Det er ulovligt at låne penge i sit eget selskab, desuagtet er der utallige ulovlige lån i de danske selskaber.  Dette har været kendt i umindelig tider, hvor myndighederne dog ikke gjorde synderlig meget aktivt for at sanktionere de ulovlige lån. Det er der nu ændret på i forbindelses med at alle årsrapporter indsendes i struktureret digitalt format – XBRL – der gør det utroligt simpelt at udfinde de selskaber, der har ulovlige lån.

Sanktionen er umiddelbar meget klar, og der er 5 års forældelse fra tilbagebetalingstidspunktet. Bøden er 2,5 % af hovedstolen, såfremt der er tilbagebetalt senest 6 uger efter, der modtages en skrivelse fra styrelsen, og 5 % i alle andre tilfælde. Derudover kommer naturligvis, at lånet skal forrentes.

Dette er dog ikke den eneste sanktion, der risikeres, idet lån i selskabet udløser en umiddelbar beskatning, enten som løn, eller udbytte for den aktionær, der optager lånet. Udfordringen derved er naturligvis, at aktionæren netop har behandlet mellemværende som et lån og ikke, som foreskrevet, som udbytte eller løn, og dermed vil der ikke være indeholdt A skatter, eller udbytteskatter.

Det er naturligvis ulovligt og såvel aktionæren, som selskabet risikerer bødestraf, eller det, der er værre, grundet den manglende indeholdelse og angivelse af skatter.

Det er klart, at der er en lang række tilfælde, hvor det ikke er oplagt, om der foreligger ulovlige aktionærlån, eller lovlig sædvanlig samhandel mellem selskabet og dets ejer. Enhver der har samhandel m.v. med sit selskab bør gøre sig selv den tjeneste at afklare med sin rådgiver, om han er indenfor eller udenfor grænsen for sædvanlig samhandel, idet alternativet er særdeles ubehageligt. Dette gælder særligt i forhold til, at revisor i forbindelse med revisionen er forpligtet til at anføre, hvis der konstateres ulovlige lån, idet revisor i modsat fald, selv risikerer bøder fra revisornævnet.

Den seneste tids undersøgelser viser omvendt også, at de selskaber, hvor revision er fravalgt, har et bemærkelsesværdig mindre antal aktionærlån, end de selskaber, der revideres.

Er dette udtryk for, at ulovlige lån skjules i regnskaberne, og i sagens natur ikke fanges i forbindelse med revisionen, er der ingen tvivl om, at dette vil udløse skærpede sanktioner, måtte det blive opdaget, da myndighederne med rette kan anføre, at det kriminelle forsæt er til stede,  i og med at de reelle forhold i selskabet, er søgt sløret for myndighederne.

Aktionærlån er derfor i alle tilfælde en meget dårlig idé, men sløring heraf er en endnu dårligere idé, da sanktionerne forventeligt vil blive hårdere, og i værste fald vil aktionæren blive mødt med en tiltale gående på forsætlig skattesvig. 

Erhvervsstyrelsens nye lovforslag medfører, at et selskabs ”reelle ejere” skal registreres i et ejerregister. Formålet hermed er, ifølge myndighederne, at søge at undgå økonomisk kriminalitet og at sikre, at der er opdaterede og valide oplysninger om et selskabs endelige ejerkreds.

Dette fremgår klart af styrelsens hjemmeside, hvor følgende er anført:

”Forslaget medfører, at der fremover skal foretages registrering af reelle ejere i selskaber og andre tilsvarende juridiske personer, hvilket skal medvirke til øget gennemsigtighed og gøre det sværere at gemme sig bag forskellige selskabskonstruktioner”

Dette er for så vidt meget fornuftigt, men begrebet ”reelle ejere” er særdeles uheldigt valgt, idet det leder tanken hen imod de begreber, der i forvejen kendes og anvendes som modsætning til reelle ejere, nærmere bestemt de rene formelle ejere, altså stråmænd. Og hvordan skal lovforslaget hindre, at de kriminelle gemmer sig bag fysiske personer, altså stråmand? Det hjælper et register ikke på.  

