SKAT har igennem en længere periode fortolket reglerne om anvendelse af udenlandsk indregistrerede biler således, at det udløste registreringspligt, blot bilerne blev brugt i Danmark. Og yderligere, at biler benyttet uden betaling af afgift skulle medføre straf i form af ubetinget fængsel og bøde.

Der er således truffet en række afgørelser i overensstemmelse hermed, ligesom der er afsagt en række straffedomme med ubetinget fængselsstraf og bøde som følge.

Der er blot et problem hermed, og det er at SKAT fundamentalt misforstod reglerne, idet benyttelse af udenlandske biler, efter de dagældende regler, alene udløste registreringsafgift, såfremt der var aftalt en varig brugsret på over 6 måneder.

Konsekvensen? En lang række afgørelser om registreringsafgift skulle genoptages. Det er alt sammen meget godt, og man skulle så tro, at SKAT ville rette ind og ændre afgørelserne, men så simpelt er der ingenting, der er.

Jeg har været involveret i konkrete sager, hvor SKAT pludselig, tvunget af omstændighederne, ændrede standpunkt. Nu var der pludselig ikke længere tale om ret til benyttelse, næ nej, nu var de pågældende pludseligt ejere af bilerne i stedet for.

Det er et meget belejligt synspunkt, idet registreringspligten så alligevel udløses, og så er alt jo godt.

Altså bortset fra et enkelt problem. Straffesagerne er ikke afgjort på baggrund af, at der skulle foreligge ejerskab, og dermed har der været grobund for genoptagelse af de tidligere afgjorte straffesager ved den særlige klageret.

Resultatet af disse genoptagelser? Frifindelse, da det ikke kan bevises, at der foreligger ejerskab, og dermed også at de pågældende uberettiget er blevet dømt grundet SKATs misforståelse af egne regler.

Det skal blive interessant at se om SKAT vil fastholde deres nyvundne standpunkt om ejerskab i de efterfølgende genoptagelsessager i relation til spørgsmålet om afgift, uanset de frifindende straffedomme.

Det skulle ikke undre mig, om SKAT vil fastholde sit, nye synspunkt, under dække af forskellene i beviskravene.

 

Det kan kun tiden vise.


Der har på det seneste været rejst debat om det rimelige og fornuftige i at pålægge domfældte betydelige sagsomkostninger i straffesager, da det risikerer at fastholde den pågældende i kriminalitet.

Dette har meget for sig, da omkostningerne inddrives af SKATs inddrivelsesenhed, som alle andre offentlige krav, og idet den domfældte ofte ikke har nogen reel mulighed for at kunne betale omkostningerne.

SKAT står således meget ofte magtesløse, da der ikke er nogen reel betalingsevne, og dermed ikke nogen reel mulighed for inddrivelse. Dermed ender domfældte i en situation, hvor domfældte på den ene side ikke kan betale, og på den anden side ikke har nogen mulighed for at komme af med gælden, som det offentlige omvendt bruger betydelige og nytteløse ressourcer på at inddrive. Dette selvom det er klart for enhver, at det er håbløst.

Situationen er desto mere uholdbar i skattestraffesagerne, hvor der udover omkostningerne til forsvareren idømmes tillægsbøder svarende til den unddragne skat, oveni selve skatten, og sagsomkostningerne.

Det lyder naturligvis voldsomt imponerede, at domfældte idømmes tillægsbøder, der ofte er i millionklassen, men realiteten er, at det alene er matadorpenge, der aldrig bliver betalt.

Konsekvensen er omvendt, at domfældte påføres en gæld, som domfældte aldrig kommer ud af, hvilket i sig selv kan være en medvirkende årsag til yderligere kriminalitet, og at det offentlige får en betydelig portefølje af dubiøse udestående fordringer, der skal anvendes ressourcer på at søge at inddrive, afbryde forældelse på m.v.

I en lang række sager er det således tillægsbøderne, der udgør den reelle straf, idet fængselsstraffen, når den er afsonet er ude af billedet, således at domfældte kan begynde på en frisk.

