Skatteministeren siger:

”SKAT vil i 2016 have en målrettet kontrolindsats mod momssvindel. Samtidig igangsættes samtidig et serviceeftersyn af momsområdet i SKAT, mens myndighedssamarbejdet på området intensiveres. ”

”Vi skal naturligvis slå hårdt ned på økonomisk kriminalitet. Her findes ingen undskyldninger. Men samtidig skal vi have fokus på at styrke borgeres og virksomheders retssikkerhed.”

”Vi skal naturligvis ikke acceptere skatteunddragelse. SKAT skal have en effektiv kontrolindsats. Men vi skal turde have mere tillid til skatteyderne, som jeg i bund og grund har en tro på gerne vil overholde reglerne.

De fleste fejl bliver givet vis begået, fordi skattesystemet er kompliceret og indviklet. Ikke fordi at borgerne ønsker at snyde. Jeg tror derfor på, at det er med til at styrke retssikkerheden, hvis myndigheder og borgere møder hinanden med gensidig tillid. ”

Vi er helt enige i ministerens mål, men skatteministeriet skal blot huske på, at det ikke i processen glemmes, at enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist, hvad SKAT af og til glemmer, eller overser.

Vi skal i øvrigt opfordre til, at ministeren forholder sig til hvilke beføjelser SKAT påtænkes at skulle have i forbindelse med en skærpet indsats imod skatte- moms- og afgiftssvindel, således at SKAT ikke pludseligt reelt set agerer som et egentlig skattepoliti, uden hjemmel hertil.

Den tendens kan vi allerede nu spore, og vil man videre ad denne vej, bør der skabes egentlig hjemmel hertil i forhold til retssikkerhedsloven og skattekontrolloven. I modsat fald agerer SKAT uden hjemmel, hvilket giver en lang række udfordringer i forhold til de afgørelser SKAT træffer, og det grundlag de træffes på baggrund af.

Det er særdeles positivt, at skatteministeren forleden meddelte, at der vil blive fremsat et lovforslag hvorefter omkostningsgodtgørelsen for selskaber kommer tilbage.

Retten til omkostningsgodtgørelsen er et væsentligt retssikkerhedsmæssigt princip, og det virkede uforståeligt, da retten blev fjernet, ligesom den mellemliggende periode, ej heller har retfærdiggjort ophævelsen, eller medvirket til at højne forståelsen.

Tværtimod er statens omkostninger til sin egen advokat – kammeradvokaten – steget, og steget i den pågældende periode. Dette fremgår klart af de talmæssige opgørelser, der er offentlige tilgængelige, så det er et uomtvisteligt faktum.

I perioden fra, at retten til godtgørelsen blev fjernet, og det blev offentliggjort, at ordningen er på vej tilbage, er der altså sket en betydelig stigning i statens omkostninger til sin egen advokat, medens selskabernes omkostninger til deres sager – uanset de vandt – er steget betydeligt.

Det er dog ikke den eneste ting, der er sket i den mellemliggende periode, idet man har etableret skatteankestyrelsen, og det giver nogle helt andre udfordringer.

En ting er omkostningerne ved at føre en sag, noget helt andet er kvaliteten af den sagsbehandling klagesagen får, og den tid, der medgår med behandlingen af sagen.

Og her er der massive udfordringer, som ankestyrelsens seneste rapport, offentliggjort d. 22. december 2015, viser. Styrelsen afsluttede alene omkring 10.000 sager i 2015, hvilket er noget af et stykke fra de 15.000 sager, man forventede. Dertil kommer, at styrelsen kæmper med en meget omfattende sagspukkel, og i øvrigt har den udfordring, at ca. 50 % af medarbejderne har under 1 års anciennitet. Dette skyldes ifølge rapporten både et meget stort antal nyansættelser og udskiftning af de erfarne medarbejdere.

Umiddelbart virker det ikke som en sund cocktail, at der er så mange uerfarne medarbejdere, sammenholdt med et massivt pres for at færdigbehandle sager, og få produktiviteten op. Hvor prioriteres kvaliteten, som alt andet lige burde være det absolut vigtigste fokuspunkt?

