Der har i den seneste tid været en del debat omkring iværksætterselskaberne, og at det er for let for kriminelle blot at stifte et selskab med 1 kr., og herefter udføre økonomisk kriminalitet igennem disse selskaber.

Det medfører ofte en argumentation om, at der skal være skærpet tilsyn med disse selskaber, fremfor andre selskaber, særligt anpartsselskaberne og aktieselskaberne, der alene kan stiftes med en noget højere selskabskapital.

Det er en interessant tankegang, at myndighederne skulle skærpe tilsynet med IVS’erne alene grundet, de kan stiftes uden nogen kapital, fremfor kontrol af mere kapitalkrævende selskaber.

Denne tankegang er faretruende naiv, idet kriminelle, der f.eks. påtænker at udføre økonomisk kriminalitet i millionklassen, normalt er ret ligeglade med at stifte selskaber uden at kapitalen reelt set er til stede, eller at stifte selskaberne med den fornødne kapital, for blot umiddelbart efter stiftelsen at hæve pengene igen.

Bliver det alment kendt, at holder man sig væk fra IVS’erne minimeres risikoen for kontrol, er det temmelig oplagt, hvad konsekvensen bliver. Og selskabskapitalen? Den kommer ikke til at betyde det fjerneste, da straffen for at stifte et selskab uden kapitalen reelt set er til stede er minimal, sammenlignet med den kriminalitet, der i øvrigt vil blive udført i selskaberne.

Kriminelle er på dette område ikke anderledes end alle andre, de fleste ved, at der er en ganske anden troværdighed og seriøsitet omkring et aktieselskab, frem for et iværksætterselskab, og hvorfor i alle verden skulle man så påkalde sig myndighedernes interesse ved at stifte et iværksætterselskab?

SKAT kan, hvis der er grundlag derfor, foretage skønsmæssige forhøjelser, hvis det konstateres, at skatteyderen må have haft indkomster, der ikke er selvangivne, som følge af negativt eller uantageligt lavt privatforbrug, men hvornår er et privatforbrug uantageligt lavt, og hvad er et rimeligt og sædvanligt privatforbrug?

Det er umiddelbart en meget konkret vurdering, der bunder i skatteyderens personlige forhold, og ønsker til livsførelse, men SKAT har i en række sager anvendt en systematik, hvorefter SKAT har foretaget en skønsmæssig forhøjelse af skatteyderens ansættelse baseret på at skatteyderen skal have et privatforbrug, der modsvarer Danmarks Statistiks gennemsnitsforbrug.

Har skatteyderne ikke haft det, eller har anvendelse af dette gennemsnit i beregningerne ført til et negativt privatforbrug, har SKAT forhøjet med differencen mellem det beregnede privatforbrug og gennemsnitsforbruget i henhold til Danmarks statistik.

Det kan f.eks. være tilfælde, hvor skatteyderen – groft forenklet – alene har haft kr. 150.000 til privatforbrug, og hvor Danmarks statistiks gennemsnit siger kr.344.369, hvilket medfører en forhøjelse med differencen, hvis skatteyderen ikke kan redegøre for, hvor pengene kommer fra, eller at han har haft et lavere privatforbrug.

Det kan også være de tilfælde, hvor SKAT i forbindelse med SKATs beregninger har lagt det ind som en forudsætning, at skatteyderen har brugt kr. 344.369 til privatforbrug, hvorefter skatteyderens privatforbrug bliver negativt. Her bliver resultatet det samme, skatteyderen bliver forhøjet med det negative privatforbrug.

Det kan f.eks. ske, hvis skatteyderen har sparet kr. 50.000 op, og har haft kr. 200.000 i disponibel indkomst. Herefter vil der kun være kr. 150.000 til forbrug og finder SKAT, at der minimum skulle være brugt kr. 344.369, mangler der kr. 344.369 – kr. 150.000 = kr. 194.369 i indkomst, som vil udløse beskatning.

I begge tilfælde vil forhøjelsen ske ud fra den betragtning, at forbruget skal være kr. 344.369, for det viser gennemsnittet af alle danskeres forbrug.

Det er således ikke længere alene et spørgsmål om, hvorvidt privatforbruget er negativt eller uantageligt lavt (nærmest ikke eksisterende), men også et spørgsmål om, hvorvidt det beregnede privatforbrug står i forhold til Danmarks statistiks opgørelse af danskernes gennemsnitlige privatforbrug.

