Vi har udvidet vores område, og skriver ikke længere kun om skattestrafferetlige emner, men også skatteretlige og erhvervsretlige områder.

Jeg har i den seneste tid set skrivelser fra SKAT vedrørende forældelse af skattegæld (gamle krav, som SKAT nu har fordringsprøvet), hvor SKAT samtidig gør opmærksom på, at er der betalingsevne, helt eller delvist, er gevinsten, ved at skattegælden forældes, skattepligtig.

SKAT oplyser dog ikke klart og utvetydigt i skrivelserne om, præcist hvornår gælden er forældet, og dermed ej heller hvornår, der helt præcist skulle foreligge betalingsevne.

SKAT orienterer derimod om, at der er pligt til at oplyse om gevinsten ved at gælden forældes (den del af gælden, der ville kunne betales, såfremt der ikke var indtrådt forældelse), og at såfremt dette ikke sker ” kan vi ændre jeres skat, og I risikerer en bøde.”

Det er temmelig tragikomisk, at SKAT altså nu skal til at kontrollere om der var betalingsevne i forhold til forældet skattegæld, som SKAT ikke sørgede for at få inddrevet inden forældelsen indtraf.

Dette gælder såfremt der ikke er angivet en gevinst som følge af forældelsen – eller SKAT er uenig med den gevinst, der måtte være angivet. Dette er interessant, for hvad er gevinsten ved, at gælden forældes, eller sagt på anden vis, hvad kunne der være blevet betalt?

Det kan i sagens natur være svært at vurdere, men essensen af SKATs skrivelser er blot, at det efter SKATs opfattelse vil kunne være skatteunddragelse, hvis gevinsten ikke angives korrekt, i og med at gevinsten i henhold til SKATs skrivelser er skattepligtig, som en gevinst på gæld qua forældelsen.

Kære SKAT, her er et gratis råd: brug nu primært ressourcerne på at undgå, at skattegæld i det hele taget forældes fremover, i stedet for at jagte skatten af gevinsten på allerede forældet gæld.

Der har i den seneste tid været en del fokus på udbetalinger fra SKAT, med god grund har det vist sig, herunder også i forbindelse med udbetaling af omkostningsgodtgørelser.

Det hilser jeg meget velkomment.

Det har jo desværre vist sig, at der har været rådgivere, der har udnyttet systemet til det yderste, i bedste fald, og reelt set, langt over.

Omkostningsgodtgørelse er et meget præcist udtryk, idet godtgørelsen netop udbetales for at godtgøre skatteyderen enten 50 % (sagen tabes) eller 100 % (sagen vindes) af de omkostninger, skatteyderen er påført ved at føre sagen, og som skatteyderen skal betale til sin rådgiver.

Betingelsen for at få godtgørelsen er, at der foreligger en regning, som skatteyderen er forpligtet til at betale, og det er her problemerne opstår.

Jeg har i den seneste tid fået henvendelser fra personer, hvor SKAT har sat spørgsmålstegn ved den udbetalte godtgørelse – ingen af dem har været mine klienter, men personer, der har kontaktet mig, i forbindelse med at SKAT har kontaktet dem for at kontrollere den udbetalte godtgørelse, til deres tidligere rådgivere.

Det springer i den forbindelse stort set altid i øjnene, hvor eksorbitant høje fakturaerne er, ligesom den forbrugte tid virker voldsom, sagernes karakter taget i betragtning.

Disse to parametre kan man selvfølgelig altid diskutere, men der hvor kæden hopper fuldstændig af for mig, er de tilfælde, hvor klienten end ikke har set den faktura, der har dannet baggrund for ansøgningen om godtgørelsen, ligesom jeg har kunnet konstatere, at omkostningsgodtgørelsesskemaet er underskrevet allerede i forbindelse med sagens opstart.

Det burde sige sig selv, at dette ikke er korrekt, idet sådanne procedurer for mig at se, alene sker med henblik på at opnå så høj en udbetaling som muligt fra SKAT, eftersom det aldrig har været meningen at klienten skal betale sin 50 % af regningen. Det hører jeg faktisk også har været aftalt, i nogle tilfælde.

Det er naturligvis klart i strid med skatteforvaltningsloven at søge godtgørelse for en faktura, som det aldrig har været meningen, at kunden skulle betale, og det er glædeligt, at der nu er sat en stopper for denne form for misbrug derved, at skemaerne nu skal underskrives med nemid.