Eftersom tanken alene er, at det er de endelige / ultimative personlige ejere, der skal registreres, så de ikke kan gemme sig gennem en række holdingselskaber m.v. er det et meget lidt gennemtænkt sprogbrug.

Der kan kun opfordres til at formuleringen ændres i henhold til det formål loven påtænktes at varetage, således at forpligtelsen til registrering påhviler de endelige personlig ejere, de initiale fysiske ejere eller lignende velkendte begreber.

Lovforslaget indeholder endvidere ingen bestemmelser, der skal sikre, at de der formelt set er anført som reelle ejere, nu også er de reelle ejere, og ikke blot stråmænd for de reelle ejere.

Stråmanden bliver i sagens natur ikke reel ejere, blot fordi han formelt set, registreres som sådan. Det er en temmelig naiv tankegang at forestille sig, at registreringspligt umiddelbart ændrer på anvendelse af stråmænd, men det er oplagt, at de rådgivere der i ond tro registrerer stråmænd som reelle ejere, eller gør det groft uagtsomt, står til temmelig ubehagelige straffesager.

Det er reelt set kernen i lovforslaget, som alle rådgivere bør have fokus på, særligt da lovforslaget har tilknytning til hvidvask, hvor der er temmelig høje sanktioner.

Reelt set tjener lovforslaget også en række andre og mindre relevante interesser i forhold til forebyggelse af økonomisk kriminalitet. Disse interesser har langt mere med beskatningsret til Danmark at gøre, i forhold til, hvem der er de endelige reelle ejere. Dette synes at følge direkte af, at ledelsen skal anses for at være de reelle ejere i visse  tilfælde. Og hvor er ledelsens sæde? Sædvanligvis i Danmark, belejligt nok. Dette er dog en helt anden problemstilling, som vi vil følge nøje.

 

Danske virksomheder er registreret med branchekoder i henhold til den drift de udøver. Dette system er velkendt og giver normalt ikke anledning til problemer, udover at det kan være vanskeligt at finde den helt rigtige branche.

Det kan der være mange grunde til, både helt legitime og andre knap så legitime. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, at brodne kar indenfor de brancher der er udset i SKATs indsatsplan, af oplagte årsager pludselig finder ud af, at de er registreret med den forkerte branchekode. Det samme gælder virksomheder, der registreres med økonomisk kriminalitet som formål.

Enhver med interesse i dette område kan, efter at al stamdata er blevet gratis og offentlig tilgængelig, foretage søgninger på branchekoderne og se hvilke virksomheder, der er registreret. Dette giver ofte interessante resultater, indenfor brancher hvor SKAT meget sjældent kommer på kontrol. 

Således som virksomhedsskatteordningen har fungeret siden 2014, vil sikkerhedsstillelse med aktiver i ordningen, for gæld uden for virksomhedsskatteordningen, udløse beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10 stk. 6. Dette lyder umiddelbart simpelt, men eftersom virksomheder omfattet af virksomhedsskatteordningen, som bekendt drives i personligt regi, vil ejeren principielt hæfte med alt, hvad han ejer overfor påtagne forpligtelser, og dermed også aktiverne i virksomhedsskatteordningen.

Og, hvor går grænsen så? Dette er et meget svært spørgsmål at besvare, ligesom grænsen er meget uklar, hvilket de mere end 200 bindende svar, der er på vej igennem systemet, da også klart viser.

Set i lyset af, hvor omfattende konsekvenser et forkert valg kan få for skatteyderen, forekommer bestemmelsens rækkevide i praksis helt urimelig uklar. Det er oplagt, at der ikke indsendes flere end 200 anmodninger om bindende svar, hvis det ikke var fordi, at bestemmelsens rækkevide er uklar og giver usikkerhed.

I værste fald risikeres endda strafansvar, eftersom en pådraget skat skal angives som alle andre skatter, og bliver den ikke det, er skatteyderen principielt i farezonen.

