De fleste kender historien om fjeren, der blev til fem høns.

Indenfor skatteretten, kan skindet dog godt bedrage, således at hvad der for den ene part umiddelbart alene ligner en fjer, i realiteten er noget andet, og meget mere.

Det seneste eksempel herpå er en lille banal sag omkring sodavandsafgift i en kiosk, hvor påstanden i sagen, der verserede ved byretten i København, alene var på kr. 21. Umiddelbart ikke en sag, det giver meget mening at indbringe for domstolene.

Fakta i sagen var da også, at den i virkeligheden formentlig angik noget helt andet, nemlig spørgsmålet om at undgå en ”Cola” bøde på kr. 10.000 og risikoen for, at kioskejeren mistede retten til at forhandle tips og lotto.

Denne sag sætter sagen på spidsen, men det er min fornemmelse, at der føres en lang række skattesager, hvor grundlaget for sagen, og den reelle begrundelse for at føre sagen, ikke umiddelbart, som i denne sag, kan læses ud af sagens akter. En lang række af disse sager har ganske givet relation til potentielle, eller aktuelle, strafferetlige problemstillinger.

Kiosksagen giver dog også anledning til overvejelser i anden retning. Langt størstedelen af skattesagerne føres af skatteydere, der alene kører sagen for egen regning, risiko, og vindings skyld.

Det gør skatteministeriet ikke. En række af de sager, der bliver anlagt, har betydning for ministeriet, langt ud over den sagsgenstand sagen vedrører, og dermed langt ud over den umiddelbare tvist, mellem de to parter i sagen.

Dette forhold har dog ingen betydning for den skatteyder, der vælger at indbringe sin sag for domstolene. Det vil altså sige, umiddelbart ingen betydning. Er skatteyderen så uheldig at ramme en ”nerve” hos ministeriet vil der kunne være en verden til forskel i sagernes betydning, og værdi for parterne i sagen.

Dermed kan en sag, for den ene part, godt være én fjer, og for den anden fem høns. Sådan lidt firkantet sagt.

Et helt banalt eksempel. Forhøjes en kioskejers indkomst med 100 kr. som følge af opkrævning af en (fiktiv) ”appelsinafgift” på 1 kr. af de 100 appelsiner, kioskejeren har i sin butik, vil sagsgenstanden, hvis kioskejeren vælger at køre sagen være 100 kr. for kioskejeren – én fjer.

Angår sagen det principielle spørgsmål, om der overhovedet er hjemmel til opkrævning af ”appelsinafgift” vil sagens værdi principielt for ministeriet kunne være summen af al den afgift, der måtte være opkrævet, og dermed principielt flere hundrede millioner kr. – de fem høns.

Men hvad er så sagens værdi? Det afhænger af øjnene, der ser.

Sættes værdien til 100 kr. stiller det umiddelbart ikke kioskejeren lige i kampen med ministeriet, idet ministeriet logisk anskuer sagen ud fra det provenutab, der risikeres, og dermed principielt flere hundrede millioner. Dette vil naturligt afspejles i de ressourcer, der investeres i en sådan sag.

For kioskejeren er sagens værdi kr. 100, hvilket sætter en meget forståelig begrænsning, for de ressourcer, han kan anvende på sagen. Kioskejeren kan umiddelbart være helt ligeglad med sagens betydning for staten, for ham er værdien, det krav han er blevet mødt med. 

Sættes sagens værdi omvendt til den værdi, sagen repræsenterer for staten, risikerer kioskejeren så store sagsomkostninger, hvis sagen tabes, at det vil være helt omsonst for ham, overhovedet at overveje sagen. I givet fald, ville hans sag om 100 kr., være eskaleret til en sag på måske flere hundrede millioner.

Men hvad er så sagens værdi – fjeren eller de fem høns?

Det er sagens kerne. Når der er så stor forskel i sagens økonomiske værdi for de to parter i sagen, vil der alt andet lige, potentielt, være meget stor forskel på de ressourcer, der anvendes på sagerne.

Dette er et problem, som det nuværende system ikke tager højde for, i de sager, der er af principiel betydning for staten, eller hvor resultatet ”blot” har betydning for en lang række øvrige, verserende sager.

Den skatteyder, der anlægger sin sag imod staten har jo ingen viden om, hvorvidt der i forvejen aktuelt eller potentielt er en lang række sager af tilsvarende karakter. Han er, af gode grunde, formentlig også fuldstændig ligeglad, problemet er blot, at det er modparten ikke.

En løsning på dette dilemma kunne være, at der i de sager, der har betydning for staten, udover den umiddelbare konflikt mellem parterne, gives tilsagn om 100 % omkostningsdækning til borgeren, uanset sagens udfald, sagen henvises til Landsretterne (vil dog også kunne ske i det nuværende system), ligesom det skulle oplyses hvilken betydning sagen har for ministeriet udover den umiddelbare konflikt.

Såfremt omkostningerne i sagerne, alene fastsættes i henhold til den umiddelbare værdi for borgeren vil det kunne hindre, at der føres relevante, principale sager imod staten, eller anvendes de fornødne ressourcer på sagen, idet den enkelte borger, enten ikke har ressourcerne til at føre så krævende sager, om relativt små beløb, eller sagerne for den enkelte borger ganske enkelt er så små, at det ikke kan betale sig.

Det er sagen om fjeren og de fem høns, i en nøddeskal.

 

Den seneste tids massive kritik af SKAT har afdækket en lang række problematiske sager, og tilsyneladende mere graverende og grundlæggende problemer, blandt nogle af SKATs ansattes holdninger til- og manglende respekt for, borgerne, grundlæggende retssikkerhedsmæssige principper og sagsbehandling i øvrigt.

Det er tankevækkende, at alle disse sager dukker op i en lind strøm uagtet, at en række af de problemstillinger, der sættes fokus på, har været kendt af SKAT i årevis. Kritikken af SKATs håndtering af ejendomsvurderingerne kan næppe komme som nogen overraskelse, ej heller at SKAT lider voldsomme nederlag i de klagesager, der føres.

