Som noget nyt, og os bekendt ikke set tidligere i DK, vil Skattesagsadvokaterne ApS i efteråret opstarte en række online erfa-grupper i relation til grundlæggende skatte og momsproblem-stillinger samt skattestrafferetlige problemstillinger.

Det er vores erfaring, at erfaringsudveksling og sparing er guld værd, og at udbyttet herved står i rigt mål, med den investerede tid. Det er omvendt også vores erfaring, at tiden er knap, og også ofte, for knap til at bruge halve og hele dage på erfamøder. 

Det vil vi lave om på!

Tanken er, at Skattesagsadvokaterne vil være tovholdere på indkaldelse og håndtering af er-fa-møder, der vil foregå online via Skype. Du kan således selv bestemme hvor fra i verden du vil deltage i disse erfa-møder. Møderne vil foregå 6 gange årligt, og vil kun vare én time. Du bruger således kun én time, da du undgår transport mv. Det eneste du skal have er en compu-ter, en netadgang og en Skype konto, der i øvrigt er gratis at få. Deltagelse i erfa-grupperne er ligeledes gratis.

Det er tanken, at det skal være erfa-grupper, hvor der blandt deltagerne diskuteres relevante skatteretlige problemstillinger, herunder skattestrafferetlige. Skattesagsadvokaterne er tovholder for grupperne og sørger for indkaldelse, ligesom vi naturligvis deltager på møderne og kommer med input / oplæg, foreslår temaer m.v.

Såfremt det ønskes blandt medlemmerne, vil der endvidere blive indbudt eksterne indlægs-holdere / eksperter, hvor der kan diskuteres andre juridiske spørgsmål og problemstillinger af relevans for gruppens medlemmer. Dette kan f.eks. være i forhold til erstatningsretlige spørgsmål, ansættelsesretlige spørgsmål m.v.

Det er vores tanke, at hver gruppe skal holdes på max. 10 medlemmer, og at gruppen afholder 6 onlinemøder via Skype årligt. Såfremt der er tilstrækkelig tilslutning, vil der også kunne arrangeres fysiske møder, samt halv- og heldagskurser om relevante emner.

Vi opstarter grupperne i september, og vi har et begrænset antal pladser. Hvis du allerede nu ved, at du ønsker at deltage kan du tilmelde dig på Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. med angivelse af firmanavn, adresse, navn på deltager, e-mail og telefonnummer. 

Du er også meget velkommen til at kontakte os, hvis du ønsker at høre nærmere om konceptet, eller at samarbejde herom. 

Mange hilsner

Skattesagsadvokaterne

 

 

Siden indførelsen af virksomhedspantet er der opstået en hidtil uset mulighed for at opnå betydelige fordele ved salg af aktiver ud af konkursboer til overpris. Det virker helt omsonst, at dette skulle kunne være tilfældet, men modellen er simpel nok.

Har banken fået virksomhedspant i et selskabs aktiver, og har aktionæren som yderligere sikkerhed stillet kaution, vil han ikke få fradrag for sit tab. Tabet vil realiseres, hvis virksomhedspantet ikke slår til, og selskabet ikke i øvrigt kan betale.

Dette ikke fradragsberettigede tab kan undgås, hvis f.eks. varelageret handles ud til overpris til virksomhedsejeren personligt, og det efterfølgende realiseres med tab. I dette tilfælde, vil ejeren have gjort en dårlig handel, men vil omvendt også realisere et fradragsberettiget tab i en personligt ejet virksomhed efterfølgende.

Og, her er der fradrag. Er virksomhedsejeren yderligere gift med en ægtefælle med et meget høj indkomst er modellen dobbelt god.

Vil kurator eller kreditorerne protestere? Nej, naturligvis ikke, aktiverne er jo solgt til en meget gunstig pris.

Problemet er naturligvis, at denne kunstige høje pris alene er aftalt for, at det tab der uundgåeligt realiseres på varelageret ikke sker i selskabet, men hos ejeren efterfølgende. Dermed betaler SKAT en pæn del af tabet qua det fradrag som ejeren opnår i sin personlige virksomhed efterfølgende, i stedet for et ikke fradragsberettiget tab på sin kaution.