Det er blot ikke muligt, når tillægsbøder og sagsomkostninger hænger ved. Det er i den forbindelse særligt urimeligt, at der ikke gives nedslag i tillægsbøderne uanset hvor længe sagerne har verseret, men alene i henhold til praksis i den idømte fængselsstraf.

Det er ikke en rimelig afvejning, og er ikke afbalanceret i forhold til, hvor hård en straf tillægsbøder og idømte sagsomkostninger er, for alle andre, end de helt hårdkogte kriminelle.

 

 

 

Højesteret har i en nylig afsagt dom om beskatning af fri bil accepteret omvendt bevisbyrde, således at det var skatteyderen, der skulle sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for ham. Skatteyderen var eneaktionær og direktør i det selskab, der ejede bilen.

Dette uanset, det som udgangspunkt, i denne type sager, påhviler SKAT at løfte bevisbyrden for, at bilen var stillet til rådighed, da selskabets adresse ikke var sammenfaldende med skatteyderens, og idet bilen ikke havde stået på skatteyderens adresse.

Afgørelsen blev begrundet med, at bilen var uegnet til en håndværksmæssig servicering af selskabets ejendomme, da det var en Porsche 911, der endvidere var uegnet til at opfylde selskabets erhvervsmæssige behov, og yderligere var uegnet til vinterkørsel. Selskabet drev virksomhed med investering i fast ejendom.

Det fremgår ikke af afgørelsen, hvordan de pågældende opgaver så blev serviceret.

Det fremgår ej heller hvilken betydning kammeradvokatens anbringende om, at det var en relativt dyr og eksklusiv bil, der var velegnet til privat kørsel, fik for afgørelsen. Bilen var købt for kr. 600.000.

Dommen viser dog, at hovedaktionærer, der anskaffer erhvervsmæssige køretøjer, der efter SKAT og domstolenes opfattelse ikke er velegnet til at servicere selskabets erhvervsmæssige interesser bliver stillet overfor en omvendt bevisbyrde, der kan være endog meget vanskellig at løfte, og at aktionæren må forvente, at blive mødt med et anbringende om, at dette særligt er gældende, hvis det er en relativt kostbar og eksklusiv bil.

Det sidste anbringende synes ikke at kunne tillægges nogen væsentligt betydning, da det ikke tilkommer SKAT at blande sig i den standard virksomhederne ønsker af deres vognpark. Uanset dette forhold, er det oplagt, at det netop er denne type biler, der påkalder sig SKATs opmærksomhed, og risikoen for en skattesag er således alt andet lige væsentlig større.

Og, i denne skattesag er det altså skatteyderen, der risikerer at blive pålagt bevisbyrden, hvorfor det ved køb af relativt kostbare køretøjer, altså altid bør overvejes nøje, om køretøjet med sikkerhed opfylder virksomhedens erhvervsmæssige behov.

Vi har erfaring med, at SKAT i flere tilfælde har kørt ansvarssager i tilfælde af manglende angivelse af fri bil, og det er klart, at risikoen for en ansvarssag alt andet lige er større, hvis domstolene slår fast, at der i den civile sag er omvendt bevisbyrde, begrundet med, at den pågældende bil endog er uegnet til at varetage selskabets erhvervsmæssige interesser.

Herfra og til, at SKAT finder, at aktionæren med mindst grov uagtsomhed ikke har angivet fri bil, er der ikke langt.

 

Skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5 er en bestemmelse, som mange skatteydere, ufrivilligt, har stiftet bekendtskab med.

Bestemmelsen er meget simpel. Vurderer SKAT, at skatteyderen, eller nogen på dennes vegne, forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, kan myndighederne foretage en ansættelse 10 år tilbage i tid.

Det er således en bestemmelse, der giver rig adgang til at foretage omfattende reguleringer, langt tilbage i tid. Dette har i mange tilfælde, meget for sig, men udfordringen er, at vurderingen af ”forsæt eller grov uagtsomhed” er den samme vurdering, som den der foretages, hvis skatteyderen skal straffes. Det er altså strafferetlige begreber, der er vandret over i skatteretten.

Men, hvem vurderer i første omgang, om ansættelsen med ”forsæt eller grov uagtsomhed” er foretaget på et urigtigt, eller ufuldstændigt grundlag?

