Det er ikke nogen hemmelighed, at sagsbehandlingstiderne i Skatteankestyrelsen er meget lange, og ej heller at de kommer til at stige yderligere. Det er nu ikke unormalt, at selv simple sager har en sagsbehandlingstid på flere år. Det er lang tid at vente på at få sin sag afgjort.

Det er i sig selv et forvaltningsmæssigt problem, at sagsbehandlingstiden bliver så lang, men det ender også med at blive et retssikkerhedsmæssigt problem, da nogle ganske simpelt opgiver at føre sagen, da de ikke orker, så lang en proces.

For andre bliver sagsbehandlingstiden et meget langt tomrum, hvor de ikke ved, om de er købt eller solgt. Det er ikke sjovt at have, ofte, meget store skattekrav hængende over hovedet. Den manglende klarhed giver i sig selv betydelige udfordringer, men det gælder så meget desto mere i forhold til de valg skatteyderen bliver stillet overfor i relation til betaling af skatterne.

SKAT venter jo ikke med at opkræve skatterne indtil skattesagen er slut, med mindre skatteyderen aktivt søger henstand, og SKAT bevilger den. Søges der ikke henstand iværksættes inddrivelse på helt sædvanlig vis, helt uafhængig af den verserende sag. Uanset, at der gives henstand er det ikke befordrende f.eks. for kreditfaciliteterne for virksomheder, eller driften i øvrigt, at have den usikkerhed, som et skattekrav medfører, hængende over hovedet i flere år.

Det øger omvendt heller ikke ligefrem statens muligheder for at få pengene i kassen, at skattesagerne ofte løber over flere år, hvis der bevilges henstand. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilke manøvrer, der kan iværksættes for at undgå betaling af skatterne, når latenstiden for opkrævningen er flere år. Det er således også i statens egen interesse, at sagerne afgøres hurtigt, så pengene kan opkræves, hvis skatteyderne taber.

Alternativet vil være, at sagerne ”kreditankes” og at staten aldrig ser en krone af kravet. Kreditanker er et meget velkendt begreb inden for alle typer sager, og kreditanke i forhold til betaling af skatter, er helt sikkert et forhold myndighederne skal tage meget seriøst.

Derudover er der hele problematikken med rentetilskrivningen, mens sagen verserer. Man kan i den forbindelse spørge om det er rimeligt at påføre skatteyderne høje, ikke fradragsberettigede renter af skattekravet (hvis der er givet henstand) mens sagen verserer? Mit svar er nej.

Det er skattemyndighedernes ansvar, at sagerne behandles inden for en rimelig tidshorisont, og det er ikke rimeligt, at skatteyderne skal belastes af urimeligt lange sagsbehandlingstider.

Man kan frygte, at når realiteterne går op for SKAT, nemlig at lange sagsbehandlingstider og henstand er en giftig cocktail for betalingsevnen mår sagen er slut, vil det medføre en voldsom opstramning af muligheden for henstand, også for de skatteydere der ikke har intentioner om at snyde, eller krav om betydelig sikkerhed for at indrømme henstand.

Og, det vil helt sikkert slå mange virksomheder i stykker, da de ikke kan stille den sikkerhed SKAT vil kræve, da virksomhedernes kreditgivere i forvejen har sikret sig pant for sine udeståender. Det medfører, at der ikke kan gives henstand og dermed også i sidste ende konkurs. Det vil ofte have den yderligere konsekvens, at klagesagen ikke føres til ende, og skattekravet bliver endeligt.

Derfor er det kun ret og rimeligt for alle parter, at der ofres de ressourcer der skal til for at sagerne afsluttes indenfor rimelig tid.

Det er velkendt, at rigtig mange afgifter i den danske afgiftslovgivning er reguleret af EU-retten. Det samme gør sig gældende med momsretten, hvor de danske momsregler er dikteret af EU's momssystemdirektiv.

Dette betyder rent lavpraktisk, at de danske regler skal være i overensstemmelse med den bagvedliggende EU ret.