Jeg kan frygte, at lovændringen fra sidste år vil medføre en lang række sager, og at praksis ikke bliver endelig fastslået førend, der foreligger en række principielle afgørelser, som de uheldige skatteydere, der bliver omfattet af sagerne, skal betale for.

Jeg kan derfor kun opfordre til, at der søges et bindende svar, såfremt der er den mindste tvivl, eller at kontakte en rådgiver med viden om den seneste praksis, således at det afklares om der er en risiko.

Den seneste praksis viser netop, at man skal holde tungen lige i munden. Den seneste sag på området vedrørte en personlig kaution for et 100 % ejet selskab, som Skatterådet dog ikke fandt ville udløse beskatning efter virksomhedsskatteordningen, da kautionen ikke blev stillet for at bibringe kredit i privatsfæren for ejeren.

Faktum i den konkrete sag var, at spørgeren ejede et selskab, der købte en ejendom for 30 mio. kr., hvoraf de 27 var finansieret med realkreditlån.

Realkreditinstituttet krævede, ud over pant i ejendommen, en selvskyldnerkaution for lånet fra hovedanpartshaveren.

Spørgsmålet i sagen var, om en sådan kaution udløste beskatning efter virksomhedsskatteloven.

Skatterådet fandt ikke, at der i det konkrete tilfælde ville blive udløst skat, idet der ikke direkte var stillet sikkerhed i aktiver i virksomhedsordningen, for gæld i privatsfæren, men stillet personlig kaution for gæld i et af spørgeren ejet selskab.

Udgangspunktet i forhold til kautioner er, at det forhold, at der er stillet en personlig kaution, i sig selv ikke er nok til, at aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, anses for at være stillet til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i ordningen.

En kaution kan dog alligevel efter en konkret vurdering i visse tilfælde udløse beskatning, men dette vil typisk kræve, at der er sammenhæng mellem den stillede kaution og muligheden for kredit i privatsfæren.

SKAT udtalte herom i sagen, at

”henset til det oplyste forudsætter SKAT, at den stillede kaution ikke indgår som led i et arrangement, der helt eller delvist har som formål at skaffe kredit for spørger i privatsfæren” 

Der med også sagt, at var kautionen stillet for at skaffe kredit i privatsfæren ville det potentielt set have udløst skat i virksomhedsskatteordningen.

Skatterådet har i en anden helt ny afgørelse bekræftet, at dette ville være tilfældet, hvis der blev stillet sikkerhed for et boslodskrav i forbindelse med skilsmisse i aktiver omfattet af virksomhedsskatteordningen. Foretager den tidligere ægtefælle derimod udlæg til sikkerhed for sit krav, vil dette ikke udløse beskatning, da der ikke er tale om en aftalt sikkerhed. Man kan således levende forestille sig, hvordan bestemmelsen herefter vil blive omgået i praksis, hvilket formentlig også vil give anledning til sager.

SKAT kom i sagen med kautionen for selskabet, i øvrigt med en ofte overset tilføjelse om, at:

”Det bemærkes, at SKAT ikke herved har taget stilling til markedsværdien af et løbende vederlag for at stille selvskyldnerkaution til rådighed for selskabet, jf. ligningslovens § 2.”

Den sidste tilføjelse er interessant, idet praksis tilsiger, at der skal ske vederlæggelse i henhold til markedsværdien af at stille en selvskyldnerkaution på 27 millioner kr. til rådighed for sit selskab.

Vederlaget er naturligvis skattepligtigt for aktionæren, som kapitalindkomst, og fradragsberettiget for selskabet. Hvilken værdi en sådan selvskyldnerkaution har afhænger af de konkrete forhold, herunder om der er nogen reel betalingsevne hos kautionisten.

 

 

 

 

 

 

Du kan nu også følge os på Facebook, hvor vi lægger mindre nyheder og opslag af generel interesse op. Vi vil på Facebook lave mindre indlæg, der til gengæld altid vil være topaktuelle.