Dette har været kendt i årevis, ligesom folketingets ombudsmand for flere år siden udtalte kritik, vedrørende sagsbehandlingstiden i klagesagerne.

Det er mere overraskende, at der stedse kan findes områder, hvor SKAT ikke overholder grundlæggende principper, og at SKAT tilsyneladende ej heller har lært af tidligere tiders problematiske sager.

Historien har det således med at gentage sig.

Det er ikke mere end ganske få år siden, SKAT sidst var i vælten, med en meget omtalt problematik omhandlende dataspejling, hvor SKATs ageren har betydelig lighedstegn, med det, der nu kan konstateres.

Problemstillingen i relation til dataspejling var, at SKAT i en lang række tilfælde, havde foretaget dataspejling uden at have haft lovhjemmel til det.

Dataspejling medfører, at alt data kopieres, heraf betegnelsen dataspejling, således at SKAT fik adgang til al data, der lå på det medie, der blev spejlet, herunder altså også e-mailkorrespondance, billeder, video, forretningsdokumenter m.v.

Det paradoksale var, at Datatilsynet igennem medierne i 2008 blev opmærksom på, at SKAT foretog dataspejling og bad SKAT om en udtalelse. Dette undlod SKAT at reagere på, til trods for gentagne henvendelser fra Datatilsynet til SKAT.

Dette medførte, at Datatilsynet besluttede at offentliggjorde en særdeles kritisk skrivelse fra Datatilsynet til SKAT af 4. oktober 2010, hvor Datatilsynet fortsat ikke havde fået en udtalelse fra SKAT.

Dette er i sig selv dybt problematisk, men særligt idet skatteministeriet i 2010 fremsatte et lovforslag, der skulle skabe hjemmel for dataspejling, som der altså således ikke tidligere havde været.

Lovforslaget blev, af gode grunde, aldrig vedtaget, men det fremgår af forarbejderne, at SKAT i 137 tilfælde forud for fremsættelsen af lovforslaget havde foretaget dataspejling, hvoraf 46 tilfælde var sket i henhold til kendelse efter retsplejeloven ved brug af politiets beføjelser.

Dette efterlader 91 sager, hvor der var foretaget dataspejling i forbindelse med skattekontrol. Det paradoksale er, at det direkte i lovforslaget var anført, at der efter skatteministeriets opfattelse ikke var hjemmel til dataspejling, hvilket i øvrigt også følger af, at lovforslaget netop skulle give hjemlen til at foretage spejling.

Datatilsynet kunne følgelig konkludere, at der var foretaget dataspejling i 91 sager, uden den fornødne hjemmel.

Dette kunne ministeriet dårligt være uenig i, eftersom det direkte af forarbejderne fremgik, at der ikke var hjemmel til at foretage spejling, og ministeriet selv havde anført de tilfælde, hvor det alligevel var sket.

Der foreligger ikke offentliggjort materiale efter Datatilsynets skrivelse til skatteministeriet af 4. oktober 2010, der kan afdække, hvilken konsekvens den ulovlige spejling har medført for SKAT, og de medarbejdere der har iværksat denne ulovlige kontrol.

Man kan kun gisne om, hvorvidt disse 91 sager, har haft nogen konsekvens, men den seneste tids afdækning af SKATs arbejdsmetoder og ageren kan godt skabe den bekymring, at SKAT intet har lært af sagen om spejling, og at der ingen konsekvens har været.

Man kan frygte, at SKAT, når den nuværende mediestorm aftager, fortsætter i sin vante gænge. Historien viser i hvert fald, at SKAT intet har lært af tidligere skandaler.

 

Det virker meget rimeligt og logisk, at de mest indgribende foranstaltninger / indgreb er til rådighed i relation til efterforskning af de alvorligste forbrydelser. Det rejser naturligvis den interessante problemstilling, hvornår en forbrydelse er tilstrækkelig grov til, at der er grundlag for at anvende hele kataloget af efterforskningsskridt.

Systematikken er i den forbindelse klar, der er umiddelbart ikke tale om en subjektiv vurdering, men en objektiv konstatering af, om den forbrydelse, der efterforskes har en strafferamme på 6 år, eller derover.

Grænsen for telefonaflytning og brud på meddelelseshemmeligheden, f.eks. åbning af breve m.v. går meget præcist i relation til forbrydelser med en straframme på 6 år eller derover. Det er derfor af meget stor praktisk betydning, at straframmen for de grovere tilfælde af kursmanipulation og overtrædelse af konkurrencelovgivningen netop er øget til 6 års fængsel.

I relation til skattestraffesager er strafferammen for de alvorligste overtrædelser, omfattet af straffelovens § 289, 8 års fængsel, så her er hele kataloget til disposition.

Anvendelsen af § 289 er objektiviseret således at anvendelsen forudsætter, at der foreligger en forsætlig unddragelse på kr. 500.000 eller derover. Er unddragelsen mindre end kr. 500.000 finder straffelovens § 289 ikke anvendelse, uanset hvor grov forbrydelsen i øvrigt fremtræder, og dermed er strafferammen indenfor skattestrafferetten som alt overvejende hovedregel 1 ½ års fængsel.

Opgørelsen af unddragelsen har således i praksis meget afgørende betydning i relation til de efterforskningsskridt, der er til rådighed, men også i f.eks. forældelsesmæssig henseende, idet en straframme på 8 år, giver 10 års forældelse, medens en straframme på 1 ½ år alene giver 5 års forældelse.

Denne meget væsentlige forskel gør, at opgørelsen over det påståede unddragne beløb bliver helt afgørende i relation til anmeldelse og efterfølgende efterforskning, herunder særligt i relation til anmodning om kendelse til f.eks. telefonaflytning.

