Sort arbejde forekommer i mange afskygninger, og kan medføre mange dårligdomme for de involverede, og samfundet.

Det er velkendt, at udførelse af sort arbejde kan medføre et skattesmæk for håndværkeren, og en potentiel efterfølgende skatte- og momsstraffesag. For den, der får udført sort arbejde, kan der potentielt blive tale om et medvirkensansvar til håndværkerens skatte- og momsunddragelse.

Det ses ofte, at sort arbejde kombineres med socialt bedrageri, således at håndværkeren samtidig med, at der udføres sort arbejde modtager offentlige ydelser, ofte i form af dagpenge, sygedagpenge eller bistandshjælp.

Dette er naturligvis dobbelt problematisk, da det udover en skattestraffesag, udløser en sag om socialt bedrageri, og en sanktion i form af karantæne fra A-kassen. Derudover kommer der naturligvis et tilbagebetalingskrav af den uberettigede modtagne udbetaling.

Udover disse velkendte problematikker, er der en knap så velkendt, men mindst lige så alvorlig ”sanktion”, såfremt parterne bliver uenige om det udførte arbejde, eller betalingen herfor. Lov og Ærbarhed.

Lov og Ærbarhed lyder frygtelig gammeldags, og det er det også. Det er et begreb, der daterer sig til Danske Lov fra 1683, og siden har levet en lidt hengemt tilværelse, i hvert fald for offentligheden. Indtil nu.

Essensen af Lov og Ærbarhed er, at parter, der har indgået aftaler i strid med Lov og Ærbarhed, ikke skal kunne få afgjort deres tvist ved domstolene. Domstolene afviser ganske simpelt sagen, såfremt domstolen vurderer, at sagens kerne er i strid med Lov og Ærbarhed.

Pointen er, at udførelse af sort arbejde, er ulovligt, i strid med ”lov”, og dermed vil en tvist, hvor der er aftalt sort betaling, ”risikere” at blive afvist fra domstolene.

Har håndværkeren ikke fået sine penge, får han ikke noget ud af at stævne den, han har udført arbejdet for, domstolen afviser sagen. Er håndværkerens arbejde ikke lavet ordenligt, og kan tvisten ikke løses mellem parterne, kan tvisten altså ikke løses ved retten. Husejeren får altså ikke rettens hjælp til et tæt tag, hvis arbejdet er udført sort.

Sådan er det teoretisk set, byretterne har tidligere behandlet sager, uanset de vedrørte Lov og Ærbarhed, men den seneste Landsretspraksis indikerer, at det er slut nu.

Sagerne bliver afvist, med potentiel økonomisk ruin til følge for parterne, der er henvist til at løse deres konflikt på udenretlig vis.

Udførelse af sort arbejde, og aftaler herom har således aldrig været mere risikable end nu, særligt ikke da begge parter kan spekulere i at påberåbe sig Lov og Ærbarhed, da de ved, at modparten ikke kan søge hjælp ved domstolene.

Undertegnede håber, at domsolene er opmærksomme på, at det må formodes, at der vil opstå tilfælde, hvor den ene part påberåber sig Lov og Ærbarhed, uden at der er grundlag herfor, ene og alene fordi, han ved, at modpartens sag bliver afvist, og kravet tabt. Undertegnede har i hvert fald allerede hørt flere eksempler på, at det har været overvejet, alene fordi muligheden var der.

Denne form for kriminalitet, som der jo reelt er tale om, fortjener ikke meget sympati ved domstolene, der forhåbentlig har fokus herpå.

 

 

 

Skatteunddragelse, skattesvig, momssvig, momsunddragelse, forsæt, grov uagtsomhed, tillægsbøder, administrativ skattestraffesag, domstolssager, fængselsstraf m.v.

Det er umiddelbart meget sympatisk, at SKAT påtager sig den tunge opgave at informere borgere og virksomheder om gældende regler og praksis, men medaljen har vist sig i en række tilfælde at have en meget markant bagside.