Du kan følge os på Skattesagsadvokaternes Facebookside her:

 

 Husk, at du også kan følge os på Skattesagsadvokaternes Linkedinside her:

 

Sagerne om fri bil er velkendte, og problemstillingen gennemtærsket igennem en lang årrække. SKAT er meget nidkære med at kontrollere, og formode, at aktionærer, og andet godtfolk, der har firmabil, nok også har rådighed over bilen til privat anvendelse.

I mange tilfælde har formodningen noget for sig, og beskatningen berettiget.

Det er dog interessant, at SKATs kreativitet ikke rækker længere end til den åbenlyse regulering, af de typetilfælde, der er klare for enhver.

Enhver skattemedarbejder med blot den mindste smule respekt for sin egen grundlæggende mistro mod skatteydere, burde stille sig spørgsmålet, i de tilfælde, hvor der sker beskatning af fri bil: Dækker omkostningerne, og beskatningen, til den frie bil, nu også kun denne ene bil?

Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at benzinkortet til den frie bil ligger løst i lommen, når skatteyderen med fri bil, bruger familiens anden bil, der ellers skulle tankes og betales med private, beskattede midler.

Og, det er et fåtal af biler, der evner skiftevis at køre på benzin og diesel, eller har behov for at blive vasket mere end 2 gange om ugen. Det er også meget få biler i dag, der kun evner at køre 4 - 6 km. pr. liter brændstof, med mindre, der er tale om meget dyre specialbiler. Hvad med værkstedsregningerne da? Her skal der ej heller meget fantasi til at forestille sig scenariet, når skatteyder skal vælge mellem sit eget, eller firmaets kort. Dette gælder særligt, hvis det er skatteyderens eget firma / selskab.

 

Mulighederne er mange, og rækker langt udover de ganske trivielle tilfælde, hvor SKAT lykkedes med at beskatte fri bil. Det interessante spørgsmål, er i langt flere tilfælde, hvor mange biler dækker beskatningen, når regnestykket endeligt skal opgøres?

 

 

Skandalen med den formodede svindel med refusioner af ”indeholdt” udbytteskat trækker i disse dage store overskrifter, hvilket sagens omfang taget i betragtning, dårligt kan siges at være overraskende.

Det interessante i denne sammenhæng synes at være, at transaktionerne har været så åbenlyse, at man har søgt refusion for udbytte vedrørende selskaber, der end ikke har udbetalt udbytte i en årrække.

Dermed har man enten været helt usædvanlig koldblodig, eller hvad der er endnu værre, haft en rimelig sikker formodning om ikke at blive opdaget. Er det sidste tilfældet, er der optræk til en virkelig skandale.

Det er således interessant, hvorfor der ikke er nogen, der har interesseret sig for de åbenlyse faresignaler, der har været allerede i 2010 og senest i 2013 i forbindelse med SKATs interne revisorers rapport.

Alle er enige om at være chokerede, indigneret m.v., men hvorfor er der ingen, der tidligere har råbt vagt i gevær og forholdt sig til de åbenlyse svagheder, der blev påpeget, senest i 2013? I virkeligheden er rapporten fra 2013 det tætteste man kommer til en manual over sikre adgange til at gennemføre omfattende svindel, uden nævneværdig opdagelsesrisiko. Ingen kriminel kunne have ønsket sig mere.

Havde man i sin vildeste fantasi i fuld alvor troet, at man kunne redegøre for så klare og oplagte svagheder, uden at det ville blive udnyttet? Har man troet det, har man været med end sædvanlig naiv. Det er i virkeligheden den største skandale, at man ikke har gennemskuet konsekvenserne af ikke at gøre noget effektivt for at lukke hullerne.

Reelt set virker det som om, at der ikke er nogen af de eksperter, der nu udtaler sig, der forud for denne sag har interesseret sig det fjerneste for, eller haft den mindste viden om, hvordan SKATs procedurer har været. Det samme synes at være tilfældet, for alle politikere, embedsmænd, ansatte ved SKAT og andet godtfolk, der ikke vil kendes ved den viden, de har haft, eller burde have haft på daværende tidspunkt.