Der er meget, der kan tale for, at SKAT tager udgangspunkt i officielle gennemsnit, da de alt andet lige bygger på et bredere statistisk grundlag og umiddelbart sikrer et objektivt, konstaterbart udgangspunkt for det konkrete skøn.

Dette kræver dog, at to betingelser er opfyldte. For det første, at SKAT forholder sig til de konkrete omstændigheder, der kan begrunde et langt lavere privatforbrug, f.eks. langvarige hospitalsindlæggelse, sygdom i øvrigt, eller en dokumenteret meget spartansk livsførelse.

Det kræver også, at SKAT sætter et acceptabelt privatforbrug i forhold til den indkomstgruppe skatteyderen konkret befinder sig i, og det er her problemerne opstår, idet det kan konstateres, at SKAT i en række tilfælde uden videre anvender det generelle gennemsnit beregnet af Danmarks statistik.

Det gælder eksempelvis for en familie på 2 voksne under 60 år, uden børn, at det gennemsnitlige privatforbrug i 2015 var kr. 344.369 om året ifølge Danmarks statistik, FU51.

Det SKAT imidlertid overser er, at dette gennemsnit er beregnet på baggrund af alle indkomstgrupper, hvorfor der er en lang række husstande, der aldrig vil have en indtægt, der muliggør et privatforbrug i denne størrelsesorden, samtidig med, at der vil være familier, hvis indkomster muliggør et langt større privatforbrug, end det beregnede gennemsnit.

Et gennemsnitligt privatforbrug må forudsætte en gennemsnitlig indkomst, idet f.eks. to voksne studerende under 60 år uden børn ikke vil have kr. 344.369 til forbrug, hvorimod et par med meget høje indkomster omvendt vil have et væsentligt højere rådighedsbeløb til privatforbrug, og dermed med meget stor sandsynlighed vil ligge over dette gennemsnit.

Det er netop derfor, at der er tale om et gennemsnitligt privatforbrug, idet det er gennemsnittet i forhold til det statistiske materiale, der indgår i opgørelsen over privatforbruget, herunder oplysninger om husstandsindkomsten.

Vil SKAT således tillægge Danmarks statistiks gennemsnitstal nogen værdi, vil det naturligvis kræve, at der i det mindste anvendes det absolut mest relevante parameter - hvad er det gennemsnitlige privatforbrug sat i forhold til den indkomstklasse skatteyderen ligger i?

Tages der ikke højde herfor, vil Danmarks statistiks gennemsnitsforbrugsberegning kunne anvendes til at forhøje samtlige husstandes indkomst, såfremt det af SKAT opgjorte/beregnede privatforbrug ikke er lig med eller over det generelle gennemsnitlige privatforbrug.

Det vil formentlig komme som noget af en overraskelse for alle landets kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere, førtidspensionister, folk på integrationsydelser, studerende på SU, lavtlønsfamilier m.v., at deres indkomst principielt skulle kunne forhøjes, så den giver mulighed for et privatforbrug på det generelle gennemsnit.

Et acceptabelt privatforbrug for et par på SU, skal eksempelvis følge gennemsnittet for den indkomstgruppe, de pågældende SU-modtagere ligger i.

Det gælder omvendt, at kan SKAT påvise et privatforbrug for et par på SU, der ligger på eller over det generelle gennemsnit, må dette par nødvendigvis have andre indtægter end de selvangivne, som SKAT ikke kender til, da deres ”officielle” indkomst ikke giver mulighed for et privatforbrug i den størrelsesorden.

Det samme gør sig gældende, hvis parret har negativt privatforbrug, eller et privatforbrug af helt underordnet karakter sat i forhold til den indkomst de har. Men her er det igen et underordnet privatforbrug sat i forhold til den indkomstgruppe disse tilhører.

Derudover er Danmarks statistiks tal under alle omstændigheder i øvrigt uegnet til at danne baggrund for skønsmæssige ansættelser, idet de indkomstspænd, Danmarks statistik anvender, er alt for brede i forhold til beregning af en skønsmæssig indkomst, og dermed et privatforbrug, der er rimeligt til at undersøge, om skatteyderne har udeholdt indkomster.