Problemstillingen er, at det i praksis kan være meget vanskelligt at vurdere omfanget af en unddragelse i forbindelse med en anmeldelse til- og efterfølgende fra SKAT til politiet, med en efterfølgende begæring om politimæssig efterforskning og kendelse fra domstolene til f.eks. telefonaflytning.

Det er således ikke tilstrækkeligt, at der er fornøden strafferetlig mistanke om, at den indgrebet retter sig imod har begået et strafbart forhold. Dette er alene en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning.

Indgrebet kræver yderligere, at der er sket en overtrædelse af en forbrydelse med en straframme på mere end 6 år, og dermed at straffelovens § 289 er i spil.

Dette forhold gør, at det bliver helt afgørende, at der i forbindelse med begæringen om kendelse er det fornødne fokus fra forsvareren og rettens side på den skatteretlige opgørelse, og grundlaget herfor, i relation til den påståede unddragelse.

Det er undertegnedes erfaring, at dette langt fra er tilfældet, idet jeg har kendskab til sager, hvor telefonaflytning m.v. er opstartet på et grundlag, hvor der ikke foreligger nogen reel begrundelse for, at der skulle foreligge en overtrædelse, der overstiger kr. 500.000.

I de mest grelle tilfælde, har det vist sig, at unddragelsen efter en korrekt opgørelse alene er i størrelsesordenen kr. 20.000 – 30.000.

Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at sådanne sager, ifølge retsbøgerne, ofte behandles og afgøres på 10 – 15 minutter, når det sammenholdes med, hvor indgribende foranstaltninger der er tale om, og hvor lang tid, der i øvrigt medgår til en seriøs behandling, og gennemgang af et skatteretligt krav.

Det er således undertegnedes opfattelse, at der i praksis er alt, alt for lidt fokus på grundlaget og selve beregningen af den påståede unddragelse, og dermed det skatteretlige grundlag for anmodningerne, og alt for ensidig fokus på, hvorvidt der foreligger en tilstrækkelig mistanke imod den, indgrebet retter sig imod.

Altså fokus på, om der er handlet forsætligt, eller groft uagtsomt, og ikke så meget det skatteretlige grundlag og berettigelsen af en påstået unddragelse.

Det forhold, at beviserne efterfølgende viser sig indhentet i strid med gældende regler, giver naturligvis anledning til en meget interessant problemstilling, omkring deres anvendelse i den efterfølgende straffesag.

Dette ændrer dog ikke på, at den indgrebet har rettet sig imod, uberettiget har været udsat for et indgreb, retsplejeloven, med ganske få undtagelser, netop beskytter imod, alene grundet manglende fokus på grundlaget og opgørelsen af den unddragelse mistanken retter sig imod.

Det er slet og ret for nemt.

 

En lang række af de sammenbrud, finanskrisen har medført, har vist sig at indeholde et kulørt katalog af straffesager, hvoraf en del har omfattet skatte og momssvig.

Det er der for så vidt ikke noget usædvanlig i, idet skatte og momssvig altid har været en yndet kriminalitetsform. Det nye er, det fokus medierne har fået på området, hvilket er fuldt ud i tråd med myndighedernes stadig stigende fokus på skatte og momssvig.

At der er grundlag for en stigende fokus på området, viser antallet af verserende sager med al ønskelig tydelighed, idet der nu er en sagsmængde på mere end 1600 uafsluttede sager, mod en beholdning på 800 sager, for kun ganske få år siden.

Vi oplever tydeligt som forsvarere i skattestraffesager denne udvikling, idet sagsmængden vokser, men også at sagsbehandlingstiden, for de ikke profilerede sager, vokser tilsvarende.

Hvorvidt dette er udtryk for manglende fokusering på denne type sager fra politiet / anklagemyndighedens side, eller den stærkt forøgede sagsmængde kan være svært at sige, men faktum er, at flere og flere sigtede oplever helt uacceptable lange sagsforløb, der i bedste fald læner sig opad en krænkelse af menneskerettighedskonventionen.

Uanset, hvad grunden måtte være, ændrer det ikke på, at sagsbehandlingstider, på ofte op til flere år, lægger et betydeligt pres på den sigtede, og i realiteten medfører, at den sigtede allerede er straffet længe inden sagen måtte ende i retten.

Vi oplever ofte, når vi indtræder i sager, at de fra myndighedernes side blot har henlagt, uden nogen reel sagsbehandling, eller reelt flow i sagerne, igennem længere tid. I de mest graverende tilfælde op til flere år.

Dette er i sig selv uheldigt, men er særligt uheldig i sager vedrørende unddragelse af skatter og afgifter, idet sigtelsen i langt de fleste tilfælde baserer sig på SKATs opfattelse og vurdering af sagen.

Vi har flere gange kunnet konstatere, at hele grundlaget for straffesagen hviler på en urigtig forståelse og anvendelse af skatte og afgiftslovgivningen, og at den sigtede således igennem en længere periode, ofte flere år, har været sigtet på et forkert grundlag.

Myndighederne har da tilsyneladende også taget konsekvensen heraf, og anklagemyndigheden har derfor oprettet en række særlige stillinger til såkaldte ”specialanklagere”, der ansættes til at håndtere de” sværeste og mest komplicerede straffesager”, i samarbejde med SKAT, som det anføres på anklagemyndighedens hjemmeside.

Det er naturligvis prisværdigt, at der tages hånd om de ”sværeste og mest komplicerede sager”, men dette afhjælper ikke de grundlæggende retssikkerhedsmæssige problemer, sagsbehandlingen og særligt sagsbehandlingstiden, medfører for de almindelige sager.

Ansættelsen af særlige ”specialanklagere” viser derimod den helt grundlæggende problematik indenfor skattestrafferetten, at lovgivningen er så kompleks, at der selv indenfor anklagemyndigheden er behov for særlige specialister til at håndtere sagerne.