Det betyder også, at der ikke sjældent opstår tvivl om, hvorvidt de danske regler er i overensstemmelse med den bagvedliggende EU-retlige regulering, eller hvordan EU retten i det hele taget skal fortolkes.

Dette giver anledning til principielle EU retlige spørgsmål, som danske domstole ikke kan håndtere, hvorfor det er nødvendigt at spørge EU domstolen om, hvordan EU retten skal fortolkes. Dette sker ved en såkaldt præjudiciel forelæggelse.

I en række sager, vil sagernes problemstillinger ikke være så principielle, at det er nødvendigt at spørge EU domstolen. Dette ændrer dog ikke på, at disse sager, der bygger på EU retlige problemstillinger, i betydeligt omfang blive kompliceret af, at de skal afgøres i henhold til EU domstolspraksis og EU retten.

Det er alt sammen meget godt, men problemstillingen er, at sager der kompliceres medfører, at sagernes omkostninger stiger, hvilket er et problem, hvis den danske skatteyder måtte ende med at tabe sin sag.

Spørgsmålet er således om det er rimeligt, at føres der en sag, hvor lovgivningen alene bygger på dansk ret, så vil en sådan sag være væsentlig billigere i omkostninger, end sager, der bygger på EU retten, og i sidste ende kræver forelæggelse for EU domstolen.

I den sammenhæng virker EU retten som en meget effektiv stopklods for mange skatteyderes økonomiske mulighed for at få sin sag prøvet, idet begæringer fra Skatteministeriet om præjudiciel forelæggelse for EU domstolen, grundet uklarhed om EU retten, sammenholdt med den danske lovgivning, vil fordyre en sag i et sådan omfang, at skatteyderen ikke har råd til at få sin sag prøvet.

Dette medfører også det problem, at man ikke får afdækket disse principielle spørgsmål i samme omfang, som det er tilfældet med sager, der alene vedrører ren dansk lovgivning.

Praksis viser endog, at skatteministeriets advokat, Kammeradvokaten, meget klart påstår sig tillagt forhøjede sagsomkostninger i sager med EU retlige problemstillinger, grundet sagernes kompleksitet, og det dermed forbundne, forøgede, tidsforbrug.

Man kan spørge Ministeren – er det rimeligt, at danske skatteydere skal påføres forhøjede omkostninger i sager, hvor der er uklarhed om fortolkning af EU retten, eller værre endnu, i de tilfælde, hvor det er uklart om dansk ret er i overensstemmelse med den bagvedliggende EU ret. Eller, om dette ikke er en problemstilling, som rækker langt ud over den konkrete tvist mellem den danske skattyder og myndighederne, som myndighederne er nærmest til at bære omkostningerne til / risikoen for. I modsat fald er det danske skatteydere der betaler for at få afdækket danske reglers overensstemmelse med EU retten, og fortolkning / afgrænsning af EU retten, der principielt har betydning for hele EU.

I skattesager for de administrative klageinstanser er der mulighed for at opnå 100 % tilsagn til syn & skøn af ikke retlige spørgsmål. Man kunne argumentere for, at en tilsvarende ordning vil være rimelig, hvis tvisten ved domstolene og de administrative klageorganer vedrørte retslige spørgsmål af EU retlig karakter, i hvert fald i de tilfælde, hvor der træffes afgørelse om præjudiciel forelæggelse for EU domstolen.

En sådan løsning vil kunne sikre, at danske skatteydere, der har sager med retlige spørgsmål af EU retlig betydning har råd til at få sin sag prøvet. Som praksis er nu, vil dette ofte ikke være tilfældet.

Der har i denne seneste tid været en del debat om det hensigtsmæssige i ministeriets adgang til at indbringe sager afgjort af Landsskatteretten m.v. for domstolene. Debatten har været båret af retssikkerhedsmæssige betragtninger, og at ministeriets adgang til at indbringe sagerne for domstolene skulle være et retssikkerhedsmæssigt problem.

Dette kan være tilfældet, men det er min opfattelse af en afskæring af ministeriets indbringelsesadgang reelt risikerer at udgøre et større retssikkerhedsmæssigt problem.