Det gør den lokale skattemedarbejder. Den skattemedarbejder, der egentlig er sat i verden for at håndtere skatteansættelsen. Vurderer denne skattemedarbejder, at der ikke er handlet forsætligt eller groft uagtsomt, kan skattemedarbejderen ikke lave en ansættelse, der går op til 10 år tilbage i tiden.

Vurderer skattemedarbejderen omvendt, at dette er tilfældet, kan skatteansættelsen foretages 10 år tilbage i tid. Det siger næsten sig selv, at grænsen for forsæt og grov uagtsomhed, dermed risikerer at blive noget udfordret.

Er denne medarbejder så klædt på til at foretage denne vurdering? Overhovedet ikke. Forsæt og grov uagtsomhed er strafferetlige begreber, og ikke skatteretlige.

Det rejser det næste problem, idet anvendelse af § 27 stk. 1 nr. 5 er et vink med en vognstang til skatteyderen om, at SKAT altså vurderer, at der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Dette gælder uanset SKAT nævner det eller ej, og ligeledes uanset om SKAT direkte angiver, at sagen sendes til ansvarsvurdering, når den er slut.

Skatteydere, der præsenteres for en afgørelse efter § 27 stk. 1 nr. 5, er således pr. definition i risikogruppen for et potentielt strafferetligt efterspil. Dette vel at mærke på baggrund af en skatteansættelse foretaget af en skattemedarbejder, der ofte ikke har det fjerneste begreb om, hvornår forsæt og grov uagtsomhed foreligger, eller hvordan disse begreber anvendes i praksis.

Det er et problem, ligesom det er et relevant spørgsmål, om § 27 stk. 1 nr. 5 overhovedet kan, og bør anvendes, hvis sagen ikke sendes til ansvarsvurdering. Sendes sagen ikke til strafferetlig efterprøvelse, rejses det naturlige spørgsmål, om det i så fald overhovedet, i forbindelse med skatteansættelsen var relevant at gøre gældende, at der skulle være handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Er det omvendt en betingelse for anvendelse af § 27 stk. 1 nr. 5, at sagen skal oversendes, risikeres at der fremprovokeres en række straffesager, idet opstart af en straffesag vil være betingelsen for anvendelse af bestemmelsen.

Problemstillingen bliver desto mere relevant i de tilfælde, hvor SKAT ikke direkte i sine afgørelser tilkendegiver, at sagen vil blive oversendt til en strafferetlig vurdering, når den er endelig afgjort.

Det kan give skatteyderen den, urigtige, forestilling, at sagen er slut, hvis den ikke påklages og skatten betales, såfremt skatteyderen, eller skatteyders rådgivere, ikke kender betydningen af § 27 stk. 1 nr. 5.

Og intet kan være mere forkert. Påklages sagen ikke i disse tilfælde, risikerer skatteyderen, at SKAT tager dette til indtægt for, at skatteyderen er enig i SKATs ansættelse, og at der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Denne ”anerkendelse” vil medføre, at vejen er åben for et strafferetligt efterspil.

Problemet er blot, at SKAT ofte venter med at oversende sagen til ansvarsvurdering, til klagefristen i skattesagen er sprunget, og springer klagefristen, er der ikke meget at gøre. SKATs afgørelse bliver endelig, hvilket unægtelig ikke gør den potentielle efterfølgende straffesag lettere at håndtere.

Spiller SKAT derimod med åbne kort og anfører, at sagen sendes til ansvarsvurdering, når den er endelig slut, er skatteyderen ikke alene nødsaget til at bekæmpe skatteansættelsen, men må gøre dette under en udtrykkelig forudsætning om, at der risikeres en straffesag, hvis sagen tabes.

Den skatteyder, der ikke har råd, eller i øvrigt ressourcer, til at føre sagen, får en straffesag på nakken, når klagefristen på 3 måneder er sprunget. Den skatteyder, der omvendt har ressourcerne til at bekæmpe SKAT hele vejen igennem systemet og holde ”liv” i sagen i årevis, går ofte fri, når sagen er endelig slut, adskillige år senere.