Er dette ulovligt? Ja, naturligvis, da der alene handles til overpris for at konstruere tabet i personligt regi, og ikke i selskabets regi, hvor det ikke kan bruges til noget. Selskabet kan ikke bruge et fremførbart underskud, og ejeren har ikke fradrag for sin kaution.

I de helt grelle tilfælde handles der kun aktiver ud fra selskabet og ikke en igangværende virksomhed. I disse tilfælde, vil det sælgende selskab få en salgsmoms, og den købende virksomhed fradrag for momsen. SKAT kan spørge sig selv, hvor stor en del af salgsmomsen SKAT får betalt, og hvor stor en del virksomhedspanthaveren får, og i øvrigt hvorfor der handles med moms umiddelbart før en konkurs.

 

Svaret på det spørgsmål giver sig selv.

 

Med vedtagelsen af lov 152 udvides området for betinget fængsel betydeligt, herunder i skattestraffesagerne, hvor udgangspunktet i henhold til Højesteretspraksis har været ubetinget fængsel, således, at der kun i særlige tilfælde kunne blive tale om betinget fængsel. Højesteret har begrundet dette med, at skattesvig skulle være en særlig form for økonomisk kriminalitet, der savnede den almindelige økonomiske kriminalitets karakteristika.

Det er vanskelligt at se rationalet heri, idet realiteten af gerningen er den samme, ofret bedrages og påføres derved et formuetab. Den eneste forskel er, at gerningen ved ordinært bedrageri går udover et offer, der potentielt set kan miste alt, som følge af bedrageriet. Så galt går det næppe det offentlige. Dertil kommer, at der i sager om skattesvig, udover erstatning / krav på skatten, tillige idømmes en tillægsbøde svarende til den unddragne skat. Gerningsmanden får altså også i økonomisk henseende en hårdere straf.

Med de nye regler anføres direkte, at kriminalitetens form ikke skal tillægges afgørende betydning for valget mellem betinget og ubetinget fængsel, og at adgangen til betinget fængsel, dog ikke gælder for større sager vedr. mere organiserede unddragelser, og kun undtagelsesvist ved fængselsstraffe over 1 ½ år.

straffelovrådet udtalte i forarbejderne til loven, at det er Straffelovrådets generelle opfattelse:

”at kriminalitetens art ikke bør tillægges afgørende betydning for valget mellem samfundstjeneste og ubetinget fængsel i konkrete sager.

Det er således også Straffelovrådets opfattelse, at der ikke er grundlag for fortsat at udvise særlig tilbageholdenhed med at anvende samfundstjeneste i sager om skattesvig. Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at der i sager om skattesvig efter fast praksis idømmes en tillægsbøde svarende til det unddragne beløb. Endvidere skal selve det unddragne beløb også betales.”

Justitsministeriet erklærede sig i forarbejderne enige heri.

Der er således ingen tvivl om, at området for betinget fængsel i skattestraffesagerne udvides betydeligt såfremt der ikke er tale om organiseret- eller bandekriminalitet i større omfang, eller gentagelsestilfælde.

Dermed er der endelig gjort op med Højesterets særegne fortolkning af skattestraffesagernes karakter, som en særlig form for økonomisk kriminalitet, der savner den ”alm.” økonomiske kriminalitets karakteristika. 

 

Satserne for hvilke virksomheder, der er på halvårsmoms, er løbende øget således, at virksomheder med en omsætning, der ikke overstiger 5 millioner kroner, skal angive og betale moms halvårligt. Virksomheder med en omsætning mellem 5 – 50 millioner kroner, skal angive moms kvartalsvis, og virksomheder med en omsætning over 50 millioner kroner, skal angive månedsvis. Dette gælder dog ikke for nystiftede virksomheder, der som udgangspunkt skal angive kvartalsvist.

Administrativt er det naturligvis en lettelse for rigtig mange, mindre virksomheder at komme på halvårsmoms, og likviditetsmæssigt kan det også være en (midlertidig) lettelse, naturligvis afhængig af om der er positiv eller negativ moms.

Der er dog også farer ved at højne grænserne.

