Sagerne om fri bil er velkendte, og problemstillingen gennemtærsket igennem en lang årrække. SKAT er meget nidkære med at kontrollere, og formode, at aktionærer, og andet godtfolk, der har firmabil, nok også har rådighed over bilen til privat anvendelse.

I mange tilfælde har formodningen noget for sig, og beskatningen berettiget.

Det er dog interessant, at SKATs kreativitet ikke rækker længere end til den åbenlyse regulering, af de typetilfælde, der er klare for enhver.

Enhver skattemedarbejder med blot den mindste smule respekt for sin egen grundlæggende mistro mod skatteydere, burde stille sig spørgsmålet, i de tilfælde, hvor der sker beskatning af fri bil: Dækker omkostningerne, og beskatningen, til den frie bil, nu også kun denne ene bil?

Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at benzinkortet til den frie bil ligger løst i lommen, når skatteyderen med fri bil, bruger familiens anden bil, der ellers skulle tankes og betales med private, beskattede midler.

Og, det er et fåtal af biler, der evner skiftevis at køre på benzin og diesel, eller har behov for at blive vasket mere end 2 gange om ugen. Det er også meget få biler i dag, der kun evner at køre 4 - 6 km. pr. liter brændstof, med mindre, der er tale om meget dyre specialbiler. Hvad med værkstedsregningerne da? Her skal der ej heller meget fantasi til at forestille sig scenariet, når skatteyder skal vælge mellem sit eget, eller firmaets kort. Dette gælder særligt, hvis det er skatteyderens eget firma / selskab.

 

Mulighederne er mange, og rækker langt udover de ganske trivielle tilfælde, hvor SKAT lykkedes med at beskatte fri bil. Det interessante spørgsmål, er i langt flere tilfælde, hvor mange biler dækker beskatningen, når regnestykket endeligt skal opgøres?

 

 

Skandalen med den formodede svindel med refusioner af ”indeholdt” udbytteskat trækker i disse dage store overskrifter, hvilket sagens omfang taget i betragtning, dårligt kan siges at være overraskende.

Det interessante i denne sammenhæng synes at være, at transaktionerne har været så åbenlyse, at man har søgt refusion for udbytte vedrørende selskaber, der end ikke har udbetalt udbytte i en årrække.

Dermed har man enten været helt usædvanlig koldblodig, eller hvad der er endnu værre, haft en rimelig sikker formodning om ikke at blive opdaget. Er det sidste tilfældet, er der optræk til en virkelig skandale.

Det er således interessant, hvorfor der ikke er nogen, der har interesseret sig for de åbenlyse faresignaler, der har været allerede i 2010 og senest i 2013 i forbindelse med SKATs interne revisorers rapport.

Alle er enige om at være chokerede, indigneret m.v., men hvorfor er der ingen, der tidligere har råbt vagt i gevær og forholdt sig til de åbenlyse svagheder, der blev påpeget, senest i 2013? I virkeligheden er rapporten fra 2013 det tætteste man kommer til en manual over sikre adgange til at gennemføre omfattende svindel, uden nævneværdig opdagelsesrisiko. Ingen kriminel kunne have ønsket sig mere.

Havde man i sin vildeste fantasi i fuld alvor troet, at man kunne redegøre for så klare og oplagte svagheder, uden at det ville blive udnyttet? Har man troet det, har man været med end sædvanlig naiv. Det er i virkeligheden den største skandale, at man ikke har gennemskuet konsekvenserne af ikke at gøre noget effektivt for at lukke hullerne.

Reelt set virker det som om, at der ikke er nogen af de eksperter, der nu udtaler sig, der forud for denne sag har interesseret sig det fjerneste for, eller haft den mindste viden om, hvordan SKATs procedurer har været. Det samme synes at være tilfældet, for alle politikere, embedsmænd, ansatte ved SKAT og andet godtfolk, der ikke vil kendes ved den viden, de har haft, eller burde have haft på daværende tidspunkt.