Det er min bekymring, at de afgørelser, der står og vipper, oftere vil falde ud til SKATs fordel, ud fra den betragtning, at skatteyderen kan indbringe sagen for domstolene, måtte han være uenig med afgørelsen, medens myndighederne ikke vil have denne mulighed, eller i hvert fald kun i meget begrænset omfang.

Jeg erindrer for min tid som sekretær for et skatteankenævn, at præcis dette lod i vægtskålen ikke sjældent tippede sagen til myndighedernes fordel, skatteyderen kunne jo blot indbringe sagen for Landsskatteretten måtte han være uenig!

Indføres en art endelighedsbestemmelse for myndighederne, kan man frygte at det samme ville gøre sig gældende, og derudover at skattemyndighederne i forøget omfang vil benytte sig af advokatbistand i forbindelse med sagens behandling i det administrative system, hvilket ikke ses at være en tilsigtet virkning af, at skattemyndighederne ikke skulle kunne indbringe sagerne for domstolene.

I realiteten vil konsekvensen formentlig blive, at behandlingen af sagerne i det administrative system væsentlig vil ændre karakter, og at skatteyderen bliver taber i det spil, og i stedet risikerer at blive nødsaget til at indbringe sagerne for domstolene.

Personligt ser jeg hellere at ministeriets adgang til at indbringe sagerne udvides, og principielt gøres helt fri, og at skatteyderen får 100 % omkostningsgodtgørelse uanset sagens udfald – og uanset hvem skatteyderen er - ved domstolene, hvis ministeriet vælger at indbringe sagerne. Dermed fjernes risikoen for at asymmetrien i indbringelsesadgangen inddrages som et falsk lod i vægtskålen, medes myndighederne, ønsker de at indbringe sagen, påtager sig den fulde procesrisiko for sagens omkostninger. Det sikrer borgernes retssikkerhed, og myndighedernes behov for at få relevante afgørelser og problemstillinger prøvet ved domstolene.

Kombineres dette med, at skattemyndighederne forpligtes til at oplyse sagens reelle værdi for myndighederne, hvis sagen indbringes, og hvis den økonomiske værdi rækker udover sagen, sikres det, at borgerne får adgang til de reelle ressourcer, som myndighederne har adgang til, i forbindelse med sagens behandling.

Dette, idet det naturligvis forudsættes, at sagens værdi, og omkostningsgodtgørelsen for skatteyderen, skal udmåles i henhold til den økonomiske værdi for myndighederne, der har valgt at indbringe sagen.

Det bør ikke være omkostningsfrit for skattemyndighederne at få prøvet principielle spørgsmål af væsentlig værdi for staten, medens den skatteyder, der påføres processen, ikke har viden herom, eller ressourcer, der modsvarer statens interesse i sagen.

Der har i forlængelse af de såkaldte Panamadokumenter igen været fokus på spørgsmålet om amnesti for skattesnydere. Vi har i Danmark har tidligere haft en midlertidig amnestiordning, der dog ikke var den helt store succes. Svenskere har derimod med deres ordning betydelig mere succes, hvilket er et af argumenterne for at genindføre amnestien i Danmark.

Hvorvidt der skal gives amnesti er i sagens natur et politisk og moralsk spørgsmål, men inden man når til sådanne overvejelser, bør det mere relevante spørgsmål rejses; hvad er det eksakt, der skal gives amnesti for?

Ønskes der en ordning, hvor der gives amnesti for unddragne skatter, forudsætter det, at det klarlægges, at der er unddraget skatter, der har relevans for Danmark. Dette lyder banalt, men er det langtfra, eftersom det må formodes at en ikke ubetydelig del af de formuer, der er gemt i skattelylande ikke er oparbejdet på lovlig vis. At sådanne penge gemmes i såkaldte skattelylande har ofte relation til, at skattelylande, udover manglende opkrævning af skatter, også har den betydelige fordel, at pengene kan opbevares anonymt uden der stilles spørgsmål, hvilket er meget belejligt, for penge hidrørende fra økonomisk kriminalitet.