For det første den åbenlyse risiko i, at staten mister penge, da momsen f.eks. for første halvår 2015 først skal angives og betales d. 1. september 2015, for virksomheder på halvårsmoms. Det er en meget lang kredit at give, og kan naturligt give risiko for tab. Enhver advokat med blot den mindste erfaring med inkasso ved, at tid er en væsentlig faktor i forhold til at inddrive penge. Desto længere tid, der går siden skyldner har ”fået noget for pengene” desto svære er de at formå til at betale. Og, desto større risiko er der for, at pengene er brugt til noget andet. 

Den næste risiko er, at det er langt lettere at sløre uregelmæssigheder desto længere en periode en angivelse dækker over, og særligt, når der kun skal angives to gange årligt for en lang række virksomheder. Dertil kommer, at risikoen for unddragelser og manglende angivelse af tilsvar potentielt set stiger desto større gæld, der oparbejdes. Og, der vil helt naturligt, for virksomheder med positiv momsangivelse, blive oparbejdet en større gæld til SKAT henover den 6 måneders periode, angivelsesperioden dækker.

Det er i den forbindelse ikke et ukendt fænomen, at nogle virksomheder vil have benyttet denne likviditet til at fortsætte driften længere end godt er, og have nedbragt andre leverandører. Og, hvad gør man så, når momsen skal angives og betales, med penge, virksomheden allerede har brugt, og når virksomheden ikke kan låne penge til momsen?

Løsningen vil desværre i nogle tilfælde være ligefor, og i værste fald ruller straffesagen. I ”bedste” fald udløses erstatningssager mod ledelsen af selskaberne og omstødelsessager i konkursboerne, med betydelige omkostninger til følge.

Dette skal i øvrigt sammenholdes med, at grænserne for revisionspligt af selskaber tilsvarende løbende er øget, således at en lang række af de selskaber, der er i farezonen end ikke vil blive revideret af revisor. Det er potentielt set en giftig cocktail.

Det er således ikke nødvendigvis at gøre virksomhederne en tjeneste at gøre angivelsesperioderne længere, og grænserne højere, men i stedet at invitere til problemer. 


SKAT har i sin indsatsplan for 2015 meget fornuftigt valgt at sætte fokus på bekæmpelse af sort arbejde, og sort undergrundsøkonomi. SKAT vil i den forbindelse have særligt fokus på data, efterretninger og specialviden for at gribe så lidt ind i hverdagen som muligt, for de borgere der ikke laver fejl.

Samtidig hermed er der bekendt skabt hjemmel til solidarisk hæftelse for unddragne skatter og moms, såfremt der betales mere end kr. 10.000 kontant. Sort arbejde er således ikke længere primært en risiko for den, der udfører det, men også den, der bestiller, og betaler sort arbejde kontant.

SKAT vil med andre ord lave nålestikskontrol, og vil i forbindelse hermed rette særligt fokus på de mange tusinde danskere, der ikke har en skattepligtig indkomst, der umiddelbart modsvarer deres livsstil, eller blot en meget lav skattepligtig indkomst, de såkaldte ”nulskatteborgere”. Altså de, der bruger flere penge, end de burde have, ud fra deres skattepligtige indkomst, og forbrug af opsparing.

Dette er meget fornuftigt, da en meget lav skattepligtig indkomst, sammenholdt med et højt privatforbrug, for en umiddelbar betragtning tyder på urent trav, og skattesnyd.

Sådan behøves det dog ikke langtfra at være, da investering i f.eks. vindmøller, kan medføre at selv meget høje indkomster, grundet afskrivningerne, ender ud i en lav, eller slet ingen, skattepligtig indkomst, uden at det har det fjerneste med skattesnyd at gøre.

Vi må håbe, at SKATs kontrol er så ”topmoderne og intelligent” som skatteministeren udtrykker det, da der helt sikkert i gruppen af 46.000 ”nulskatteborgere” gemmer sig en stor del borgere, der har nul, eller meget lav skat, grundet helt lovlige forhold, f.eks. investering i vindmøller.

Evner SKATs ”intelligente og topmoderne” kontrol ikke at frasortere disse mange borgere, vil resultatet af indsatsen blive det modsatte af det tilsigtede, nemlig at borgere, der intet har gjort galt, udsættes for mistanke for skattesnyd, og udsættes for kontrol.

Det vil være paradoksalt, hvis borgere, der f.eks. har investeret i grøn omstilling, i stedet mistænkes for skattesvig, og det skal blive interessant at se, om det bliver tilfældet, eller om det lykkes SKATs intelligente og topmoderne kontrol at frasortere disse helt lovlige ”nulskatteborgere”.

SKAT har igennem en længere periode fortolket reglerne om anvendelse af udenlandsk indregistrerede biler således, at det udløste registreringspligt, blot bilerne blev brugt i Danmark. Og yderligere, at biler benyttet uden betaling af afgift skulle medføre straf i form af ubetinget fængsel og bøde.

Der er således truffet en række afgørelser i overensstemmelse hermed, ligesom der er afsagt en række straffedomme med ubetinget fængselsstraf og bøde som følge.

Der er blot et problem hermed, og det er at SKAT fundamentalt misforstod reglerne, idet benyttelse af udenlandske biler, efter de dagældende regler, alene udløste registreringsafgift, såfremt der var aftalt en varig brugsret på over 6 måneder.

Konsekvensen? En lang række afgørelser om registreringsafgift skulle genoptages. Det er alt sammen meget godt, og man skulle så tro, at SKAT ville rette ind og ændre afgørelserne, men så simpelt er der ingenting, der er.

Jeg har været involveret i konkrete sager, hvor SKAT pludselig, tvunget af omstændighederne, ændrede standpunkt. Nu var der pludselig ikke længere tale om ret til benyttelse, næ nej, nu var de pågældende pludseligt ejere af bilerne i stedet for.

Det er et meget belejligt synspunkt, idet registreringspligten så alligevel udløses, og så er alt jo godt.

Altså bortset fra et enkelt problem. Straffesagerne er ikke afgjort på baggrund af, at der skulle foreligge ejerskab, og dermed har der været grobund for genoptagelse af de tidligere afgjorte straffesager ved den særlige klageret.

Resultatet af disse genoptagelser? Frifindelse, da det ikke kan bevises, at der foreligger ejerskab, og dermed også at de pågældende uberettiget er blevet dømt grundet SKATs misforståelse af egne regler.

Det skal blive interessant at se om SKAT vil fastholde deres nyvundne standpunkt om ejerskab i de efterfølgende genoptagelsessager i relation til spørgsmålet om afgift, uanset de frifindende straffedomme.

Det skulle ikke undre mig, om SKAT vil fastholde sit, nye synspunkt, under dække af forskellene i beviskravene.

 

Det kan kun tiden vise.


Der har på det seneste været rejst debat om det rimelige og fornuftige i at pålægge domfældte betydelige sagsomkostninger i straffesager, da det risikerer at fastholde den pågældende i kriminalitet.

Dette har meget for sig, da omkostningerne inddrives af SKATs inddrivelsesenhed, som alle andre offentlige krav, og idet den domfældte ofte ikke har nogen reel mulighed for at kunne betale omkostningerne.

SKAT står således meget ofte magtesløse, da der ikke er nogen reel betalingsevne, og dermed ikke nogen reel mulighed for inddrivelse. Dermed ender domfældte i en situation, hvor domfældte på den ene side ikke kan betale, og på den anden side ikke har nogen mulighed for at komme af med gælden, som det offentlige omvendt bruger betydelige og nytteløse ressourcer på at inddrive. Dette selvom det er klart for enhver, at det er håbløst.

Situationen er desto mere uholdbar i skattestraffesagerne, hvor der udover omkostningerne til forsvareren idømmes tillægsbøder svarende til den unddragne skat, oveni selve skatten, og sagsomkostningerne.

Det lyder naturligvis voldsomt imponerede, at domfældte idømmes tillægsbøder, der ofte er i millionklassen, men realiteten er, at det alene er matadorpenge, der aldrig bliver betalt.

Konsekvensen er omvendt, at domfældte påføres en gæld, som domfældte aldrig kommer ud af, hvilket i sig selv kan være en medvirkende årsag til yderligere kriminalitet, og at det offentlige får en betydelig portefølje af dubiøse udestående fordringer, der skal anvendes ressourcer på at søge at inddrive, afbryde forældelse på m.v.