Med de udfordringer styrelsen står overfor er det klart, at en genindførelse af omkostningsgodtgørelsen for selskaber med virkning fra d. 1. januar 2017 kan give grobund for yderligere udfordringer, idet genindførelsen uomtvisteligt vil medføre flere sager.

Udfordringen herved er åbenlys, idet det er styrelsen, der skal kunne håndtere alle disse nye sager, og styrelsen kan i forvejen ikke håndterer de sager, der er allerede nu.

Der forekommer i dag så lange sagsbehandlingstider, at skatteyderen med rette når at glemme, at de overhovedet har en sag, førend den er afgjort. Det glemmer SKAT blot ikke, og SKAT glemmer heller ikke at kræve renter, i hele den lange tid sagen verserer, hvis der er søgt henstand.

Jeg kan derfor kun opfordre til, at ministeren ikke alene fokuserer på retssikkerhed i forhold til omkostningerne ved at føre skattesager, men tillige fokuserer på at retssikkerhed også ligger i kvaliteten af sagens behandling, og den tid, der medgår til sagens behandling. 

Det er kommet i mediernes fokus, at der i de seneste år har været en kraftig stigning i antallet af sager om bedrageri, skatte, moms og afgiftssvig, senest i forbindelse med den betydelige fokus, der er på afgifterne vedrørende slik. Dertil kommer de talrige sager om momskarruseller m.v.

Det burde derimod ikke komme som en overraskelse for nogen, der arbejder med disse områder, at antallet af sager er stigende, og at kriminaliteten er under forandring.

At det forholder sig således, kan der være mange årsager til, men man skyder formentlig ikke meget forbi, hvis det anføres, at straffene for økonomisk kriminalitet i form af bedrageri og unddragelser af skatter, moms og afgifter, sammenholdt med f.eks.  narkotikakriminalitet, er langt lavere, hvilket udbyttet derimod formentligt ikke er. 

Dertil kommer, at de danske systemer i forhold til registrering af selskaber, momsregistrering, registrering for skatter og afgifter er digitaliseret i et omfang, der gør det utrolig let at oprette selskaber og anvende stråmænd, ofte endda uden at de selv er bekendt med, at deres identitet misbruges. 

Kombineres det, med virksomhed inden for områder, der er pålagt betydelige afgifter, f.eks. slik, benzin m.v. giver det grobund for meget betydelige unddragelser over meget kort tid.

Dertil kommer, at der handles lystigt med gamle selskaber, med en stabil ”track record” over for det offentlige, ofte registreret med branchekoder, der sjældent påkalder sig myndighedernes interesse. 

Det er mit bud, at denne tendens fortsætter og at det næste område kriminaliteten sætter fokus på, er kriminalitet målrettet IT, den såkaldte cyber crime. Der kan i den forbindelse dårligt være tvivl om, at mange virksomheder og offentlige myndigheder ikke er sikret i tilstrækkeligt omfang til at beskytte sig mod denne kriminalitet. 

Kombineres cyber crime med den traditionelle økonomiske kriminalitet kan der efter min opfattelse dårligt være tvivl om, at myndighederne står overfor meget betydelige udfordringer, som kræver en betydelig indsats. 

Om myndighederne er klar til at håndtere sådanne mere sofistikerede kriminalitetsformer kan kun fremtiden vise. Det samme gør sig gældende i forhold til om strafniveauet og de sanktioner der er til rådighed vil afskrække denne form for kriminalitet. Jeg tillader mig at tvivle. 

 

Såfremt regnskaberne og bogføringen ikke overholder gældende regler, f.eks. som følge af manglende kontantafstemninger, manglende løbende bogføring m.v. vil SKAT kunne tilsidesætte regnskabet, og sætte sit eget skøn i stedet. Vi oplevede i sidste halvdel af 2015 et stigende antal tilfælde, og har en forventning om, at det fortsætter i 2016. Det samme gælder skønsmæssige ansættelser på baggrund af negativt privatforbrug.

Al erfaring og praksis viser, at det er utrolig vanskeligt at få SKATs skøn tilsidesat, da det kræver, at det godtgøres, at skønnet hviler på et forkert grundlag og medfører et åbenbart forkert resultat. Dette er utrolig svært at bevise, grænsende til det umulige, når ens eget regnskab og grundlaget herfor er blevet tilsidesat. Det er således ikke nok, at der påvises konkrete fejl i SKATs skøn, eller ens eget skøn er lige så sandsynligt som SKATs.

