette vil enten fremgå af en skatteretlig afgørelse, eller af SKATs anmeldelse af forholdet. I begge tilfælde vil opgørelsen over det unddragne beløb basere sig på SKATs skatteretlige vurdering.

Dette er dybt bekymrende i retssikkerhedsmæssig henseende, idet hemmelig ransagning er et dybt indgribende retsmiddel, der alene har været tiltænkt de alvorligste forbrydelser.

Vedtages lovforslaget, vil hemmelig ransagning være et retsmiddel, der er hjemmel til at anvende, blot der foreligger en påstået unddragelse på over 500.000.

Realiteten i den henseende er, at den påståede unddragelse vil basere sig på SKATs anmeldelse og i en række tilfælde på SKATs skøn over den skattemæssige unddragelse.

Dette skøn vil ikke på dette tidspunkt have været undergivet nogen prøvelse, eller indsigelse, og der åbnes således i realiteten op for et særdeles indgribende retsskridt, principielt alene på baggrund af SKATs opgørelse og vurdering.

Det forekommer endvidere illusorisk, at der i forbindelse med afsigelse af kendelse om hemmelig ransagning, vil skulle ske en tilbundsgående prøvelse af det skattemæssige forhold, der danner baggrund for påstanden om, at forholdet er omfattet af straffelovens § 289.

Dette vil i realiteten medføre, at der i forbindelse hermed skulle foretages en materiel prøvelse af det grundlag, der danner baggrunden for anmodningen.

Realiteten er således, at det i en række tilfælde vil være et tvivlsomt skatteretligt grundlag, som domstolene skal vurdere adgangen til hemmelig ransagning på, uden at der i øvrigt kan forventes nogen realitetsbedømmelse heraf.

Der er i praksis, en lang række eksempler på, at SKATs grundlag for en anmeldelse, ikke i en strafferetlig kontekst, efter bevisvurderingen og de strafferetlige principper, kan danne baggrund for en domsfældelse. Dette er dog en sølle trøst for den, der har været udsat for en hemmelig ransagning på baggrund af mistanke om overtrædelse af straffelovens § 289.

Skattestraffesager, der opstår på baggrund af en afgørelse truffet af SKAT giver af og til anledning til en bemærkelsesværdig vandring gennem retssystemet.

Dette har senest givet anledning til en meget interessant problemstilling i en sag, hvor SKAT beskattede en direktør og aktionær af yderligere løn på ca. 8 millioner kroner fra aktionærens selskab.

Problematikken i den henseende var blot, at selskabet ingen reel erhvervsmæssig aktivitet havde, og at cvr nummeret alene blev anvendt til udfærdigelse af fiktive fakturaer fra tredjemand, med henblik på, at de kunne skabe det bogføringsmæssige grundlag for at afholde en udgift og få penge ud af deres respektive selskaber.

Dette gav anledning til en straffesag, hvor aktionæren blev idømt betinget fængsel, hvilket for så vidt ikke er interessant, i denne sammenhæng. I sagen, der vedrørte medvirken til momssvig, var det ikke problematiseret, hvorledes de midler aktionæren oppebar, skulle beskattes.

Dette skete efterfølgende hvor skattesagen, blev påklaget og forhøjelsen nedsat til ca. 2 millioner kroner, som SKAT fortsat gjorde gældende skulle være direktørløn for aktionæren.

Dette er tankevækkende al den stund, at der ingen aktivitet var i selskabet, og at hverken direktøren eller selskabet havde foretaget nogen angivelse.

Dette er desto mere interessant, når dette sammenholdes med SKATs egen juridiske vejledning, hvoraf fremgår, at

”I praksis kan øvrige ydelser til den ansatte aktionær blive anset for yderligere løn i stedet for maskeret udbytte. Det vil sige, at maskeret udbytte efterfølgende omkvalificeres til yderligere løn. Beskatningen er derefter personlig indkomst og arbejdsmarkedsbidragspligtigt i stedet for aktieindkomst. Omkvalificeringen medfører, at selskabet får fradrag for den yderligere lønudgift som en driftsomkostning, og dobbeltbeskatning bliver derfor undgået.