Denne praksis er noget rod. Skatteyderens position afhænger altså i vidt omfang af, om en tilfældig skattemedarbejder vurderer, om skatteyderen har handlet forsætligt, eller groft uagtsomt. Dette er en vurdering, der ikke hører hjemme i SKAT, og som den skatteansættende medarbejder på ingen måde er kvalificeret til at vurdere, eller håndtere.

 

 

Sort arbejde forekommer i mange afskygninger, og kan medføre mange dårligdomme for de involverede, og samfundet.

Det er velkendt, at udførelse af sort arbejde kan medføre et skattesmæk for håndværkeren, og en potentiel efterfølgende skatte- og momsstraffesag. For den, der får udført sort arbejde, kan der potentielt blive tale om et medvirkensansvar til håndværkerens skatte- og momsunddragelse.

Det ses ofte, at sort arbejde kombineres med socialt bedrageri, således at håndværkeren samtidig med, at der udføres sort arbejde modtager offentlige ydelser, ofte i form af dagpenge, sygedagpenge eller bistandshjælp.

Dette er naturligvis dobbelt problematisk, da det udover en skattestraffesag, udløser en sag om socialt bedrageri, og en sanktion i form af karantæne fra A-kassen. Derudover kommer der naturligvis et tilbagebetalingskrav af den uberettigede modtagne udbetaling.

Udover disse velkendte problematikker, er der en knap så velkendt, men mindst lige så alvorlig ”sanktion”, såfremt parterne bliver uenige om det udførte arbejde, eller betalingen herfor. Lov og Ærbarhed.

Lov og Ærbarhed lyder frygtelig gammeldags, og det er det også. Det er et begreb, der daterer sig til Danske Lov fra 1683, og siden har levet en lidt hengemt tilværelse, i hvert fald for offentligheden. Indtil nu.

Essensen af Lov og Ærbarhed er, at parter, der har indgået aftaler i strid med Lov og Ærbarhed, ikke skal kunne få afgjort deres tvist ved domstolene. Domstolene afviser ganske simpelt sagen, såfremt domstolen vurderer, at sagens kerne er i strid med Lov og Ærbarhed.

Pointen er, at udførelse af sort arbejde, er ulovligt, i strid med ”lov”, og dermed vil en tvist, hvor der er aftalt sort betaling, ”risikere” at blive afvist fra domstolene.

Har håndværkeren ikke fået sine penge, får han ikke noget ud af at stævne den, han har udført arbejdet for, domstolen afviser sagen. Er håndværkerens arbejde ikke lavet ordenligt, og kan tvisten ikke løses mellem parterne, kan tvisten altså ikke løses ved retten. Husejeren får altså ikke rettens hjælp til et tæt tag, hvis arbejdet er udført sort.

Sådan er det teoretisk set, byretterne har tidligere behandlet sager, uanset de vedrørte Lov og Ærbarhed, men den seneste Landsretspraksis indikerer, at det er slut nu.

Sagerne bliver afvist, med potentiel økonomisk ruin til følge for parterne, der er henvist til at løse deres konflikt på udenretlig vis.

Udførelse af sort arbejde, og aftaler herom har således aldrig været mere risikable end nu, særligt ikke da begge parter kan spekulere i at påberåbe sig Lov og Ærbarhed, da de ved, at modparten ikke kan søge hjælp ved domstolene.

Undertegnede håber, at domsolene er opmærksomme på, at det må formodes, at der vil opstå tilfælde, hvor den ene part påberåber sig Lov og Ærbarhed, uden at der er grundlag herfor, ene og alene fordi, han ved, at modpartens sag bliver afvist, og kravet tabt. Undertegnede har i hvert fald allerede hørt flere eksempler på, at det har været overvejet, alene fordi muligheden var der.

Denne form for kriminalitet, som der jo reelt er tale om, fortjener ikke meget sympati ved domstolene, der forhåbentlig har fokus herpå.

 

 

 

Skatteunddragelse, skattesvig, momssvig, momsunddragelse, forsæt, grov uagtsomhed, tillægsbøder, administrativ skattestraffesag, domstolssager, fængselsstraf m.v.

Det er umiddelbart meget sympatisk, at SKAT påtager sig den tunge opgave at informere borgere og virksomheder om gældende regler og praksis, men medaljen har vist sig i en række tilfælde at have en meget markant bagside.