Det følger af, at det gennemsnitlige forbrug for skatteydere med en husstandsindkomst i 2015 på 298.000 kr. eksempelvis er 173.516 kr. medens gennemsnittet for en husstand med en indkomst på kr. 302.000 er 246.408 kr.

Det skyldes, at Danmarks statistik skifter interval lige ved 300.000 kr., idet intervallerne hedder 150.000 – 299.999 kr. og 300.000 – 499.999 kr.

Problemet hermed er blot, at en husstand der tjener 302.000 kr. frem for 298.000 kr. ikke har 72.891 kr. mere til forbrug om året, hvilket viser svagheden ved anvendelse af Danmarks statistiks tal som baggrund for skønsmæssige forhøjelser – idet tallene alene viser, hvad forbruget gennemsnitlig er indenfor de enkelte intervaller, og ikke hvad et gennemsnitsforbrug er, givet at der eksempelvis er en indtægt på præcist hhv. 298.000 kr. eller 302.000 kr.

Alene af den grund er beregningerne fra Danmarks statistik, anvendt ukritisk, uegnet til at foretage skattemæssige ansættelser/indkomstforhøjelser.

Der har på det seneste været en del fokus på billeasing i medierne i forhold til, at leasingselskaberne reelt set ikke har betalt afgift i en række tilfælde.

Hvorvidt dette er indenfor gældende ret er ikke temaet for denne blog, idet denne praksis dog rejser et meget interessant spørgsmål, i forhold til de, der har leaset bilerne, og som led i deres aftale løbende har betalt afgifterne til leasingselskaberne, der naturligvis har overvæltet afgifterne på deres kunder.

Spørgsmålet er herefter om kunderne, I de tilfælde, hvor leasingselskaberne reelt set ikke har betalt nogen afgift, har krav på at få refunderet den del af leasingydelserne, der relaterer sig til afgifterne, idet der ikke er betalt nogen afgifter til staten?

Realiteten er jo, at leasingselskaberne har opkrævet afgifterne hos deres kunder, efterfølgende fået den returneret hos SKAT, og mig bekendt beholdt den refunderede afgift, som en reel yderligere fortjeneste.

Det interessante i denne sammenhæng, udover om kunderne kan kræve de overvæltede, men reelt ikke betalte afgifter tilbagebetalt af leasingselskaberne, er om leasingselskaberne har betalt skat af den reelt yderligere indtægt, de har oppebåret.

Umiddelbart er reduktion af afgifterne jo ikke skattepligtigt, da SKAT ”blot” har opkrævet for meget i afgift, der returneres. Er dette tilfældet er det oplagt, at det har været en guldrandet forretning, medmindre de meget fordelagtige tilbud, der har været på leasing har været delvist finansieret med en foruddiskonteret forventning om refusion af afgifter.

Tilbage står dog, at de seneste tal viser, at provenuet for leasingselskaberne qua manglende betaling af afgifter er ca. 500 millioner pt., og spørgsmålet er om dette beløb endelig skal blive i leasingselskabernes lommer, eller om denne reelt ikke betalte, men opkrævede afgift, skal returneres til leasingtagerne?

Det bør der ske en retlig prøvelse af, da der kan stilles mange spørgsmål ved, hvorvidt leasingselskaberne retmæssigt kan beholde opkrævede afgifter, der er returneret, som yderligere fortjeneste, qua afgifterne har været overvæltet på kunderne, der ikke har haft nogen viden om, at afgifterne er blevet returneret.

Mig bekendt vil SKAT nu kontrollere, hvorvidt leasingselskabernes værdiansættelser har været korrekte i relation til opkrævning – og tilbagebetaling af afgifterne. Det er meget fornuftigt, men burde ikke først været sket nu. Det virker unægtelig som om, at SKAT først reagerer, når SKAT af omverden bliver gjort opmærksom på potentielt problematiske områder, og ikke af egen drift har føling med, hvad der sker. Det er meget bekymrende.

Når nu SKAT alligevel skal til at se på området, har jeg yderligere et forslag til et fokusområde. Det er velkendt, at biler der er leaset i selskaber i nogle tilfælde tager meget store afskrivninger henover de perioder, bilen er leaset. Leasingtager skal efter endt leasingperiode anvise en køber, og kære SKAT, hvem tror i ender med at købe de biler, der er afskrevet til under markedsværdi i forbindelse med selskabets leasing af bilen?

