Forsæt & grov uagtsomhed er nøgleord i straffesager om skattesvig og skatteunddragelse, og for så vidt også momssvig og momsunddragelse, og vil altid indgå i en skattestraffesag om påståede unddragelser af skat og moms

I traditionelle straffesager er omdrejningspunktet sædvanligvis bevisbyrden for overtrædelse af den strafbestemmelse, der er rejst tiltale for, og beviset for forsættet, eller den grove uagtsomhed.

Sådan er det sådan set også i skattestrafferetten, men spørgsmålet omkring beviset for en påstået unddragelse, relaterer sig ikke alene til straffebestemmelsen, f.eks. forsætlig skatteunddragelse ved at selvangive for lav en indkomst. Sagen vil i mange tilfælde i lige så stort et omfang relatere sig til det skattemæssige spørgsmål, om der i det hele taget, i henhold til gældende skattelovgivninger er selvangivet for lidt.

Dette bør altid være det grundlæggende fokus i en skattestraffesag, men det opleves omvendt også, at dette ikke nødvendigvis er tilfældet, således at straffesagen ender med alene at cirkle om spørgsmålet – har tiltalte gjort det med forsæt, grov uagtsomhed, eller ej. Dette, frem for det grundlæggende spørgsmål, er der overhovedet, gjort noget galt – altså f.eks. selvangivet for lidt i henhold til gældende regler?

Camilla Vest sagen viste, at disse spørgsmål langtfra er trivielle, men selvom det måtte vise sig, at der foreligger en urigtig angivelse, er det langtfra sikkert, at dette er sket med forsæt, eller som følge af grov uagtsomhed.

Skatte, og momslovgivningen er så kompleks, at det meget ofte kan være svært at vurdere, hvordan reglerne skal forstås, og en misforståelse kan meget ofte resultere i en urigtig angivelse af skat og moms. Her vil den tiltalte ofte være på herrens mark.

Der er dog langt herfra, og til at der foreligger en grov uagtsom, eller forsætlig urigtig angivelse. Og det er netop skattestraffesagen i en nøddeskal.

Selvom det altså kan konstateres, at det objektive gerningsindhold er realiseret, resterer fortsat den helt afgørende vurdering af tilregnelsen, altså forsættet eller den grove uagtsomhed.

Her er det afgørende, at forsvareren er på hjemmebane i skatteretten, da det i praksis bliver forsvarerens opgave at klarlægge, hvor kompleks og uklar den relevante, bagvedliggende, lovgivning og praksis er.

I realiteten vil anklageren og SKAT, af gode grunde, ikke af egen drift komme ind herpå, og dommeren vil ej heller kunne forventes at besidde ekspertviden om helt specifikke, konkrete skatte og momsretlige spørgsmål.

Det er hele det grundlæggende skisma i skattestraffesagerne. Anklageren og dommeren er på hjemmebane i strafferettens termer, men omvendt voldsomt på udebane i relation til skatteretten.

Er forsvaret ikke på hjemmebane her, risikeres domsfældelse på baggrund af en forsæts / grov uagtsomhedsvurdering, sket på en urigtig forståelse, eller mangel på samme, af kompleksiteten af den bagvedliggende skatte- og momslovgivning.

Det er meget uheldigt!

Du kan læse meget mere om skattestraffesager her- Skattestraffesag - og hvad så? 

 

 

 

En skatteadvokat er et vidt begreb, og dækker over den advokat, der alene beskæftiger sig med rådgivning, til den advokat, der alene fører skattesager.

Forskellen er til at få øje på, den advokat, der beskæftiger sig med rådgivning, vil naturligt være skarp på den aktuelle praksis og lovgivning, medens procesadvokatens kernekompetencer ligger indenfor proces, og lovgivning og praksis, der ofte ligger flere år tilbage i tiden.  

Det giver således ikke meget mening at vælge en rådgivende skatteadvokat til at føre en skattesag.

Skattestraffeadvokaten ligger i naturlig forlængelse af skatteprocesadvokaten, og håndterer udover skatteprocessuelle problemstillinger, naturligvis sagens strafferetlige aspekter.

Netop denne sammenkobling af materiel skatteret, skatteproces og traditionelle strafferetlige problemstillinger giver anledning til en interessant sammenkobling.

Det nytter i sagens natur ikke meget med en forsvarer, der er ekspert i skatteret og skatteproces, men intet ved om strafferetlige problemstillinger. Omvendt, kan en dygtig traditionel forsvarsadvokat ikke yde det optimale forsvar, hvis han ikke er klædt på til at håndtere sagens skatte og momsretlige problemstillinger.

Dette kan f.eks. være spørgsmål om fortolkning af momsloven i relation til momssystemdirektivet og begæring af præjudiciel forelæggelse.

Den ideelle forsvarer er således en symbiose mellem den traditionelle skatteadvokat og strafferetsadvokat.

Udfordringen herved er, at der ikke i det nuværende system med beneficerede forsvarer er nogen specialisering blandt de beneficerede forsvarer, ligesom det ikke for den sigtede umiddelbart fremgår noget steds om den beneficerede forsvarer, har den fornødne skatteretlige kompetence til at håndtere sagen.

Det giver således ikke meget mening at anvende en forsvarer, der er generalist indenfor traditionelle strafferetlige overtrædelser, til at føre en skattestraffesag, ligesom det ikke giver meget mening at anvende en rådgivende skatteadvokat, til at føre en skattesag.