I en lang række sager er det således tillægsbøderne, der udgør den reelle straf, idet fængselsstraffen, når den er afsonet er ude af billedet, således at domfældte kan begynde på en frisk.

Det er blot ikke muligt, når tillægsbøder og sagsomkostninger hænger ved. Det er i den forbindelse særligt urimeligt, at der ikke gives nedslag i tillægsbøderne uanset hvor længe sagerne har verseret, men alene i henhold til praksis i den idømte fængselsstraf.

Det er ikke en rimelig afvejning, og er ikke afbalanceret i forhold til, hvor hård en straf tillægsbøder og idømte sagsomkostninger er, for alle andre, end de helt hårdkogte kriminelle.

 

 

 

Højesteret har i en nylig afsagt dom om beskatning af fri bil accepteret omvendt bevisbyrde, således at det var skatteyderen, der skulle sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for ham. Skatteyderen var eneaktionær og direktør i det selskab, der ejede bilen.

Dette uanset, det som udgangspunkt, i denne type sager, påhviler SKAT at løfte bevisbyrden for, at bilen var stillet til rådighed, da selskabets adresse ikke var sammenfaldende med skatteyderens, og idet bilen ikke havde stået på skatteyderens adresse.

Afgørelsen blev begrundet med, at bilen var uegnet til en håndværksmæssig servicering af selskabets ejendomme, da det var en Porsche 911, der endvidere var uegnet til at opfylde selskabets erhvervsmæssige behov, og yderligere var uegnet til vinterkørsel. Selskabet drev virksomhed med investering i fast ejendom.

Det fremgår ikke af afgørelsen, hvordan de pågældende opgaver så blev serviceret.

Det fremgår ej heller hvilken betydning kammeradvokatens anbringende om, at det var en relativt dyr og eksklusiv bil, der var velegnet til privat kørsel, fik for afgørelsen. Bilen var købt for kr. 600.000.

Dommen viser dog, at hovedaktionærer, der anskaffer erhvervsmæssige køretøjer, der efter SKAT og domstolenes opfattelse ikke er velegnet til at servicere selskabets erhvervsmæssige interesser bliver stillet overfor en omvendt bevisbyrde, der kan være endog meget vanskellig at løfte, og at aktionæren må forvente, at blive mødt med et anbringende om, at dette særligt er gældende, hvis det er en relativt kostbar og eksklusiv bil.

Det sidste anbringende synes ikke at kunne tillægges nogen væsentligt betydning, da det ikke tilkommer SKAT at blande sig i den standard virksomhederne ønsker af deres vognpark. Uanset dette forhold, er det oplagt, at det netop er denne type biler, der påkalder sig SKATs opmærksomhed, og risikoen for en skattesag er således alt andet lige væsentlig større.

Og, i denne skattesag er det altså skatteyderen, der risikerer at blive pålagt bevisbyrden, hvorfor det ved køb af relativt kostbare køretøjer, altså altid bør overvejes nøje, om køretøjet med sikkerhed opfylder virksomhedens erhvervsmæssige behov.

Vi har erfaring med, at SKAT i flere tilfælde har kørt ansvarssager i tilfælde af manglende angivelse af fri bil, og det er klart, at risikoen for en ansvarssag alt andet lige er større, hvis domstolene slår fast, at der i den civile sag er omvendt bevisbyrde, begrundet med, at den pågældende bil endog er uegnet til at varetage selskabets erhvervsmæssige interesser.

Herfra og til, at SKAT finder, at aktionæren med mindst grov uagtsomhed ikke har angivet fri bil, er der ikke langt.

 

Skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5 er en bestemmelse, som mange skatteydere, ufrivilligt, har stiftet bekendtskab med.

Bestemmelsen er meget simpel. Vurderer SKAT, at skatteyderen, eller nogen på dennes vegne, forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, kan myndighederne foretage en ansættelse 10 år tilbage i tid.

Det er således en bestemmelse, der giver rig adgang til at foretage omfattende reguleringer, langt tilbage i tid. Dette har i mange tilfælde, meget for sig, men udfordringen er, at vurderingen af ”forsæt eller grov uagtsomhed” er den samme vurdering, som den der foretages, hvis skatteyderen skal straffes. Det er altså strafferetlige begreber, der er vandret over i skatteretten.

Men, hvem vurderer i første omgang, om ansættelsen med ”forsæt eller grov uagtsomhed” er foretaget på et urigtigt, eller ufuldstændigt grundlag?

Det gør den lokale skattemedarbejder. Den skattemedarbejder, der egentlig er sat i verden for at håndtere skatteansættelsen. Vurderer denne skattemedarbejder, at der ikke er handlet forsætligt eller groft uagtsomt, kan skattemedarbejderen ikke lave en ansættelse, der går op til 10 år tilbage i tiden.

Vurderer skattemedarbejderen omvendt, at dette er tilfældet, kan skatteansættelsen foretages 10 år tilbage i tid. Det siger næsten sig selv, at grænsen for forsæt og grov uagtsomhed, dermed risikerer at blive noget udfordret.

Er denne medarbejder så klædt på til at foretage denne vurdering? Overhovedet ikke. Forsæt og grov uagtsomhed er strafferetlige begreber, og ikke skatteretlige.

Det rejser det næste problem, idet anvendelse af § 27 stk. 1 nr. 5 er et vink med en vognstang til skatteyderen om, at SKAT altså vurderer, at der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Dette gælder uanset SKAT nævner det eller ej, og ligeledes uanset om SKAT direkte angiver, at sagen sendes til ansvarsvurdering, når den er slut.

Skatteydere, der præsenteres for en afgørelse efter § 27 stk. 1 nr. 5, er således pr. definition i risikogruppen for et potentielt strafferetligt efterspil. Dette vel at mærke på baggrund af en skatteansættelse foretaget af en skattemedarbejder, der ofte ikke har det fjerneste begreb om, hvornår forsæt og grov uagtsomhed foreligger, eller hvordan disse begreber anvendes i praksis.

Det er et problem, ligesom det er et relevant spørgsmål, om § 27 stk. 1 nr. 5 overhovedet kan, og bør anvendes, hvis sagen ikke sendes til ansvarsvurdering. Sendes sagen ikke til strafferetlig efterprøvelse, rejses det naturlige spørgsmål, om det i så fald overhovedet, i forbindelse med skatteansættelsen var relevant at gøre gældende, at der skulle være handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Er det omvendt en betingelse for anvendelse af § 27 stk. 1 nr. 5, at sagen skal oversendes, risikeres at der fremprovokeres en række straffesager, idet opstart af en straffesag vil være betingelsen for anvendelse af bestemmelsen.

Problemstillingen bliver desto mere relevant i de tilfælde, hvor SKAT ikke direkte i sine afgørelser tilkendegiver, at sagen vil blive oversendt til en strafferetlig vurdering, når den er endelig afgjort.

Det kan give skatteyderen den, urigtige, forestilling, at sagen er slut, hvis den ikke påklages og skatten betales, såfremt skatteyderen, eller skatteyders rådgivere, ikke kender betydningen af § 27 stk. 1 nr. 5.

Og intet kan være mere forkert. Påklages sagen ikke i disse tilfælde, risikerer skatteyderen, at SKAT tager dette til indtægt for, at skatteyderen er enig i SKATs ansættelse, og at der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Denne ”anerkendelse” vil medføre, at vejen er åben for et strafferetligt efterspil.

Problemet er blot, at SKAT ofte venter med at oversende sagen til ansvarsvurdering, til klagefristen i skattesagen er sprunget, og springer klagefristen, er der ikke meget at gøre. SKATs afgørelse bliver endelig, hvilket unægtelig ikke gør den potentielle efterfølgende straffesag lettere at håndtere.

Spiller SKAT derimod med åbne kort og anfører, at sagen sendes til ansvarsvurdering, når den er endelig slut, er skatteyderen ikke alene nødsaget til at bekæmpe skatteansættelsen, men må gøre dette under en udtrykkelig forudsætning om, at der risikeres en straffesag, hvis sagen tabes.

Den skatteyder, der ikke har råd, eller i øvrigt ressourcer, til at føre sagen, får en straffesag på nakken, når klagefristen på 3 måneder er sprunget. Den skatteyder, der omvendt har ressourcerne til at bekæmpe SKAT hele vejen igennem systemet og holde ”liv” i sagen i årevis, går ofte fri, når sagen er endelig slut, adskillige år senere.

Denne praksis er noget rod. Skatteyderens position afhænger altså i vidt omfang af, om en tilfældig skattemedarbejder vurderer, om skatteyderen har handlet forsætligt, eller groft uagtsomt. Dette er en vurdering, der ikke hører hjemme i SKAT, og som den skatteansættende medarbejder på ingen måde er kvalificeret til at vurdere, eller håndtere.

 

 

Sort arbejde forekommer i mange afskygninger, og kan medføre mange dårligdomme for de involverede, og samfundet.

Det er velkendt, at udførelse af sort arbejde kan medføre et skattesmæk for håndværkeren, og en potentiel efterfølgende skatte- og momsstraffesag. For den, der får udført sort arbejde, kan der potentielt blive tale om et medvirkensansvar til håndværkerens skatte- og momsunddragelse.

Det ses ofte, at sort arbejde kombineres med socialt bedrageri, således at håndværkeren samtidig med, at der udføres sort arbejde modtager offentlige ydelser, ofte i form af dagpenge, sygedagpenge eller bistandshjælp.

Dette er naturligvis dobbelt problematisk, da det udover en skattestraffesag, udløser en sag om socialt bedrageri, og en sanktion i form af karantæne fra A-kassen. Derudover kommer der naturligvis et tilbagebetalingskrav af den uberettigede modtagne udbetaling.

Udover disse velkendte problematikker, er der en knap så velkendt, men mindst lige så alvorlig ”sanktion”, såfremt parterne bliver uenige om det udførte arbejde, eller betalingen herfor. Lov og Ærbarhed.

Lov og Ærbarhed lyder frygtelig gammeldags, og det er det også. Det er et begreb, der daterer sig til Danske Lov fra 1683, og siden har levet en lidt hengemt tilværelse, i hvert fald for offentligheden. Indtil nu.

Essensen af Lov og Ærbarhed er, at parter, der har indgået aftaler i strid med Lov og Ærbarhed, ikke skal kunne få afgjort deres tvist ved domstolene. Domstolene afviser ganske simpelt sagen, såfremt domstolen vurderer, at sagens kerne er i strid med Lov og Ærbarhed.

Pointen er, at udførelse af sort arbejde, er ulovligt, i strid med ”lov”, og dermed vil en tvist, hvor der er aftalt sort betaling, ”risikere” at blive afvist fra domstolene.

Har håndværkeren ikke fået sine penge, får han ikke noget ud af at stævne den, han har udført arbejdet for, domstolen afviser sagen. Er håndværkerens arbejde ikke lavet ordenligt, og kan tvisten ikke løses mellem parterne, kan tvisten altså ikke løses ved retten. Husejeren får altså ikke rettens hjælp til et tæt tag, hvis arbejdet er udført sort.

Sådan er det teoretisk set, byretterne har tidligere behandlet sager, uanset de vedrørte Lov og Ærbarhed, men den seneste Landsretspraksis indikerer, at det er slut nu.

Sagerne bliver afvist, med potentiel økonomisk ruin til følge for parterne, der er henvist til at løse deres konflikt på udenretlig vis.

Udførelse af sort arbejde, og aftaler herom har således aldrig været mere risikable end nu, særligt ikke da begge parter kan spekulere i at påberåbe sig Lov og Ærbarhed, da de ved, at modparten ikke kan søge hjælp ved domstolene.

Undertegnede håber, at domsolene er opmærksomme på, at det må formodes, at der vil opstå tilfælde, hvor den ene part påberåber sig Lov og Ærbarhed, uden at der er grundlag herfor, ene og alene fordi, han ved, at modpartens sag bliver afvist, og kravet tabt. Undertegnede har i hvert fald allerede hørt flere eksempler på, at det har været overvejet, alene fordi muligheden var der.

Denne form for kriminalitet, som der jo reelt er tale om, fortjener ikke meget sympati ved domstolene, der forhåbentlig har fokus herpå.