Det er tankevækkende, at lovgivningen er blevet så kompleks og uhåndterlig, at anklagemyndigheden er nødsaget til at ansætte særligt specialiserede anklagere til at føre sagerne, vel at mærke sager, der føres imod almindelig mennesker, uden specialviden eller særlig indsigt i reglerne.

Spørgsmålet er herefter, hvor det efterlader den sigtede? Der er ikke taget initiativ til at beskikke ”specialforsvarere”, der kan sikre ligeværdighed mellem forsvareren og anklageren.

Dette burde ej heller være nødvendigt, men praksis i skattestraffesager viser, at sagerne ofte har mere karakter af skattesager end straffesager, på grund af de skatteretlige problemstillinger, som sagerne indeholder.

Ansættelsen af specialanklagere viser, at myndighederne anerkender behovet for øget fokus på de komplicerede straffesager. Det havde blot været ønskværdigt, at dette ikke alene udmøntede sig i en anerkendelse af behovet for øget specialisering af anklagemyndigheden, men tillige forsvareren, dommere og domsmændene.

 

Umiddelbart skulle ovennævnte trekløver ikke i sammenhæng tiltrække sig den betydelige mediemæssige interesse, som de i de seneste par år, har været genstand for. Og da slet ikke for noget så trivielt som skat.

Interessen skærpes dog naturligt grundet sagernes karakter og persongalleriet. Dette ændrer dog ikke på, at sagerne isoleret set intet har med hinanden at gøre, men alligevel får det på ganske afgørende vis.

Det er i sig selv ikke interessant. Det interessante er derimod processen imod Camilla Vest, og den betydning SKAT fik for domsfældelsen i byretten.

SKAT var på vanlig vis indkaldt som vidne i sagen, og forklarede meget præcist, hvordan skattereglerne skulle forstås i relation til skattepligt til Danmark. SKATs vidneforklaring er gengivet i byrettens dom, hvor det helt præcist fremgår, at

”Vidnet forklarede hertil, at det for SKAT var væsentligt, at T1 havde arbejdet i Danmark. De har lagt vægt på, at der var tale om mere end en arbejdsdag, men han mener, at en arbejdsdag i princippet er nok til at etablere fuld skattepligt.”

Byretten fandt, at Camilla Vest var skattepligtig, og idømte hende herefter 1 år og 9 måneders fængsel, samt en tillægsbøde på 3.299.000 kr. for forsætlig skatteunddragelse.

Det relevante i relation til Stephen Kinnocks sag er, at byrettens dom er fra 25. november 2011 (Landsretten afsagde dom d. 5. november 2012), hvor SKATs medarbejder altså fortsat har forstået reglerne således, at en arbejdsdag i princippet er nok til at statuere skattepligt.

Afgørelsen i Stephen Kinnocks sag er fra d. 16. september 2010, altså mere end ét år tidligere, hvor man nåede det stik modsatte resultat. Det forhold, at man ændrede praksis i forbindelse med Kinnocks sag og tilsvarende ændrede ligningsvejledningen, var altså ikke et forhold sagsbehandleren i Camilla Vests sag var opmærksom på, da han afgav sin vidneforklaring.

Dette forhold er desto mere tankevækkende, idet ændringen af praksis i forbindelse med Stephen Kinnocks sag blev udlagt som en ændring, der er en naturlig følge af, at der var en decideret fejl i ligningsvejledningen, som blev fjernet i sommeren 2010.

Dette er i virkeligheden det allermest allarmerende. En ting er, at SKAT ikke kommunikerer ud, at praksis er ændret, det er i sig selv problematisk, men at SKATs egne medarbejdere, som vidne i en straffesag, ét år efter denne ændring, ikke er bekendt med ændringen, viser med al ønskelig tydelighed, hvor uheldig SKATs ageren har været.

Det er i virkeligheden tankevækkende, hvordan der kan være sket en så relativt afgørende ændring af praksis, uden at SKATs egne medarbejdere har været bekendt hermed, og dette vel at mærke i et tilfælde, hvor medarbejderen afgiver forklaring om reglerne i en skattestraffesag. Ligningsvejledningen har han tilsyneladende ikke forholdt sig til, eller læst forinden, han afgav sin forklaring.

At SKAT derudover, som medierne har afdækket, tilsyneladende bevidst har forsøgt at hindre Camilla Vests forsvarer i at få adgang til afgørelsen i Stephen Kinnocks sag og dermed den rigtige fortolkning af reglerne, er endnu mere rystende.

SKAT, som forvaltning, var således fuldt ud bekendt med, at der var en straffesag på vej igennem systemet mod Camilla Vest, hvor skatteansættelsen var foretaget på baggrund af en efterfølgende ændret praksis, og som dermed var forkert. Uagtet dette foretog man sig intet for at afværge, at Camilla Vest blev dømt.

Hele miseren kunne, og skulle, have været undgået, såfremt SKAT i forbindelse med, at SKAT blev opmærksom på fejlen i ligningsvejledningen, og ændrede praksis, meddelte dette på vanlig vis. Det valgte man ikke at gøre og konsekvensen blev et justitsmord, hvor SKATs egen sagsbehandler, var med til at føre kniven.

Heldigvis kom sandheden for en dag, og retfærdigheden skete fyldest. Dette skete dog alene af den grund, at pres på Helle Thorning-Schmidt medførte en offentliggørelse af Kinnocks sag.

Det kan løbe én koldt ned af ryggen ved tanken om, at det alene var en udefrakommende tilfældighed, offentliggørelsen af Kinnocks sag, der fik Camilla Vest fri.

Dette forhold giver forhåbentlig stof til eftertanke for dommerne i skattestraffesagerne. Der er trods alt en grund til, at SKATs medarbejdere efter fast praksis ikke tillades ført i civile skattesager.