Dette gælder særligt, hvis sagen ender i retten, hvor bevisbyrden er meget streng i denne type sager. Overordnet set er det naturligvis rimeligt nok, at skatteyderen ikke skal kunne drage fordel af ikke at have overholdt reglerne i form af en lempelig bevisbedømmelse i forhold til SKATs skøn.

Dette gælder særligt i de tilfælde, hvor regnskabsmaterialet er særdeles mangelfuldt, eller stort set ikke eksisterende, således at SKAT alene har haft et spinkelt grundlag at skønne ud fra. 

Det virker dog ofte omvendt som om, at SKAT til gengæld nyder godt heraf, idet SKAT netop har meget vide rammer for at skønne i disse tilfælde, og ofte udnytter disse rammer til det yderste.

Vi kan således kun opfordre alle til at sikre, at deres regnskab og grundlaget for regnskabet er 100 % i orden, ellers risikerer du at blive fredløs. Det er nemlig ofte det, vi oplever. Dette gælder særligt, da reguleringer på baggrund af et tilsidesat regnskab i sagens natur ofte vil være til SKATs fordel. 

Den skatteyder, der forsøger at vinde en sag, hvor SKAT skønsmæssigt har forhøjet indkomsten, momstilsvaret eller afgiftstilsvaret i tilfælde, hvor der er udeholdt omsætning, moms eller afgifter, har en meget svær sag, uanset han måtte have ret i, at der ikke er noget at komme efter. Dette gælder særligt, hvis der tillige er rejst en straffesag.

Dette skyldes, at domstolene er meget tilbageholdne med at tilsidesætte SKATs skøn, når det relaterer sig til sager om påståede unddragelser i virksomheder med mangelfuldt regnskabsmateriale. 

Læser man praksis tilbage fra midten af tresserne og frem, forekommer der flere eksempler på, at SKAT har udnyttet deres skønsmæssige beføjelser til det yderste, men at skatteyderen ikke har kunnet bevise dette. Det synes som om, at domstolene giver disse vide rammer ud fra en betragtning om, at hele grundlaget for at sagen er startet er skatteyderens egen manglende overholdelse af gældende regler. 

At dette skulle give SKAT carte blanche til at gennemføre skøn, der er ude af trit med virkeligheden forekommer ikke oplagt, men er ikke desto mindre ofte sådan det er. 

 

SKATs compliance undersøgelser viser, at danske virksomheder siden 2008 og frem til 2012 årligt har opgjort ca. 12 mia. for lidt i skat og moms.

SKATs undersøgelser har vist, at der er fejl i omkring halvdelen af alle virksomheders skattebetaling. Det samme billede tegner sig i SKATs undersøgelse for indkomståret 2012, som er det seneste  år, hvor der foreligger en rapport.

Skatteministeriet anfører frimodigt på sin hjemmeside, at der oftest er tale om fejl, og hvad der er mere interessant, at ”kun 1 ud af 10 virksomheder forsøger bevidst at omgå skattereglerne.”

Det er tankevækkende, at det anføres, at det ”kun” er 1 ud af 10 virksomheder, der bevidst omgår reglerne, det er trods alt 10 %, vi taler om.

Det er endvidere tankevækkende, at myndighederne altså ved, at der årligt afregnes ca. 12. mia. kr. for lidt, men at der ikke i perioden fra 2008 til d.d. er sket nogen reduktion af denne manko, og at kontrollen ikke i den periode er forbedret på nogen som helst vis.

Det er i virkeligheden en større skandale end udbyttesagen, hvor SKAT trods alt ikke vidste, at den var gal, her viser alle årlige undersøgelser, at der er problemer.

Det fremgår i øvrigt af rapporten, at de 10 % af virksomhederne, der bevidst forsøger at omgå reglerne står for 50 % af den manglende angivelse. Det er et voldsomt tal, særligt når SKATs undersøgelse også har afdækket i hvilke brancher, de brodne kar befinder sig.

Det er tankevækkende, at det ikke har topprioritet at få styr på disse forhold, og at der alene er iværksat initiativer til at få bedre styr på kontrollen.