Udfordringen er blot at systemet med beneficerede forsvarere er baseret på et system om, at alle kan lidt af hvert, hvilket er noget af en tilsnigelse i skattestraffesager, og klinger noget hult, når anklagemyndigheden omvendt har oprustet med specialanklagere til at håndtere de særligt komplicerede sager, herunder skattestraffesager.

Tiltalte? Han får som udgangspunkt den forsvarer, der står for tur.

Du kan læse meget mere om skattestraffesager her- Skattestraffesag - og hvad så? 

 

De særlige bestemmelser om seniornedslag i lov om skattenedslag for seniorer viser en meget uheldig retstilstand i relation til håndtering af åbenbart ulovlige afgørelser.

Problemstillingen er helt grundlæggende, at en række betingelse skal opfyldes førend, der kan opnås ret til seniornedslag. Hvorvidt disse betingelser er opfyldt administreres af ATP med klageadgang til ankenævnet for ATP.

Herom hersker der ingen tvivl og reglerne er for så vidt klare og logiske, men problemstillingen opstår, hvis arbejdsgiveren indberetter forkert til ATP, således at betingelserne, sædvanligvis beskæftigelsesgraden formelt set ikke, i forhold til det indberettede, er opfyldt.

I relation til indsigelse imod ATPs opgørelse gælder en lovfæstet klagefrist til ankenævnet for ATP, og er borgeren ikke opmærksom på, at beskæftigelsesgraden af den ene eller anden årsag er fejlagtigt opgjort, eller arbejdsgiveren har indberettet forkert, er løbet kørt, når klagefristen til ankenævnet er udløbet.

Det har ankenævnet i flere afgørelser slået fast, uanset hvor forkert opgørelsen fra ATP så end måtte være.

Jeg er bekendt med sager, hvor skatteyderen ikke har modtaget den årlige opgørelse, eller hvor skatteyderen ikke har været opmærksom på, at beskæftigelsesgraden er opgjort forkert, eller der er indberettet forkert af arbejdsgiveren.

Problemstillingen er, at SKAT efterfølgende ikke anerkender, at skatteyderen er berettiget til seniornedslag, men henholder sig til afgørelserne fra ATP eller ankenævnet for ATP, uanset hvor oplagt og velunderbygget / dokumenteret det er, at skatteyderen opfylder betingelserne for seniornedslag.  

Dette gælder også uanset, SKAT for så vidt er enig i, at betingelserne er opfyldte, men at borgeren ikke har fået medhold i ankenævnet for ATP, f.eks. fordi, der er klaget for sent.

Dette begrundes med, at der ikke er hjemmel til at indrømme seniornedslag, når en anden offentlig myndighed har opgjort beskæftigelsesgraden.

Den seneste afgørelse på området viser med al ønskelig tydelighed skattemyndighedernes holdning til spørgsmålet, idet et skatteankenævns afgørelse, hvorefter skatteyderen fik medhold i, at han var berettiget til seniornedslag, blev omgjort af skatterådet fordi den var ”åbenbart ulovlig”.

Det forhold, at skatteyderen ubestridt opfyldte betingelserne for seniornedslag i den konkrete sag, og i de øvrige sager, blev derimod ikke tillagt nogen betydning overhovedet, det blev faktisk overhovedet ikke nævnt som et moment.

Dermed må det også konkluderes, at det fra myndighedernes side er underordnet, at skatteyderne fratages et skattemæssigt seniornedslag, som skatteyderen ubestridt opfylder alle betingelser for at modtage, grundet formelle forhold, og at skattemyndighederne dermed omvendt fastholder en beskatning, som myndighederne positivt, og ubestridt ved er forkert, og dermed i bund og grund er ulovlig.

Man vil dog blot ikke ændre herved, da det vil være åbenbart ulovligt.

Det er altså status, at det efter myndighedernes opfattelse ikke er åbenbart ulovligt at opretholde en ubestridt materiel forkert beskatning, men derimod at ”overrule” en materiel forkert administrativ afgørelse, som alle parter vel at mærke er enige om, er materiel forkert.

Det er meget tvivlsom retssikkerhed. Dette gælder ikke alene i forhold til seniornedslag, men alle øvrige retsområder, hvor en administrativ afgørelse tillægges endegyldig betydning for skatteansættelsen, uanset hvor åbenbart forkert / ulovlig afgørelsen er.

 

Bestemmelsen i ligningslovens § 8 Y er indsat med virkning fra 1/7 2012, og medfører at skattemæssigt fradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst er betinget af, at betalingen sker via et pengeinstitut, eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler, medmindre betalingen samlet udgør mindre end 10.000 kr. inklusive moms.

Flere betalinger, som vedrører samme leverance, ydelse, kontrakt el.lign., anses som én betaling i forhold til beløbsgrænsen på kr. 10.000. Ved løbende ydelser eller periodiske ydelser skal flere faktureringer og betalinger ses som én samlet leverance i forhold til beløbsgrænsen, når de sker inden for samme kalenderår.

Disse regler er gældende for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser for personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, selskaber m.v., som er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1 eller § 2, og fonde, der er skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at

”Begrænsningen i brug af kontanter skal også forebygge skatteunddragelse, når der handles mellem virksomheder, og gøre det lettere at afdække transaktioner, som har skatte- og afgiftsunddragelser som formål.

Det forventes, at en sådan begrænsning - i og med at der skabes et transaktionsspor - vil have en positiv og kriminalitetsforebyggende effekt mod sort arbejde, kædesvig og fiktive fakturaer, der benyttes til fradrag skatte- og momsmæssigt. Herudover forventes det, at uregistrerede virksomheder vil få vanskeligheder med at handle, fordi købere vil have behov for at sikre sig dokumentation for afholdte udgifter.”