Det er endelig tankevækkende, at hverken dommeren eller anklagemyndigheden opdagede, at SKATs forklaring var i strid med ligningsvejledningens ordlyd på daværende tidspunkt, og at Camilla Vest således blev dømt i fundamental modstrid med SKATs egen vejledning til sig selv om reglernes fortolkning, og dermed i strid med praksis / loven. Det er i allerhøjeste grad manglende retssikkerhed.

At Landsskatteretten efterfølgende af egen drift genoptog Camilla Vests skatteansættelse og nedsatte SKATs forhøjelse til kr. 0 viser med endnu større tydelighed, hvor uheldig denne sag var.

 

Med vedtagelsen af retssikkerhedsloven tilsigtedes en forøget retssikkerhed for borgerne, hvilket langt hen ad vejen er lykkes. Dette gælder dog ikke undtagelsesfrit, idet SKAT i forbindelse med tvangsindgreb hos tredjemand anvender retssikkerhedsloven således, at den, hvis forhold, der undersøges ikke oplyses herom.

Dette har særligt vist sig i forbindelse med SKATs projekt moneytransfer, hvor der i en lang række tilfælde, med hjemmel i skattekontrolloven, har været iværksat kontrol af en række konti i danske pengeinstitutter.

At banken i forbindelse med en sådan kontrol er part, er hævet over enhver tvivl, og følger i øvrigt af, at manglende opfyldelse af en anmodning fra SKAT i forbindelse med kontrol kan sanktioneres med daglige bøder efter skattekontrolloven.

Men hvad med ejeren af kontoen og dermed den, kontrollen retter sig imod? Skal denne ikke informeres tilsvarende?

Retssikkerhedsloven forholder sig tavs herom. Det samme gør forarbejderne, uanset det allerede i betænkning 1428 fra 2003, punkt 5.2.2.3. fremgår, at det er uafklaret om det er tredjemand og/eller den oplysningerne angår, der skal anses som part.

Det virker helt oplagt, at den oplysningerne angår, skal oplyses om en igangværende kontrol. Alene det forhold, at skattekontrol hos tredjemand er et tvangsindgreb, der kun kan anvendes såfremt et mindre indgribende skridt ikke er tilstrækkeligt taler for at, den oplysningerne vedrører, er part i sagen. At det forholder sig således følger i øvrigt direkte af SKATs egen juridiske vejledning, vedrørende kontrol efter skattekontrolloven (SKL), hvoraf det fremgår, jf. punkt A.C. 2.1.1.3,

”Oplysningspligter efter SKL §§ 8 C, D eller G må som udgangspunkt kun pålægges, hvis oplysningerne ikke kan skaffes fra den skattepligtige selv, eller formålet med kontrollen ville forspildes, hvis oplysningerne skulle indhentes fra den skattepligtige selv. Der må herved henses til

  1. at de pågældende oplysninger er af væsentlig betydning for skatteligningen
  2. at den skattepligtige har et rimeligt krav på
  3. at tredjemand ikke unødigt inddrages i den skattepligtiges mellemværende med SKAT
  4. at der ikke pålægges tredjemand unødige omkostninger, som ikke kan søges dækket hos den hvorom oplysningerne vedrører.

Spørgsmålet skal afgøres konkret i hvert enkelt tilfælde af SKAT.”

Det er vanskelligt at se, at SKAT opfylder sine forpligtelser til at foretage det mindst indgribende skridt, hvis der rettes henvendelse direkte til tredjemand, uden at den oplysningerne vedrører, kontaktes først.

Dette gælder særligt, når henvendelse rettes til den pågældendes pengeinstitut, eller samarbejdspartnere i øvrigt. Det er trods alt, de færreste, der vil anse en igangværende skattekontrol for en positiv oplevelse, og skattekontrol er ikke et forhold, som tredjemand skal involveres i, med mindre oplysningerne ikke kan indhentes andetsteds fra.

Borgerne har således en beskyttelsesværdig interesse i, at tredjemand ikke involveres i borgerens mellemværende, eller eventuelle mellemværender med SKAT, med mindre der ikke er andre muligheder for at få indleveret det relevante materiale.

Uagtet dette viser det sig, at SKAT agerer ganske anderledes. Der er en række eksempler på, at SKAT retter henvendelse direkte til banker uden først at kontakte den, de ønskede oplysninger vedrører.  Det seneste eksempel er gengivet i SKM 2012.335, hvor SKAT netop havde anmodet om oplysninger om bevægelser på en konto hos et dansk pengeinstitut.

Indehaveren af kontoen blev derimod ikke informeret herom, og fik alene, tilfældigt, kendskab til den igangværende kontrol i forbindelse med et besøg i den pågældende bank. SKAT havde han ikke hørt fra.

Undertegnede har kendskab til andre tilfælde, hvor der ligeledes er rettet henvendelse til danske banker med hjemmel i skattekontrolloven, uden at den kontrollen vedrører, er blevet informeret herom. I konkrete tilfælde har der været rettet henvendelse ad flere omgange igennem længere perioder, uden at der er sket underretning til borgeren herom.

Denne praksis forekommer klart at være i strid med proportionalitetsprincippet, og det helt grundlæggende princip, at tredjemand ikke unødigt inddrages i andres mellemværende med SKAT. At den indgrebet vedrører yderligere ikke informeres herom gør alene denne praksis desto mere betænkelig.

Reelt set risikerer borgere altså, at der pågår skattekontrol hos tredjemand om borgerens forhold igennem lange perioder, uden at borgeren informeres herom, eller at SKAT på nogen vis anser sig forpligtet til at informere herom.

 

 

 

Langt de fleste skattestraffesager opstår på baggrund af en anmeldelse fra SKAT. SKAT har i den juridiske vejledning for 2013, i overensstemmelse med hidtidig praksis, anført, at såfremt en overtrædelse ikke kan afgøres administrativt, skal den anmeldes til politiet.