Dette har vi senest kunne konstatere i forbindelse med SKATs orientering til ejere af campere i sommeren 2012. Ikke mindre end ca. 7.000 orienteringsbreve blev udsendt.

Bagsiden af medaljen er, at SKAT efterfølgende har indtaget det standpunkt, at konstateres det efterfølgende at reglerne på området, ikke er overholdt, gælder ingen kære mor.

SKAT har jo informeret.

SKATs venlige information tjener således det meget praktiske formål, at borgerne efterfølgende vanskeligt kan påberåbe sig ukendskab, eller misforståelse af reglerne. SKAT har informeret, og dermed sikret sig, at der ikke kan være usikkerheder om reglernes forståelse.

Og, så starter kontrollerne, med efterfølgende straffesager, hvor det er nemt at bevise forsættet, eller den grove uagtsomhed. Borgerne er jo informeret, og kan ikke være i tvivl om reglernes forståelse. Det har SKAT sikret sig.

At SKATs opfattelse i tilfældet med camperne, har vist sig ikke at være forkert, er en helt anden sag, der pt. er ved at finde sin afgørelse ved domstolene.

Pointen er, at modtages der specifik information fra SKAT om skattemæssige forhold, skal dette tages meget seriøst, da SKAT meget vel kan være i gang med at positionere sig i forhold til en mulig efterfølgende kontrol og straffesag.

Strategien er godt tænkt, da det alt andet lige vil være betydelig lettere for SKAT efterfølgende at bevise forsættet, hvis man forud for kontroller og razziaer har oplyst borgerne om reglerne, således at der ingen usikkerhed eller tvivl kan være.

Det havde dog klædt SKAT, hvis man havde kommunikeret dette tydeligt, så hensigten bag den venlige information var klar for alle.

 

Aktionærlån har igennem en årrække været ulovlige, ligesom selskabets sikkerhedsstillelse for aktionæren og dennes nærtstående ligeledes har været ulovligt.

Dette har ikke ændret sig med selskabsloven, dog således at enkelte tilfælde af selvfinansiering er blevet lovlig.

Skattemæssigt har man indtil medio 2012 anerkendt ulovlige lån som lån, såfremt aktionæren kunne godtgøre, at han både kunne og skulle betale lånet tilbage. Kunne han ikke det, blev lånet ikke anerkendt som lån, men derimod som en hævning uden tilbagebetalingspligt.

Dette blev ændret i 2012, således at aktionærlån, uanset aktionærens evne og vilje til at betale, skattemæssigt ansås for en hævning uden tilbagebetalingspligt, der udløste beskatning. Undtaget herfra er sædvanlige forretningsmæssige dispositioner mellem aktionæren og selskabet.

Dette skal ikke forfølges nærmere her, udover at det i parentes bemærkes, at sondringen mellem sædvanlige forretningsmæssige dispositioner og ulovlige lån, ikke nødvendigvis er helt triviel.

Beskatningen kan enten ske i form af udbyttebeskatning eller som yderligere løn for aktionæren, og aktionæren kan ikke undgå denne beskatning ved at tilbagebetale det hævede beløb. Skattepligten indtræder ved hævningen, eller etableringen af sikkerheden.

Selskabsretligt ligger sanktionen fast, idet der idømmes en bøde på 5 %, hvis der ikke er sket tilbagebetaling og 2,5 %, hvis der er.

Problemet er, hvordan ulovlige lån skattestrafferetligt skal behandles.

Dette skyldes, at der indtræder skattepligt på det tidspunkt, hvor lånet / sikkerhedsstillelsen opstår, altså på tidspunktet for hævningen eller etableringen af sikkerhedsstillelsen.

Dermed indtræder der også pligt til indeholdelse og angivelse af skatterne, uanset om det er udbytteskatter eller A-skatter.

Forarbejderne til loven er meget klare på dette punkt, og det anføres direkte, at det er i alle skattemæssige forhold, at forholdet ikke anses for værende et låneforhold.

Dermed også i forhold til straffebestemmelserne i skattekontrolloven og kildeskatteloven.