Det er 2 år siden, rapporten forelå, og de eneste, der synes at have fattet interesse for rapportens konklusioner, og forstået de fulde konsekvenser heraf, er altså de kriminelle, der tilsyneladende står bag svindlen. De har uhindret kunne udnytte de svagheder, der blev konkluderet i rapporten til deres økonomiske kriminalitet.

Det er tankevækkende, at svindlen end ikke er blevet opdaget af de danske myndigheder, der altså lystigt udbetalte refusioner, indtil de blev tippet om sagen.

Realiteten er altså, at ingen kriminelle reelt set kunne have ønsket sig en bedre manual til at begå svindel, end denne rapport, der helt åbenlyst viser svagheden i SKATs kontroller, eller mangel på samme.

Vi taler her om en af verdens dyreste, mest digitaliserede, offentlige sektorer, der havde adgang til alle oplysninger om udbetaling af udbytter, og endog således af sin egen interne revision var blevet advaret om risikoen. Til trods herfor, har man altså ladt en ladeport stående åben, for hel ordinær, gemen svindel. Man har endog alene haft et fåtal af medarbejdere til at håndtere refusionsansøgningerne til trods for advarslerne.

Det kan dårligt overraske, at disse muligheder har givet anledning til svindel, andet ville faktisk have været overraskende. Dette gælder særligt, når myndighederne endog er så venlige at henlede opmærksomheden på mulighederne. Altså for dem, der har interesseret sig for, og haft adgang til rapportens konklusioner.

Det er dybt pinligt, for alle der har været involveret i denne sag, at man har påpeget helt åbenlyse muligheder for svindel, og efterfølgende ikke gør reelle effektive tiltag til at lukke disse muligheder, men blot lader stå til.

 

Resultatet? Det giver, som altid, sig selv.

 

Der er mange sammenhænge, der er tilfældige, og så er der de sammenhænge, der umiddelbart virker lidt for belejlige til at være tilfældige. Dette dog uden, at der er bevis herfor.

SKATs stærkt stigende fokus på transfer pricing, samtidig med afskaffelsen af omkostningsgodtgørelsen for selskaber, er et af disse tilfælde.

Sagen er den, at i en 5 års periode forud for afskaffelsen af omkostningsgodtgørelsen for selskaber, var de samlede transfer pricing reguleringer på 16,7 mia. kr., og i de 5 efterfølgende år (incl. 2009 hvor godtgørelsen blev afskaffet) på 73,2 mia. kr.

Det er en stigning på mere end 400 % - tilfældigt? Måske, men ikke desto mindre en særdeles god timing af SKAT at øge sit fokus på netop dette område, i forbindelse med, at selskabernes adgang til dækning af omkostningerne ved at føre en evt. sag, blev fjernet.

Dette gælder også selvom selskaberne vinder. Det gør det, alt andet lige, langt mindre omkostningstungt, og risikabelt for staten at føre sagerne, også de tvivlsomme, som praksis viser, man ikke har holdt sig tilbage fra. Tendensen fortsætter endda, således, at de samlede forhøjelser i 2014 på transfer pricing var ca. 20 mia. kr.

Det interessante er naturligvis, at statens udgifter til sin egen advokat, kammeradvokaten, har været støt stigende. Det er dog ikke overraskende, alle ved, at det er dyrt at føre alle disse store, tunge sager om transfer pricing. Den enes død, den andens brød, sådan har det altid været.

En anden godt timet følge af ophævelsen af omkostningsgodtgørelse, er alle de reguleringer, der har været som en følge af finanskrisen, berettiget eller ej.

Med ophævelsen af adgang til godtgørelse, resterer kun et fradrag for omkostningerne, ved at bekæmpe en forkert ansættelse, men et fradrag er ikke meget bevendt for et selskab, der måske i forvejen kører med underskud.