Dette har vi senest kunne konstatere i forbindelse med SKATs orientering til ejere af campere i sommeren 2012. Ikke mindre end ca. 7.000 orienteringsbreve blev udsendt.

Bagsiden af medaljen er, at SKAT efterfølgende har indtaget det standpunkt, at konstateres det efterfølgende at reglerne på området, ikke er overholdt, gælder ingen kære mor.

SKAT har jo informeret.

SKATs venlige information tjener således det meget praktiske formål, at borgerne efterfølgende vanskeligt kan påberåbe sig ukendskab, eller misforståelse af reglerne. SKAT har informeret, og dermed sikret sig, at der ikke kan være usikkerheder om reglernes forståelse.

Og, så starter kontrollerne, med efterfølgende straffesager, hvor det er nemt at bevise forsættet, eller den grove uagtsomhed. Borgerne er jo informeret, og kan ikke være i tvivl om reglernes forståelse. Det har SKAT sikret sig.

At SKATs opfattelse i tilfældet med camperne, har vist sig ikke at være forkert, er en helt anden sag, der pt. er ved at finde sin afgørelse ved domstolene.

Pointen er, at modtages der specifik information fra SKAT om skattemæssige forhold, skal dette tages meget seriøst, da SKAT meget vel kan være i gang med at positionere sig i forhold til en mulig efterfølgende kontrol og straffesag.

Strategien er godt tænkt, da det alt andet lige vil være betydelig lettere for SKAT efterfølgende at bevise forsættet, hvis man forud for kontroller og razziaer har oplyst borgerne om reglerne, således at der ingen usikkerhed eller tvivl kan være.

Det havde dog klædt SKAT, hvis man havde kommunikeret dette tydeligt, så hensigten bag den venlige information var klar for alle.

 

Aktionærlån har igennem en årrække været ulovlige, ligesom selskabets sikkerhedsstillelse for aktionæren og dennes nærtstående ligeledes har været ulovligt.

Dette har ikke ændret sig med selskabsloven, dog således at enkelte tilfælde af selvfinansiering er blevet lovlig.

Skattemæssigt har man indtil medio 2012 anerkendt ulovlige lån som lån, såfremt aktionæren kunne godtgøre, at han både kunne og skulle betale lånet tilbage. Kunne han ikke det, blev lånet ikke anerkendt som lån, men derimod som en hævning uden tilbagebetalingspligt.

Dette blev ændret i 2012, således at aktionærlån, uanset aktionærens evne og vilje til at betale, skattemæssigt ansås for en hævning uden tilbagebetalingspligt, der udløste beskatning. Undtaget herfra er sædvanlige forretningsmæssige dispositioner mellem aktionæren og selskabet.

Dette skal ikke forfølges nærmere her, udover at det i parentes bemærkes, at sondringen mellem sædvanlige forretningsmæssige dispositioner og ulovlige lån, ikke nødvendigvis er helt triviel.

Beskatningen kan enten ske i form af udbyttebeskatning eller som yderligere løn for aktionæren, og aktionæren kan ikke undgå denne beskatning ved at tilbagebetale det hævede beløb. Skattepligten indtræder ved hævningen, eller etableringen af sikkerheden.

Selskabsretligt ligger sanktionen fast, idet der idømmes en bøde på 5 %, hvis der ikke er sket tilbagebetaling og 2,5 %, hvis der er.

Problemet er, hvordan ulovlige lån skattestrafferetligt skal behandles.

Dette skyldes, at der indtræder skattepligt på det tidspunkt, hvor lånet / sikkerhedsstillelsen opstår, altså på tidspunktet for hævningen eller etableringen af sikkerhedsstillelsen.

Dermed indtræder der også pligt til indeholdelse og angivelse af skatterne, uanset om det er udbytteskatter eller A-skatter.

Forarbejderne til loven er meget klare på dette punkt, og det anføres direkte, at det er i alle skattemæssige forhold, at forholdet ikke anses for værende et låneforhold.