Det er mindst lige så problematisk, at SKAT ikke har kunnet forudsige at lempelse af revisionspligten ville medføre stigende problemer med regelefterlevelsen. Det er oplagt at dette ville blive konsekvensen, hvad undersøgelser, da også allerede har afdækket, f.eks. i forbindelse med korrekt angivelse af ulovlige aktionærlån i ikkereviderede selskaber. 

Jeg kan kun frygte, at skatte- og momsgabet vil være stigende i en række mindre virksomheder, i de brodne brancher, hvor revisionen yderligere er fravalgt.

Det er ulovligt at låne penge i sit eget selskab, desuagtet er der utallige ulovlige lån i de danske selskaber.  Dette har været kendt i umindelig tider, hvor myndighederne dog ikke gjorde synderlig meget aktivt for at sanktionere de ulovlige lån. Det er der nu ændret på i forbindelses med at alle årsrapporter indsendes i struktureret digitalt format – XBRL – der gør det utroligt simpelt at udfinde de selskaber, der har ulovlige lån.

Sanktionen er umiddelbar meget klar, og der er 5 års forældelse fra tilbagebetalingstidspunktet. Bøden er 2,5 % af hovedstolen, såfremt der er tilbagebetalt senest 6 uger efter, der modtages en skrivelse fra styrelsen, og 5 % i alle andre tilfælde. Derudover kommer naturligvis, at lånet skal forrentes.

Dette er dog ikke den eneste sanktion, der risikeres, idet lån i selskabet udløser en umiddelbar beskatning, enten som løn, eller udbytte for den aktionær, der optager lånet. Udfordringen derved er naturligvis, at aktionæren netop har behandlet mellemværende som et lån og ikke, som foreskrevet, som udbytte eller løn, og dermed vil der ikke være indeholdt A skatter, eller udbytteskatter.

Det er naturligvis ulovligt og såvel aktionæren, som selskabet risikerer bødestraf, eller det, der er værre, grundet den manglende indeholdelse og angivelse af skatter.

Det er klart, at der er en lang række tilfælde, hvor det ikke er oplagt, om der foreligger ulovlige aktionærlån, eller lovlig sædvanlig samhandel mellem selskabet og dets ejer. Enhver der har samhandel m.v. med sit selskab bør gøre sig selv den tjeneste at afklare med sin rådgiver, om han er indenfor eller udenfor grænsen for sædvanlig samhandel, idet alternativet er særdeles ubehageligt. Dette gælder særligt i forhold til, at revisor i forbindelse med revisionen er forpligtet til at anføre, hvis der konstateres ulovlige lån, idet revisor i modsat fald, selv risikerer bøder fra revisornævnet.

Den seneste tids undersøgelser viser omvendt også, at de selskaber, hvor revision er fravalgt, har et bemærkelsesværdig mindre antal aktionærlån, end de selskaber, der revideres.

Er dette udtryk for, at ulovlige lån skjules i regnskaberne, og i sagens natur ikke fanges i forbindelse med revisionen, er der ingen tvivl om, at dette vil udløse skærpede sanktioner, måtte det blive opdaget, da myndighederne med rette kan anføre, at det kriminelle forsæt er til stede,  i og med at de reelle forhold i selskabet, er søgt sløret for myndighederne.

Aktionærlån er derfor i alle tilfælde en meget dårlig idé, men sløring heraf er en endnu dårligere idé, da sanktionerne forventeligt vil blive hårdere, og i værste fald vil aktionæren blive mødt med en tiltale gående på forsætlig skattesvig. 

Erhvervsstyrelsens nye lovforslag medfører, at et selskabs ”reelle ejere” skal registreres i et ejerregister. Formålet hermed er, ifølge myndighederne, at søge at undgå økonomisk kriminalitet og at sikre, at der er opdaterede og valide oplysninger om et selskabs endelige ejerkreds.