Anmeldelse kan ske både på baggrund af:

”sager, hvor dokumentationen for overtrædelsen foreligger, og der er lavet en ansættelsesændring, og sager, hvor en endelig ansættelsesændring ikke kan foretages uden en yderligere politimæssig efterforskning, og hvor SKAT derfor i løbet af efterforskningen på politiets foranledning foretager en ansættelsesændring eller opgør det krav på erstatning, som svarer til de unddragne skatter og afgifter.”

Anmeldelsen skal, ifølge den juridiske vejledning, indeholde en lang række faktuelle oplysninger,

1.  En beskrivelse af hvilke bestemmelser, der anses for overtrådt og selve overtrædelsen, dvs. det faktum/de handlinger, der udgør den strafbare overtrædelse

2.  En beskrivelse, der viser, at de beløb sagen vedrører, er skatte- eller afgiftspligtige.

3.  En foreløbig opgørelse af skatte- og/eller afgiftskravet.

4.  En beskrivelse af sagsbehandlingen ved SKAT indtil anmeldelsen.

5.  Oplysninger om indtægts- og formueforhold. Hvad er der selvangivet eller afgiftsberigtiget i de forudgående år?

6.  Hvor og hvordan er de urigtige eller vildledende oplysninger afgivet?

7.  Hvornår skulle oplysningerne være indsendt?

8.  Bilageret dokumentation med bilagsfortegnelse, hvoraf det fremgår, hvorfra hvert enkelt bilag er fremskaffet."

Dette er for så vidt ikke bemærkelsesværdigt. Den, der anmelder en borger for et strafferetligt forhold, skal naturligvis i rimeligt omfang kunne dokumentere, at der rent faktisk er begået et strafbart forhold.

Det interessante i den sammenhæng er, at SKAT står som anmelder, og forurettet part, der altså i vidt omfang selv har opgjort den unddragelse, der danner baggrund for sagen.

Dette rejser det naturlige spørgsmål, hvilken rolle SKAT skal have i forbindelse med den efterfølgende straffesag, og særligt hvorvidt SKAT er relevant som vidne i straffesagen. Dette gælder særligt når SKAT indkaldes som sagkyndigt vidne.

Problemstillingen i den henseende er, at hele grundlaget for en skattestraffesag er, at der er sket en unddragelse, og dermed at der er sket en overtrædelse af gældende skatteret. Såfremt tvisten omkring unddragelsen alene relaterer sig til talmæssige opgørelser, taler meget for at SKAT, der typisk har udarbejdet den opgørelse, der danner baggrund for sagen, indkaldes som vidne i sagen, med henblik på at redegøre nærmere herfor.

Såfremt sagen derimod vedrører fortolkning af den skatteretlige lovgivning, er det derimod langt mere betænkeligt, at SKAT indkaldes som vidne, idet SKAT i sådanne tilfælde vil få karakter af et sagkyndigt vidne.

Dette er problematisk, eftersom SKAT altså vil stå som anmelder og forurettet og dermed yderligere vil fungere som sagkyndig med henblik på at redegøre for, hvorfor en given skattelovgivning er overtrådt, og dermed tillige hvorledes denne skal fortolkes/forstås. SKAT anfører i den juridiske vejledning, at:

”det er almindelig praksis, at sagsbehandleren/sagsbehandlerne indkaldes som vidne under domsforhandlingen i straffesagen med det formål at forklare sagsforløbet og de observationer, som den pågældende har gjort i forbindelse med ansættelsessagen. Som vidne kan sagsbehandleren ikke overvære domsforhandlingen før den pågældende selv er blevet afhørt.

Det kan anbefales, at den medarbejder, der har udarbejdet tiltalebegæringen og ansvarsredegørelsen, overværer hele domsforhandlingen og således kan fungere som bisidder for anklageren. Alternativt kan anklagemyndigheden indkalde den pågældende som sagkyndigt vidne.”

Det er tankevækkende, at dette er nødvendigt. Anklageren burde være i stand til at redegøre for den overtrædelse, der er rejst tiltale for, ligesom det virker helt malplaceret, at anmelder og forurettet tillægges den meget afgørende rolle, som sagkyndigt vidne.

SKATs fremskudte rolle er desto mere bemærkelsesværdig i straffesagerne, set i lyset af SKATs rolle i civile skattesager, hvor det er fast praksis, at borgeren ikke gives tilladelse til at føre den konkrete sagsbehandler som vidne, da dette anses for værende uden betydning for sagen, og anses for overflødig bevisførelse.

Dette synspunkt er senest fastslået af østre landsret i en afgørelse for 2011 (TfS 2012.219), hvor en medarbejder hos SKAT ikke blev tilladt ført som vidne, da det fandtes uden betydning for sagen.

Af interesse er ligeledes SKM 2011.361 om samme problematik, hvor landsretten tilsluttede sig SKATs synspunkt, hvorefter en

”afhøring af en ansat i SKAT som udgangspunkt ikke er egnet til at tilvejebringe oplysninger om myndigheders praksis mv. Sagen drejede sig i det væsentlige om opgørelse af appellantens privatforbrug for et indkomstår, og retten fandt på den baggrund ikke, at den begærede vidneførelse havde betydning for sagens afgørelse.” citatet er fra SKATs juridiske vejledning.

Det er lige så fast praksis, at Skatteministeriet nedlægger påstand om, at vidneførelsen skal afskæres.

Retstilstanden kan herefter opsummeres således, at såfremt en part i en civil skattesag ønsker at føre sagsbehandleren som vidne, afskæres dette som overflødig bevisførelse uden betydning for sagen.

Er der derimod tale om en straffesag imod samme part, vil SKAT stå som anmelder og forurettet part, som den der har opgjort det unddragne beløb og grundlaget herfor, ligesom SKAT efter fast praksis vil blive indkaldt som vidne i sagen, og sågar, såfremt det er relevant, som sagkyndigt vidne.