En omkvalificering fra maskeret udbytte til yderligere løn forudsætter at

  1. der er et ansættelsesforhold. Se SKM2006.611.ØLR.
  2. aktionæren ikke på strafbar måde har undladt at medregne beløbene i sin skattepligtige indtægt. Se U.1983.990H.
  3. det samlede vederlag - løn og maskeret udbytte - ikke er større, end hvad der kan anses for sædvanligt for det udførte arbejde. Se fx SKM2003.53.VLR og TfS 1998, 484 HRD. ”

 

Dette er interessant, idet SKAT fastholder, at de midler, der er tilflydt aktionæren skal anses for yderligere løn, hvilket ret klart er i strid med ovenstående.

Sagen verserer pt. for byretten i Aalborg, hvor Kammeradvokaten nu har indtaget det bemærkelsesværdige synspunkt, at aktionæren ganske vist skal beskattes som lønmodtager, men at aktionærens arbejdsgiver ikke, er aktionærens selskab, hvor aktionæren tillige var direktør, men i stedet bagmændene.

Dette synspunkt er meget belejligt i relation til SKATs juridiske vejledning og praksis, hvorefter det er meget vanskeligt at fastholde, at direktøren skulle have modtaget løn fra sit selskab, og ikke udbytte.

Problematikken er dog, at kammeradvokaten derved undsiger hele grundlaget for SKATs afgørelse og det grundlag sagen igennem Skatteankenævnet og Landsskatteretten er afgjort på baggrund af, derved at Kammeradvokaten bringer en helt anden og ny arbejdsgiver på banen.

Dette vel at mærke, uden at denne tredjemand på nogen som helst vis er involveret i sagen, eller tilsyneladende er oplyst om, at han nu anses for arbejdsgiver. Aktionærens selskab er ligeledes ej heller hørt.

I realiteten søges der således at skabe en asymmetrisk indkomstkorrektion, idet der alene påtænkes ændring på indkomstmodtagerens side, uden at myndighederne tilsyneladende påtænker at foretage en tilsvarende korrektion på arbejdsgiversiden.

Uanset dette risikerer tredjemand, såfremt Kammeradvokaten får held med sin manøvre, at der i en civilsag, de ikke har været involveret i, eller haft viden om, bliver fastslået, at de anses for arbejdsgivere.

Processuelt er det særdeles bemærkelsesværdigt, at såvel SKAT, skatteankenævnet og Landsskatteretten har indtaget det standpunkt, at aktionæren oppebar lønnen fra sit selskab, men at Kammeradvokaten uanset dette anser sig berettiget til at undsige dette, og dermed reelt set skabe en helt ny sag.

Såfremt byretten accepterer dette, vil konsekvensen være, at borgernes retssikkerhed lyde betydelig overlast, i og med, at borgerne ikke kan vide sig sikker på, at det grundlag ens skattesag har bygget på igennem en flerårig proces i det administrative system også er det grundlag, sagen skal afgøres på, når statens advokat vurderer sagen. Eller om, der i realiteten opstartes en ny sag.

Tobias arbejder med skatte- og skattestrafferet, hos Skattesagsadvokaterne, hvor Tobias fører kontorets sager ved domstolene. Tobias har endvidere stor erfaring i håndtering af administrative skattestraffesager, herunder ansvarsforhandling med myndighederne.

Tobias har tidligere været ekstern lektor på Aalborg universitet, hvor han underviste i skatte, moms og afgiftsstrafferet.

Tobias skriver løbende artikler i relevante fagtidsskrifter om skatteretlige og skattestrafferetlige emner. Du kan læse meget mere om skattestraffesager her- Skattestraffesag - og hvad så?

Tobias er medlem af Danmarks Skatteadvokater (advokaternes forening for skatteret) og medinitiativtager til Skattestrafferetligt forum.

Praktiske informationer:
Advokat (H)
Indehaver, skattepartner
Skattesagsadvokaterne ApS

Tlf.: 70 20 33 13
Mobil 25 14 83 77
www.skattesagsadvokat.dk

Side 7 ud af 7