Konsekvensen heraf er klar for enhver, SKATs afgørelse bliver ikke anfægtet, og medfører i en lang række tilfælde det sidste skub udover kanten.

Dermed bliver SKAT ofte største kreditor, hvilket er særdeles praktisk, for derved bliver det SKATs advokat, der bliver valgt som kurator, altså kammeradvokaten.

Den største vinder af ophævelsen af godtgørelsen ender således reelt set med at blive statens egen advokat, der vinder både på gyngerne og karrusellerne.

Taberne af dette, tilfældige, men ualmindeligt veltimede indgreb i retssikkerheden? Det er selskaberne, og de erhvervsdrivende, der har valgt at drive deres virksomhed i selskabsform. Dette gælder uanset, om de vinder deres sag, eller ej.

Tilfældigt? Måske, måske ikke.

Det har i en lang periode været udgangspunktet, i henhold til Højesterets praksis, at skatte-, moms- og af-giftsunddragelser udløste ubetinget fængselsstraf. Dette gjorde sig gældende, med mindre der forelå ganske særlige forhold, der talte for det modsatte. Denne praksis er ændret med virkning fra juni 2015 således, at adgangen til betinget fængsel er udvidet i et meget betydeligt omfang. 

Dette gælder for de tilfælde, der ikke udløser mere end 1 ½ års fængsel, og ikke relaterer sig til organiseret bandekriminalitet m.v. 

Det har omvendt også, forud for juni 2015, været fast praksis, at i tilfælde af at der forelå ganske særlige om-stændigheder, kunne straffen gøres helt eller delvist betinget. Ganske særlige omstændigheder kunne eksem-pelvis være uforholdsvis lang sagsbehandlingstid i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6 om ”fair trial”. 

I skattestraffesager er det helt klare udgangspunkt, at der udover fængselsstraf også udmåles en tillægsbøde svarende til den skat-, moms, eller de afgifter, der er søgt unddraget, eller som er unddraget. 

Det er flere gange fastslået i praksis, at den ”rabat” der kunne gives, efter den gamle praksis, var nedslag i den ubetingede fængselsstraf, men ikke nedslag i den tillægsbøde, som domsfældelse ville medføre. Dette gjorde sig ligeledes gældende, så tillægsbøden ej heller blev gjort betinget. At der så indgås aftaler med anklagemyn-digheden, der afviger herfra, er en helt anden sag. 

Udgangspunktet var således klart. Den pris myndighederne skulle betale for at krænke den europæiske men-neskerettighedskonvention, var rabat på den ubetingede fængselsstraf, men ikke tillægsbøden. 

Idet adangen til betinget fængsel nu er udvidet betydeligt, selvom der ikke foreligger særlige omstændighe-der, giver det anledning til det helt grundlæggende spørgsmål: hvis udgangspunktet i forvejen er betinget fængsel, hvordan skal rabatten for overtrædelse af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6 så udmåles?

Forarbejderne til lov 152, der udvidede adgangen til betinget fængsel i skattestraffesagerne, nævner intet om denne problemstilling, der omvendt er uhyre praktisk relevant.

Det giver ikke meget mening at gøre gældende, at rabatten er indeholdt i den betingede fængselsstraf, idet det i givet fald vil være omkostningsfrit for myndighederne at sylte sagen og krænke konventionen. Det giver lige så lidt mening at reducere den betingede fængselsstraf, da det de facto er uden betydning for domfældte. 

Den eneste reelle retsvirkning vil være i relation til tillægsbøden, således at denne enten gøres betinget eller bortfalder, helt eller delvist. For krænkelsen i eksemplet med den europæiske konvention vil fortsat foreligge, og det skal kompenseres. Nu blot ud fra en ny grundlæggende standard for sanktionsniveauet.

Dette gælder endvidere særligt, da tillægsbøderne ofte opleves som den reelle straf i denne type sager, da domfældte får mere end svært ved at komme økonomisk på fode igen. Dette gælder, uanset det strafbare forhold ofte er begået en længere årrække forud for dommen, ofte op imod 10 år. Dette gælder også uanset domfældte, hverken før eller efter, har begået noget strafbart forhold. 