Det virker retssikkerhedsmæssigt meget paradoksalt, at den bevisførelse, der i en civil sag, anses for overflødig og afskæres, efter fast praksis tillades ført i en straffesag, endog i tilfælde, hvor vidnet repræsenterer anmelder og forurettet.

 

 

 

Justitsministeriet har med lovforslag L-164, fremsat d. 28. februar 2013, foreslået en bemærkelsesværdig udvidelse af området for de såkaldte hemmelige ransagninger i henhold til retsplejelovens § 799.

Hemmelige ransagninger var oprindelig et retsskridt, som blev indført for at dæmme op for de alvorligste forbrydelser, og modsat ”almindelige” ransagninger, skal den der ransages ikke anformeres om den gennemførte ransagning.

Hemmelig ransagning blev i 1997 en del af dansk ret, og havde til hensigt at styrke politiets efterforskning af særlige alvorlige forbrydelser, herunder forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, grov narkotikakriminalitet og manddrab.

I 2002 blev adgangen til hemmelig ransagning udvidet til også at omfatte ildspåsættelse, sprængning, kapring, forgiftning samt våbenlovsovertrædelser vedrørende våben af særdeles farlige karakter. Endelig blev bestemmelsen i 2006 udvidet til også at omfatte forbrydelser, der relaterer sig til nuklear terrorisme.

Sigtet med hemmelig ransagning har dog igennem hele perioden været at bekæmpe kriminalitet, der begås af en flerhed af personer, og hensynet til hemmeligholdelse af efterforskningen gør det nødvendigt, at de mistænkte ikke får meddelelse om indgrebet.

Rigsadvokaten har i den forbindelse oplyst, at den seneste udvikling inden for organiseret kriminalitet tyder på, at kriminalitetstypen tilpasses de områder, hvor der er udsigt til størst økonomisk udbytte og at de karakteristika, der tidligere primært kendetegnede narkotikakriminalitet, nu i højere grad også synes at passe på andre kriminalitetsformer.

Det leder frem til lovforslag L 164, hvor anvendelsesområdet for retsplejelovens § 799 foreslås udvidet i betydeligt omfang. Af særlig relevans for det skattestrafferetlige område er, at straffelovens § 289 forslås omfattet.

Rigsadvokaten anfører i den relation, at det ”navnlig vil være i sager om indsmugling af varer, som f.eks. cigaretter eller spiritus, at der kan være tale om organiseret kriminalitet med behov for at kunne anvende hemmelig ransagning.

De samme hensyn, som ligger bag behovet for hemmelig ransagning efter f.eks. våben og narkotika i tilfælde, hvor politiet ikke med sikkerhed kan fastslå, at leverancen er kommet frem til den mistænkte og dermed befinder sig på en bestemt lokalitet, gør sig gældende i forhold til f.eks. større indsmugling af cigaretter og spiritus mv.”

For så vidt angår leverancer og indsmugling af cigaretter og spiritus, kan der med en vis rette argumenteres for øget behov for hemmelig ransagning.

Det må dog ikke overses, at straffelovens § 289 ikke skelner mellem hvilke typer skatte- moms- og afgiftsunddragelser, der er tale om.

Vedtages forslaget, vil det medføre, at der vil være hjemmel til hemmelig ransagning, blot det forhold mistanken relaterer sig til, udgør en påstået unddragelse på over 500.000 kr.

Udfordringen i den henseende er, hvordan det på så tidligt et stadie i processen afgøres, om en påstået skatte-, moms- eller afgiftsunddragelse overstiger 500.000 kr.

Realiteten vil være, at dette afgøres på grundlag af SKATs opgørelse over, den ”påstået” unddragelse. Dette vil enten fremgå af en skatteretlig afgørelse, eller af SKATs anmeldelse af forholdet. I begge tilfælde vil opgørelsen over det unddragne beløb basere sig på SKATs skatteretlige vurdering.

Dette er dybt bekymrende i retssikkerhedsmæssig henseende, idet hemmelig ransagning er et dybt indgribende retsmiddel, der alene har været tiltænkt de alvorligste forbrydelser.

Vedtages lovforslaget, vil hemmelig ransagning være et retsmiddel, der er hjemmel til at anvende, blot der foreligger en påstået unddragelse på over 500.000.

Realiteten i den henseende er, at den påståede unddragelse vil basere sig på SKATs anmeldelse og i en række tilfælde på SKATs skøn over den skattemæssige unddragelse.

Dette skøn vil ikke på dette tidspunkt have været undergivet nogen prøvelse, eller indsigelse, og der åbnes således i realiteten op for et særdeles indgribende retsskridt, principielt alene på baggrund af SKATs opgørelse og vurdering.

Det forekommer endvidere illusorisk, at der i forbindelse med afsigelse af kendelse om hemmelig ransagning, vil skulle ske en tilbundsgående prøvelse af det skattemæssige forhold, der danner baggrund for påstanden om, at forholdet er omfattet af straffelovens § 289.

Dette vil i realiteten medføre, at der i forbindelse hermed skulle foretages en materiel prøvelse af det grundlag, der danner baggrunden for anmodningen.

Realiteten er således, at det i en række tilfælde vil være et tvivlsomt skatteretligt grundlag, som domstolene skal vurdere adgangen til hemmelig ransagning på, uden at der i øvrigt kan forventes nogen realitetsbedømmelse heraf.

Der er i praksis, en lang række eksempler på, at SKATs grundlag for en anmeldelse, ikke i en strafferetlig kontekst, efter bevisvurderingen og de strafferetlige principper, kan danne baggrund for en domsfældelse. Dette er dog en sølle trøst for den, der har været udsat for en hemmelig ransagning på baggrund af mistanke om overtrædelse af straffelovens § 289.

Skattestraffesager, der opstår på baggrund af en afgørelse truffet af SKAT giver af og til anledning til en bemærkelsesværdig vandring gennem retssystemet.