Rigtig gættet, selskabets ejer, eller andre der skal belønnes med en efterfølgende skattefri fortjeneste, når bilen sælges videre.

Kære SKAT, det er næsten for nemt.

Sagen vedrørte moms- og skatteunddragelse på 496.874 kr. i moms og 553.767 kr. i skat. Sanktionen blev en tillægsbøde på kr. 820.000 og 8 måneders betinget fængsel.

Landsretten udtalte herom, at

”Landsretten finder efter oplysningerne om tiltaltes personlige forhold, herunder at han er ustraffet, og under henvisning til den udvidelse uf området for samfundstjeneste, der fandt sted ved lov nr. 152 af 18. februar 2015, at det er forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste som fastsat nedenfor, jf. straffelovens§ 62, stk. I, jf. § 63.”

Dommen er en blandt en række af domme, der henviser til udvidelsen af området for samfundstjeneste tilbage fra 2015.

Se delvist modsætningsvist afgørelsen i SKM2017.236.VLR, hvor der blev udmålt delvist ubetinget fængsel, i et tilfælde, hvor Landsretten slog fast, at

”Efter forholdenes karakter og unddragelsernes omfang findes fængselsstraffen passende at kunne udmåles til fængsel i 1 år og 3 måneder. Efter indholdet af Kriminalforsorgens supplerende udtalelse lægges det til grund, at tiltalte er egnet til at udføre samfundstjeneste. Da forholdenes grovhed og den systematiske karakter af overtrædelserne taler imod en rent betinget straf med vilkår om samfundstjeneste, gøres 3 måneder af fængselsstraffen herefter ubetinget, mens resten af fængselsstraffen under hensyn til den udvidelse af anvendelsesområdet for samfundstjeneste, som er tilsigtet ved lov nr. 152 af 18. februar 2015, gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste som nedenfor bestemt, jf. Straffelovens § 64, § 62 og § 63.

Det bemærkes, at hverken oplysningerne om sagsbehandlingstiden eller oplysningerne om tiltaltes personlige forhold giver grundlag for at gøre nogen del af straffen rent betinget.”

I den seneste afgørelse var det altså forholdets grovhed og den systematiske karakter, der gjorde straffen delvist ubetinget.

Der var i sagen rejst tiltale for svig med lønsumsafgift, kildeskat og arbejdsmarkedsbidrag, i en virksomhed, hvor hun var daglig leder, og som hun ejede 75 % af.

Hun havde for perioden 01.01.2010-23.02.2011 undladt at anmelde klinikken til registrering for lønsumsafgift. For perioden 24.02.2011-17.08.2011 havde hun drevet lønsumsafgiftspligtig og indeholdelsespligtig virksomhed, selvom SKAT havde nægtet registrering for lønsumsafgift, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag den 24. februar 2011 på grund af manglende sikkerhedsstillelse.

Hun havde indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i en del af perioden uden at angive og afregne det til SKAT, men også for noget af perioden undladt at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Der var herved unddraget 17.105 kr. i lønsumsafgift, 341.240 kr. i kildeskat og 99.698 kr. i arbejdsmarkedsbidrag. Tiltalte forklarede at hun ikke havde haft et ledelsesansvar. Det var en anden der skulle stå for det. Hun havde ikke spurgt vedkommende, hvordan registreringen til det offentlige var sket. Hun havde som enlig mor til 3 børn nok at gøre med at klare det og arbejdet.

Både byretten og Landsretten fandt hende skyldige i tiltalen, idet hun både var den formelle og reelle leder af klinikken og dermed ansvarlig for driften af klinikken og forholdet til SKAT, som hun undlod at afklare forholdene vedrørende registrering af selskabet med, ligesom det var hende, der undlod at indbetale lønsumsafgift, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Afgørelsen viser ikke overraskende, at det ikke fritager for ansvar blot at uddelegere opgaverne til ansatte og ikke i øvrigt at forholde sig til angivelserne til det offentlige.

SKAT har igennem en periode haft fokus på personligt ejede virksomhed, der igennem en periode har kørt med underskud.

Dette under hensyntagen til, at SKAT, såfremt virksomheden har kørt med underskud i en periode, vil underkende fradragsretten af underskuddene, da SKAT ikke vil anse virksomheden for erhvervsmæssig.

Dette har i en række tilfælde meget for sig, særligt hvis virksomheden drives for ejerens egen fornøjelses skyld, eller i øvrigt er af så helt underordnet karakter, at aktiviteten ikke kan siges at være erhvervsmæssig.

Grundlæggende kan man sige, at virksomheder, hvor driften fortsættes til trods for underskud år efter år, og uden udsigt til overskudsgivende drift, typisk drives for ejerens egen fornøjelses skyld, således at den eneste grund der er til, at ejeren opretholder sin ”virksomhed” er at SKAT er med til at finansiere ejerens hobby i kraft af skattefradragene.

Det er det, vi i gamle dage kaldte hobbyvirksomhed.

Men, hvad så med den virksomhedsejer, der forsøger sig med drift af slamsugervirksomhed, men som igennem en periode ikke formår at skabe overskud, men tror så meget på sin virksomhed at han vælger at fortsætte. Det vil være svært at påstå, at han fortsætter driften af sin virksomhed for sin egen fornøjelses skyld.

Dertil kommer, at en række virksomheder nødvendigvis må undergå en lang opstartsfase, førend driften bliver overskudsgivende, hvad SKAT synes at have en stigende tendens til at overse. Det virkelige interessante er dog, at SKAT ensidigt har fokus på ikke erhvervsmæssige virksomheder, der drives i personligt regi, og ikke igennem selskaber.

Overordnet set er der dog ikke forskel på, at der over en periode hældes kr. 500.000 i en personligt ejet, underskudsgivende hobbyvirksomhed, sammenholdt med, at der stiftes et selskab med en kapital på kr. 500.000, hvorigennem virksomheden drives.

Resultatet er i begge tilfælde det samme, driften giver underskud, og virksomheden drives kun for ejerens egen fornøjelses skyld, og den eneste årsag til, at der er oprettet en virksomhed er at få SKAT til at finansiere en del af festen igennem fradragene.

Forskellen er blot, at drives virksomheden i selskabsform, vil der være fradrag for tabet på aktierne/anparterne, når kassen er tom og selskabet lukkes. Drives virksomheden derimod i personlig regi, vil SKAT underkende fradragene efter en periode.

Der synes at være en asymmetri, der åbenlyst er en kontrolaktion værd. Jeg kan dog kun håbe på, at SKAT igen vil forholde sig realistisk til virksomhedernes karakter, og drift, herunder hvorvidt de drives for ejerens egen fornøjelses skyld, forinden den erhvervsmæssige karakter underkendes.

Den praksis, vi er ved at få, for de personligt ejede virksomheder, er bestemt ikke gavnlig for iværksætterne og lysten til at forsøge at starte egen virksomhed.

Hos Skattesagsadvokaterne tilbyder vi, som mange andre, en gratis vurdering af din sag.

Men vi er kommet til at tænke på, hvad der egentlig ligger i en gratis vurdering – gratis for den der modtager vurderingen, eller gratis for den der giver den?

Og lad os være helt ærlige. En gratis vurdering, hvor den der foretager den gratis vurdering, ikke lægger hovedet på blokken for sin vurdering, men er sikker på at få fuldt salær uanset udfaldet af sagen, ser vi ikke som en gratis vurdering.

Hos Skattesagsadvokaterne er vi ikke bange for vores vurderinger. Vurderer vi, at din sag skal vindes, ja så står vi ved vores vurdering, også hvis vi tager fejl. Det betyder ikke, at vi garanterer, at du vinder din sag. Det kan ingen, men det betyder, at vi lægger hovedet på blokken med vores salær, hvis vi skulle tabe.

Men, lad os igen være ærlige. Vi fører ikke din sag gratis, hvis vi taber, da det at få sagen prøvet i sig selv har en værdi. Den værdi har vi sat til kr. 5.000 inklusive moms. Men det er så omvendt også din maksimale risiko i forhold til vores salær, hvis vi skulle tabe en sag vi har vurderet vi skulle vinde – og dette gælder uanset hvor mange timer, vi anvender på sagen. Med andre ord. Vurderer vi, at din sag skal vindes, og taber vi sagen, skal du alene betale kr. 5.000 til os.

Dette gælder dog alene sager i det administrative klagesystem. Skal sagen for domstolene, skal du ud over de 5.000 kr. til os betale retsafgift, berammelsesafgift, og omkostninger til Kammeradvokaten.

Men du kan altså være sikker på, at vurderer vi, at din sag skal vindes, og vi tilbyder at føre den på ovennævnte vilkår, ja så er det en vurdering, der holder i retten – ellers er der to tabere i din sag, dig og os.

Du skal omvendt være forberedt på, at spørger du os, vil du opdage, at skattesager ofte ikke er sort – hvide. Og vurderer vi ikke, at din sag er en oplagt vindersag, ja så kan du være sikker på, at vi siger det – vi har nemlig ikke råd til andet! Det er din garanti for en reel vurdering af din sag.

Til gengæld kan du også være sikker på at få et godt tilbud på din sag, hvis vi vurderer, at det ikke er en oplagt vindersag, men dog en sag, hvor der er en fair chance for at vinde.

Så ved du under alle omstændigheder, om det er en sag, der er værd at føre.

Ønsker du at vide mere, er du meget velkommen til at kontakte:

Tobias Stenkær Albrechtsen Partner, advokat (H) Mobil 25 14 8377 Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Det er de fleste bekendt, at en skattesag kan indbringes for domstolene, såfremt den tabes i det administrative system, der består af SKAT, skatteankenævn og landsskatteretten.

Adgangen til at indbringe en sag for domstolene giver altså umiddelbart skatteyderen en chance mere for at få sagen prøvet. Det må dog ikke overses at domstolsprøvelse af skattesager, lige så meget giver Skatteministeriet, og ministeriets advokat, Kammeradvokaten, mulighed for at rette op på de ”fejl”, SKAT og de øvrige administrative instanser måtte have begået i det administrative system. Det er der talrige eksempler på.

Derudover behandles sager ved domstolene efter helt andre principper end i det administrative system, hvor det i vidt omfang er myndighedernes ansvar at sagen oplyses fyldestgørende, forinden der træffes afgørelse. Indbringes sagen for domstolene, er det skatteyderens eget problem at sikre, at sagen er ordentligt oplyst.

Denne sondring er meget vigtigt, men der er en vigtig pointe derudover, idet mange skattesager rækker ud over den tvist, der er grundlaget for den konkrete sag. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis den juridiske problemstilling der behandles, vedrører principiel fortolkning af lovgivningen af betydning for mange andre skatteydere, end den skatteyder der fører sagen.

Problemstillingen er, at skatteyderen ikke nødvendigvis ved, om sagen omhandler spørgsmål af væsentlig betydning for Skatteministeriet. Dette skal sammenholdes med den vedvarende kritik af Kammeradvokatordningen og de omkostninger, der følger heraf. I parentes bemærket, er det interessant, at denne kritik konsekvent går på omkostningerne, og ikke kvaliteten.

Vi har igennem den seneste tid meget klart set konsekvenserne af besparelserne i SKAT. Det er paradoksalt, at der ensidigt er fokus på omkostningerne ved kammeradvokatordningen frem for det der reelt set betyder noget; at der ikke en noget at udsætte på kvaliteten i forhold til behandlingen af skattesager ved domstolene.

Man kan mene om ordningen, hvad man vil, men at statens advokat kæmper sin klients sag med dygtighed og nidkærhed, kan der dårligt stilles spørgsmålstegn ved. Det er trods alt betryggende i en tid, hvor der ellers ikke synes at være styr på meget omkring skattekontrol og opkrævning, til skade for os alle.

For mig at se vil det være mere relevant at der fokuseres på, at parternes respektive interesse i sagen, og den økonomiske værdi, kommer frem, herunder hvilken betydning den konkrete sag måtte have for andre skatteydere.

Dernæst at den enhed i SKAT, der har truffet afgørelsen, står på mål for sin afgørelse, også i forbindelse med sagens behandling ved domstolene. Det er for nemt blot at stemple ud af sagen, når den forlader skrivebordet.

De fleste der har prøvet at vidne i en retssal ved, at det ikke er noget, man bare gør, og mon ikke sagsbehandlerne vil vurdere sagens faktum, og de forhold der lægges til grund en ekstra gang, hvis de ved, at sagen kan ende i retten, og at der kan risikeres, at skulle afgives indenretlig forklaring.

Mit bud er, at det vil luse ud i nogle af de helt skæve afgørelser i forhold til sagernes oplysning og faktuelle forhold der lægges til grund. Og i sidste ende, forhåbentlig give en højere kvalitet og færre klagesager.

Mit forslag er derfor, at udgangspunktet bør være, at det er enheden i SKAT, der har truffet afgørelsen, der er procespart, og dermed skal stævnes og give møde i retten. De enkelte enheder i SKAT kan herefter vælge hvilket advokatkontor, de vil bruge til sagerne, herunder selvfølgelig også Kammeradvokaten.

Alle sager bør dog visiteres af Skatteministeriet, således at det afklares, om sagerne er principielle og/eller vedrører et større antal skatteydere- Altså om sagen rækker ud over den konkrete tvist mellem skatteyder og SKAT. Det er klart, at dette ikke vil være tilfældet, hvis der rejses spørgsmål, som uagtet de teoretisk kan være principielle, er fundamentalt forkerte / grundløse. Vurderer Ministeriet, at sagen er principiel m.v., vil Skatteministeriet kunne ”overtage sagen” og indtræde som procespart, hvorefter sagen tillige automatisk henvises til Landsretterne, sagens værdi for ministeriet oplyses, ligesom der bør gives 100 % omkostningsgodtgørelse til skatteyderen, uanset udfaldet af sagen, da Skatteministeriet, ved at overtage sagen har tilkendegivet, at den har en betydelig betydning for Ministeriet, der rækker ud over den konkrete tvist.

Tanken bag dette forslag er, at SKAT i mindre sager der ikke er af principiel karakter, kan og skal stå på mål for de skøn, vurderinger og faktum, de lægger til grund for deres afgørelser i retten. I denne type sager er omdrejningspunktet ikke fortolkning af kompleks jura m.v., men ofte spørgsmål af faktuel karakter.

Som systemet er nu, er det omkostningsfrit at postulere alt mellem himmel og jord, da SKAT ikke indenretligt skal stå på mål. Det løser Skatteministeriet og Kammeradvokaten. SKAT og de konkrete medarbejdere involveres ikke i sagen.

Dernæst er tanken, at omkostningerne til små og ikke principielle sager bliver tydeliggjort på en hel anden måde, når sagerne splittes op mellem principielle sager, og ikke principielle sager, og der kan i den forbindelse passende ske en sammenholdelse af de fakturaer SKAT præsenteres for i disse sager, med de omkostninger, skatteyderens advokat beder om omkostningsgodtgørelse for. Dermed kan det kontrolleres, om der er balance i sagen, og at omkostningerne til SKATs advokat er rimelige og sammenlignelige med skatteydernes advokats omkostninger til samme sag. For når sagen er for domstolene, bærer begge parter et lige stort ansvar, hvorfor der ikke burde være forskel på afregningen af henholdsvis SKATs advokat og skatteyderens advokat.

Pointen med at splitte sagerne op er netop, at grundlaget for faktureringen vil være sammenligneligt, da denne type skatteretlige ”småsager” har samme værdi og betydning for begge parter. Vurderer Ministeriet derimod, at sagen er principiel og at ministeriet skal indtræde som procespart, skal sagens reelle værdi for Ministeriet oplyses så det sikres, at der er balance i de ressourcer parterne har til rådighed til sagen. Det nytter ikke noget, at skatteyderen har en sag, der har en værdi for skatteyderen på 1. mio. kr., hvis værdien for staten er 1. mia. kr., fordi den berører 999 andre skatteydere.

Det siger sig selv, at der anvendes flere ressourcer på en sag til 1. mia. kr., end til en sag til 1. mio. kr.

Problemet med det nuværende system er, at sagens værdi oplyses af sagsøgeren, og dermed bliver det aldrig synligt, om sagen har en værdi for staten på 10, 100 eller 1000 gange så meget, som for sagsøgeren.

Det er dog mindst lige så vigtigt, at det forinden sagen startes oplyses, om sagen er principiel, og hvilken betydning sagen har. Det er min fornemmelse, at der ofte er falske lod i vægtskålen, når dommerne afgør skattesager, hvis der er den mindste tvivl om rækkevidden af sagen, og dens betydning for andre.

Det er ikke sjældent, at sådanne synspunkter ”siver” ind i sagen fra Ministeriets side. Og det er helt oplagt et problem for skatteyderen, når sagen skal afgøres i retten. Opdeles sagerne i forbindelse med sagens anlæg, vil det være klart for alle parter, hvilken rækkevidde sagen har, og hvilke beløb der er på spil.