Det er 2 år siden, rapporten forelå, og de eneste, der synes at have fattet interesse for rapportens konklusioner, og forstået de fulde konsekvenser heraf, er altså de kriminelle, der tilsyneladende står bag svindlen. De har uhindret kunne udnytte de svagheder, der blev konkluderet i rapporten til deres økonomiske kriminalitet.

Det er tankevækkende, at svindlen end ikke er blevet opdaget af de danske myndigheder, der altså lystigt udbetalte refusioner, indtil de blev tippet om sagen.

Realiteten er altså, at ingen kriminelle reelt set kunne have ønsket sig en bedre manual til at begå svindel, end denne rapport, der helt åbenlyst viser svagheden i SKATs kontroller, eller mangel på samme.

Vi taler her om en af verdens dyreste, mest digitaliserede, offentlige sektorer, der havde adgang til alle oplysninger om udbetaling af udbytter, og endog således af sin egen interne revision var blevet advaret om risikoen. Til trods herfor, har man altså ladt en ladeport stående åben, for hel ordinær, gemen svindel. Man har endog alene haft et fåtal af medarbejdere til at håndtere refusionsansøgningerne til trods for advarslerne.

Det kan dårligt overraske, at disse muligheder har givet anledning til svindel, andet ville faktisk have været overraskende. Dette gælder særligt, når myndighederne endog er så venlige at henlede opmærksomheden på mulighederne. Altså for dem, der har interesseret sig for, og haft adgang til rapportens konklusioner.

Det er dybt pinligt, for alle der har været involveret i denne sag, at man har påpeget helt åbenlyse muligheder for svindel, og efterfølgende ikke gør reelle effektive tiltag til at lukke disse muligheder, men blot lader stå til.

 

Resultatet? Det giver, som altid, sig selv.

 

Der er mange sammenhænge, der er tilfældige, og så er der de sammenhænge, der umiddelbart virker lidt for belejlige til at være tilfældige. Dette dog uden, at der er bevis herfor.

SKATs stærkt stigende fokus på transfer pricing, samtidig med afskaffelsen af omkostningsgodtgørelsen for selskaber, er et af disse tilfælde.

Sagen er den, at i en 5 års periode forud for afskaffelsen af omkostningsgodtgørelsen for selskaber, var de samlede transfer pricing reguleringer på 16,7 mia. kr., og i de 5 efterfølgende år (incl. 2009 hvor godtgørelsen blev afskaffet) på 73,2 mia. kr.

Det er en stigning på mere end 400 % - tilfældigt? Måske, men ikke desto mindre en særdeles god timing af SKAT at øge sit fokus på netop dette område, i forbindelse med, at selskabernes adgang til dækning af omkostningerne ved at føre en evt. sag, blev fjernet.

Dette gælder også selvom selskaberne vinder. Det gør det, alt andet lige, langt mindre omkostningstungt, og risikabelt for staten at føre sagerne, også de tvivlsomme, som praksis viser, man ikke har holdt sig tilbage fra. Tendensen fortsætter endda, således, at de samlede forhøjelser i 2014 på transfer pricing var ca. 20 mia. kr.

Det interessante er naturligvis, at statens udgifter til sin egen advokat, kammeradvokaten, har været støt stigende. Det er dog ikke overraskende, alle ved, at det er dyrt at føre alle disse store, tunge sager om transfer pricing. Den enes død, den andens brød, sådan har det altid været.

En anden godt timet følge af ophævelsen af omkostningsgodtgørelse, er alle de reguleringer, der har været som en følge af finanskrisen, berettiget eller ej.

Med ophævelsen af adgang til godtgørelse, resterer kun et fradrag for omkostningerne, ved at bekæmpe en forkert ansættelse, men et fradrag er ikke meget bevendt for et selskab, der måske i forvejen kører med underskud.

Konsekvensen heraf er klar for enhver, SKATs afgørelse bliver ikke anfægtet, og medfører i en lang række tilfælde det sidste skub udover kanten.

Dermed bliver SKAT ofte største kreditor, hvilket er særdeles praktisk, for derved bliver det SKATs advokat, der bliver valgt som kurator, altså kammeradvokaten.

Den største vinder af ophævelsen af godtgørelsen ender således reelt set med at blive statens egen advokat, der vinder både på gyngerne og karrusellerne.

Taberne af dette, tilfældige, men ualmindeligt veltimede indgreb i retssikkerheden? Det er selskaberne, og de erhvervsdrivende, der har valgt at drive deres virksomhed i selskabsform. Dette gælder uanset, om de vinder deres sag, eller ej.

Tilfældigt? Måske, måske ikke.

Det har i en lang periode været udgangspunktet, i henhold til Højesterets praksis, at skatte-, moms- og af-giftsunddragelser udløste ubetinget fængselsstraf. Dette gjorde sig gældende, med mindre der forelå ganske særlige forhold, der talte for det modsatte. Denne praksis er ændret med virkning fra juni 2015 således, at adgangen til betinget fængsel er udvidet i et meget betydeligt omfang. 

Dette gælder for de tilfælde, der ikke udløser mere end 1 ½ års fængsel, og ikke relaterer sig til organiseret bandekriminalitet m.v. 

Det har omvendt også, forud for juni 2015, været fast praksis, at i tilfælde af at der forelå ganske særlige om-stændigheder, kunne straffen gøres helt eller delvist betinget. Ganske særlige omstændigheder kunne eksem-pelvis være uforholdsvis lang sagsbehandlingstid i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6 om ”fair trial”. 

I skattestraffesager er det helt klare udgangspunkt, at der udover fængselsstraf også udmåles en tillægsbøde svarende til den skat-, moms, eller de afgifter, der er søgt unddraget, eller som er unddraget. 

Det er flere gange fastslået i praksis, at den ”rabat” der kunne gives, efter den gamle praksis, var nedslag i den ubetingede fængselsstraf, men ikke nedslag i den tillægsbøde, som domsfældelse ville medføre. Dette gjorde sig ligeledes gældende, så tillægsbøden ej heller blev gjort betinget. At der så indgås aftaler med anklagemyn-digheden, der afviger herfra, er en helt anden sag. 

Udgangspunktet var således klart. Den pris myndighederne skulle betale for at krænke den europæiske men-neskerettighedskonvention, var rabat på den ubetingede fængselsstraf, men ikke tillægsbøden. 

Idet adangen til betinget fængsel nu er udvidet betydeligt, selvom der ikke foreligger særlige omstændighe-der, giver det anledning til det helt grundlæggende spørgsmål: hvis udgangspunktet i forvejen er betinget fængsel, hvordan skal rabatten for overtrædelse af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6 så udmåles?

Forarbejderne til lov 152, der udvidede adgangen til betinget fængsel i skattestraffesagerne, nævner intet om denne problemstilling, der omvendt er uhyre praktisk relevant.

Det giver ikke meget mening at gøre gældende, at rabatten er indeholdt i den betingede fængselsstraf, idet det i givet fald vil være omkostningsfrit for myndighederne at sylte sagen og krænke konventionen. Det giver lige så lidt mening at reducere den betingede fængselsstraf, da det de facto er uden betydning for domfældte. 

Den eneste reelle retsvirkning vil være i relation til tillægsbøden, således at denne enten gøres betinget eller bortfalder, helt eller delvist. For krænkelsen i eksemplet med den europæiske konvention vil fortsat foreligge, og det skal kompenseres. Nu blot ud fra en ny grundlæggende standard for sanktionsniveauet.

Dette gælder endvidere særligt, da tillægsbøderne ofte opleves som den reelle straf i denne type sager, da domfældte får mere end svært ved at komme økonomisk på fode igen. Dette gælder, uanset det strafbare forhold ofte er begået en længere årrække forud for dommen, ofte op imod 10 år. Dette gælder også uanset domfældte, hverken før eller efter, har begået noget strafbart forhold. 

Det skal derfor blive uhyre interessant at se, hvor domstolene lægger linjen fremover i skattestraffesagerne, i relation til udmåling af ”rabat” i straffen, eksempelvis som følge af overtrædelse af den europæiske menne-skerettighedskonvention, når rabatten ikke længere kan gives ved, at en ubetinget fængselsstraf bliver gjort helt eller delvist betinget.

 

 

Rådighed over aktiver og brug af aktiver er to meget forskellige ting, som praksis indenfor skatteretten viser, selvom det umiddelbart kan forekomme som to sider af samme sag.

Forskellen er dog til at tage og føle på, særligt i bevismæssig henseende, som praksis meget klart viser.

Ønsker skattemyndighederne at gennemføre en beskatning f.eks. af fri bil eller bolig er det tilstrækkeligt, at skatteyderen har haft ”rådighed” over det pågældende aktiv, men hvilken rådighed er så det?

Det er såmænd rådighed over aktivet, således at skatteyderen kan bruge det, måtte det ønskes. Der er således ikke tale om en rådighed til at disponere som ejer m.v., men alene retten til rent praktisk at bruge det pågældende aktiv. Beskatningen gennemføres uanset om aktivet så rent faktisk bruges eller ej.

Det er langt hen ad vejen skatteyderen, der i praksis ender med at skulle påvise, at han ikke har haft rådighed, hvilket ofte kan være ganske vanskelligt. Dette gælder særligt i hovedaktionærselskaber m.v.

Meget ofte vil der også i praksis blive lagt vægt på en formodning for, at et aktiv, der har høj grad af privat brugsværdi har været til rådighed for skatteyderen, f.eks. biler, huse, sommerboliger m.v.

Dette gælder særligt, hvis aktivet ikke bevisligt har været anvendt i erhvervsmæssig henseende i forbindelse med et selskabs ejerskab, idet det, meget logisk, har formodningen imod sig, at et aktiv af en ofte betydelig værdi, ikke anvendes til noget.

Det interessante er, at bagsiden af den medalje er meget anderledes for skatteyderen.

Ønsker skatteyderen at sælge et aktiv skattefrit f.eks. et sommerhus eller en bolig vil det kræve bevis for at aktivet har været brugt / tjent til bopæl for skatteyderen. Her er den blotte rådighed over aktivet altså ikke tilstrækkelig. Skatteyderen skal bevise, at aktivet har været benyttet.

Det interessante i den sammenhæng er, at den fuldstændige rådighed over et aktiv, både i praktisk og juridisk forstand ikke tillægges den store betydning i forbindelse med vurderingen af, om aktivet har været brugt. Der skal foreligge bevis for det faktiske brug.

Det gælder altså ikke en formodning om, at en sommerhusejer, der f.eks. med privat beskattede midler har købt et sommerhus til 2 millioner kroner, har haft fri og uhindret rådighed over huset, nu også har brugt det privat.

Det virker paradoksalt, at når SKAT ønsker at gennemføre en beskatning er rådighed tilstrækkeligt, og at der gælder en formodning for rådighed over aktiver, der er egnet til privat benyttelse, medens der omvendt for skatteyderen ikke gælder en formodning for benyttelse af aktiver, som skatteyderen har den fulde juridiske og praktiske rådighed over.

I realiteten vil ”brug” da også være et delelement af rådighed, idet den praktiske benyttelse af et aktiv, netop vil væren den naturlige konsekvens af at have et aktiv til rådighed for benyttelse. Det virker derfor kunstigt at bortse fra manglende brug som et element i vurderingen af rådighed, når den faktiske brug omvendt dokumenterer rådigheden.

Dette gælder særligt, idet skatteyderens frie og fuldstændige faktisk og juridiske rådighed over et aktiv ikke tillægges nævneværdig bevisværdi i forbindelse med beviset for brug af aktivet.


 

Som noget nyt, og os bekendt ikke set tidligere i DK, vil Skattesagsadvokaterne ApS i efteråret opstarte en række online erfa-grupper i relation til grundlæggende skatte og momsproblem-stillinger samt skattestrafferetlige problemstillinger.

Det er vores erfaring, at erfaringsudveksling og sparing er guld værd, og at udbyttet herved står i rigt mål, med den investerede tid. Det er omvendt også vores erfaring, at tiden er knap, og også ofte, for knap til at bruge halve og hele dage på erfamøder. 

Det vil vi lave om på!

Tanken er, at Skattesagsadvokaterne vil være tovholdere på indkaldelse og håndtering af er-fa-møder, der vil foregå online via Skype. Du kan således selv bestemme hvor fra i verden du vil deltage i disse erfa-møder. Møderne vil foregå 6 gange årligt, og vil kun vare én time. Du bruger således kun én time, da du undgår transport mv. Det eneste du skal have er en compu-ter, en netadgang og en Skype konto, der i øvrigt er gratis at få. Deltagelse i erfa-grupperne er ligeledes gratis.

Det er tanken, at det skal være erfa-grupper, hvor der blandt deltagerne diskuteres relevante skatteretlige problemstillinger, herunder skattestrafferetlige. Skattesagsadvokaterne er tovholder for grupperne og sørger for indkaldelse, ligesom vi naturligvis deltager på møderne og kommer med input / oplæg, foreslår temaer m.v.

Såfremt det ønskes blandt medlemmerne, vil der endvidere blive indbudt eksterne indlægs-holdere / eksperter, hvor der kan diskuteres andre juridiske spørgsmål og problemstillinger af relevans for gruppens medlemmer. Dette kan f.eks. være i forhold til erstatningsretlige spørgsmål, ansættelsesretlige spørgsmål m.v.

Det er vores tanke, at hver gruppe skal holdes på max. 10 medlemmer, og at gruppen afholder 6 onlinemøder via Skype årligt. Såfremt der er tilstrækkelig tilslutning, vil der også kunne arrangeres fysiske møder, samt halv- og heldagskurser om relevante emner.

Vi opstarter grupperne i september, og vi har et begrænset antal pladser. Hvis du allerede nu ved, at du ønsker at deltage kan du tilmelde dig på Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. med angivelse af firmanavn, adresse, navn på deltager, e-mail og telefonnummer. 

Du er også meget velkommen til at kontakte os, hvis du ønsker at høre nærmere om konceptet, eller at samarbejde herom. 

Mange hilsner

Skattesagsadvokaterne

 

 

Siden indførelsen af virksomhedspantet er der opstået en hidtil uset mulighed for at opnå betydelige fordele ved salg af aktiver ud af konkursboer til overpris. Det virker helt omsonst, at dette skulle kunne være tilfældet, men modellen er simpel nok.

Har banken fået virksomhedspant i et selskabs aktiver, og har aktionæren som yderligere sikkerhed stillet kaution, vil han ikke få fradrag for sit tab. Tabet vil realiseres, hvis virksomhedspantet ikke slår til, og selskabet ikke i øvrigt kan betale.

Dette ikke fradragsberettigede tab kan undgås, hvis f.eks. varelageret handles ud til overpris til virksomhedsejeren personligt, og det efterfølgende realiseres med tab. I dette tilfælde, vil ejeren have gjort en dårlig handel, men vil omvendt også realisere et fradragsberettiget tab i en personligt ejet virksomhed efterfølgende.

Og, her er der fradrag. Er virksomhedsejeren yderligere gift med en ægtefælle med et meget høj indkomst er modellen dobbelt god.

Vil kurator eller kreditorerne protestere? Nej, naturligvis ikke, aktiverne er jo solgt til en meget gunstig pris.

Problemet er naturligvis, at denne kunstige høje pris alene er aftalt for, at det tab der uundgåeligt realiseres på varelageret ikke sker i selskabet, men hos ejeren efterfølgende. Dermed betaler SKAT en pæn del af tabet qua det fradrag som ejeren opnår i sin personlige virksomhed efterfølgende, i stedet for et ikke fradragsberettiget tab på sin kaution.

Er dette ulovligt? Ja, naturligvis, da der alene handles til overpris for at konstruere tabet i personligt regi, og ikke i selskabets regi, hvor det ikke kan bruges til noget. Selskabet kan ikke bruge et fremførbart underskud, og ejeren har ikke fradrag for sin kaution.

I de helt grelle tilfælde handles der kun aktiver ud fra selskabet og ikke en igangværende virksomhed. I disse tilfælde, vil det sælgende selskab få en salgsmoms, og den købende virksomhed fradrag for momsen. SKAT kan spørge sig selv, hvor stor en del af salgsmomsen SKAT får betalt, og hvor stor en del virksomhedspanthaveren får, og i øvrigt hvorfor der handles med moms umiddelbart før en konkurs.

 

Svaret på det spørgsmål giver sig selv.

 

Med vedtagelsen af lov 152 udvides området for betinget fængsel betydeligt, herunder i skattestraffesagerne, hvor udgangspunktet i henhold til Højesteretspraksis har været ubetinget fængsel, således, at der kun i særlige tilfælde kunne blive tale om betinget fængsel. Højesteret har begrundet dette med, at skattesvig skulle være en særlig form for økonomisk kriminalitet, der savnede den almindelige økonomiske kriminalitets karakteristika.

Det er vanskelligt at se rationalet heri, idet realiteten af gerningen er den samme, ofret bedrages og påføres derved et formuetab. Den eneste forskel er, at gerningen ved ordinært bedrageri går udover et offer, der potentielt set kan miste alt, som følge af bedrageriet. Så galt går det næppe det offentlige. Dertil kommer, at der i sager om skattesvig, udover erstatning / krav på skatten, tillige idømmes en tillægsbøde svarende til den unddragne skat. Gerningsmanden får altså også i økonomisk henseende en hårdere straf.

Med de nye regler anføres direkte, at kriminalitetens form ikke skal tillægges afgørende betydning for valget mellem betinget og ubetinget fængsel, og at adgangen til betinget fængsel, dog ikke gælder for større sager vedr. mere organiserede unddragelser, og kun undtagelsesvist ved fængselsstraffe over 1 ½ år.

straffelovrådet udtalte i forarbejderne til loven, at det er Straffelovrådets generelle opfattelse:

”at kriminalitetens art ikke bør tillægges afgørende betydning for valget mellem samfundstjeneste og ubetinget fængsel i konkrete sager.

Det er således også Straffelovrådets opfattelse, at der ikke er grundlag for fortsat at udvise særlig tilbageholdenhed med at anvende samfundstjeneste i sager om skattesvig. Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at der i sager om skattesvig efter fast praksis idømmes en tillægsbøde svarende til det unddragne beløb. Endvidere skal selve det unddragne beløb også betales.”

Justitsministeriet erklærede sig i forarbejderne enige heri.

Der er således ingen tvivl om, at området for betinget fængsel i skattestraffesagerne udvides betydeligt såfremt der ikke er tale om organiseret- eller bandekriminalitet i større omfang, eller gentagelsestilfælde.

Dermed er der endelig gjort op med Højesterets særegne fortolkning af skattestraffesagernes karakter, som en særlig form for økonomisk kriminalitet, der savner den ”alm.” økonomiske kriminalitets karakteristika. 

 

Satserne for hvilke virksomheder, der er på halvårsmoms, er løbende øget således, at virksomheder med en omsætning, der ikke overstiger 5 millioner kroner, skal angive og betale moms halvårligt. Virksomheder med en omsætning mellem 5 – 50 millioner kroner, skal angive moms kvartalsvis, og virksomheder med en omsætning over 50 millioner kroner, skal angive månedsvis. Dette gælder dog ikke for nystiftede virksomheder, der som udgangspunkt skal angive kvartalsvist.

Administrativt er det naturligvis en lettelse for rigtig mange, mindre virksomheder at komme på halvårsmoms, og likviditetsmæssigt kan det også være en (midlertidig) lettelse, naturligvis afhængig af om der er positiv eller negativ moms.

Der er dog også farer ved at højne grænserne.

For det første den åbenlyse risiko i, at staten mister penge, da momsen f.eks. for første halvår 2015 først skal angives og betales d. 1. september 2015, for virksomheder på halvårsmoms. Det er en meget lang kredit at give, og kan naturligt give risiko for tab. Enhver advokat med blot den mindste erfaring med inkasso ved, at tid er en væsentlig faktor i forhold til at inddrive penge. Desto længere tid, der går siden skyldner har ”fået noget for pengene” desto svære er de at formå til at betale. Og, desto større risiko er der for, at pengene er brugt til noget andet. 

Den næste risiko er, at det er langt lettere at sløre uregelmæssigheder desto længere en periode en angivelse dækker over, og særligt, når der kun skal angives to gange årligt for en lang række virksomheder. Dertil kommer, at risikoen for unddragelser og manglende angivelse af tilsvar potentielt set stiger desto større gæld, der oparbejdes. Og, der vil helt naturligt, for virksomheder med positiv momsangivelse, blive oparbejdet en større gæld til SKAT henover den 6 måneders periode, angivelsesperioden dækker.

Det er i den forbindelse ikke et ukendt fænomen, at nogle virksomheder vil have benyttet denne likviditet til at fortsætte driften længere end godt er, og have nedbragt andre leverandører. Og, hvad gør man så, når momsen skal angives og betales, med penge, virksomheden allerede har brugt, og når virksomheden ikke kan låne penge til momsen?

Løsningen vil desværre i nogle tilfælde være ligefor, og i værste fald ruller straffesagen. I ”bedste” fald udløses erstatningssager mod ledelsen af selskaberne og omstødelsessager i konkursboerne, med betydelige omkostninger til følge.

Dette skal i øvrigt sammenholdes med, at grænserne for revisionspligt af selskaber tilsvarende løbende er øget, således at en lang række af de selskaber, der er i farezonen end ikke vil blive revideret af revisor. Det er potentielt set en giftig cocktail.

Det er således ikke nødvendigvis at gøre virksomhederne en tjeneste at gøre angivelsesperioderne længere, og grænserne højere, men i stedet at invitere til problemer. 


SKAT har i sin indsatsplan for 2015 meget fornuftigt valgt at sætte fokus på bekæmpelse af sort arbejde, og sort undergrundsøkonomi. SKAT vil i den forbindelse have særligt fokus på data, efterretninger og specialviden for at gribe så lidt ind i hverdagen som muligt, for de borgere der ikke laver fejl.

Samtidig hermed er der bekendt skabt hjemmel til solidarisk hæftelse for unddragne skatter og moms, såfremt der betales mere end kr. 10.000 kontant. Sort arbejde er således ikke længere primært en risiko for den, der udfører det, men også den, der bestiller, og betaler sort arbejde kontant.

SKAT vil med andre ord lave nålestikskontrol, og vil i forbindelse hermed rette særligt fokus på de mange tusinde danskere, der ikke har en skattepligtig indkomst, der umiddelbart modsvarer deres livsstil, eller blot en meget lav skattepligtig indkomst, de såkaldte ”nulskatteborgere”. Altså de, der bruger flere penge, end de burde have, ud fra deres skattepligtige indkomst, og forbrug af opsparing.

Dette er meget fornuftigt, da en meget lav skattepligtig indkomst, sammenholdt med et højt privatforbrug, for en umiddelbar betragtning tyder på urent trav, og skattesnyd.

Sådan behøves det dog ikke langtfra at være, da investering i f.eks. vindmøller, kan medføre at selv meget høje indkomster, grundet afskrivningerne, ender ud i en lav, eller slet ingen, skattepligtig indkomst, uden at det har det fjerneste med skattesnyd at gøre.

Vi må håbe, at SKATs kontrol er så ”topmoderne og intelligent” som skatteministeren udtrykker det, da der helt sikkert i gruppen af 46.000 ”nulskatteborgere” gemmer sig en stor del borgere, der har nul, eller meget lav skat, grundet helt lovlige forhold, f.eks. investering i vindmøller.

Evner SKATs ”intelligente og topmoderne” kontrol ikke at frasortere disse mange borgere, vil resultatet af indsatsen blive det modsatte af det tilsigtede, nemlig at borgere, der intet har gjort galt, udsættes for mistanke for skattesnyd, og udsættes for kontrol.

Det vil være paradoksalt, hvis borgere, der f.eks. har investeret i grøn omstilling, i stedet mistænkes for skattesvig, og det skal blive interessant at se, om det bliver tilfældet, eller om det lykkes SKATs intelligente og topmoderne kontrol at frasortere disse helt lovlige ”nulskatteborgere”.