Dermed er der åbnet for et potentielt meget betydeligt antal skattestraffesager, eftersom der skønnes at være ca. 15.000 ulovlige lån, afhængig af, hvordan SKAT og anklagemyndigheden vil håndtere sager om ulovlige lån.

Forestiller man sig f.eks., at der hæves 2 millioner kr. i et selskab d. 1/1, og at de tilbagebetales d. 31/12, uden at der indeholdes og angives skat, vil det naturlige spørgsmål være, hvordan SKAT vil anskue dette strafferetligt.

Der er ingen tvivl om, at der har været pligt til angivelse og indeholdelse af A-skat, hvis SKAT efterfølgende får medhold i, at dette skal behandles som løn til aktionæren. Der er heller ingen tvivl om, at dette ikke er sket, og ej heller ville være sket, og dermed ej heller, at der objektivt set er unddraget A-skatter af 2 millioner kroner. At beløbet er betalt tilbage eliminerer ikke skattepligten.

Betragtes dette forløb, som en ”almindelig” skattestraffesag, vil det medføre ubetinget fængselsstraf for forsætlig unddragelse og en tillægsbøde på et tilsvarende beløb til den unddragne skat. Hvis der altså kan bevises forsæt. Og i disse tilfælde vil tiltalen efter helt fast praksis blive rejst imod aktionæren.

Kan dette ikke bevises, vil det være meget sandsynligt, at der vil kunne bevises grov uagtsomhed, hvilket vil udløse en meget betydelig bøde.

Anser SKAT derimod den manglende angivelse som et forhold, der alene skal medføre bødestraf til selskabet for manglende eller forkert indberetning, vil bødestraffen afhænge af antallet af ansatte og gå fra kr. 5.000 - kr. 80.000.

Problemstillingen er blot, at det er relativt let at bevise, at der aldrig har været intension om angivelse af skatterne, eftersom der ikke er sket angivelse på hævningstidspunktet eller efterfølgende, og at der ej heller er sket korrekt angivelse i forbindelse med tilbagebetalingen.

Det skal blive interessant at se, hvordan praksis udvikler sig på dette område, og om sagerne vil blive rejst som forsætlige unddragelsessager.

Det vil givet komme som en overraskelse for mangen en aktionær, at aktionærlån i givet fald risikerer at medføre fængselsstraf efter skattestrafferetten, og ikke blot en bøde efter selskabsloven.

 

 

Socialt bedrageri, underslæb og skyldnersvig på den ene side og skattesvig / skatteunddragelse på den anden, indeholder en lang række ubehageligheder, både for ofrene, men også, selvforskyldt, for gerningsmanden i form af den sanktion, han udsættes for.

I den relation er det ikke helt ligegyldigt, hvem ofret er. Dette uanset strafbestemmelsen for grov skattesvig / skatteunddragelse står i det samme kapitel i straffeloven, som de andre typer økonomisk kriminalitet.

Det har dog potentielt meget stor betydning om et forhold f.eks. anses for bedrageri eller groft skattesvig, uanset gerningsindholdet har meget betydelig lighedstræk.

Forskellen i sanktion kan dog være til at tage og føle på. Det skyldes, at netop unddragelser af skat og moms, som det helt klare udgangspunkt vil udløse ubetinget fængselsstraf og tillægsbøder, hvilket ikke er tilfældet ved de ”almindelige” tilfælde af berigelsesforbrydelser.

Højesteret har tidligere udtalt, at denne forskel skyldes, at skattesvig savner den ”normale” økonomiske kriminalitets karakteristika.

Men, hvad er forskellen reelt set?

Udsteder en direktør og anpartshaver falske fakturaer til sit eget selskab for personligt at tilegne sig betalingen, er der ikke så meget tvivl om, at der er realiseret et strafbart forhold, men spørgsmålet er hvilket. At der foreligger et falsk dokument giver sig selv, men hvilken formueforbrydelse, der foreligger, kan have ret væsentlig betydning for, om straffen bliver betinget, eller ubetinget fængsel.  

Betragtes de penge han modtager som maskeret udlodning, vil der være unddraget aktieskat. Lægges den falske faktura ind i selskabets bogføring, vil der opstå et uberettiget fradrag i selskabet, og dermed unddragelse af selskabsskatter. Dertil kommer momsunddragelse, såfremt fakturaen har været belagt med moms.