Der er ingen tvivl om, at denne bestemmelse i skatteretlig kontekst får, og allerede har fået, en meget stor betydning, da den ses anvendt i en række sager.

Men, det helt store spørgsmål er, hvor bestemmelsen stiller opgørelsen over unddragne beløb i skattestraffesager, hvor praksis, generelt set, har givet fradrag for udokumenterede, sorte og kontant betalte omkostninger, i langt større omfang end i skattesager.

Herom foreligger der ingen praksis, ligesom det ej heller fremgår nogetsteds af forarbejderne til § 8 Y, hvordan opgørelsen af en skatteunddragelse, nu skal ske, når der er betalt kontante, relevante driftsomkostninger.

Anskues bestemmelsen i skattestraffesager således, at der ikke er hjemmel i skattelovgivningen til fradrag, såfremt der er sket kontant betaling, og at dette tillige skal lægges til grund i skattestraffesagen, uanset det kan ses, at der er afholdt en relevant kontant betalt udgift, vil det medføre, at opgørelsen over unddragne beløb i skattestraffesagerne vil stige voldsomt.

Dette under hensyntagen til, at udgifterne i nogle tilfælde vil være betalt kontant og at udgiften vil være fratrukket i strid med gældende lovgivning for skattemæssige fradrag, jf. § 8 Y.

Dækker forsættet unddragelse, vil opgørelsen over de unddragne beløb fremadrettet, hvis bestemmelsen anvendes således, afhænge i meget høj grad af, om der er betalt kontant eller via pengeinstitut.

Betaler murermester Jensen f.eks. en sort underleverandør 200.000 kontant iht., en falsk købsfaktura han selv har udarbejdet (til bogholderiet for at retfærdiggøre udgiften) vil de ikke være fradragsberettiget efter § 8 Y, men overføres pengene derimod via bank (til et stråmandsselskab, der herefter hæver dem til bagmanden), vil de som udgangspunkt være fradragsberettiget, og fragå i opgørelsen over det unddragne beløb.

Det er netop det sidste scenarie, der er den typiske situation, at pengene overføres til et stråmandsselskab, der formelt set har udfærdiget fakturaerne til det betalende selskab, og dermed er der skabt bogføringsmæssig legitimation for overførslen.

Sådanne transaktioner vil i dag stort set aldrig blive håndteret kontant, grundet hvidvaskningsloven og bankernes indberetningspligt.

Det er således en illusion, når det i forarbejderne anføres, at bestemmelsen vil

have en positiv og kriminalitetsforebyggende effekt mod sort arbejde, kædesvig og fiktive fakturaer, der benyttes til fradrag skatte- og momsmæssigt [min fremhævelse]”

Bestemmelsen vi derimod medvirke til, at der netop anvendes falske, fiktive, fakturaer og overførsel via pengeinstitut til det ”fakturaudstedende” selskab, idet det er den eneste mulighed for fremover at opnå fradrag.

Myndighederne ses i den sammenhæng helt at overse, at et transaktionsspor til et stråmandsselskab, oprettet af kriminelle bagmænd, således mere har karakter af en blindgyde, end en begrænsning af kriminel aktivitet.

Det interessante bliver, hvis der uberettiget tages et fradrag for en reel, kontant betalt driftsrelevant udgift, i strid med § 8 Y. Der er ingen tvivl om, at fradraget er  i skatteretlig kontekst er uberettiget og i strid med § 8 Y, uanset udgiften er reel, og der er dokumentation herfor, men formelt set er der uberettiget fratrukket en udgift.

Umiddelbart taler meget for, at der vil kunne straffes for skatteunddragelse, da der uberettiget er taget et fradrag, hvis den grove uagtsomhed / forsættet er til stede.

Der foreligger, uanset hvordan sagen end vendes og drejes, en unddragelse, da fradraget iht. gældende lovgivning er uberettiget.

Ud fra en teoretisk betragtning skal det blive spændende at se, om der i et sådan tilfælde vil ske domsfældelse for skattesvig.

En sådan problemstilling er omvendt knap så spændende, for den, der har betalt en reel og relevant driftsudgift på over 10.000 kr. kontant.

 

 

 

 

De fleste kender historien om fjeren, der blev til fem høns.

Indenfor skatteretten, kan skindet dog godt bedrage, således at hvad der for den ene part umiddelbart alene ligner en fjer, i realiteten er noget andet, og meget mere.

Det seneste eksempel herpå er en lille banal sag omkring sodavandsafgift i en kiosk, hvor påstanden i sagen, der verserede ved byretten i København, alene var på kr. 21. Umiddelbart ikke en sag, det giver meget mening at indbringe for domstolene.

Fakta i sagen var da også, at den i virkeligheden formentlig angik noget helt andet, nemlig spørgsmålet om at undgå en ”Cola” bøde på kr. 10.000 og risikoen for, at kioskejeren mistede retten til at forhandle tips og lotto.

Denne sag sætter sagen på spidsen, men det er min fornemmelse, at der føres en lang række skattesager, hvor grundlaget for sagen, og den reelle begrundelse for at føre sagen, ikke umiddelbart, som i denne sag, kan læses ud af sagens akter. En lang række af disse sager har ganske givet relation til potentielle, eller aktuelle, strafferetlige problemstillinger.

Kiosksagen giver dog også anledning til overvejelser i anden retning. Langt størstedelen af skattesagerne føres af skatteydere, der alene kører sagen for egen regning, risiko, og vindings skyld.