Dette fremgår klart af styrelsens hjemmeside, hvor følgende er anført:

”Forslaget medfører, at der fremover skal foretages registrering af reelle ejere i selskaber og andre tilsvarende juridiske personer, hvilket skal medvirke til øget gennemsigtighed og gøre det sværere at gemme sig bag forskellige selskabskonstruktioner”

Dette er for så vidt meget fornuftigt, men begrebet ”reelle ejere” er særdeles uheldigt valgt, idet det leder tanken hen imod de begreber, der i forvejen kendes og anvendes som modsætning til reelle ejere, nærmere bestemt de rene formelle ejere, altså stråmænd. Og hvordan skal lovforslaget hindre, at de kriminelle gemmer sig bag fysiske personer, altså stråmand? Det hjælper et register ikke på.  

Eftersom tanken alene er, at det er de endelige / ultimative personlige ejere, der skal registreres, så de ikke kan gemme sig gennem en række holdingselskaber m.v. er det et meget lidt gennemtænkt sprogbrug.

Der kan kun opfordres til at formuleringen ændres i henhold til det formål loven påtænktes at varetage, således at forpligtelsen til registrering påhviler de endelige personlig ejere, de initiale fysiske ejere eller lignende velkendte begreber.

Lovforslaget indeholder endvidere ingen bestemmelser, der skal sikre, at de der formelt set er anført som reelle ejere, nu også er de reelle ejere, og ikke blot stråmænd for de reelle ejere.

Stråmanden bliver i sagens natur ikke reel ejere, blot fordi han formelt set, registreres som sådan. Det er en temmelig naiv tankegang at forestille sig, at registreringspligt umiddelbart ændrer på anvendelse af stråmænd, men det er oplagt, at de rådgivere der i ond tro registrerer stråmænd som reelle ejere, eller gør det groft uagtsomt, står til temmelig ubehagelige straffesager.

Det er reelt set kernen i lovforslaget, som alle rådgivere bør have fokus på, særligt da lovforslaget har tilknytning til hvidvask, hvor der er temmelig høje sanktioner.

Reelt set tjener lovforslaget også en række andre og mindre relevante interesser i forhold til forebyggelse af økonomisk kriminalitet. Disse interesser har langt mere med beskatningsret til Danmark at gøre, i forhold til, hvem der er de endelige reelle ejere. Dette synes at følge direkte af, at ledelsen skal anses for at være de reelle ejere i visse  tilfælde. Og hvor er ledelsens sæde? Sædvanligvis i Danmark, belejligt nok. Dette er dog en helt anden problemstilling, som vi vil følge nøje.

 

Danske virksomheder er registreret med branchekoder i henhold til den drift de udøver. Dette system er velkendt og giver normalt ikke anledning til problemer, udover at det kan være vanskeligt at finde den helt rigtige branche.

Det kan der være mange grunde til, både helt legitime og andre knap så legitime. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, at brodne kar indenfor de brancher der er udset i SKATs indsatsplan, af oplagte årsager pludselig finder ud af, at de er registreret med den forkerte branchekode. Det samme gælder virksomheder, der registreres med økonomisk kriminalitet som formål.

Enhver med interesse i dette område kan, efter at al stamdata er blevet gratis og offentlig tilgængelig, foretage søgninger på branchekoderne og se hvilke virksomheder, der er registreret. Dette giver ofte interessante resultater, indenfor brancher hvor SKAT meget sjældent kommer på kontrol. 

Således som virksomhedsskatteordningen har fungeret siden 2014, vil sikkerhedsstillelse med aktiver i ordningen, for gæld uden for virksomhedsskatteordningen, udløse beskatning efter virksomhedsskattelovens § 10 stk. 6. Dette lyder umiddelbart simpelt, men eftersom virksomheder omfattet af virksomhedsskatteordningen, som bekendt drives i personligt regi, vil ejeren principielt hæfte med alt, hvad han ejer overfor påtagne forpligtelser, og dermed også aktiverne i virksomhedsskatteordningen.

Og, hvor går grænsen så? Dette er et meget svært spørgsmål at besvare, ligesom grænsen er meget uklar, hvilket de mere end 200 bindende svar, der er på vej igennem systemet, da også klart viser.

Set i lyset af, hvor omfattende konsekvenser et forkert valg kan få for skatteyderen, forekommer bestemmelsens rækkevide i praksis helt urimelig uklar. Det er oplagt, at der ikke indsendes flere end 200 anmodninger om bindende svar, hvis det ikke var fordi, at bestemmelsens rækkevide er uklar og giver usikkerhed.