Dermed også i forhold til straffebestemmelserne i skattekontrolloven og kildeskatteloven.

Dermed er der åbnet for et potentielt meget betydeligt antal skattestraffesager, eftersom der skønnes at være ca. 15.000 ulovlige lån, afhængig af, hvordan SKAT og anklagemyndigheden vil håndtere sager om ulovlige lån.

Forestiller man sig f.eks., at der hæves 2 millioner kr. i et selskab d. 1/1, og at de tilbagebetales d. 31/12, uden at der indeholdes og angives skat, vil det naturlige spørgsmål være, hvordan SKAT vil anskue dette strafferetligt.

Der er ingen tvivl om, at der har været pligt til angivelse og indeholdelse af A-skat, hvis SKAT efterfølgende får medhold i, at dette skal behandles som løn til aktionæren. Der er heller ingen tvivl om, at dette ikke er sket, og ej heller ville være sket, og dermed ej heller, at der objektivt set er unddraget A-skatter af 2 millioner kroner. At beløbet er betalt tilbage eliminerer ikke skattepligten.

Betragtes dette forløb, som en ”almindelig” skattestraffesag, vil det medføre ubetinget fængselsstraf for forsætlig unddragelse og en tillægsbøde på et tilsvarende beløb til den unddragne skat. Hvis der altså kan bevises forsæt. Og i disse tilfælde vil tiltalen efter helt fast praksis blive rejst imod aktionæren.

Kan dette ikke bevises, vil det være meget sandsynligt, at der vil kunne bevises grov uagtsomhed, hvilket vil udløse en meget betydelig bøde.

Anser SKAT derimod den manglende angivelse som et forhold, der alene skal medføre bødestraf til selskabet for manglende eller forkert indberetning, vil bødestraffen afhænge af antallet af ansatte og gå fra kr. 5.000 - kr. 80.000.

Problemstillingen er blot, at det er relativt let at bevise, at der aldrig har været intension om angivelse af skatterne, eftersom der ikke er sket angivelse på hævningstidspunktet eller efterfølgende, og at der ej heller er sket korrekt angivelse i forbindelse med tilbagebetalingen.

Det skal blive interessant at se, hvordan praksis udvikler sig på dette område, og om sagerne vil blive rejst som forsætlige unddragelsessager.

Det vil givet komme som en overraskelse for mangen en aktionær, at aktionærlån i givet fald risikerer at medføre fængselsstraf efter skattestrafferetten, og ikke blot en bøde efter selskabsloven.

 

 

Socialt bedrageri, underslæb og skyldnersvig på den ene side og skattesvig / skatteunddragelse på den anden, indeholder en lang række ubehageligheder, både for ofrene, men også, selvforskyldt, for gerningsmanden i form af den sanktion, han udsættes for.

I den relation er det ikke helt ligegyldigt, hvem ofret er. Dette uanset strafbestemmelsen for grov skattesvig / skatteunddragelse står i det samme kapitel i straffeloven, som de andre typer økonomisk kriminalitet.

Det har dog potentielt meget stor betydning om et forhold f.eks. anses for bedrageri eller groft skattesvig, uanset gerningsindholdet har meget betydelig lighedstræk.

Forskellen i sanktion kan dog være til at tage og føle på. Det skyldes, at netop unddragelser af skat og moms, som det helt klare udgangspunkt vil udløse ubetinget fængselsstraf og tillægsbøder, hvilket ikke er tilfældet ved de ”almindelige” tilfælde af berigelsesforbrydelser.

Højesteret har tidligere udtalt, at denne forskel skyldes, at skattesvig savner den ”normale” økonomiske kriminalitets karakteristika.

Men, hvad er forskellen reelt set?

Udsteder en direktør og anpartshaver falske fakturaer til sit eget selskab for personligt at tilegne sig betalingen, er der ikke så meget tvivl om, at der er realiseret et strafbart forhold, men spørgsmålet er hvilket. At der foreligger et falsk dokument giver sig selv, men hvilken formueforbrydelse, der foreligger, kan have ret væsentlig betydning for, om straffen bliver betinget, eller ubetinget fængsel.  