Det gør skatteministeriet ikke. En række af de sager, der bliver anlagt, har betydning for ministeriet, langt ud over den sagsgenstand sagen vedrører, og dermed langt ud over den umiddelbare tvist, mellem de to parter i sagen.

Dette forhold har dog ingen betydning for den skatteyder, der vælger at indbringe sin sag for domstolene. Det vil altså sige, umiddelbart ingen betydning. Er skatteyderen så uheldig at ramme en ”nerve” hos ministeriet vil der kunne være en verden til forskel i sagernes betydning, og værdi for parterne i sagen.

Dermed kan en sag, for den ene part, godt være én fjer, og for den anden fem høns. Sådan lidt firkantet sagt.

Et helt banalt eksempel. Forhøjes en kioskejers indkomst med 100 kr. som følge af opkrævning af en (fiktiv) ”appelsinafgift” på 1 kr. af de 100 appelsiner, kioskejeren har i sin butik, vil sagsgenstanden, hvis kioskejeren vælger at køre sagen være 100 kr. for kioskejeren – én fjer.

Angår sagen det principielle spørgsmål, om der overhovedet er hjemmel til opkrævning af ”appelsinafgift” vil sagens værdi principielt for ministeriet kunne være summen af al den afgift, der måtte være opkrævet, og dermed principielt flere hundrede millioner kr. – de fem høns.

Men hvad er så sagens værdi? Det afhænger af øjnene, der ser.

Sættes værdien til 100 kr. stiller det umiddelbart ikke kioskejeren lige i kampen med ministeriet, idet ministeriet logisk anskuer sagen ud fra det provenutab, der risikeres, og dermed principielt flere hundrede millioner. Dette vil naturligt afspejles i de ressourcer, der investeres i en sådan sag.

For kioskejeren er sagens værdi kr. 100, hvilket sætter en meget forståelig begrænsning, for de ressourcer, han kan anvende på sagen. Kioskejeren kan umiddelbart være helt ligeglad med sagens betydning for staten, for ham er værdien, det krav han er blevet mødt med. 

Sættes sagens værdi omvendt til den værdi, sagen repræsenterer for staten, risikerer kioskejeren så store sagsomkostninger, hvis sagen tabes, at det vil være helt omsonst for ham, overhovedet at overveje sagen. I givet fald, ville hans sag om 100 kr., være eskaleret til en sag på måske flere hundrede millioner.

Men hvad er så sagens værdi – fjeren eller de fem høns?

Det er sagens kerne. Når der er så stor forskel i sagens økonomiske værdi for de to parter i sagen, vil der alt andet lige, potentielt, være meget stor forskel på de ressourcer, der anvendes på sagerne.

Dette er et problem, som det nuværende system ikke tager højde for, i de sager, der er af principiel betydning for staten, eller hvor resultatet ”blot” har betydning for en lang række øvrige, verserende sager.

Den skatteyder, der anlægger sin sag imod staten har jo ingen viden om, hvorvidt der i forvejen aktuelt eller potentielt er en lang række sager af tilsvarende karakter. Han er, af gode grunde, formentlig også fuldstændig ligeglad, problemet er blot, at det er modparten ikke.

En løsning på dette dilemma kunne være, at der i de sager, der har betydning for staten, udover den umiddelbare konflikt mellem parterne, gives tilsagn om 100 % omkostningsdækning til borgeren, uanset sagens udfald, sagen henvises til Landsretterne (vil dog også kunne ske i det nuværende system), ligesom det skulle oplyses hvilken betydning sagen har for ministeriet udover den umiddelbare konflikt.

Såfremt omkostningerne i sagerne, alene fastsættes i henhold til den umiddelbare værdi for borgeren vil det kunne hindre, at der føres relevante, principale sager imod staten, eller anvendes de fornødne ressourcer på sagen, idet den enkelte borger, enten ikke har ressourcerne til at føre så krævende sager, om relativt små beløb, eller sagerne for den enkelte borger ganske enkelt er så små, at det ikke kan betale sig.

Det er sagen om fjeren og de fem høns, i en nøddeskal.

 

Den seneste tids massive kritik af SKAT har afdækket en lang række problematiske sager, og tilsyneladende mere graverende og grundlæggende problemer, blandt nogle af SKATs ansattes holdninger til- og manglende respekt for, borgerne, grundlæggende retssikkerhedsmæssige principper og sagsbehandling i øvrigt.

Det er tankevækkende, at alle disse sager dukker op i en lind strøm uagtet, at en række af de problemstillinger, der sættes fokus på, har været kendt af SKAT i årevis. Kritikken af SKATs håndtering af ejendomsvurderingerne kan næppe komme som nogen overraskelse, ej heller at SKAT lider voldsomme nederlag i de klagesager, der føres.

Dette har været kendt i årevis, ligesom folketingets ombudsmand for flere år siden udtalte kritik, vedrørende sagsbehandlingstiden i klagesagerne.

Det er mere overraskende, at der stedse kan findes områder, hvor SKAT ikke overholder grundlæggende principper, og at SKAT tilsyneladende ej heller har lært af tidligere tiders problematiske sager.

Historien har det således med at gentage sig.

Det er ikke mere end ganske få år siden, SKAT sidst var i vælten, med en meget omtalt problematik omhandlende dataspejling, hvor SKATs ageren har betydelig lighedstegn, med det, der nu kan konstateres.

Problemstillingen i relation til dataspejling var, at SKAT i en lang række tilfælde, havde foretaget dataspejling uden at have haft lovhjemmel til det.

Dataspejling medfører, at alt data kopieres, heraf betegnelsen dataspejling, således at SKAT fik adgang til al data, der lå på det medie, der blev spejlet, herunder altså også e-mailkorrespondance, billeder, video, forretningsdokumenter m.v.

Det paradoksale var, at Datatilsynet igennem medierne i 2008 blev opmærksom på, at SKAT foretog dataspejling og bad SKAT om en udtalelse. Dette undlod SKAT at reagere på, til trods for gentagne henvendelser fra Datatilsynet til SKAT.

Dette medførte, at Datatilsynet besluttede at offentliggjorde en særdeles kritisk skrivelse fra Datatilsynet til SKAT af 4. oktober 2010, hvor Datatilsynet fortsat ikke havde fået en udtalelse fra SKAT.

Dette er i sig selv dybt problematisk, men særligt idet skatteministeriet i 2010 fremsatte et lovforslag, der skulle skabe hjemmel for dataspejling, som der altså således ikke tidligere havde været.

Lovforslaget blev, af gode grunde, aldrig vedtaget, men det fremgår af forarbejderne, at SKAT i 137 tilfælde forud for fremsættelsen af lovforslaget havde foretaget dataspejling, hvoraf 46 tilfælde var sket i henhold til kendelse efter retsplejeloven ved brug af politiets beføjelser.

Dette efterlader 91 sager, hvor der var foretaget dataspejling i forbindelse med skattekontrol. Det paradoksale er, at det direkte i lovforslaget var anført, at der efter skatteministeriets opfattelse ikke var hjemmel til dataspejling, hvilket i øvrigt også følger af, at lovforslaget netop skulle give hjemlen til at foretage spejling.

Datatilsynet kunne følgelig konkludere, at der var foretaget dataspejling i 91 sager, uden den fornødne hjemmel.

Dette kunne ministeriet dårligt være uenig i, eftersom det direkte af forarbejderne fremgik, at der ikke var hjemmel til at foretage spejling, og ministeriet selv havde anført de tilfælde, hvor det alligevel var sket.

Der foreligger ikke offentliggjort materiale efter Datatilsynets skrivelse til skatteministeriet af 4. oktober 2010, der kan afdække, hvilken konsekvens den ulovlige spejling har medført for SKAT, og de medarbejdere der har iværksat denne ulovlige kontrol.

Man kan kun gisne om, hvorvidt disse 91 sager, har haft nogen konsekvens, men den seneste tids afdækning af SKATs arbejdsmetoder og ageren kan godt skabe den bekymring, at SKAT intet har lært af sagen om spejling, og at der ingen konsekvens har været.

Man kan frygte, at SKAT, når den nuværende mediestorm aftager, fortsætter i sin vante gænge. Historien viser i hvert fald, at SKAT intet har lært af tidligere skandaler.

 

Det virker meget rimeligt og logisk, at de mest indgribende foranstaltninger / indgreb er til rådighed i relation til efterforskning af de alvorligste forbrydelser. Det rejser naturligvis den interessante problemstilling, hvornår en forbrydelse er tilstrækkelig grov til, at der er grundlag for at anvende hele kataloget af efterforskningsskridt.

Systematikken er i den forbindelse klar, der er umiddelbart ikke tale om en subjektiv vurdering, men en objektiv konstatering af, om den forbrydelse, der efterforskes har en strafferamme på 6 år, eller derover.

Grænsen for telefonaflytning og brud på meddelelseshemmeligheden, f.eks. åbning af breve m.v. går meget præcist i relation til forbrydelser med en straframme på 6 år eller derover. Det er derfor af meget stor praktisk betydning, at straframmen for de grovere tilfælde af kursmanipulation og overtrædelse af konkurrencelovgivningen netop er øget til 6 års fængsel.

I relation til skattestraffesager er strafferammen for de alvorligste overtrædelser, omfattet af straffelovens § 289, 8 års fængsel, så her er hele kataloget til disposition.

Anvendelsen af § 289 er objektiviseret således at anvendelsen forudsætter, at der foreligger en forsætlig unddragelse på kr. 500.000 eller derover. Er unddragelsen mindre end kr. 500.000 finder straffelovens § 289 ikke anvendelse, uanset hvor grov forbrydelsen i øvrigt fremtræder, og dermed er strafferammen indenfor skattestrafferetten som alt overvejende hovedregel 1 ½ års fængsel.

Opgørelsen af unddragelsen har således i praksis meget afgørende betydning i relation til de efterforskningsskridt, der er til rådighed, men også i f.eks. forældelsesmæssig henseende, idet en straframme på 8 år, giver 10 års forældelse, medens en straframme på 1 ½ år alene giver 5 års forældelse.

Denne meget væsentlige forskel gør, at opgørelsen over det påståede unddragne beløb bliver helt afgørende i relation til anmeldelse og efterfølgende efterforskning, herunder særligt i relation til anmodning om kendelse til f.eks. telefonaflytning.

Problemstillingen er, at det i praksis kan være meget vanskelligt at vurdere omfanget af en unddragelse i forbindelse med en anmeldelse til- og efterfølgende fra SKAT til politiet, med en efterfølgende begæring om politimæssig efterforskning og kendelse fra domstolene til f.eks. telefonaflytning.

Det er således ikke tilstrækkeligt, at der er fornøden strafferetlig mistanke om, at den indgrebet retter sig imod har begået et strafbart forhold. Dette er alene en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning.

Indgrebet kræver yderligere, at der er sket en overtrædelse af en forbrydelse med en straframme på mere end 6 år, og dermed at straffelovens § 289 er i spil.