Det skal derfor blive uhyre interessant at se, hvor domstolene lægger linjen fremover i skattestraffesagerne, i relation til udmåling af ”rabat” i straffen, eksempelvis som følge af overtrædelse af den europæiske menne-skerettighedskonvention, når rabatten ikke længere kan gives ved, at en ubetinget fængselsstraf bliver gjort helt eller delvist betinget.

 

 

Rådighed over aktiver og brug af aktiver er to meget forskellige ting, som praksis indenfor skatteretten viser, selvom det umiddelbart kan forekomme som to sider af samme sag.

Forskellen er dog til at tage og føle på, særligt i bevismæssig henseende, som praksis meget klart viser.

Ønsker skattemyndighederne at gennemføre en beskatning f.eks. af fri bil eller bolig er det tilstrækkeligt, at skatteyderen har haft ”rådighed” over det pågældende aktiv, men hvilken rådighed er så det?

Det er såmænd rådighed over aktivet, således at skatteyderen kan bruge det, måtte det ønskes. Der er således ikke tale om en rådighed til at disponere som ejer m.v., men alene retten til rent praktisk at bruge det pågældende aktiv. Beskatningen gennemføres uanset om aktivet så rent faktisk bruges eller ej.

Det er langt hen ad vejen skatteyderen, der i praksis ender med at skulle påvise, at han ikke har haft rådighed, hvilket ofte kan være ganske vanskelligt. Dette gælder særligt i hovedaktionærselskaber m.v.

Meget ofte vil der også i praksis blive lagt vægt på en formodning for, at et aktiv, der har høj grad af privat brugsværdi har været til rådighed for skatteyderen, f.eks. biler, huse, sommerboliger m.v.

Dette gælder særligt, hvis aktivet ikke bevisligt har været anvendt i erhvervsmæssig henseende i forbindelse med et selskabs ejerskab, idet det, meget logisk, har formodningen imod sig, at et aktiv af en ofte betydelig værdi, ikke anvendes til noget.

Det interessante er, at bagsiden af den medalje er meget anderledes for skatteyderen.

Ønsker skatteyderen at sælge et aktiv skattefrit f.eks. et sommerhus eller en bolig vil det kræve bevis for at aktivet har været brugt / tjent til bopæl for skatteyderen. Her er den blotte rådighed over aktivet altså ikke tilstrækkelig. Skatteyderen skal bevise, at aktivet har været benyttet.

Det interessante i den sammenhæng er, at den fuldstændige rådighed over et aktiv, både i praktisk og juridisk forstand ikke tillægges den store betydning i forbindelse med vurderingen af, om aktivet har været brugt. Der skal foreligge bevis for det faktiske brug.

Det gælder altså ikke en formodning om, at en sommerhusejer, der f.eks. med privat beskattede midler har købt et sommerhus til 2 millioner kroner, har haft fri og uhindret rådighed over huset, nu også har brugt det privat.

Det virker paradoksalt, at når SKAT ønsker at gennemføre en beskatning er rådighed tilstrækkeligt, og at der gælder en formodning for rådighed over aktiver, der er egnet til privat benyttelse, medens der omvendt for skatteyderen ikke gælder en formodning for benyttelse af aktiver, som skatteyderen har den fulde juridiske og praktiske rådighed over.

I realiteten vil ”brug” da også være et delelement af rådighed, idet den praktiske benyttelse af et aktiv, netop vil væren den naturlige konsekvens af at have et aktiv til rådighed for benyttelse. Det virker derfor kunstigt at bortse fra manglende brug som et element i vurderingen af rådighed, når den faktiske brug omvendt dokumenterer rådigheden.

Dette gælder særligt, idet skatteyderens frie og fuldstændige faktisk og juridiske rådighed over et aktiv ikke tillægges nævneværdig bevisværdi i forbindelse med beviset for brug af aktivet.