Betragtes de penge han modtager som maskeret udlodning, vil der være unddraget aktieskat. Lægges den falske faktura ind i selskabets bogføring, vil der opstå et uberettiget fradrag i selskabet, og dermed unddragelse af selskabsskatter. Dertil kommer momsunddragelse, såfremt fakturaen har været belagt med moms.

Det helt klare udgangspunkt i dette tilfælde er ubetinget fængselsstraf, erstatningskrav for det tab SKAT evt. måtte lide vedr. selskabsskatten og momsen, et skattekrav vedr. de unddragne aktieskatter, og til sidst en tillægsbøde svarende til de samlede unddragelser.

Anses forholdet derimod, som en traditionel formueforbrydelse, vil der kunne foreligge skyldnersvig, hvis formålet var at besvige selskabets kreditorer, bedrageri, mandatsvig eller underslæb alt afhængig af forholdene.  Alt med gode muligheder for betinget fængsel.

Var direktøren blot ansat, vil der tillige alt efter omstændighederne kunne foreligge bedrageri, underslæb eller mandatsvig, for præcis den samme handling, og igen med gode muligheder for betinget fængsel.

Forskellen er således, at sanktionen, hvis sagen betragtes som en skatteunddragelsessag, vil blive væsentligt hårdere, i form af ubetinget fængsel.

Og hvorfor egentlig? En besvigelse rammer private, og virksomheder, langt hårdere, og kan potentielt være altødelæggende for en virksomhed.

Så galt går det næppe det offentlige.

 

 


Bøde, bødeforlæg, Skattesvig og Skatteunddragelse er nøgleordene i en lang række skattestraffesager. Rent faktisk er der mere end 5000 bødesager årligt. Disse sager spænder over de små sager, hvor der gives ordensbøder til ret store sager, der afgøres med grov uagtsomhed, og vedtagelse af store bøder.

Ved den grove uagtsomhed, vil bøden udgøre én gange det unddragne beløb, for så vidt angår unddragelser over kr. 60.000, og ½ for den del, der ligger under. Ved forsæt er bøderne dobbelt så store, idet sager med forsætlige unddragelser dog kun kan afgøres med bøde, hvis unddragelsen er under kr. 250.000.

Rigtig mange sager afgøres på dette grundlag, hvilket har meget for sig, da administrativt vedtagne bøder ikke ender på straffeattesten, og alene kan søges inddrevet ved hjælp af SKATs inddrivelsesenhed.

Udfordringen er den række sager, hvor der ikke kan opnås enighed om vedtagelse af bøden. Disse sager ender i retten, og her opstår problemerne, da det er min erfaring, at politiet og anklagemyndigheden ikke har ressourcerne til at behandle alle disse sager.

Sendes sagen til politiet, skal der foretages efterforskning, herunder evt. afhøring af sigtede og vidner, der skal udarbejdes forsvarsgenparter, ligesom forsvareren skal aflønnes for at deltage i afhøring af sigtede og møde i retten. Anklagemyndigheden skal tillige anvende tid på at vurdere og forberede sagen, der endelig skal afgøres i retten.

Det er klart, at dette scenarie er langt mere omfattende og tidskrævende – og dermed dyrere, end afgørelse af en sag i forbindelse med et ansvarsmøde mellem SKAT, sigtede og dennes forsvarer.

Vil sigtede ikke erkende, giver det sig selv, at sagen nødvendigvis må sendes i retten, men det hjælper blot ikke meget, når sagsbehandlingstiden ender med at blive så lang, at bøden nedsættes til det halve, eller i nogle tilfælde helt bortfalder.

Det virker således helt grotesk, at systemet i en række tilfælde, i praksis fungerer sådan, at sigtede kan opnå en gevinst ved at nægte at vedtage en administrativ bøde, uanset han ved, han vil blive dømt i retten, da der er en pæn sandsynlighed for, at bøden bliver nedsat ved domstolene grundet lang sagsbehandlingstid.