Dette forhold gør, at det bliver helt afgørende, at der i forbindelse med begæringen om kendelse er det fornødne fokus fra forsvareren og rettens side på den skatteretlige opgørelse, og grundlaget herfor, i relation til den påståede unddragelse.

Det er undertegnedes erfaring, at dette langt fra er tilfældet, idet jeg har kendskab til sager, hvor telefonaflytning m.v. er opstartet på et grundlag, hvor der ikke foreligger nogen reel begrundelse for, at der skulle foreligge en overtrædelse, der overstiger kr. 500.000.

I de mest grelle tilfælde, har det vist sig, at unddragelsen efter en korrekt opgørelse alene er i størrelsesordenen kr. 20.000 – 30.000.

Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at sådanne sager, ifølge retsbøgerne, ofte behandles og afgøres på 10 – 15 minutter, når det sammenholdes med, hvor indgribende foranstaltninger der er tale om, og hvor lang tid, der i øvrigt medgår til en seriøs behandling, og gennemgang af et skatteretligt krav.

Det er således undertegnedes opfattelse, at der i praksis er alt, alt for lidt fokus på grundlaget og selve beregningen af den påståede unddragelse, og dermed det skatteretlige grundlag for anmodningerne, og alt for ensidig fokus på, hvorvidt der foreligger en tilstrækkelig mistanke imod den, indgrebet retter sig imod.

Altså fokus på, om der er handlet forsætligt, eller groft uagtsomt, og ikke så meget det skatteretlige grundlag og berettigelsen af en påstået unddragelse.

Det forhold, at beviserne efterfølgende viser sig indhentet i strid med gældende regler, giver naturligvis anledning til en meget interessant problemstilling, omkring deres anvendelse i den efterfølgende straffesag.

Dette ændrer dog ikke på, at den indgrebet har rettet sig imod, uberettiget har været udsat for et indgreb, retsplejeloven, med ganske få undtagelser, netop beskytter imod, alene grundet manglende fokus på grundlaget og opgørelsen af den unddragelse mistanken retter sig imod.

Det er slet og ret for nemt.

 

En lang række af de sammenbrud, finanskrisen har medført, har vist sig at indeholde et kulørt katalog af straffesager, hvoraf en del har omfattet skatte og momssvig.

Det er der for så vidt ikke noget usædvanlig i, idet skatte og momssvig altid har været en yndet kriminalitetsform. Det nye er, det fokus medierne har fået på området, hvilket er fuldt ud i tråd med myndighedernes stadig stigende fokus på skatte og momssvig.

At der er grundlag for en stigende fokus på området, viser antallet af verserende sager med al ønskelig tydelighed, idet der nu er en sagsmængde på mere end 1600 uafsluttede sager, mod en beholdning på 800 sager, for kun ganske få år siden.

Vi oplever tydeligt som forsvarere i skattestraffesager denne udvikling, idet sagsmængden vokser, men også at sagsbehandlingstiden, for de ikke profilerede sager, vokser tilsvarende.

Hvorvidt dette er udtryk for manglende fokusering på denne type sager fra politiet / anklagemyndighedens side, eller den stærkt forøgede sagsmængde kan være svært at sige, men faktum er, at flere og flere sigtede oplever helt uacceptable lange sagsforløb, der i bedste fald læner sig opad en krænkelse af menneskerettighedskonventionen.

Uanset, hvad grunden måtte være, ændrer det ikke på, at sagsbehandlingstider, på ofte op til flere år, lægger et betydeligt pres på den sigtede, og i realiteten medfører, at den sigtede allerede er straffet længe inden sagen måtte ende i retten.

Vi oplever ofte, når vi indtræder i sager, at de fra myndighedernes side blot har henlagt, uden nogen reel sagsbehandling, eller reelt flow i sagerne, igennem længere tid. I de mest graverende tilfælde op til flere år.

Dette er i sig selv uheldigt, men er særligt uheldig i sager vedrørende unddragelse af skatter og afgifter, idet sigtelsen i langt de fleste tilfælde baserer sig på SKATs opfattelse og vurdering af sagen.

Vi har flere gange kunnet konstatere, at hele grundlaget for straffesagen hviler på en urigtig forståelse og anvendelse af skatte og afgiftslovgivningen, og at den sigtede således igennem en længere periode, ofte flere år, har været sigtet på et forkert grundlag.

Myndighederne har da tilsyneladende også taget konsekvensen heraf, og anklagemyndigheden har derfor oprettet en række særlige stillinger til såkaldte ”specialanklagere”, der ansættes til at håndtere de” sværeste og mest komplicerede straffesager”, i samarbejde med SKAT, som det anføres på anklagemyndighedens hjemmeside.

Det er naturligvis prisværdigt, at der tages hånd om de ”sværeste og mest komplicerede sager”, men dette afhjælper ikke de grundlæggende retssikkerhedsmæssige problemer, sagsbehandlingen og særligt sagsbehandlingstiden, medfører for de almindelige sager.

Ansættelsen af særlige ”specialanklagere” viser derimod den helt grundlæggende problematik indenfor skattestrafferetten, at lovgivningen er så kompleks, at der selv indenfor anklagemyndigheden er behov for særlige specialister til at håndtere sagerne.

Det er tankevækkende, at lovgivningen er blevet så kompleks og uhåndterlig, at anklagemyndigheden er nødsaget til at ansætte særligt specialiserede anklagere til at føre sagerne, vel at mærke sager, der føres imod almindelig mennesker, uden specialviden eller særlig indsigt i reglerne.