Dette har senest givet anledning til en meget interessant problemstilling i en sag, hvor SKAT beskattede en direktør og aktionær af yderligere løn på ca. 8 millioner kroner fra aktionærens selskab.

Problematikken i den henseende var blot, at selskabet ingen reel erhvervsmæssig aktivitet havde, og at cvr nummeret alene blev anvendt til udfærdigelse af fiktive fakturaer fra tredjemand, med henblik på, at de kunne skabe det bogføringsmæssige grundlag for at afholde en udgift og få penge ud af deres respektive selskaber.

Dette gav anledning til en straffesag, hvor aktionæren blev idømt betinget fængsel, hvilket for så vidt ikke er interessant, i denne sammenhæng. I sagen, der vedrørte medvirken til momssvig, var det ikke problematiseret, hvorledes de midler aktionæren oppebar, skulle beskattes.

Dette skete efterfølgende hvor skattesagen, blev påklaget og forhøjelsen nedsat til ca. 2 millioner kroner, som SKAT fortsat gjorde gældende skulle være direktørløn for aktionæren.

Dette er tankevækkende al den stund, at der ingen aktivitet var i selskabet, og at hverken direktøren eller selskabet havde foretaget nogen angivelse.

Dette er desto mere interessant, når dette sammenholdes med SKATs egen juridiske vejledning, hvoraf fremgår, at

”I praksis kan øvrige ydelser til den ansatte aktionær blive anset for yderligere løn i stedet for maskeret udbytte. Det vil sige, at maskeret udbytte efterfølgende omkvalificeres til yderligere løn. Beskatningen er derefter personlig indkomst og arbejdsmarkedsbidragspligtigt i stedet for aktieindkomst. Omkvalificeringen medfører, at selskabet får fradrag for den yderligere lønudgift som en driftsomkostning, og dobbeltbeskatning bliver derfor undgået.

En omkvalificering fra maskeret udbytte til yderligere løn forudsætter at

  1. der er et ansættelsesforhold. Se SKM2006.611.ØLR.
  2. aktionæren ikke på strafbar måde har undladt at medregne beløbene i sin skattepligtige indtægt. Se U.1983.990H.
  3. det samlede vederlag - løn og maskeret udbytte - ikke er større, end hvad der kan anses for sædvanligt for det udførte arbejde. Se fx SKM2003.53.VLR og TfS 1998, 484 HRD. ”

 

Dette er interessant, idet SKAT fastholder, at de midler, der er tilflydt aktionæren skal anses for yderligere løn, hvilket ret klart er i strid med ovenstående.

Sagen verserer pt. for byretten i Aalborg, hvor Kammeradvokaten nu har indtaget det bemærkelsesværdige synspunkt, at aktionæren ganske vist skal beskattes som lønmodtager, men at aktionærens arbejdsgiver ikke, er aktionærens selskab, hvor aktionæren tillige var direktør, men i stedet bagmændene.

Dette synspunkt er meget belejligt i relation til SKATs juridiske vejledning og praksis, hvorefter det er meget vanskeligt at fastholde, at direktøren skulle have modtaget løn fra sit selskab, og ikke udbytte.

Problematikken er dog, at kammeradvokaten derved undsiger hele grundlaget for SKATs afgørelse og det grundlag sagen igennem Skatteankenævnet og Landsskatteretten er afgjort på baggrund af, derved at Kammeradvokaten bringer en helt anden og ny arbejdsgiver på banen.

Dette vel at mærke, uden at denne tredjemand på nogen som helst vis er involveret i sagen, eller tilsyneladende er oplyst om, at han nu anses for arbejdsgiver. Aktionærens selskab er ligeledes ej heller hørt.

I realiteten søges der således at skabe en asymmetrisk indkomstkorrektion, idet der alene påtænkes ændring på indkomstmodtagerens side, uden at myndighederne tilsyneladende påtænker at foretage en tilsvarende korrektion på arbejdsgiversiden.

Uanset dette risikerer tredjemand, såfremt Kammeradvokaten får held med sin manøvre, at der i en civilsag, de ikke har været involveret i, eller haft viden om, bliver fastslået, at de anses for arbejdsgivere.

Processuelt er det særdeles bemærkelsesværdigt, at såvel SKAT, skatteankenævnet og Landsskatteretten har indtaget det standpunkt, at aktionæren oppebar lønnen fra sit selskab, men at Kammeradvokaten uanset dette anser sig berettiget til at undsige dette, og dermed reelt set skabe en helt ny sag.

Såfremt byretten accepterer dette, vil konsekvensen være, at borgernes retssikkerhed lyde betydelig overlast, i og med, at borgerne ikke kan vide sig sikker på, at det grundlag ens skattesag har bygget på igennem en flerårig proces i det administrative system også er det grundlag, sagen skal afgøres på, når statens advokat vurderer sagen. Eller om, der i realiteten opstartes en ny sag.

Tobias arbejder med skatte- og skattestrafferet, hos Skattesagsadvokaterne, hvor Tobias fører kontorets sager ved domstolene. Tobias har endvidere stor erfaring i håndtering af administrative skattestraffesager, herunder ansvarsforhandling med myndighederne.

Tobias har tidligere været ekstern lektor på Aalborg universitet, hvor han underviste i skatte, moms og afgiftsstrafferet.

Tobias skriver løbende artikler i relevante fagtidsskrifter om skatteretlige og skattestrafferetlige emner. Du kan læse meget mere om skattestraffesager på skattesagsadvokaternes hjemmeside, www.skattesagsadvokat.dk

Tobias er medlem af Danmarks Skatteadvokater (advokaternes forening for skatteret) og medinitiativtager til Skattestrafferetligt forum.

Praktiske informationer:
Advokat (H)
Indehaver, skattepartner
Skattesagsadvokaterne ApS

Tlf.: 70 20 33 13
Mobil 25 14 83 77
www.skattesagsadvokat.dk

Side 7 ud af 7