Det har vist aldrig været meningen, at domstolsbehandling grundet manglende vedtagelse af en bøde, skulle være en mulighed for at opnå gevinst grundet lang sagsbehandlingstid. Særligt da ikke, når der erindres om de ret betydelige yderligere ressourcer for samfundet en domstolsbehandling kræver.

 Du kan læse meget mere om skattestraffesager her- Skattestraffesag - og hvad så?


 

Forsæt & grov uagtsomhed er nøgleord i straffesager om skattesvig og skatteunddragelse, og for så vidt også momssvig og momsunddragelse, og vil altid indgå i en skattestraffesag om påståede unddragelser af skat og moms

I traditionelle straffesager er omdrejningspunktet sædvanligvis bevisbyrden for overtrædelse af den strafbestemmelse, der er rejst tiltale for, og beviset for forsættet, eller den grove uagtsomhed.

Sådan er det sådan set også i skattestrafferetten, men spørgsmålet omkring beviset for en påstået unddragelse, relaterer sig ikke alene til straffebestemmelsen, f.eks. forsætlig skatteunddragelse ved at selvangive for lav en indkomst. Sagen vil i mange tilfælde i lige så stort et omfang relatere sig til det skattemæssige spørgsmål, om der i det hele taget, i henhold til gældende skattelovgivninger er selvangivet for lidt.

Dette bør altid være det grundlæggende fokus i en skattestraffesag, men det opleves omvendt også, at dette ikke nødvendigvis er tilfældet, således at straffesagen ender med alene at cirkle om spørgsmålet – har tiltalte gjort det med forsæt, grov uagtsomhed, eller ej. Dette, frem for det grundlæggende spørgsmål, er der overhovedet, gjort noget galt – altså f.eks. selvangivet for lidt i henhold til gældende regler?

Camilla Vest sagen viste, at disse spørgsmål langtfra er trivielle, men selvom det måtte vise sig, at der foreligger en urigtig angivelse, er det langtfra sikkert, at dette er sket med forsæt, eller som følge af grov uagtsomhed.

Skatte, og momslovgivningen er så kompleks, at det meget ofte kan være svært at vurdere, hvordan reglerne skal forstås, og en misforståelse kan meget ofte resultere i en urigtig angivelse af skat og moms. Her vil den tiltalte ofte være på herrens mark.

Der er dog langt herfra, og til at der foreligger en grov uagtsom, eller forsætlig urigtig angivelse. Og det er netop skattestraffesagen i en nøddeskal.

Selvom det altså kan konstateres, at det objektive gerningsindhold er realiseret, resterer fortsat den helt afgørende vurdering af tilregnelsen, altså forsættet eller den grove uagtsomhed.

Her er det afgørende, at forsvareren er på hjemmebane i skatteretten, da det i praksis bliver forsvarerens opgave at klarlægge, hvor kompleks og uklar den relevante, bagvedliggende, lovgivning og praksis er.

I realiteten vil anklageren og SKAT, af gode grunde, ikke af egen drift komme ind herpå, og dommeren vil ej heller kunne forventes at besidde ekspertviden om helt specifikke, konkrete skatte og momsretlige spørgsmål.

Det er hele det grundlæggende skisma i skattestraffesagerne. Anklageren og dommeren er på hjemmebane i strafferettens termer, men omvendt voldsomt på udebane i relation til skatteretten.

Er forsvaret ikke på hjemmebane her, risikeres domsfældelse på baggrund af en forsæts / grov uagtsomhedsvurdering, sket på en urigtig forståelse, eller mangel på samme, af kompleksiteten af den bagvedliggende skatte- og momslovgivning.

Det er meget uheldigt!

Du kan læse meget mere om skattestraffesager her- Skattestraffesag - og hvad så? 

 

 

 

En skatteadvokat er et vidt begreb, og dækker over den advokat, der alene beskæftiger sig med rådgivning, til den advokat, der alene fører skattesager.

Forskellen er til at få øje på, den advokat, der beskæftiger sig med rådgivning, vil naturligt være skarp på den aktuelle praksis og lovgivning, medens procesadvokatens kernekompetencer ligger indenfor proces, og lovgivning og praksis, der ofte ligger flere år tilbage i tiden.  

Det giver således ikke meget mening at vælge en rådgivende skatteadvokat til at føre en skattesag.

Skattestraffeadvokaten ligger i naturlig forlængelse af skatteprocesadvokaten, og håndterer udover skatteprocessuelle problemstillinger, naturligvis sagens strafferetlige aspekter.

Netop denne sammenkobling af materiel skatteret, skatteproces og traditionelle strafferetlige problemstillinger giver anledning til en interessant sammenkobling.

Det nytter i sagens natur ikke meget med en forsvarer, der er ekspert i skatteret og skatteproces, men intet ved om strafferetlige problemstillinger. Omvendt, kan en dygtig traditionel forsvarsadvokat ikke yde det optimale forsvar, hvis han ikke er klædt på til at håndtere sagens skatte og momsretlige problemstillinger.

Dette kan f.eks. være spørgsmål om fortolkning af momsloven i relation til momssystemdirektivet og begæring af præjudiciel forelæggelse.

Den ideelle forsvarer er således en symbiose mellem den traditionelle skatteadvokat og strafferetsadvokat.

Udfordringen herved er, at der ikke i det nuværende system med beneficerede forsvarer er nogen specialisering blandt de beneficerede forsvarer, ligesom det ikke for den sigtede umiddelbart fremgår noget steds om den beneficerede forsvarer, har den fornødne skatteretlige kompetence til at håndtere sagen.

Det giver således ikke meget mening at anvende en forsvarer, der er generalist indenfor traditionelle strafferetlige overtrædelser, til at føre en skattestraffesag, ligesom det ikke giver meget mening at anvende en rådgivende skatteadvokat, til at føre en skattesag.

Udfordringen er blot at systemet med beneficerede forsvarere er baseret på et system om, at alle kan lidt af hvert, hvilket er noget af en tilsnigelse i skattestraffesager, og klinger noget hult, når anklagemyndigheden omvendt har oprustet med specialanklagere til at håndtere de særligt komplicerede sager, herunder skattestraffesager.

Tiltalte? Han får som udgangspunkt den forsvarer, der står for tur.

Du kan læse meget mere om skattestraffesager her- Skattestraffesag - og hvad så? 

 

De særlige bestemmelser om seniornedslag i lov om skattenedslag for seniorer viser en meget uheldig retstilstand i relation til håndtering af åbenbart ulovlige afgørelser.

Problemstillingen er helt grundlæggende, at en række betingelse skal opfyldes førend, der kan opnås ret til seniornedslag. Hvorvidt disse betingelser er opfyldt administreres af ATP med klageadgang til ankenævnet for ATP.

Herom hersker der ingen tvivl og reglerne er for så vidt klare og logiske, men problemstillingen opstår, hvis arbejdsgiveren indberetter forkert til ATP, således at betingelserne, sædvanligvis beskæftigelsesgraden formelt set ikke, i forhold til det indberettede, er opfyldt.

I relation til indsigelse imod ATPs opgørelse gælder en lovfæstet klagefrist til ankenævnet for ATP, og er borgeren ikke opmærksom på, at beskæftigelsesgraden af den ene eller anden årsag er fejlagtigt opgjort, eller arbejdsgiveren har indberettet forkert, er løbet kørt, når klagefristen til ankenævnet er udløbet.

Det har ankenævnet i flere afgørelser slået fast, uanset hvor forkert opgørelsen fra ATP så end måtte være.

Jeg er bekendt med sager, hvor skatteyderen ikke har modtaget den årlige opgørelse, eller hvor skatteyderen ikke har været opmærksom på, at beskæftigelsesgraden er opgjort forkert, eller der er indberettet forkert af arbejdsgiveren.

Problemstillingen er, at SKAT efterfølgende ikke anerkender, at skatteyderen er berettiget til seniornedslag, men henholder sig til afgørelserne fra ATP eller ankenævnet for ATP, uanset hvor oplagt og velunderbygget / dokumenteret det er, at skatteyderen opfylder betingelserne for seniornedslag.  

Dette gælder også uanset, SKAT for så vidt er enig i, at betingelserne er opfyldte, men at borgeren ikke har fået medhold i ankenævnet for ATP, f.eks. fordi, der er klaget for sent.

Dette begrundes med, at der ikke er hjemmel til at indrømme seniornedslag, når en anden offentlig myndighed har opgjort beskæftigelsesgraden.

Den seneste afgørelse på området viser med al ønskelig tydelighed skattemyndighedernes holdning til spørgsmålet, idet et skatteankenævns afgørelse, hvorefter skatteyderen fik medhold i, at han var berettiget til seniornedslag, blev omgjort af skatterådet fordi den var ”åbenbart ulovlig”.

Det forhold, at skatteyderen ubestridt opfyldte betingelserne for seniornedslag i den konkrete sag, og i de øvrige sager, blev derimod ikke tillagt nogen betydning overhovedet, det blev faktisk overhovedet ikke nævnt som et moment.

Dermed må det også konkluderes, at det fra myndighedernes side er underordnet, at skatteyderne fratages et skattemæssigt seniornedslag, som skatteyderen ubestridt opfylder alle betingelser for at modtage, grundet formelle forhold, og at skattemyndighederne dermed omvendt fastholder en beskatning, som myndighederne positivt, og ubestridt ved er forkert, og dermed i bund og grund er ulovlig.

Man vil dog blot ikke ændre herved, da det vil være åbenbart ulovligt.

Det er altså status, at det efter myndighedernes opfattelse ikke er åbenbart ulovligt at opretholde en ubestridt materiel forkert beskatning, men derimod at ”overrule” en materiel forkert administrativ afgørelse, som alle parter vel at mærke er enige om, er materiel forkert.

Det er meget tvivlsom retssikkerhed. Dette gælder ikke alene i forhold til seniornedslag, men alle øvrige retsområder, hvor en administrativ afgørelse tillægges endegyldig betydning for skatteansættelsen, uanset hvor åbenbart forkert / ulovlig afgørelsen er.

 

Bestemmelsen i ligningslovens § 8 Y er indsat med virkning fra 1/7 2012, og medfører at skattemæssigt fradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst er betinget af, at betalingen sker via et pengeinstitut, eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler, medmindre betalingen samlet udgør mindre end 10.000 kr. inklusive moms.

Flere betalinger, som vedrører samme leverance, ydelse, kontrakt el.lign., anses som én betaling i forhold til beløbsgrænsen på kr. 10.000. Ved løbende ydelser eller periodiske ydelser skal flere faktureringer og betalinger ses som én samlet leverance i forhold til beløbsgrænsen, når de sker inden for samme kalenderår.

Disse regler er gældende for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser for personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, selskaber m.v., som er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1 eller § 2, og fonde, der er skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at

”Begrænsningen i brug af kontanter skal også forebygge skatteunddragelse, når der handles mellem virksomheder, og gøre det lettere at afdække transaktioner, som har skatte- og afgiftsunddragelser som formål.

Det forventes, at en sådan begrænsning - i og med at der skabes et transaktionsspor - vil have en positiv og kriminalitetsforebyggende effekt mod sort arbejde, kædesvig og fiktive fakturaer, der benyttes til fradrag skatte- og momsmæssigt. Herudover forventes det, at uregistrerede virksomheder vil få vanskeligheder med at handle, fordi købere vil have behov for at sikre sig dokumentation for afholdte udgifter.”

Der er ingen tvivl om, at denne bestemmelse i skatteretlig kontekst får, og allerede har fået, en meget stor betydning, da den ses anvendt i en række sager.

Men, det helt store spørgsmål er, hvor bestemmelsen stiller opgørelsen over unddragne beløb i skattestraffesager, hvor praksis, generelt set, har givet fradrag for udokumenterede, sorte og kontant betalte omkostninger, i langt større omfang end i skattesager.

Herom foreligger der ingen praksis, ligesom det ej heller fremgår nogetsteds af forarbejderne til § 8 Y, hvordan opgørelsen af en skatteunddragelse, nu skal ske, når der er betalt kontante, relevante driftsomkostninger.

Anskues bestemmelsen i skattestraffesager således, at der ikke er hjemmel i skattelovgivningen til fradrag, såfremt der er sket kontant betaling, og at dette tillige skal lægges til grund i skattestraffesagen, uanset det kan ses, at der er afholdt en relevant kontant betalt udgift, vil det medføre, at opgørelsen over unddragne beløb i skattestraffesagerne vil stige voldsomt.

Dette under hensyntagen til, at udgifterne i nogle tilfælde vil være betalt kontant og at udgiften vil være fratrukket i strid med gældende lovgivning for skattemæssige fradrag, jf. § 8 Y.

Dækker forsættet unddragelse, vil opgørelsen over de unddragne beløb fremadrettet, hvis bestemmelsen anvendes således, afhænge i meget høj grad af, om der er betalt kontant eller via pengeinstitut.

Betaler murermester Jensen f.eks. en sort underleverandør 200.000 kontant iht., en falsk købsfaktura han selv har udarbejdet (til bogholderiet for at retfærdiggøre udgiften) vil de ikke være fradragsberettiget efter § 8 Y, men overføres pengene derimod via bank (til et stråmandsselskab, der herefter hæver dem til bagmanden), vil de som udgangspunkt være fradragsberettiget, og fragå i opgørelsen over det unddragne beløb.

Det er netop det sidste scenarie, der er den typiske situation, at pengene overføres til et stråmandsselskab, der formelt set har udfærdiget fakturaerne til det betalende selskab, og dermed er der skabt bogføringsmæssig legitimation for overførslen.

Sådanne transaktioner vil i dag stort set aldrig blive håndteret kontant, grundet hvidvaskningsloven og bankernes indberetningspligt.

Det er således en illusion, når det i forarbejderne anføres, at bestemmelsen vil

have en positiv og kriminalitetsforebyggende effekt mod sort arbejde, kædesvig og fiktive fakturaer, der benyttes til fradrag skatte- og momsmæssigt [min fremhævelse]”

Bestemmelsen vi derimod medvirke til, at der netop anvendes falske, fiktive, fakturaer og overførsel via pengeinstitut til det ”fakturaudstedende” selskab, idet det er den eneste mulighed for fremover at opnå fradrag.

Myndighederne ses i den sammenhæng helt at overse, at et transaktionsspor til et stråmandsselskab, oprettet af kriminelle bagmænd, således mere har karakter af en blindgyde, end en begrænsning af kriminel aktivitet.

Det interessante bliver, hvis der uberettiget tages et fradrag for en reel, kontant betalt driftsrelevant udgift, i strid med § 8 Y. Der er ingen tvivl om, at fradraget er  i skatteretlig kontekst er uberettiget og i strid med § 8 Y, uanset udgiften er reel, og der er dokumentation herfor, men formelt set er der uberettiget fratrukket en udgift.

Umiddelbart taler meget for, at der vil kunne straffes for skatteunddragelse, da der uberettiget er taget et fradrag, hvis den grove uagtsomhed / forsættet er til stede.

Der foreligger, uanset hvordan sagen end vendes og drejes, en unddragelse, da fradraget iht. gældende lovgivning er uberettiget.

Ud fra en teoretisk betragtning skal det blive spændende at se, om der i et sådan tilfælde vil ske domsfældelse for skattesvig.

En sådan problemstilling er omvendt knap så spændende, for den, der har betalt en reel og relevant driftsudgift på over 10.000 kr. kontant.