Spørgsmålet er herefter, hvor det efterlader den sigtede? Der er ikke taget initiativ til at beskikke ”specialforsvarere”, der kan sikre ligeværdighed mellem forsvareren og anklageren.

Dette burde ej heller være nødvendigt, men praksis i skattestraffesager viser, at sagerne ofte har mere karakter af skattesager end straffesager, på grund af de skatteretlige problemstillinger, som sagerne indeholder.

Ansættelsen af specialanklagere viser, at myndighederne anerkender behovet for øget fokus på de komplicerede straffesager. Det havde blot været ønskværdigt, at dette ikke alene udmøntede sig i en anerkendelse af behovet for øget specialisering af anklagemyndigheden, men tillige forsvareren, dommere og domsmændene.

 

Umiddelbart skulle ovennævnte trekløver ikke i sammenhæng tiltrække sig den betydelige mediemæssige interesse, som de i de seneste par år, har været genstand for. Og da slet ikke for noget så trivielt som skat.

Interessen skærpes dog naturligt grundet sagernes karakter og persongalleriet. Dette ændrer dog ikke på, at sagerne isoleret set intet har med hinanden at gøre, men alligevel får det på ganske afgørende vis.

Det er i sig selv ikke interessant. Det interessante er derimod processen imod Camilla Vest, og den betydning SKAT fik for domsfældelsen i byretten.

SKAT var på vanlig vis indkaldt som vidne i sagen, og forklarede meget præcist, hvordan skattereglerne skulle forstås i relation til skattepligt til Danmark. SKATs vidneforklaring er gengivet i byrettens dom, hvor det helt præcist fremgår, at

”Vidnet forklarede hertil, at det for SKAT var væsentligt, at T1 havde arbejdet i Danmark. De har lagt vægt på, at der var tale om mere end en arbejdsdag, men han mener, at en arbejdsdag i princippet er nok til at etablere fuld skattepligt.”

Byretten fandt, at Camilla Vest var skattepligtig, og idømte hende herefter 1 år og 9 måneders fængsel, samt en tillægsbøde på 3.299.000 kr. for forsætlig skatteunddragelse.

Det relevante i relation til Stephen Kinnocks sag er, at byrettens dom er fra 25. november 2011 (Landsretten afsagde dom d. 5. november 2012), hvor SKATs medarbejder altså fortsat har forstået reglerne således, at en arbejdsdag i princippet er nok til at statuere skattepligt.

Afgørelsen i Stephen Kinnocks sag er fra d. 16. september 2010, altså mere end ét år tidligere, hvor man nåede det stik modsatte resultat. Det forhold, at man ændrede praksis i forbindelse med Kinnocks sag og tilsvarende ændrede ligningsvejledningen, var altså ikke et forhold sagsbehandleren i Camilla Vests sag var opmærksom på, da han afgav sin vidneforklaring.

Dette forhold er desto mere tankevækkende, idet ændringen af praksis i forbindelse med Stephen Kinnocks sag blev udlagt som en ændring, der er en naturlig følge af, at der var en decideret fejl i ligningsvejledningen, som blev fjernet i sommeren 2010.

Dette er i virkeligheden det allermest allarmerende. En ting er, at SKAT ikke kommunikerer ud, at praksis er ændret, det er i sig selv problematisk, men at SKATs egne medarbejdere, som vidne i en straffesag, ét år efter denne ændring, ikke er bekendt med ændringen, viser med al ønskelig tydelighed, hvor uheldig SKATs ageren har været.

Det er i virkeligheden tankevækkende, hvordan der kan være sket en så relativt afgørende ændring af praksis, uden at SKATs egne medarbejdere har været bekendt hermed, og dette vel at mærke i et tilfælde, hvor medarbejderen afgiver forklaring om reglerne i en skattestraffesag. Ligningsvejledningen har han tilsyneladende ikke forholdt sig til, eller læst forinden, han afgav sin forklaring.

At SKAT derudover, som medierne har afdækket, tilsyneladende bevidst har forsøgt at hindre Camilla Vests forsvarer i at få adgang til afgørelsen i Stephen Kinnocks sag og dermed den rigtige fortolkning af reglerne, er endnu mere rystende.

SKAT, som forvaltning, var således fuldt ud bekendt med, at der var en straffesag på vej igennem systemet mod Camilla Vest, hvor skatteansættelsen var foretaget på baggrund af en efterfølgende ændret praksis, og som dermed var forkert. Uagtet dette foretog man sig intet for at afværge, at Camilla Vest blev dømt.

Hele miseren kunne, og skulle, have været undgået, såfremt SKAT i forbindelse med, at SKAT blev opmærksom på fejlen i ligningsvejledningen, og ændrede praksis, meddelte dette på vanlig vis. Det valgte man ikke at gøre og konsekvensen blev et justitsmord, hvor SKATs egen sagsbehandler, var med til at føre kniven.

Heldigvis kom sandheden for en dag, og retfærdigheden skete fyldest. Dette skete dog alene af den grund, at pres på Helle Thorning-Schmidt medførte en offentliggørelse af Kinnocks sag.

Det kan løbe én koldt ned af ryggen ved tanken om, at det alene var en udefrakommende tilfældighed, offentliggørelsen af Kinnocks sag, der fik Camilla Vest fri.

Dette forhold giver forhåbentlig stof til eftertanke for dommerne i skattestraffesagerne. Der er trods alt en grund til, at SKATs medarbejdere efter fast praksis ikke tillades ført i civile skattesager.

Det er endelig tankevækkende, at hverken dommeren eller anklagemyndigheden opdagede, at SKATs forklaring var i strid med ligningsvejledningens ordlyd på daværende tidspunkt, og at Camilla Vest således blev dømt i fundamental modstrid med SKATs egen vejledning til sig selv om reglernes fortolkning, og dermed i strid med praksis / loven. Det er i allerhøjeste grad manglende retssikkerhed.

At Landsskatteretten efterfølgende af egen drift genoptog Camilla Vests skatteansættelse og nedsatte SKATs forhøjelse til kr. 0 viser med endnu større tydelighed, hvor uheldig denne sag var.

 

Med vedtagelsen af retssikkerhedsloven tilsigtedes en forøget retssikkerhed for borgerne, hvilket langt hen ad vejen er lykkes. Dette gælder dog ikke undtagelsesfrit, idet SKAT i forbindelse med tvangsindgreb hos tredjemand anvender retssikkerhedsloven således, at den, hvis forhold, der undersøges ikke oplyses herom.

Dette har særligt vist sig i forbindelse med SKATs projekt moneytransfer, hvor der i en lang række tilfælde, med hjemmel i skattekontrolloven, har været iværksat kontrol af en række konti i danske pengeinstitutter.

At banken i forbindelse med en sådan kontrol er part, er hævet over enhver tvivl, og følger i øvrigt af, at manglende opfyldelse af en anmodning fra SKAT i forbindelse med kontrol kan sanktioneres med daglige bøder efter skattekontrolloven.

Men hvad med ejeren af kontoen og dermed den, kontrollen retter sig imod? Skal denne ikke informeres tilsvarende?

Retssikkerhedsloven forholder sig tavs herom. Det samme gør forarbejderne, uanset det allerede i betænkning 1428 fra 2003, punkt 5.2.2.3. fremgår, at det er uafklaret om det er tredjemand og/eller den oplysningerne angår, der skal anses som part.

Det virker helt oplagt, at den oplysningerne angår, skal oplyses om en igangværende kontrol. Alene det forhold, at skattekontrol hos tredjemand er et tvangsindgreb, der kun kan anvendes såfremt et mindre indgribende skridt ikke er tilstrækkeligt taler for at, den oplysningerne vedrører, er part i sagen. At det forholder sig således følger i øvrigt direkte af SKATs egen juridiske vejledning, vedrørende kontrol efter skattekontrolloven (SKL), hvoraf det fremgår, jf. punkt A.C. 2.1.1.3,

”Oplysningspligter efter SKL §§ 8 C, D eller G må som udgangspunkt kun pålægges, hvis oplysningerne ikke kan skaffes fra den skattepligtige selv, eller formålet med kontrollen ville forspildes, hvis oplysningerne skulle indhentes fra den skattepligtige selv. Der må herved henses til

  1. at de pågældende oplysninger er af væsentlig betydning for skatteligningen
  2. at den skattepligtige har et rimeligt krav på
  3. at tredjemand ikke unødigt inddrages i den skattepligtiges mellemværende med SKAT
  4. at der ikke pålægges tredjemand unødige omkostninger, som ikke kan søges dækket hos den hvorom oplysningerne vedrører.

Spørgsmålet skal afgøres konkret i hvert enkelt tilfælde af SKAT.”

Det er vanskelligt at se, at SKAT opfylder sine forpligtelser til at foretage det mindst indgribende skridt, hvis der rettes henvendelse direkte til tredjemand, uden at den oplysningerne vedrører, kontaktes først.

Dette gælder særligt, når henvendelse rettes til den pågældendes pengeinstitut, eller samarbejdspartnere i øvrigt. Det er trods alt, de færreste, der vil anse en igangværende skattekontrol for en positiv oplevelse, og skattekontrol er ikke et forhold, som tredjemand skal involveres i, med mindre oplysningerne ikke kan indhentes andetsteds fra.

Borgerne har således en beskyttelsesværdig interesse i, at tredjemand ikke involveres i borgerens mellemværende, eller eventuelle mellemværender med SKAT, med mindre der ikke er andre muligheder for at få indleveret det relevante materiale.

Uagtet dette viser det sig, at SKAT agerer ganske anderledes. Der er en række eksempler på, at SKAT retter henvendelse direkte til banker uden først at kontakte den, de ønskede oplysninger vedrører.  Det seneste eksempel er gengivet i SKM 2012.335, hvor SKAT netop havde anmodet om oplysninger om bevægelser på en konto hos et dansk pengeinstitut.

Indehaveren af kontoen blev derimod ikke informeret herom, og fik alene, tilfældigt, kendskab til den igangværende kontrol i forbindelse med et besøg i den pågældende bank. SKAT havde han ikke hørt fra.

Undertegnede har kendskab til andre tilfælde, hvor der ligeledes er rettet henvendelse til danske banker med hjemmel i skattekontrolloven, uden at den kontrollen vedrører, er blevet informeret herom. I konkrete tilfælde har der været rettet henvendelse ad flere omgange igennem længere perioder, uden at der er sket underretning til borgeren herom.

Denne praksis forekommer klart at være i strid med proportionalitetsprincippet, og det helt grundlæggende princip, at tredjemand ikke unødigt inddrages i andres mellemværende med SKAT. At den indgrebet vedrører yderligere ikke informeres herom gør alene denne praksis desto mere betænkelig.

Reelt set risikerer borgere altså, at der pågår skattekontrol hos tredjemand om borgerens forhold igennem lange perioder, uden at borgeren informeres herom, eller at SKAT på nogen vis anser sig forpligtet til at informere herom.