Det helt klare udgangspunkt i dette tilfælde er ubetinget fængselsstraf, erstatningskrav for det tab SKAT evt. måtte lide vedr. selskabsskatten og momsen, et skattekrav vedr. de unddragne aktieskatter, og til sidst en tillægsbøde svarende til de samlede unddragelser.

Anses forholdet derimod, som en traditionel formueforbrydelse, vil der kunne foreligge skyldnersvig, hvis formålet var at besvige selskabets kreditorer, bedrageri, mandatsvig eller underslæb alt afhængig af forholdene.  Alt med gode muligheder for betinget fængsel.

Var direktøren blot ansat, vil der tillige alt efter omstændighederne kunne foreligge bedrageri, underslæb eller mandatsvig, for præcis den samme handling, og igen med gode muligheder for betinget fængsel.

Forskellen er således, at sanktionen, hvis sagen betragtes som en skatteunddragelsessag, vil blive væsentligt hårdere, i form af ubetinget fængsel.

Og hvorfor egentlig? En besvigelse rammer private, og virksomheder, langt hårdere, og kan potentielt være altødelæggende for en virksomhed.

Så galt går det næppe det offentlige.

 

 


Bøde, bødeforlæg, Skattesvig og Skatteunddragelse er nøgleordene i en lang række skattestraffesager. Rent faktisk er der mere end 5000 bødesager årligt. Disse sager spænder over de små sager, hvor der gives ordensbøder til ret store sager, der afgøres med grov uagtsomhed, og vedtagelse af store bøder.

Ved den grove uagtsomhed, vil bøden udgøre én gange det unddragne beløb, for så vidt angår unddragelser over kr. 60.000, og ½ for den del, der ligger under. Ved forsæt er bøderne dobbelt så store, idet sager med forsætlige unddragelser dog kun kan afgøres med bøde, hvis unddragelsen er under kr. 250.000.

Rigtig mange sager afgøres på dette grundlag, hvilket har meget for sig, da administrativt vedtagne bøder ikke ender på straffeattesten, og alene kan søges inddrevet ved hjælp af SKATs inddrivelsesenhed.

Udfordringen er den række sager, hvor der ikke kan opnås enighed om vedtagelse af bøden. Disse sager ender i retten, og her opstår problemerne, da det er min erfaring, at politiet og anklagemyndigheden ikke har ressourcerne til at behandle alle disse sager.

Sendes sagen til politiet, skal der foretages efterforskning, herunder evt. afhøring af sigtede og vidner, der skal udarbejdes forsvarsgenparter, ligesom forsvareren skal aflønnes for at deltage i afhøring af sigtede og møde i retten. Anklagemyndigheden skal tillige anvende tid på at vurdere og forberede sagen, der endelig skal afgøres i retten.

Det er klart, at dette scenarie er langt mere omfattende og tidskrævende – og dermed dyrere, end afgørelse af en sag i forbindelse med et ansvarsmøde mellem SKAT, sigtede og dennes forsvarer.

Vil sigtede ikke erkende, giver det sig selv, at sagen nødvendigvis må sendes i retten, men det hjælper blot ikke meget, når sagsbehandlingstiden ender med at blive så lang, at bøden nedsættes til det halve, eller i nogle tilfælde helt bortfalder.

Det virker således helt grotesk, at systemet i en række tilfælde, i praksis fungerer sådan, at sigtede kan opnå en gevinst ved at nægte at vedtage en administrativ bøde, uanset han ved, han vil blive dømt i retten, da der er en pæn sandsynlighed for, at bøden bliver nedsat ved domstolene grundet lang sagsbehandlingstid.

Det har vist aldrig været meningen, at domstolsbehandling grundet manglende vedtagelse af en bøde, skulle være en mulighed for at opnå gevinst grundet lang sagsbehandlingstid. Særligt da ikke, når der erindres om de ret betydelige yderligere ressourcer for samfundet en domstolsbehandling kræver.

 Du kan læse meget mere om skattestraffesager her- Skattestraffesag - og hvad så?