I værste fald risikeres endda strafansvar, eftersom en pådraget skat skal angives som alle andre skatter, og bliver den ikke det, er skatteyderen principielt i farezonen.

Jeg kan frygte, at lovændringen fra sidste år vil medføre en lang række sager, og at praksis ikke bliver endelig fastslået førend, der foreligger en række principielle afgørelser, som de uheldige skatteydere, der bliver omfattet af sagerne, skal betale for.

Jeg kan derfor kun opfordre til, at der søges et bindende svar, såfremt der er den mindste tvivl, eller at kontakte en rådgiver med viden om den seneste praksis, således at det afklares om der er en risiko.

Den seneste praksis viser netop, at man skal holde tungen lige i munden. Den seneste sag på området vedrørte en personlig kaution for et 100 % ejet selskab, som Skatterådet dog ikke fandt ville udløse beskatning efter virksomhedsskatteordningen, da kautionen ikke blev stillet for at bibringe kredit i privatsfæren for ejeren.

Faktum i den konkrete sag var, at spørgeren ejede et selskab, der købte en ejendom for 30 mio. kr., hvoraf de 27 var finansieret med realkreditlån.

Realkreditinstituttet krævede, ud over pant i ejendommen, en selvskyldnerkaution for lånet fra hovedanpartshaveren.

Spørgsmålet i sagen var, om en sådan kaution udløste beskatning efter virksomhedsskatteloven.

Skatterådet fandt ikke, at der i det konkrete tilfælde ville blive udløst skat, idet der ikke direkte var stillet sikkerhed i aktiver i virksomhedsordningen, for gæld i privatsfæren, men stillet personlig kaution for gæld i et af spørgeren ejet selskab.

Udgangspunktet i forhold til kautioner er, at det forhold, at der er stillet en personlig kaution, i sig selv ikke er nok til, at aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, anses for at være stillet til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i ordningen.

En kaution kan dog alligevel efter en konkret vurdering i visse tilfælde udløse beskatning, men dette vil typisk kræve, at der er sammenhæng mellem den stillede kaution og muligheden for kredit i privatsfæren.

SKAT udtalte herom i sagen, at

”henset til det oplyste forudsætter SKAT, at den stillede kaution ikke indgår som led i et arrangement, der helt eller delvist har som formål at skaffe kredit for spørger i privatsfæren” 

Der med også sagt, at var kautionen stillet for at skaffe kredit i privatsfæren ville det potentielt set have udløst skat i virksomhedsskatteordningen.

Skatterådet har i en anden helt ny afgørelse bekræftet, at dette ville være tilfældet, hvis der blev stillet sikkerhed for et boslodskrav i forbindelse med skilsmisse i aktiver omfattet af virksomhedsskatteordningen. Foretager den tidligere ægtefælle derimod udlæg til sikkerhed for sit krav, vil dette ikke udløse beskatning, da der ikke er tale om en aftalt sikkerhed. Man kan således levende forestille sig, hvordan bestemmelsen herefter vil blive omgået i praksis, hvilket formentlig også vil give anledning til sager.

SKAT kom i sagen med kautionen for selskabet, i øvrigt med en ofte overset tilføjelse om, at:

”Det bemærkes, at SKAT ikke herved har taget stilling til markedsværdien af et løbende vederlag for at stille selvskyldnerkaution til rådighed for selskabet, jf. ligningslovens § 2.”

Den sidste tilføjelse er interessant, idet praksis tilsiger, at der skal ske vederlæggelse i henhold til markedsværdien af at stille en selvskyldnerkaution på 27 millioner kr. til rådighed for sit selskab.

Vederlaget er naturligvis skattepligtigt for aktionæren, som kapitalindkomst, og fradragsberettiget for selskabet. Hvilken værdi en sådan selvskyldnerkaution har afhænger af de konkrete forhold, herunder om der er nogen reel betalingsevne hos kautionisten.

 

 

 

 

 

 

Du kan nu også følge os på Facebook, hvor vi lægger mindre nyheder og opslag af generel interesse op. Vi vil på Facebook lave mindre indlæg, der til gengæld altid vil være topaktuelle.

Du kan følge os på Skattesagsadvokaternes Facebookside her:

 

 Husk, at du også kan følge os på Skattesagsadvokaternes Linkedinside her: