Hos Skattesagsadvokaterne tilbyder vi, som mange andre, en gratis vurdering af din sag.

Men vi er kommet til at tænke på, hvad der egentlig ligger i en gratis vurdering – gratis for den der modtager vurderingen, eller gratis for den der giver den?

Og lad os være helt ærlige. En gratis vurdering, hvor den der foretager den gratis vurdering, ikke lægger hovedet på blokken for sin vurdering, men er sikker på at få fuldt salær uanset udfaldet af sagen, ser vi ikke som en gratis vurdering.

Hos Skattesagsadvokaterne er vi ikke bange for vores vurderinger. Vurderer vi, at din sag skal vindes, ja så står vi ved vores vurdering, også hvis vi tager fejl. Det betyder ikke, at vi garanterer, at du vinder din sag. Det kan ingen, men det betyder, at vi lægger hovedet på blokken med vores salær, hvis vi skulle tabe.

Men, lad os igen være ærlige. Vi fører ikke din sag gratis, hvis vi taber, da det at få sagen prøvet i sig selv har en værdi. Den værdi har vi sat til kr. 5.000 inklusive moms. Men det er så omvendt også din maksimale risiko i forhold til vores salær, hvis vi skulle tabe en sag vi har vurderet vi skulle vinde – og dette gælder uanset hvor mange timer, vi anvender på sagen. Med andre ord. Vurderer vi, at din sag skal vindes, og taber vi sagen, skal du alene betale kr. 5.000 til os.

Dette gælder dog alene sager i det administrative klagesystem. Skal sagen for domstolene, skal du ud over de 5.000 kr. til os betale retsafgift, berammelsesafgift, og omkostninger til Kammeradvokaten.

Men du kan altså være sikker på, at vurderer vi, at din sag skal vindes, og vi tilbyder at føre den på ovennævnte vilkår, ja så er det en vurdering, der holder i retten – ellers er der to tabere i din sag, dig og os.

Du skal omvendt være forberedt på, at spørger du os, vil du opdage, at skattesager ofte ikke er sort – hvide. Og vurderer vi ikke, at din sag er en oplagt vindersag, ja så kan du være sikker på, at vi siger det – vi har nemlig ikke råd til andet! Det er din garanti for en reel vurdering af din sag.

Til gengæld kan du også være sikker på at få et godt tilbud på din sag, hvis vi vurderer, at det ikke er en oplagt vindersag, men dog en sag, hvor der er en fair chance for at vinde.

Så ved du under alle omstændigheder, om det er en sag, der er værd at føre.

Ønsker du at vide mere, er du meget velkommen til at kontakte:

Tobias Stenkær Albrechtsen Partner, advokat (H) Mobil 25 14 8377 Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Det er de fleste bekendt, at en skattesag kan indbringes for domstolene, såfremt den tabes i det administrative system, der består af SKAT, skatteankenævn og landsskatteretten.

Adgangen til at indbringe en sag for domstolene giver altså umiddelbart skatteyderen en chance mere for at få sagen prøvet. Det må dog ikke overses at domstolsprøvelse af skattesager, lige så meget giver Skatteministeriet, og ministeriets advokat, Kammeradvokaten, mulighed for at rette op på de ”fejl”, SKAT og de øvrige administrative instanser måtte have begået i det administrative system. Det er der talrige eksempler på.

Derudover behandles sager ved domstolene efter helt andre principper end i det administrative system, hvor det i vidt omfang er myndighedernes ansvar at sagen oplyses fyldestgørende, forinden der træffes afgørelse. Indbringes sagen for domstolene, er det skatteyderens eget problem at sikre, at sagen er ordentligt oplyst.

Denne sondring er meget vigtigt, men der er en vigtig pointe derudover, idet mange skattesager rækker ud over den tvist, der er grundlaget for den konkrete sag. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis den juridiske problemstilling der behandles, vedrører principiel fortolkning af lovgivningen af betydning for mange andre skatteydere, end den skatteyder der fører sagen.

Problemstillingen er, at skatteyderen ikke nødvendigvis ved, om sagen omhandler spørgsmål af væsentlig betydning for Skatteministeriet. Dette skal sammenholdes med den vedvarende kritik af Kammeradvokatordningen og de omkostninger, der følger heraf. I parentes bemærket, er det interessant, at denne kritik konsekvent går på omkostningerne, og ikke kvaliteten.

Vi har igennem den seneste tid meget klart set konsekvenserne af besparelserne i SKAT. Det er paradoksalt, at der ensidigt er fokus på omkostningerne ved kammeradvokatordningen frem for det der reelt set betyder noget; at der ikke en noget at udsætte på kvaliteten i forhold til behandlingen af skattesager ved domstolene.

Man kan mene om ordningen, hvad man vil, men at statens advokat kæmper sin klients sag med dygtighed og nidkærhed, kan der dårligt stilles spørgsmålstegn ved. Det er trods alt betryggende i en tid, hvor der ellers ikke synes at være styr på meget omkring skattekontrol og opkrævning, til skade for os alle.

For mig at se vil det være mere relevant at der fokuseres på, at parternes respektive interesse i sagen, og den økonomiske værdi, kommer frem, herunder hvilken betydning den konkrete sag måtte have for andre skatteydere.

Dernæst at den enhed i SKAT, der har truffet afgørelsen, står på mål for sin afgørelse, også i forbindelse med sagens behandling ved domstolene. Det er for nemt blot at stemple ud af sagen, når den forlader skrivebordet.

De fleste der har prøvet at vidne i en retssal ved, at det ikke er noget, man bare gør, og mon ikke sagsbehandlerne vil vurdere sagens faktum, og de forhold der lægges til grund en ekstra gang, hvis de ved, at sagen kan ende i retten, og at der kan risikeres, at skulle afgives indenretlig forklaring.

Mit bud er, at det vil luse ud i nogle af de helt skæve afgørelser i forhold til sagernes oplysning og faktuelle forhold der lægges til grund. Og i sidste ende, forhåbentlig give en højere kvalitet og færre klagesager.

Mit forslag er derfor, at udgangspunktet bør være, at det er enheden i SKAT, der har truffet afgørelsen, der er procespart, og dermed skal stævnes og give møde i retten. De enkelte enheder i SKAT kan herefter vælge hvilket advokatkontor, de vil bruge til sagerne, herunder selvfølgelig også Kammeradvokaten.

Alle sager bør dog visiteres af Skatteministeriet, således at det afklares, om sagerne er principielle og/eller vedrører et større antal skatteydere- Altså om sagen rækker ud over den konkrete tvist mellem skatteyder og SKAT. Det er klart, at dette ikke vil være tilfældet, hvis der rejses spørgsmål, som uagtet de teoretisk kan være principielle, er fundamentalt forkerte / grundløse. Vurderer Ministeriet, at sagen er principiel m.v., vil Skatteministeriet kunne ”overtage sagen” og indtræde som procespart, hvorefter sagen tillige automatisk henvises til Landsretterne, sagens værdi for ministeriet oplyses, ligesom der bør gives 100 % omkostningsgodtgørelse til skatteyderen, uanset udfaldet af sagen, da Skatteministeriet, ved at overtage sagen har tilkendegivet, at den har en betydelig betydning for Ministeriet, der rækker ud over den konkrete tvist.

Tanken bag dette forslag er, at SKAT i mindre sager der ikke er af principiel karakter, kan og skal stå på mål for de skøn, vurderinger og faktum, de lægger til grund for deres afgørelser i retten. I denne type sager er omdrejningspunktet ikke fortolkning af kompleks jura m.v., men ofte spørgsmål af faktuel karakter.

Som systemet er nu, er det omkostningsfrit at postulere alt mellem himmel og jord, da SKAT ikke indenretligt skal stå på mål. Det løser Skatteministeriet og Kammeradvokaten. SKAT og de konkrete medarbejdere involveres ikke i sagen.

Dernæst er tanken, at omkostningerne til små og ikke principielle sager bliver tydeliggjort på en hel anden måde, når sagerne splittes op mellem principielle sager, og ikke principielle sager, og der kan i den forbindelse passende ske en sammenholdelse af de fakturaer SKAT præsenteres for i disse sager, med de omkostninger, skatteyderens advokat beder om omkostningsgodtgørelse for. Dermed kan det kontrolleres, om der er balance i sagen, og at omkostningerne til SKATs advokat er rimelige og sammenlignelige med skatteydernes advokats omkostninger til samme sag. For når sagen er for domstolene, bærer begge parter et lige stort ansvar, hvorfor der ikke burde være forskel på afregningen af henholdsvis SKATs advokat og skatteyderens advokat.

Pointen med at splitte sagerne op er netop, at grundlaget for faktureringen vil være sammenligneligt, da denne type skatteretlige ”småsager” har samme værdi og betydning for begge parter. Vurderer Ministeriet derimod, at sagen er principiel og at ministeriet skal indtræde som procespart, skal sagens reelle værdi for Ministeriet oplyses så det sikres, at der er balance i de ressourcer parterne har til rådighed til sagen. Det nytter ikke noget, at skatteyderen har en sag, der har en værdi for skatteyderen på 1. mio. kr., hvis værdien for staten er 1. mia. kr., fordi den berører 999 andre skatteydere.

Det siger sig selv, at der anvendes flere ressourcer på en sag til 1. mia. kr., end til en sag til 1. mio. kr.

Problemet med det nuværende system er, at sagens værdi oplyses af sagsøgeren, og dermed bliver det aldrig synligt, om sagen har en værdi for staten på 10, 100 eller 1000 gange så meget, som for sagsøgeren.

Det er dog mindst lige så vigtigt, at det forinden sagen startes oplyses, om sagen er principiel, og hvilken betydning sagen har. Det er min fornemmelse, at der ofte er falske lod i vægtskålen, når dommerne afgør skattesager, hvis der er den mindste tvivl om rækkevidden af sagen, og dens betydning for andre.

Det er ikke sjældent, at sådanne synspunkter ”siver” ind i sagen fra Ministeriets side. Og det er helt oplagt et problem for skatteyderen, når sagen skal afgøres i retten. Opdeles sagerne i forbindelse med sagens anlæg, vil det være klart for alle parter, hvilken rækkevidde sagen har, og hvilke beløb der er på spil.

Der er ingen retsområder som skatteretten, hvor de store tals lov har så megen betydning.

Syn og skøn er et meget værdifuldt bevismiddel, også i skattesagerne. Det er dog ikke alle, der er klar over, at denne mulighed eksisterer allerede, når sagen behandles i Landsskatteretten eller Skatteankenævnene.

Og, det er ej heller alle rådgivere, der har muligheden for at gennemføre et syn og skøn, da det foregår indenretligt, og er omfattet af de regler, der gør, at det alene er advokater, der kan repræsentere skatteyderen i forbindelse med syn og skønnet.Det skyldes, at syn og skøn foregår indenretligt.

Det er ærgerligt, da der i forbindelse med sagens behandling i det administrative system er mulighed for at få tilsagn om 100 % dækning af omkostningerne til gennemførelse af syn og skøn. Denne mulighed eksisterer ikke, hvis det først begæres i forbindelse med at sagen indbringes for domstolene.

Det bør således altid vurderes, om der skal udmeldes syn og skøn i forbindelse med sagens behandling i det administrative system, og retssikkerhedsmæssigt er det særdeles betryggende, at der er mulighed for tilsagn om 100 % godtgørelse for udgifterne til syn og skønnet. Det er derimod et problem, at der ikke gælder tilsvarende regler, hvis det er muligt at indhente en udtalelse fra offentlige instanser, uagtet de bevismæssigt kan have samme værdi.

Det kan f.eks. være i de sager, hvor stridsspørgsmålet er hvorvidt en modtaget erstatning for mén og erhvervsevne er skattefri. I de tilfælde er det muligt at indhente en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvilket SKAT og ankestyrelsen da også opfordrer til. Problemstillingen er, at Ankestyrelsen ikke kan give tilsagn om 100 % dækning af omkostningerne hertil, da det ikke er et indenretligt syn og skøn, uagtet udtalelsen reelt set træder i stedet for et syn og skøn.

Dette skal sammenholdes med at gebyret for at få en udtalelse er på 23.040 kr., hvilket er en meget betydelig udgift for skatteyderen. Var der ikke denne mulighed ville alternativet være syn og skøn, hvor omkostningerne til gengæld ville kunne godtgøres med 100 % uanset sagens udfald.

Det forekommer ikke rimeligt, at der skal være denne forskel afhængig af om, der er offentlige nævn m.v., udtalelsen kan indhentes igennem, da begrundelsen for at indhente tredjemands vurdering uanset om det er gennem syn og skøn, eller på anden vis er at løfte bevisbyrden i sagen, når det ikke kan ske på anden vis.

Nu er der igen kommet fokus på den kraftigt stigende udbetaling af negativ moms, og SKATs meget beskedne kontrol af udbetalingerne.

Hvorvidt den kraftige stigning i udbetalingerne relaterer sig til systematisk svindel, eller blot er udtryk for en naturlig udvikling, mangler der stadig svar på.

Min fornemmelse – og erfaring er, at der helt sikkert er brodne kar, der udnytter systemet til at opnå uberettiget udbetaling af negativ moms.

Problemet er blot, at udfordringerne på momsområdet rækker langt videre end manglende kontrol af udbetaling af den negative moms, og at det er farligt ensidigt at fokusere på præcis denne problematik.

Problemstillingen er, at det reelt set alene er de mere hårdkogte kriminelle der søger uberettiget udbetaling af negativ moms i større omfang, qua der trods alt er en risiko for opdagelse og kontrol, hvis der søges udbetalt større enkeltstående beløb.

Det er derimod langt mindre risikofyldt for reelle virksomheder ”blot” at krympe momstilsvaret, og f.eks. indberette en positiv moms på 877.534 kr., frem for et korrekt tal på f.eks. 1.137.582 kr. Resultatet for statskassen bliver momssvindel, men opdagelsesrisikoen ved ”blot” at angive mindre og betale mindre end det reelle tilsvar er langt, langt mindre end at søge negativ moms udbetalt.

Jeg kan frygte, at SKAT fremover ensidigt fokuserer på udbetaling af negativ moms, og glemmer at holde et bredt fokus på hele momsområdet, hvilket klart må anbefales for at undgå systematisk krympning af momsangivelserne.

Skatteministeren har været ude og rose Skatteankestyrelsen og dermed indirekte også Landsskatteretten for den stigende kvalitet, ud fra den betragtning, at kvaliteten må være steget, når færre vælger at indbringe sagerne for domstolene.

Dette er muligvis rigtigt, men det er langt fra sikkert. En lige så sandsynlig forklaring, hvis ikke mere sandsynlig, er at desto længere sagsbehandlingstiden bliver, desto flere vælger simpelthen at give op.

Mange skatteydere har ventet i 2-3 år, før deres sag er færdigbehandlet i det administrative system, og mange orker herefter ikke at videreføre kampen.

Dette gælder særligt, da det er velkendt, at kammeradvokaten vinder op imod 85 % af sagerne ved domstolene.

Særligt i forhold til domstolssager er det et problem, at tiden blot går, og går. For ved domstolene er det ikke myndighedernes ansvar, at sagen er forsvarligt oplyst, det er skatteyderens eget problem. Og, det siger sig selv, at desto ældre sagerne bliver, desto sværere bliver det at løfte bevisbyrden, hvilket alene kommer skatteyderen til skade.

Derudover kommer de betragtelige omkostninger ved domstolssager, der lagt oveni den meget lange sagsbehandlingstid og ringe udsigt til medhold, får mange til at give op.

Ud fra min erfaring er der således ikke grundlag for at konkludere, at kvaliteten er steget, blot fordi færre går til domstolene, men derimod det bedrøvelige faktum, at mange ganske simpelt giver op, fordi de ikke orker at kæmpe længere, og det er et voldsomt retssikkerhedsmæssigt problem med de lange sagsbehandlingstider.

Vel at mærke et problem, der bliver større, da sagsbehandlingstiderne stiger yderligere, således at det nu ifølge styrelsen gennemsnitligt tager 27 måneder at få afgjort en banal skattesag.

Det er ikke nogen hemmelighed, at sagsbehandlingstiderne i Skatteankestyrelsen er meget lange, og ej heller at de kommer til at stige yderligere. Det er nu ikke unormalt, at selv simple sager har en sagsbehandlingstid på flere år. Det er lang tid at vente på at få sin sag afgjort.

Det er i sig selv et forvaltningsmæssigt problem, at sagsbehandlingstiden bliver så lang, men det ender også med at blive et retssikkerhedsmæssigt problem, da nogle ganske simpelt opgiver at føre sagen, da de ikke orker, så lang en proces.

For andre bliver sagsbehandlingstiden et meget langt tomrum, hvor de ikke ved, om de er købt eller solgt. Det er ikke sjovt at have, ofte, meget store skattekrav hængende over hovedet. Den manglende klarhed giver i sig selv betydelige udfordringer, men det gælder så meget desto mere i forhold til de valg skatteyderen bliver stillet overfor i relation til betaling af skatterne.

SKAT venter jo ikke med at opkræve skatterne indtil skattesagen er slut, med mindre skatteyderen aktivt søger henstand, og SKAT bevilger den. Søges der ikke henstand iværksættes inddrivelse på helt sædvanlig vis, helt uafhængig af den verserende sag. Uanset, at der gives henstand er det ikke befordrende f.eks. for kreditfaciliteterne for virksomheder, eller driften i øvrigt, at have den usikkerhed, som et skattekrav medfører, hængende over hovedet i flere år.

Det øger omvendt heller ikke ligefrem statens muligheder for at få pengene i kassen, at skattesagerne ofte løber over flere år, hvis der bevilges henstand. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilke manøvrer, der kan iværksættes for at undgå betaling af skatterne, når latenstiden for opkrævningen er flere år. Det er således også i statens egen interesse, at sagerne afgøres hurtigt, så pengene kan opkræves, hvis skatteyderne taber.

Alternativet vil være, at sagerne ”kreditankes” og at staten aldrig ser en krone af kravet. Kreditanker er et meget velkendt begreb inden for alle typer sager, og kreditanke i forhold til betaling af skatter, er helt sikkert et forhold myndighederne skal tage meget seriøst.

Derudover er der hele problematikken med rentetilskrivningen, mens sagen verserer. Man kan i den forbindelse spørge om det er rimeligt at påføre skatteyderne høje, ikke fradragsberettigede renter af skattekravet (hvis der er givet henstand) mens sagen verserer? Mit svar er nej.

Det er skattemyndighedernes ansvar, at sagerne behandles inden for en rimelig tidshorisont, og det er ikke rimeligt, at skatteyderne skal belastes af urimeligt lange sagsbehandlingstider.

Man kan frygte, at når realiteterne går op for SKAT, nemlig at lange sagsbehandlingstider og henstand er en giftig cocktail for betalingsevnen mår sagen er slut, vil det medføre en voldsom opstramning af muligheden for henstand, også for de skatteydere der ikke har intentioner om at snyde, eller krav om betydelig sikkerhed for at indrømme henstand.

Og, det vil helt sikkert slå mange virksomheder i stykker, da de ikke kan stille den sikkerhed SKAT vil kræve, da virksomhedernes kreditgivere i forvejen har sikret sig pant for sine udeståender. Det medfører, at der ikke kan gives henstand og dermed også i sidste ende konkurs. Det vil ofte have den yderligere konsekvens, at klagesagen ikke føres til ende, og skattekravet bliver endeligt.

Derfor er det kun ret og rimeligt for alle parter, at der ofres de ressourcer der skal til for at sagerne afsluttes indenfor rimelig tid.

Det er velkendt, at rigtig mange afgifter i den danske afgiftslovgivning er reguleret af EU-retten. Det samme gør sig gældende med momsretten, hvor de danske momsregler er dikteret af EU's momssystemdirektiv.

Dette betyder rent lavpraktisk, at de danske regler skal være i overensstemmelse med den bagvedliggende EU ret.

Det betyder også, at der ikke sjældent opstår tvivl om, hvorvidt de danske regler er i overensstemmelse med den bagvedliggende EU-retlige regulering, eller hvordan EU retten i det hele taget skal fortolkes.

Dette giver anledning til principielle EU retlige spørgsmål, som danske domstole ikke kan håndtere, hvorfor det er nødvendigt at spørge EU domstolen om, hvordan EU retten skal fortolkes. Dette sker ved en såkaldt præjudiciel forelæggelse.

I en række sager, vil sagernes problemstillinger ikke være så principielle, at det er nødvendigt at spørge EU domstolen. Dette ændrer dog ikke på, at disse sager, der bygger på EU retlige problemstillinger, i betydeligt omfang blive kompliceret af, at de skal afgøres i henhold til EU domstolspraksis og EU retten.

Det er alt sammen meget godt, men problemstillingen er, at sager der kompliceres medfører, at sagernes omkostninger stiger, hvilket er et problem, hvis den danske skatteyder måtte ende med at tabe sin sag.

Spørgsmålet er således om det er rimeligt, at føres der en sag, hvor lovgivningen alene bygger på dansk ret, så vil en sådan sag være væsentlig billigere i omkostninger, end sager, der bygger på EU retten, og i sidste ende kræver forelæggelse for EU domstolen.

I den sammenhæng virker EU retten som en meget effektiv stopklods for mange skatteyderes økonomiske mulighed for at få sin sag prøvet, idet begæringer fra Skatteministeriet om præjudiciel forelæggelse for EU domstolen, grundet uklarhed om EU retten, sammenholdt med den danske lovgivning, vil fordyre en sag i et sådan omfang, at skatteyderen ikke har råd til at få sin sag prøvet.

Dette medfører også det problem, at man ikke får afdækket disse principielle spørgsmål i samme omfang, som det er tilfældet med sager, der alene vedrører ren dansk lovgivning.

Praksis viser endog, at skatteministeriets advokat, Kammeradvokaten, meget klart påstår sig tillagt forhøjede sagsomkostninger i sager med EU retlige problemstillinger, grundet sagernes kompleksitet, og det dermed forbundne, forøgede, tidsforbrug.

Man kan spørge Ministeren – er det rimeligt, at danske skatteydere skal påføres forhøjede omkostninger i sager, hvor der er uklarhed om fortolkning af EU retten, eller værre endnu, i de tilfælde, hvor det er uklart om dansk ret er i overensstemmelse med den bagvedliggende EU ret. Eller, om dette ikke er en problemstilling, som rækker langt ud over den konkrete tvist mellem den danske skattyder og myndighederne, som myndighederne er nærmest til at bære omkostningerne til / risikoen for. I modsat fald er det danske skatteydere der betaler for at få afdækket danske reglers overensstemmelse med EU retten, og fortolkning / afgrænsning af EU retten, der principielt har betydning for hele EU.

I skattesager for de administrative klageinstanser er der mulighed for at opnå 100 % tilsagn til syn & skøn af ikke retlige spørgsmål. Man kunne argumentere for, at en tilsvarende ordning vil være rimelig, hvis tvisten ved domstolene og de administrative klageorganer vedrørte retslige spørgsmål af EU retlig karakter, i hvert fald i de tilfælde, hvor der træffes afgørelse om præjudiciel forelæggelse for EU domstolen.

En sådan løsning vil kunne sikre, at danske skatteydere, der har sager med retlige spørgsmål af EU retlig betydning har råd til at få sin sag prøvet. Som praksis er nu, vil dette ofte ikke være tilfældet.

Der har i denne seneste tid været en del debat om det hensigtsmæssige i ministeriets adgang til at indbringe sager afgjort af Landsskatteretten m.v. for domstolene. Debatten har været båret af retssikkerhedsmæssige betragtninger, og at ministeriets adgang til at indbringe sagerne for domstolene skulle være et retssikkerhedsmæssigt problem.

Dette kan være tilfældet, men det er min opfattelse af en afskæring af ministeriets indbringelsesadgang reelt risikerer at udgøre et større retssikkerhedsmæssigt problem.

Det er min bekymring, at de afgørelser, der står og vipper, oftere vil falde ud til SKATs fordel, ud fra den betragtning, at skatteyderen kan indbringe sagen for domstolene, måtte han være uenig med afgørelsen, medens myndighederne ikke vil have denne mulighed, eller i hvert fald kun i meget begrænset omfang.

Jeg erindrer for min tid som sekretær for et skatteankenævn, at præcis dette lod i vægtskålen ikke sjældent tippede sagen til myndighedernes fordel, skatteyderen kunne jo blot indbringe sagen for Landsskatteretten måtte han være uenig!

Indføres en art endelighedsbestemmelse for myndighederne, kan man frygte at det samme ville gøre sig gældende, og derudover at skattemyndighederne i forøget omfang vil benytte sig af advokatbistand i forbindelse med sagens behandling i det administrative system, hvilket ikke ses at være en tilsigtet virkning af, at skattemyndighederne ikke skulle kunne indbringe sagerne for domstolene.

I realiteten vil konsekvensen formentlig blive, at behandlingen af sagerne i det administrative system væsentlig vil ændre karakter, og at skatteyderen bliver taber i det spil, og i stedet risikerer at blive nødsaget til at indbringe sagerne for domstolene.

Personligt ser jeg hellere at ministeriets adgang til at indbringe sagerne udvides, og principielt gøres helt fri, og at skatteyderen får 100 % omkostningsgodtgørelse uanset sagens udfald – og uanset hvem skatteyderen er - ved domstolene, hvis ministeriet vælger at indbringe sagerne. Dermed fjernes risikoen for at asymmetrien i indbringelsesadgangen inddrages som et falsk lod i vægtskålen, medes myndighederne, ønsker de at indbringe sagen, påtager sig den fulde procesrisiko for sagens omkostninger. Det sikrer borgernes retssikkerhed, og myndighedernes behov for at få relevante afgørelser og problemstillinger prøvet ved domstolene.

Kombineres dette med, at skattemyndighederne forpligtes til at oplyse sagens reelle værdi for myndighederne, hvis sagen indbringes, og hvis den økonomiske værdi rækker udover sagen, sikres det, at borgerne får adgang til de reelle ressourcer, som myndighederne har adgang til, i forbindelse med sagens behandling.

Dette, idet det naturligvis forudsættes, at sagens værdi, og omkostningsgodtgørelsen for skatteyderen, skal udmåles i henhold til den økonomiske værdi for myndighederne, der har valgt at indbringe sagen.

Det bør ikke være omkostningsfrit for skattemyndighederne at få prøvet principielle spørgsmål af væsentlig værdi for staten, medens den skatteyder, der påføres processen, ikke har viden herom, eller ressourcer, der modsvarer statens interesse i sagen.

Der har i forlængelse af de såkaldte Panamadokumenter igen været fokus på spørgsmålet om amnesti for skattesnydere. Vi har i Danmark har tidligere haft en midlertidig amnestiordning, der dog ikke var den helt store succes. Svenskere har derimod med deres ordning betydelig mere succes, hvilket er et af argumenterne for at genindføre amnestien i Danmark.

Hvorvidt der skal gives amnesti er i sagens natur et politisk og moralsk spørgsmål, men inden man når til sådanne overvejelser, bør det mere relevante spørgsmål rejses; hvad er det eksakt, der skal gives amnesti for?

Ønskes der en ordning, hvor der gives amnesti for unddragne skatter, forudsætter det, at det klarlægges, at der er unddraget skatter, der har relevans for Danmark. Dette lyder banalt, men er det langtfra, eftersom det må formodes at en ikke ubetydelig del af de formuer, der er gemt i skattelylande ikke er oparbejdet på lovlig vis. At sådanne penge gemmes i såkaldte skattelylande har ofte relation til, at skattelylande, udover manglende opkrævning af skatter, også har den betydelige fordel, at pengene kan opbevares anonymt uden der stilles spørgsmål, hvilket er meget belejligt, for penge hidrørende fra økonomisk kriminalitet.

Derved aktualiseres et helt grundlæggende problem. Skal det sikres, at det er en unddragen skat, der vedrører Danmark, skal myndighederne have adgang til at kontrollere hvor formuen, eller skatteretligt mere relevant, den efterfølgende skattepligtige indtægt fra formuen, stammer fra.

Er det f.eks. fra narkohandel, underslæb, mandatsvig, skyldnersvig eller anden form for økonomisk kriminalitet, skal man så blot kunne anføre dette og så i øvrigt få amnesti i forhold til sit mellemværende med skattemyndighederne i forhold til det skattepligtige afkast fra formuen? Men hvordan skal den bagvedliggende kriminalitet så håndteres? Anmeldes denne til politiet af skattemyndighederne giver det sig selv, at ingen, der har sådanne penge gemt, vil benytte skatteamnestiordningen

Går man i den anden grøft, således at der ingen spørgsmål stilles til de formuer og indtægter der angives, risikeres det at amnestiordningen medfører medvirken til systematisk hvidvask af penge, hidrørende fra økonomisk kriminalitet, under dække af skatteamnesti. Det er oplagt, at kriminelle, der har gemt penge fra f.eks. narkohandel i skattelylande vil føre disse til Danmark, hvis muligheden for at få dem vasket hvide, ved blot at betale skatten, var til stede.

Indføres en sådan anonym amnesti vil det i øvrigt give en helt anden udfordring, idet der derved risikeres en konkurrence mellem landene om de mest gunstige skatteamnestiregler, og her er det oplagt, at amnestien vil blive søgt i de lande, hvor ordningerne er mest gunstige, og det er sikrest at opbevare pengene efterfølgende.

Det rejser så i øvrigt det næste problem; hvordan løses de internationale udfordringer det giver, hvis der er søgt, og givet henstand, i ét land, og et eller flere andre lande efterfølgende påberåber sig beskatningsretten, og retten til at straffe?

Det er således oplagt, at en anonym amnesti, hvor der ikke stilles spørgsmål til de formuer og indtægter der ønskes amnesti for, risikerer at blive anvendt mere til hvidvask af kriminelle penge, end amnesti for manglende betaling af skatter, og i øvrigt giver risiko for et ”race to the buttom” i forhold til at tilbyde de bedste vilkår for amnesti.

Dermed er vi tilbage ved den løsning, hvor der alene kan gives amnesti for unddragne skatter hvis den, der søger amnestien, kan dokumentere, at de skattepligtige indtægter, der søges skatteamnesti for, alene er et mellemværende mellem skatteyderen og de danske skattemyndigheder i form af unddragne skatter, og ikke andet.

Min påstand er blot, at de formuer, og de afledte indtægter heraf, der er skjult i udlandet, for en ikke ubetydelig dels vedkommende stammer fra økonomisk kriminalitet, således at en skatteamnesti ikke vil få den store betydning i form af at trække formuerne og indtægterne heraf tilbage til Danmark, medmindre der gives en generel anonym amnesti. En sådan amnesti vil dog således have den meget uheldige bagside, at der i realiteten, i meget stor udstrækning, vil være tale om statstemplet hvidvask af kriminelle penge.

Eller sat på spidsen; er pengene gemt i udlandet for at snyde med skatten, eller er skatteunddragelsen en konsekvens af, at pengene stamme fra kriminalitet, nødvendigvis må gemmes et sted, hvor de ikke kan spores, og hvor der ikke betales skat?

Den nuværende debat synes ensidigt at fokusere på, at pengene alene er i skattely for at snyde med skatten. Jeg er knap så sikker.

Skattely som begreb er en sjov størrelse, der er blevet allemandseje, uden at nogen egentlig ved, hvad skattely mere præcist dækker over. Det ses dagligt, at der henføres en lang række transaktioner og konstruktioner til ”skattely”.

Dette kommer meget klart til udtryk i den seneste tids mediedækning vedrørende de såkaldte Panamadokumenter. Der er formentlig en lang række af de transaktioner, der vedrører Panama og selskaber beliggende der, der har relation til skattesvig og skatteunddragelse, men dækker skattelytransaktioner andet og mere, end de rene strafferetlige forhold?

I fald de gør, hvad er det så for transaktioner, medierne jagter og mener, har relation til skattely? Aggressiv, men lovlig skatteplanlægning? Skatteoptimering, indenfor lovens rammer, men for nogen, moralsk angribelig?

Uanset hvad, der mere præcist ligger i skattely, er der for mig at se ingen tvivl om, at man skyder langt forbi skiven ved blot at henføre alle de transaktioner, der har relation til Panama til at være båret af skattemæssige overvejelser.

Man kan spørge sig selv, om transaktioner, der har relation til folk omkring Putin, Assad og arabiske prinser er skattemæssigt motiveret, formentlig ikke.

Det er således efter min opfattelse meget forsimplet at tro, at alle de transaktioner primært skulle være båret af en intention om at spare skat. Den manglende skattebetaling vil derimod ofte være en direkte følge af transaktionernes reelle karakter.

Mon ikke en meget væsentligt del af de penge, der er skjult relaterer sig til helt banal økonomisk kriminalitet, som underslæb, mandatsvig, skyldnersvig m.v. Mit bud er, at dette er tilfældet.

Mulighederne og motivationen er uendelige. Det er lige fra virksomhedsejeren, der ikke fik etableret særeje, og ønsker at skjule sin reelle formue for ægtefællen, til medarbejderen, der skjuler bedrageri overfor arbejdsgiveren, til virksomheder, der har behov for selskaber, der ikke kan spores, til udbetaling af bestikkelse, til narkopenge, og udkomme fra alle øvrige former for økonomisk kriminalitet, til fallenten, der skjuler sine aktiver for kreditorerne. Man kan spørge sig selv, hvor mon de mange penge, der aldrig dukker op i forbindelse med konkurser og banal økonomisk kriminalitet ender henne?

Og måderne det gøres på? Det er grundlæggende utroligt simpelt, alle virksomheder, der handler med udenlandske virksomheder, kan relativt simpelt bede den udenlandske virksomhed lægge 5 % til den reelle købspris til den danske virksomhed, mod at den udenlandske virksomhed får en faktura for konsulentbistand, sjovt nok på 5 %, fra et selskab i Panama. Sådanne penge kan også anvendes til betaling af bestikkelse og udbetales fra det Panamanske selskab. Så er det 100 % anonymt, og bogføringen er i orden.

Sådanne konstruktioner kan modelleres i det uendelige og er typisk ikke båret af skattemæssige forhold, men ren og skær simpel økonomisk kriminalitet.

Det er i virkeligheden den største trussel, som disse lande og deres lempelige lovgivning giver mulighed for, nemlig at skabe en anonym base for kriminelle til at skjule udkommet fra simpel økonomisk kriminalitet, og muliggøre kriminalitet via sindrige selskabskonstruktioner, til skade for virksomhederne og samhandlen.

Skatten? Mon ikke, den ofte er sekundær i den forbindelse. Det kan relativt simpelt afdækkes ved at se på, hvor mange transaktioner, der har relation til Panamadokumenterne, som ikke har nogen skattemæssig betydning for de involverede. Mit gæt er, at det er en del.