Derved aktualiseres et helt grundlæggende problem. Skal det sikres, at det er en unddragen skat, der vedrører Danmark, skal myndighederne have adgang til at kontrollere hvor formuen, eller skatteretligt mere relevant, den efterfølgende skattepligtige indtægt fra formuen, stammer fra.

Er det f.eks. fra narkohandel, underslæb, mandatsvig, skyldnersvig eller anden form for økonomisk kriminalitet, skal man så blot kunne anføre dette og så i øvrigt få amnesti i forhold til sit mellemværende med skattemyndighederne i forhold til det skattepligtige afkast fra formuen? Men hvordan skal den bagvedliggende kriminalitet så håndteres? Anmeldes denne til politiet af skattemyndighederne giver det sig selv, at ingen, der har sådanne penge gemt, vil benytte skatteamnestiordningen

Går man i den anden grøft, således at der ingen spørgsmål stilles til de formuer og indtægter der angives, risikeres det at amnestiordningen medfører medvirken til systematisk hvidvask af penge, hidrørende fra økonomisk kriminalitet, under dække af skatteamnesti. Det er oplagt, at kriminelle, der har gemt penge fra f.eks. narkohandel i skattelylande vil føre disse til Danmark, hvis muligheden for at få dem vasket hvide, ved blot at betale skatten, var til stede.

Indføres en sådan anonym amnesti vil det i øvrigt give en helt anden udfordring, idet der derved risikeres en konkurrence mellem landene om de mest gunstige skatteamnestiregler, og her er det oplagt, at amnestien vil blive søgt i de lande, hvor ordningerne er mest gunstige, og det er sikrest at opbevare pengene efterfølgende.

Det rejser så i øvrigt det næste problem; hvordan løses de internationale udfordringer det giver, hvis der er søgt, og givet henstand, i ét land, og et eller flere andre lande efterfølgende påberåber sig beskatningsretten, og retten til at straffe?

Det er således oplagt, at en anonym amnesti, hvor der ikke stilles spørgsmål til de formuer og indtægter der ønskes amnesti for, risikerer at blive anvendt mere til hvidvask af kriminelle penge, end amnesti for manglende betaling af skatter, og i øvrigt giver risiko for et ”race to the buttom” i forhold til at tilbyde de bedste vilkår for amnesti.

Dermed er vi tilbage ved den løsning, hvor der alene kan gives amnesti for unddragne skatter hvis den, der søger amnestien, kan dokumentere, at de skattepligtige indtægter, der søges skatteamnesti for, alene er et mellemværende mellem skatteyderen og de danske skattemyndigheder i form af unddragne skatter, og ikke andet.

Min påstand er blot, at de formuer, og de afledte indtægter heraf, der er skjult i udlandet, for en ikke ubetydelig dels vedkommende stammer fra økonomisk kriminalitet, således at en skatteamnesti ikke vil få den store betydning i form af at trække formuerne og indtægterne heraf tilbage til Danmark, medmindre der gives en generel anonym amnesti. En sådan amnesti vil dog således have den meget uheldige bagside, at der i realiteten, i meget stor udstrækning, vil være tale om statstemplet hvidvask af kriminelle penge.

Eller sat på spidsen; er pengene gemt i udlandet for at snyde med skatten, eller er skatteunddragelsen en konsekvens af, at pengene stamme fra kriminalitet, nødvendigvis må gemmes et sted, hvor de ikke kan spores, og hvor der ikke betales skat?

Den nuværende debat synes ensidigt at fokusere på, at pengene alene er i skattely for at snyde med skatten. Jeg er knap så sikker.

Skattely som begreb er en sjov størrelse, der er blevet allemandseje, uden at nogen egentlig ved, hvad skattely mere præcist dækker over. Det ses dagligt, at der henføres en lang række transaktioner og konstruktioner til ”skattely”.

Dette kommer meget klart til udtryk i den seneste tids mediedækning vedrørende de såkaldte Panamadokumenter. Der er formentlig en lang række af de transaktioner, der vedrører Panama og selskaber beliggende der, der har relation til skattesvig og skatteunddragelse, men dækker skattelytransaktioner andet og mere, end de rene strafferetlige forhold?

I fald de gør, hvad er det så for transaktioner, medierne jagter og mener, har relation til skattely? Aggressiv, men lovlig skatteplanlægning? Skatteoptimering, indenfor lovens rammer, men for nogen, moralsk angribelig?

Uanset hvad, der mere præcist ligger i skattely, er der for mig at se ingen tvivl om, at man skyder langt forbi skiven ved blot at henføre alle de transaktioner, der har relation til Panama til at være båret af skattemæssige overvejelser.

Man kan spørge sig selv, om transaktioner, der har relation til folk omkring Putin, Assad og arabiske prinser er skattemæssigt motiveret, formentlig ikke.

Det er således efter min opfattelse meget forsimplet at tro, at alle de transaktioner primært skulle være båret af en intention om at spare skat. Den manglende skattebetaling vil derimod ofte være en direkte følge af transaktionernes reelle karakter.

Mon ikke en meget væsentligt del af de penge, der er skjult relaterer sig til helt banal økonomisk kriminalitet, som underslæb, mandatsvig, skyldnersvig m.v. Mit bud er, at dette er tilfældet.

Mulighederne og motivationen er uendelige. Det er lige fra virksomhedsejeren, der ikke fik etableret særeje, og ønsker at skjule sin reelle formue for ægtefællen, til medarbejderen, der skjuler bedrageri overfor arbejdsgiveren, til virksomheder, der har behov for selskaber, der ikke kan spores, til udbetaling af bestikkelse, til narkopenge, og udkomme fra alle øvrige former for økonomisk kriminalitet, til fallenten, der skjuler sine aktiver for kreditorerne. Man kan spørge sig selv, hvor mon de mange penge, der aldrig dukker op i forbindelse med konkurser og banal økonomisk kriminalitet ender henne?

Og måderne det gøres på? Det er grundlæggende utroligt simpelt, alle virksomheder, der handler med udenlandske virksomheder, kan relativt simpelt bede den udenlandske virksomhed lægge 5 % til den reelle købspris til den danske virksomhed, mod at den udenlandske virksomhed får en faktura for konsulentbistand, sjovt nok på 5 %, fra et selskab i Panama. Sådanne penge kan også anvendes til betaling af bestikkelse og udbetales fra det Panamanske selskab. Så er det 100 % anonymt, og bogføringen er i orden.

Sådanne konstruktioner kan modelleres i det uendelige og er typisk ikke båret af skattemæssige forhold, men ren og skær simpel økonomisk kriminalitet.

Det er i virkeligheden den største trussel, som disse lande og deres lempelige lovgivning giver mulighed for, nemlig at skabe en anonym base for kriminelle til at skjule udkommet fra simpel økonomisk kriminalitet, og muliggøre kriminalitet via sindrige selskabskonstruktioner, til skade for virksomhederne og samhandlen.

Skatten? Mon ikke, den ofte er sekundær i den forbindelse. Det kan relativt simpelt afdækkes ved at se på, hvor mange transaktioner, der har relation til Panamadokumenterne, som ikke har nogen skattemæssig betydning for de involverede. Mit gæt er, at det er en del.

Skatteministeren siger:

”SKAT vil i 2016 have en målrettet kontrolindsats mod momssvindel. Samtidig igangsættes samtidig et serviceeftersyn af momsområdet i SKAT, mens myndighedssamarbejdet på området intensiveres. ”

”Vi skal naturligvis slå hårdt ned på økonomisk kriminalitet. Her findes ingen undskyldninger. Men samtidig skal vi have fokus på at styrke borgeres og virksomheders retssikkerhed.”

”Vi skal naturligvis ikke acceptere skatteunddragelse. SKAT skal have en effektiv kontrolindsats. Men vi skal turde have mere tillid til skatteyderne, som jeg i bund og grund har en tro på gerne vil overholde reglerne.

De fleste fejl bliver givet vis begået, fordi skattesystemet er kompliceret og indviklet. Ikke fordi at borgerne ønsker at snyde. Jeg tror derfor på, at det er med til at styrke retssikkerheden, hvis myndigheder og borgere møder hinanden med gensidig tillid. ”

Vi er helt enige i ministerens mål, men skatteministeriet skal blot huske på, at det ikke i processen glemmes, at enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist, hvad SKAT af og til glemmer, eller overser.

Vi skal i øvrigt opfordre til, at ministeren forholder sig til hvilke beføjelser SKAT påtænkes at skulle have i forbindelse med en skærpet indsats imod skatte- moms- og afgiftssvindel, således at SKAT ikke pludseligt reelt set agerer som et egentlig skattepoliti, uden hjemmel hertil.

Den tendens kan vi allerede nu spore, og vil man videre ad denne vej, bør der skabes egentlig hjemmel hertil i forhold til retssikkerhedsloven og skattekontrolloven. I modsat fald agerer SKAT uden hjemmel, hvilket giver en lang række udfordringer i forhold til de afgørelser SKAT træffer, og det grundlag de træffes på baggrund af.

Det er særdeles positivt, at skatteministeren forleden meddelte, at der vil blive fremsat et lovforslag hvorefter omkostningsgodtgørelsen for selskaber kommer tilbage.

Retten til omkostningsgodtgørelsen er et væsentligt retssikkerhedsmæssigt princip, og det virkede uforståeligt, da retten blev fjernet, ligesom den mellemliggende periode, ej heller har retfærdiggjort ophævelsen, eller medvirket til at højne forståelsen.

Tværtimod er statens omkostninger til sin egen advokat – kammeradvokaten – steget, og steget i den pågældende periode. Dette fremgår klart af de talmæssige opgørelser, der er offentlige tilgængelige, så det er et uomtvisteligt faktum.

I perioden fra, at retten til godtgørelsen blev fjernet, og det blev offentliggjort, at ordningen er på vej tilbage, er der altså sket en betydelig stigning i statens omkostninger til sin egen advokat, medens selskabernes omkostninger til deres sager – uanset de vandt – er steget betydeligt.

Det er dog ikke den eneste ting, der er sket i den mellemliggende periode, idet man har etableret skatteankestyrelsen, og det giver nogle helt andre udfordringer.

En ting er omkostningerne ved at føre en sag, noget helt andet er kvaliteten af den sagsbehandling klagesagen får, og den tid, der medgår med behandlingen af sagen.

Og her er der massive udfordringer, som ankestyrelsens seneste rapport, offentliggjort d. 22. december 2015, viser. Styrelsen afsluttede alene omkring 10.000 sager i 2015, hvilket er noget af et stykke fra de 15.000 sager, man forventede. Dertil kommer, at styrelsen kæmper med en meget omfattende sagspukkel, og i øvrigt har den udfordring, at ca. 50 % af medarbejderne har under 1 års anciennitet. Dette skyldes ifølge rapporten både et meget stort antal nyansættelser og udskiftning af de erfarne medarbejdere.

Umiddelbart virker det ikke som en sund cocktail, at der er så mange uerfarne medarbejdere, sammenholdt med et massivt pres for at færdigbehandle sager, og få produktiviteten op. Hvor prioriteres kvaliteten, som alt andet lige burde være det absolut vigtigste fokuspunkt?

Med de udfordringer styrelsen står overfor er det klart, at en genindførelse af omkostningsgodtgørelsen for selskaber med virkning fra d. 1. januar 2017 kan give grobund for yderligere udfordringer, idet genindførelsen uomtvisteligt vil medføre flere sager.

Udfordringen herved er åbenlys, idet det er styrelsen, der skal kunne håndtere alle disse nye sager, og styrelsen kan i forvejen ikke håndterer de sager, der er allerede nu.

Der forekommer i dag så lange sagsbehandlingstider, at skatteyderen med rette når at glemme, at de overhovedet har en sag, førend den er afgjort. Det glemmer SKAT blot ikke, og SKAT glemmer heller ikke at kræve renter, i hele den lange tid sagen verserer, hvis der er søgt henstand.

Jeg kan derfor kun opfordre til, at ministeren ikke alene fokuserer på retssikkerhed i forhold til omkostningerne ved at føre skattesager, men tillige fokuserer på at retssikkerhed også ligger i kvaliteten af sagens behandling, og den tid, der medgår til sagens behandling. 

Det er kommet i mediernes fokus, at der i de seneste år har været en kraftig stigning i antallet af sager om bedrageri, skatte, moms og afgiftssvig, senest i forbindelse med den betydelige fokus, der er på afgifterne vedrørende slik. Dertil kommer de talrige sager om momskarruseller m.v.

Det burde derimod ikke komme som en overraskelse for nogen, der arbejder med disse områder, at antallet af sager er stigende, og at kriminaliteten er under forandring.

At det forholder sig således, kan der være mange årsager til, men man skyder formentlig ikke meget forbi, hvis det anføres, at straffene for økonomisk kriminalitet i form af bedrageri og unddragelser af skatter, moms og afgifter, sammenholdt med f.eks.  narkotikakriminalitet, er langt lavere, hvilket udbyttet derimod formentligt ikke er. 

Dertil kommer, at de danske systemer i forhold til registrering af selskaber, momsregistrering, registrering for skatter og afgifter er digitaliseret i et omfang, der gør det utrolig let at oprette selskaber og anvende stråmænd, ofte endda uden at de selv er bekendt med, at deres identitet misbruges. 

Kombineres det, med virksomhed inden for områder, der er pålagt betydelige afgifter, f.eks. slik, benzin m.v. giver det grobund for meget betydelige unddragelser over meget kort tid.

Dertil kommer, at der handles lystigt med gamle selskaber, med en stabil ”track record” over for det offentlige, ofte registreret med branchekoder, der sjældent påkalder sig myndighedernes interesse. 

Det er mit bud, at denne tendens fortsætter og at det næste område kriminaliteten sætter fokus på, er kriminalitet målrettet IT, den såkaldte cyber crime. Der kan i den forbindelse dårligt være tvivl om, at mange virksomheder og offentlige myndigheder ikke er sikret i tilstrækkeligt omfang til at beskytte sig mod denne kriminalitet. 

Kombineres cyber crime med den traditionelle økonomiske kriminalitet kan der efter min opfattelse dårligt være tvivl om, at myndighederne står overfor meget betydelige udfordringer, som kræver en betydelig indsats. 

Om myndighederne er klar til at håndtere sådanne mere sofistikerede kriminalitetsformer kan kun fremtiden vise. Det samme gør sig gældende i forhold til om strafniveauet og de sanktioner der er til rådighed vil afskrække denne form for kriminalitet. Jeg tillader mig at tvivle. 

 

Såfremt regnskaberne og bogføringen ikke overholder gældende regler, f.eks. som følge af manglende kontantafstemninger, manglende løbende bogføring m.v. vil SKAT kunne tilsidesætte regnskabet, og sætte sit eget skøn i stedet. Vi oplevede i sidste halvdel af 2015 et stigende antal tilfælde, og har en forventning om, at det fortsætter i 2016. Det samme gælder skønsmæssige ansættelser på baggrund af negativt privatforbrug.

Al erfaring og praksis viser, at det er utrolig vanskeligt at få SKATs skøn tilsidesat, da det kræver, at det godtgøres, at skønnet hviler på et forkert grundlag og medfører et åbenbart forkert resultat. Dette er utrolig svært at bevise, grænsende til det umulige, når ens eget regnskab og grundlaget herfor er blevet tilsidesat. Det er således ikke nok, at der påvises konkrete fejl i SKATs skøn, eller ens eget skøn er lige så sandsynligt som SKATs.

Dette gælder særligt, hvis sagen ender i retten, hvor bevisbyrden er meget streng i denne type sager. Overordnet set er det naturligvis rimeligt nok, at skatteyderen ikke skal kunne drage fordel af ikke at have overholdt reglerne i form af en lempelig bevisbedømmelse i forhold til SKATs skøn.

Dette gælder særligt i de tilfælde, hvor regnskabsmaterialet er særdeles mangelfuldt, eller stort set ikke eksisterende, således at SKAT alene har haft et spinkelt grundlag at skønne ud fra. 

Det virker dog ofte omvendt som om, at SKAT til gengæld nyder godt heraf, idet SKAT netop har meget vide rammer for at skønne i disse tilfælde, og ofte udnytter disse rammer til det yderste.

Vi kan således kun opfordre alle til at sikre, at deres regnskab og grundlaget for regnskabet er 100 % i orden, ellers risikerer du at blive fredløs. Det er nemlig ofte det, vi oplever. Dette gælder særligt, da reguleringer på baggrund af et tilsidesat regnskab i sagens natur ofte vil være til SKATs fordel. 

Den skatteyder, der forsøger at vinde en sag, hvor SKAT skønsmæssigt har forhøjet indkomsten, momstilsvaret eller afgiftstilsvaret i tilfælde, hvor der er udeholdt omsætning, moms eller afgifter, har en meget svær sag, uanset han måtte have ret i, at der ikke er noget at komme efter. Dette gælder særligt, hvis der tillige er rejst en straffesag.

Dette skyldes, at domstolene er meget tilbageholdne med at tilsidesætte SKATs skøn, når det relaterer sig til sager om påståede unddragelser i virksomheder med mangelfuldt regnskabsmateriale. 

Læser man praksis tilbage fra midten af tresserne og frem, forekommer der flere eksempler på, at SKAT har udnyttet deres skønsmæssige beføjelser til det yderste, men at skatteyderen ikke har kunnet bevise dette. Det synes som om, at domstolene giver disse vide rammer ud fra en betragtning om, at hele grundlaget for at sagen er startet er skatteyderens egen manglende overholdelse af gældende regler. 

At dette skulle give SKAT carte blanche til at gennemføre skøn, der er ude af trit med virkeligheden forekommer ikke oplagt, men er ikke desto mindre ofte sådan det er. 

 

SKATs compliance undersøgelser viser, at danske virksomheder siden 2008 og frem til 2012 årligt har opgjort ca. 12 mia. for lidt i skat og moms.

SKATs undersøgelser har vist, at der er fejl i omkring halvdelen af alle virksomheders skattebetaling. Det samme billede tegner sig i SKATs undersøgelse for indkomståret 2012, som er det seneste  år, hvor der foreligger en rapport.

Skatteministeriet anfører frimodigt på sin hjemmeside, at der oftest er tale om fejl, og hvad der er mere interessant, at ”kun 1 ud af 10 virksomheder forsøger bevidst at omgå skattereglerne.”

Det er tankevækkende, at det anføres, at det ”kun” er 1 ud af 10 virksomheder, der bevidst omgår reglerne, det er trods alt 10 %, vi taler om.

Det er endvidere tankevækkende, at myndighederne altså ved, at der årligt afregnes ca. 12. mia. kr. for lidt, men at der ikke i perioden fra 2008 til d.d. er sket nogen reduktion af denne manko, og at kontrollen ikke i den periode er forbedret på nogen som helst vis.

Det er i virkeligheden en større skandale end udbyttesagen, hvor SKAT trods alt ikke vidste, at den var gal, her viser alle årlige undersøgelser, at der er problemer.

Det fremgår i øvrigt af rapporten, at de 10 % af virksomhederne, der bevidst forsøger at omgå reglerne står for 50 % af den manglende angivelse. Det er et voldsomt tal, særligt når SKATs undersøgelse også har afdækket i hvilke brancher, de brodne kar befinder sig.

Det er tankevækkende, at det ikke har topprioritet at få styr på disse forhold, og at der alene er iværksat initiativer til at få bedre styr på kontrollen.

Det er mindst lige så problematisk, at SKAT ikke har kunnet forudsige at lempelse af revisionspligten ville medføre stigende problemer med regelefterlevelsen. Det er oplagt at dette ville blive konsekvensen, hvad undersøgelser, da også allerede har afdækket, f.eks. i forbindelse med korrekt angivelse af ulovlige aktionærlån i ikkereviderede selskaber. 

Jeg kan kun frygte, at skatte- og momsgabet vil være stigende i en række mindre virksomheder, i de brodne brancher, hvor revisionen yderligere er fravalgt.