Der er ingen retsområder som skatteretten, hvor de store tals lov har så megen betydning.

Syn og skøn er et meget værdifuldt bevismiddel, også i skattesagerne. Det er dog ikke alle, der er klar over, at denne mulighed eksisterer allerede, når sagen behandles i Landsskatteretten eller Skatteankenævnene.

Og, det er ej heller alle rådgivere, der har muligheden for at gennemføre et syn og skøn, da det foregår indenretligt, og er omfattet af de regler, der gør, at det alene er advokater, der kan repræsentere skatteyderen i forbindelse med syn og skønnet.Det skyldes, at syn og skøn foregår indenretligt.

Det er ærgerligt, da der i forbindelse med sagens behandling i det administrative system er mulighed for at få tilsagn om 100 % dækning af omkostningerne til gennemførelse af syn og skøn. Denne mulighed eksisterer ikke, hvis det først begæres i forbindelse med at sagen indbringes for domstolene.

Det bør således altid vurderes, om der skal udmeldes syn og skøn i forbindelse med sagens behandling i det administrative system, og retssikkerhedsmæssigt er det særdeles betryggende, at der er mulighed for tilsagn om 100 % godtgørelse for udgifterne til syn og skønnet. Det er derimod et problem, at der ikke gælder tilsvarende regler, hvis det er muligt at indhente en udtalelse fra offentlige instanser, uagtet de bevismæssigt kan have samme værdi.

Det kan f.eks. være i de sager, hvor stridsspørgsmålet er hvorvidt en modtaget erstatning for mén og erhvervsevne er skattefri. I de tilfælde er det muligt at indhente en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvilket SKAT og ankestyrelsen da også opfordrer til. Problemstillingen er, at Ankestyrelsen ikke kan give tilsagn om 100 % dækning af omkostningerne hertil, da det ikke er et indenretligt syn og skøn, uagtet udtalelsen reelt set træder i stedet for et syn og skøn.

Dette skal sammenholdes med at gebyret for at få en udtalelse er på 23.040 kr., hvilket er en meget betydelig udgift for skatteyderen. Var der ikke denne mulighed ville alternativet være syn og skøn, hvor omkostningerne til gengæld ville kunne godtgøres med 100 % uanset sagens udfald.

Det forekommer ikke rimeligt, at der skal være denne forskel afhængig af om, der er offentlige nævn m.v., udtalelsen kan indhentes igennem, da begrundelsen for at indhente tredjemands vurdering uanset om det er gennem syn og skøn, eller på anden vis er at løfte bevisbyrden i sagen, når det ikke kan ske på anden vis.

Nu er der igen kommet fokus på den kraftigt stigende udbetaling af negativ moms, og SKATs meget beskedne kontrol af udbetalingerne.

Hvorvidt den kraftige stigning i udbetalingerne relaterer sig til systematisk svindel, eller blot er udtryk for en naturlig udvikling, mangler der stadig svar på.

Min fornemmelse – og erfaring er, at der helt sikkert er brodne kar, der udnytter systemet til at opnå uberettiget udbetaling af negativ moms.

Problemet er blot, at udfordringerne på momsområdet rækker langt videre end manglende kontrol af udbetaling af den negative moms, og at det er farligt ensidigt at fokusere på præcis denne problematik.

Problemstillingen er, at det reelt set alene er de mere hårdkogte kriminelle der søger uberettiget udbetaling af negativ moms i større omfang, qua der trods alt er en risiko for opdagelse og kontrol, hvis der søges udbetalt større enkeltstående beløb.

Det er derimod langt mindre risikofyldt for reelle virksomheder ”blot” at krympe momstilsvaret, og f.eks. indberette en positiv moms på 877.534 kr., frem for et korrekt tal på f.eks. 1.137.582 kr. Resultatet for statskassen bliver momssvindel, men opdagelsesrisikoen ved ”blot” at angive mindre og betale mindre end det reelle tilsvar er langt, langt mindre end at søge negativ moms udbetalt.

Jeg kan frygte, at SKAT fremover ensidigt fokuserer på udbetaling af negativ moms, og glemmer at holde et bredt fokus på hele momsområdet, hvilket klart må anbefales for at undgå systematisk krympning af momsangivelserne.