Jeg ser desværre også, at udstedte fakturaer efterfølgende krediteres, når godtgørelsen er udbetalt, i de tilfælde, hvor kunden rent faktisk får fakturaen, hvilket i sagens natur er et lige så stort misbrug, idet det ej heller her nogen sinde har været meningen, at fakturaen skulle betales.

Denne form for misbrug afhjælper de nye regler med nemid, desværre ikke.

Der har endelig på det seneste, desværre, været en række eksempler på meget grov overfakturering, hvor advokatnævnet i flere tilfælde har fundet, at hele salæret skulle bortfalde, eller nedsættes med over 90 %.

Efter min opfattelse er det beskæmmende at se sådanne misbrug af systemet, og at SKAT nu altså også skal til at bruge ressourcer på at kontrollere rådgivere for misbrug og potentielle ulovlige forhold.

Det er bekymrende at se sådanne historier dukke op, og i øvrigt se, at der tilsyneladende finder misbrug af ordningen sted, da en del af begrundelsen for, at omkostningsgodtgørelsen for juridiske personer i sin tid blev afskaffet, netop bundende i misbrugsbetragtninger, og nu hvor godtgørelsen for selskaber er kommet tilbage, er det ikke ligefrem historier om grov overfakturering og misbrug af systemet, der er behov for.

Der er trods alt formentlig ikke den store politiske sympati for at opretholde ordningen om godtgørelse, hvis ”historien” bliver at grådige rådgivere misbruger systemet til egen vindings skyld, og som altid er det de få, der risikerer at ødelægge en god og fair ordning, for de mange.

Der er i øjeblikket en klar tendens til at kriminelle udnytter lønmodtagere til at begå omfattende skattesvig.

Dette gælder særligt i forhold til lønmodtagere med dårligt kendskab til dansk skatteret, og praksis omkring betaling af løn i Danmark. Det er således ofte de svageste på arbejdsmarkedet, det går ud over, dem der har sværest ved at få et job, og har vanskeligst ved at forstå gældende regler.

Baggrunden for, at kriminelle har kastet deres kærlighed på unddragelse af lønmodtagerskat er rimelig klar, idet indeholdte / tilbageholdte A-skatter og AM-bidrag ofte udgør meget betydelige beløb, hvilket ikke overraskende ansporer kriminelle til at tilegne sig de indeholdte A-skatter og AM-bidraget fremfor at afregne dem til SKAT.

De virksomheder, hvorigennem denne form for kriminalitet foregår er ofte kendetegnet ved identitetstyveri eller stråmandsforhold, således at de reelle bagmænd er vanskelige at identificere, ligesom SKATs penge ofte er flyttet direkte ud af landet.

Det er lige så klart, at denne type ”virksomheder” alene har én interesse, og det er at få kørt så mange timer igennem så hurtigt som overhovedet muligt, idet ”fortjenesten” i al væsentlighed ligger på den skat (- og moms) der bliver unddraget fremfor overskud fra selve driften af virksomheden. Det afspejler sig ikke ulogisk i de priser virksomhederne tilbyder. Billige priser er lig med masser af arbejde, og dermed flere penge at unddrage.

Problemstillingen for ansatte i sådanne virksomheder er mangesidet, og konsekvenserne rækker ofte langt udenfor selve den skattesag, de ansatte render i, hvis SKAT underkender realiteten i ansættelsesforholdet.

Dette kan f.eks. være i forhold til opholdstilladelser, udbetaling af barselsdagpenge, dagpenge m.v.

Skattemæssigt risikeres også, at SKAT gør gældende, at der ikke er realitet i ansættelsen ved den formelle arbejdsgiver, og at der i stedet er et ansættelsesforhold med den virksomhed, hvorfra lønnen er overført, og denne virksomhed har jo ikke indeholdt skat, hvilket medfører risiko for hæftelse for skatten efter kildeskattelovens § 68.

Hvis der er den mindste tvivl bør alle ansatte således altid sikre, at

1.) Lønnen er overført fra en konto tilhørende arbejdsgiveren, hvilket lyder banalt. Kommer lønnen fra andre virksomheder / selskaber, skal der rejses indsigelser herimod, da dette er et forhold, SKAT tillægger betydeligt vægt, uanset de ret oplagte indsigelser herimod

2.) Lønnen må naturligvis aldrig modtages kontant, da det giver anledning til en helt anden problemstilling jf. nedenfor

3.) Der skal udleveres lønsedler, hvor der er trukket A-skat og AM-bidrag i henhold til skattekort. Der skal på lønsedlerne være anført betalingsdato og det kontonummer lønnen overføres til

4.) Timetallet på lønsedlerne, skal modsvare det timeantal der arbejdes

5.) Der skal foreligge en reel ansættelseskontrakt, ligesom det bør sikres, at de personer aftalen indgås med har relation til arbejdsgivervirksomheden – hvilket kan kontrolleres i cvr registret.

Ovenstående problemstilling og anbefalinger skal ses for at undgå at komme i en situation, hvor der sker ansættelse i et svindefirma, og hvor SKAT kan anfægte, at der er realitet i ansættelsesforholdet til den virksomhed, hvor den ansatte formelt set er ansat, men omvendt også, hvor SKAT anerkender, at der reelt set er udført et stykke arbejde og betalt herfor.

Der er desværre også andre varianter af svig i ansættelsesforhold, og det er tilfælde, hvor den ”ansatte” er i rygende ond tro, og hvor der ikke er realitet i, at der er udført nogen form for arbejde, eller ansættelse i det hele taget.

Denne variant af svig forekommer, hvor den ansatte har en væsentlig interesse i formelt set at have en ansættelse, f.eks. i relation til at kunne få opholdstilladelse i Danmark, optjene ret til dagpenge eller barselsdagpenge.

I de helt grove tilfælde vil et formelt ansættelsesforhold kunne anvendes til hvidvask af penge, idet den ”ansatte” formelt set står med en skattepligtig indkomst, der retfærdiggør et vist privatforbrug.

I sådanne tilfælde vil der ingen realitet være i ansættelsen, der alene oprettes formelt for at den ”ansatte” kan få fordelene heraf. Dette medfører naturligvis også, at der ikke udbetales nogen løn, eller at den udbetalte løn tilbageleveres til ”arbejdsgiveren”.

”Arbejdsgiveren” vil naturligvis være selskaber oprettet til formålet, idet de herefter er fuldstændig ligeglade med, at de påføres en forpligtelse til at afregne indeholdt skat, idet selskabet er forudbestemt til at gå konkurs – og SKAT til ikke at få sine penge.

Denne type sager er kendetegnet ved, at den ”ansatte” påstår at der er realitet i ansættelsen, og sædvanligvis, at pengene er betalt kontant, hvilket er den omvendte verden af, hvad vi normalt ser, idet SKAT gør gældende, at en formel ansættelseskontrakt og påstand om kontant betaling ikke beviser, at der er oppebåret en indtægt.

Det er klart at denne ”type 2” sager får en potentiel afsmittende virkning på den første type sager, og der tegner sig efterhånden et billede af, at har SKAT først fastslået at arbejdsgiverselskabet er et svindelfirma, skal der ikke være meget formalia, der ikke er 100 % i orden hos den ansatte, førend der startes en sag.

Med andre ord, ansatte skal passe på ikke at komme i kløerne på svindefirmaer, der har let spil, eftersom det er uhyre simpelt at oprette virksomheder i Danmark.

Landsretten har i en helt ny dom frifundet for en tiltale for manglende angivelse af indkomst i henhold til skattekontrollovens § 13.

Det er for så vidt ikke så interessant.

Det interessante er, for det første, at byretten dømte med fynd og klem, og for det andet, at det under sagen stod rimelig klart, at de penge, som var unddraget beskatning, formentlig stammede fra strafbare forhold / underslæb – hvilket der dog ikke var rejst tiltale for.

Det ligger rimelig fast i den skatteretlige praksis og litteratur, at der skal være sket en retserhvervelse førend der kan ske beskatning, og at indtægter fra denne type strafbare handlinger ikke er skattepligtige.

Det er grundlæggende det første problem i sagen, om indtægten overhovedet var skattepligt, det andet problem i sagen var, om man kunne straffe den pågældende for ikke at have selvangivet en indtægt, der var tilegnet, formentlig ved underslæb, og om det i realiteten ville svare til at straffe ham for ikke at angive sig selv.

Enden på sagen blev, at Landsretten frifandt den pågældende, Landsrettens præmisser er interessante, idet Landsretten udtalte, at

”Ud fra de oplysninger, der er fremkommet under denne sag, er der en konkret mistanke om, at T uberettiget har tilegnet sig midler fra Y2-hospital, der skulle have været anvendt til forskning. En yderligere undersøgelse af grundlaget for udstedelsen af fakturaerne og for hospitalets honorering af disse kan muligvis afdække, at en sådan uberettiget tilegnelse ikke har fundet sted.

Efter de foreliggende oplysninger lægger landsretten imidlertid til grund, at T, hvis han havde selvangivet overførslerne og hævningerne som skattepligtig indkomst, derved ville have afgivet oplysninger om et strafbart forhold.

Landsretten finder på den baggrund, at T ikke har haft pligt til at selvangive beløb, der stammer fra Y2-hospital's betalinger af ovennævnte fakturaer. Dette følger af grundprincippet om sigtedes ret til at undlade at udtale sig, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1, og § 754, stk. 1, af tvangsindgrebslovens § 10, stk. 1, og af beskyttelsen mod selvinkriminering efter art. 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.”

Landsretten lægger således til grund, at han ville have afgivet oplysninger om et strafbart forhold, hvis han havde selvangivet ”indkomsten”, og at han herefter ikke kan straffes for at have undladt selvangivelsen.

Landsretten forholder sig derimod ikke til om ”indtægten” i det hele taget var skattepligtig, hvilket er ærgerligt.

Essensen af præmisserne er dog, at har den tiltalte tilegnet sig midler på en sådan måde at selvangivelsen ville medføre, at der afgives oplysninger om strafbare forhold, kan der ikke ske domsfældelse for manglende selvangivelse.

Sagen bærer for mig at se præg af, at den er rejst i relation til de skatteretlige aspekter i sagen, hvilket efterforskningen og anklagemyndighedens fokus naturligvis herefter har været rettet imod. Det kloge i den vinkling på sagen fremgår rimelig klart af Landsrettens afgørelse.

Havde efterforskningen og den efterfølgende tiltale i stedet drejet sig om hvorvidt der var begået underslæb, ville tiltalte formentlig være blevet dømt, i hvert fald ud fra de forudsætninger Landsretten lagde til grund i sin afgørelse.

Det er i virkeligheden det mest bemærkelsesværdige, at Landsretten lægger til grund, at der ville være afgivet oplysninger om strafbare forhold, hvis indtægten var blevet selvangivet, idet der herved forudsættes, at der var en indtægt, og dermed begået strafbare forhold, uanset tiltalen ikke omfattede disse forhold.

I det pågældende tilfælde ville selvangivelse formentlig have medført, at der blev afgivet oplysninger om underslæb, men dommens præmisser rækker naturligvis langt ud over dette forhold, idet Landsretten henviser til de grundlæggende principper i retssikkerhedslovens § 10, retsplejelovens § 752 og § 754 og den europæiske menneskerettighedskonvention artikel 6.

Det skal blive interessant at se, hvor langt dommens præmisser kan strækkes i forhold til hvilke bagvedliggende forbrydelser, der er omfattet, ud over de oplagte tilfælde som f.eks. bedrageri, røveri, underslæb, tyveri, men hvad med narkohandel og andre strafbare indtægter?

Det er også interessant, om der ligger mere i, at Landsretten ikke frifandt ud fra præmissen om, at den indtægt, man reelt set ville straffe for, ikke i sig selv var skattepligtig.

Mit bud er, at Landsretten ikke har villet låse sig fast på en mere præcis afgørelse af, hvilken strafbar handling Landsretten fandt, der lå bag tilegnelsen af midlerne, idet selve spørgsmålet om skattepligtigt ikke i øvrigt var afgørende for sagens udfald.

Uanset hvad, gik tiltalte fri for, hvad der lignede en relativ grov formueforbrydelse, ud fra Landsrettens præmisser, idet det dog skal bemærkes, at underslæb så vidt ses af faktum i sagen ikke er forældet….

Konkurskarantæne – en ligegyldighed?

Reglerne om konkurskarantæne har efterhånden nogen tid på bagen, og der begynder at tegne sig et billede i praksis om, hvad der skal til, førend hammeren falder – og hvilken betydning konkurskarantænereglerne har.

Der tegner sig dog også et andet billede, nemlig at langt de fleste, der bliver mødt med en påstand om konkurskarantæne er bedøvende ligeglade, eller også bliver det, når de taler med en advokat - !

Jeg kan i hvert fald konstatere, i en række af de efterfølgende skattestraffesager, jeg er blevet involveret i, at der ikke er ofret meget tid og energi på karantænesagen. Det giver på mange måder isoleret set også god mening, da der i en lang række tilfælde ikke er den store tvivl om, at der vil blive idømt karantæne.

Men, man kan omvendt spørge, hvilke nytte det gør, at rejse en karantænesag mod en person der står til 2, 3, 4 års fængsel, eller mere end det, for systematisk skatteunddragelse. I sådanne tilfælde er truslen om konkurskarantæne til at overse, bortset fra, at manglende håndtering af karantænesagen risikerer at ”smitte” i forhold til den strafferetlige vurdering.

Det er i hvert fald utroligt naivt at forestille sig, at en konkurskarantæne vil betyde noget som helst, for personer der står til ubetinget fængsel.

Konkurskarantænesagerne kan dog være mere problematiske, for de, der ikke er ligeglade, idet det er vanskeligt at forsvare sig i karantænesagen uden at der risikeres selvinkriminering, da et meget stort antal karantænesager udspringer af påståede skatteunddragelser.

Her er det ikke ligegyldigt, hvordan karantænesagen håndteres, eller hvorledes strategien lægges i sagen, og hele systematikken er retssikkerhedsmæssigt problematisk da karantænesagen kan køre samtidig med, at der er sket sigtelse, typisk for de samme forhold, der begrunder påstanden om karantæne.

Det korte af det lange er dog, efter min erfaring, at regelsættet ikke har nogen større praktisk betydning:

• De hardcore konkursryttere, der typisk også er involveret i skatte- og momskriminalitet er fuldstændig ligeglade med en konkurskarantæne

• De, der går ned med en virksomhed og har brændt fingrene ved at være selvstændige, starter ikke op igen alligevel.

• De, der får karantæne, og fortsat ønsker at drive virksomhed, kan så let som ingenting finde en stråmand til at stå for virksomheden / stå som direktør – hvilket de da også gør i stor stil.

Vil man bruge regelsættet effektivt er man nødt til at gå benhårdt efter stråmandstilfældene, da det er her, reglerne principielt kan have værdi. Det kræver dog, at det kan bevises, at der foreligger stråmandsforhold, hvilket langt fra er nogen nem bevisbyrde.

Jeg forudser dog en stigning i denne type sager, med god grund, og kan kun anbefale, at myndighederne med hvidvaskloven i hånden går målrettet efter de rådgivere, der hjælper med etablering af ståmandskonstruktioner, og rådgiver herom. Dette gælder også i relation til registrering af reelle ejere i det offentlige ejerregister, da det ofte er rådgiver, der foretager registreringen – og efterfølgende bør stilles til ansvar for, om den ejer, de registrerer nu også er den reelle ejer.

SKAT har kompetence til at afgøre alle skattestraffesager, hvis SKAT vurderer, at forseelsen er sket groft uagtsomt, og alle forsætlige skatte og momssunddragelsessager, hvis unddragelsen ikke overstiger kr. 250.000 (kr. 100.000 for afgifter).

Forældelsen afbrydes ved sigtelse, idet SKAT alene kan afbryde forældelsen for de sager, SKAT er tillagt kompetence til at afgøre – det vil altså sige sager om grov uagtsomhed og forsætlige unddragelser under kr. 250.000 (kr. 100.000).

Foreligger der en forsætlig unddragelse over kr. 250.000 er det alene en sigtelse fra politiet, der afbryder forældelsen.

Det kan i særlige tilfælde give nogle specielle, og lidt uheldige situationer.

Forestiller vi os f.eks. en unddragelse på kr. 260.000 i år 1 og en unddragelse på kr. 50.000 i 2 år, vil forældelsen være 5 år, da den samlede unddragelse ikke overstiger kr. 500.000, der ville medføre, at der forelå en sag omfattet af straffelovens § 289, hvor forældelsen er 10 år.

Jeg har i sager, som ovenstående i mange tilfælde oplevet, at sigtelsen kommer fra SKATs ansvarsafdeling, der samtidig indbyder til ansvarsmøde, selvom den samlede unddragelse overstiger kr. 250.000 således at det egentlig er en politisag.

Det er sådan set også meget fint, da SKAT kan afgøre sagerne, hvis de vurderer, at der ”kun” er handlet groft uagtsomt, men problemstillingen har i flere tilfælde været, at ansvarsmødet først afholdes efter, at der er gået mere end 5 år fra fuldbyrdelsen af gerningsindholdet i år 1.

Det betyder, at finder SKAT at der er handlet forsætligt, vil der ikke være nogen mulighed for at straffe år 1, da politiet ikke kan sigte inden der indtræder forældelse. Finder SKAT derimod, at der er handlet groft uagtsomt vil ingen del af sagen være forældet, da SKATs sigtelse har afbrudt forældelsen.

Det medfører den besynderlige situation, at en vurdering af sagen som forsætlig, som udgangspunkt vil medføre en takstbøde på kr. 50.000 (1:1) for år 2.

En afgørelse baseret på grov uagtsomhed vil derimod som udgangspunkt udløse en bøde på kr. 280.000 (kr. 60.000*0,5 + kr. 250.000*1).

Det er en temmelig besynderlig, at der kan opstå den situation, at straffen, beregnet efter standardbødetaksterne, bliver lavere desto grovere forbrydelsen vurderes, hvilket giver anledning til særlige strafferetlige overvejelser, og det er klart, at tungen skal holdes lige i munden, når disse situationer opstår.

Det har indtil nu kun været muligt at afholde retsmøder i Landsskatteretten i København.

Det har medført urimelige, og i nogle tilfælde, betydelige, ekstraomkostninger for skatteydere i Jylland og dele af Fyn.

Jeg har længe agiteret for, at dette ikke er rimeligt, og til skade for retssikkerheden, da jyske skatteydere påføres ekstraomkostninger til deres sag, i forhold til skatteydere bosat tættere på Landsskatteretten.

Det var derfor en meget glædelig nyhed, da det for nyligt blev kommunikeret ud, at der fra d. 1. januar også vil være mulighed for at afholde retsmøderne i Silkeborg.

Det er en mulighed vi i høj grad vil benytte os af hos Skattesagsadvokaterne, da det er omkostningsbesparende for vores klienter, og det er i den forbindelse besluttet at flytte vores filial fra Vejle til Silkeborg, således at vi er så tæt på Landsskatteretten, som muligt.

Det giver endnu bedre vilkår for vores klienter, i form af lavere udgifter, og højere serviceniveau, da vi nu har kontor ca. 2 km. fra den lokalitet, hvor retsmøderne afholdes i Silkeborg, og i øvrigt på tilsvarende vis er lokaliseret tæt på Landsskatteretten i København.

Det viser styrken i at åbne for retsmøder i det jyske – omkostningerne til skatteyderne falder, hvilket styrker retssikkerheden, som vi alle ønsker.

Så mangler vi blot at få sagsbehandlingstiderne ned, da de nu har nået et niveau, som er helt urimeligt.

Der har i den seneste tid været meget skriveri omkring registrering af reelle ejere, inden fristen d. 1. december, og mange der tilbyder at bistå med registreringerne.

Det er med god grund, registreringen er lovpligtig, og manglende registrering, kan medføre en række ubehageligheder, og sanktioner fra myndighedernes side.

Det er dog værd at flage en pointe som ikke ofte ses omtalt – det er utrolig vigtigt, at de der bistår med registreringerne er sig sit ansvar bevidst, og har 100 % styr på, at der er realitet i de registreringer, der foretages – og at det kan dokumenteres.

Jeg har kendskab til en lang række sager om identitetstyveri, og er selv rådgiver for ofrene i en række af dem, hvor det efterfølgende er åbenlyst for mig, at de ejere, der formelt set står registreret intet har med virksomhederne at gøre. Jeg tænker tit, hvor tæt rådgiver, har forholdt sig til spørgsmålet om realiteten i ejerskabet, og hele problematikken omkring stråmænd, eller værre endnu det rene identitetstyveri.

Konsekvenserne for ofrene er ofte voldsomme, og spænder lige fra inddragelse af opholdstilladelser, nægtelse af momsfradrag på købsfakturaer, og i de mest ekstreme tilfælde påstand om betaling af manglende angivet A-skat og AM-bidrag i de svindelselskaber, de i god tro, har handlet med.

Dette kan f.eks. være virksomheden, der har hyret en underleverandør i god tro, der viser sig at have baseret driften på systematisk svindel, og hvor de formelt registrerede ejere intet kendskab har til virksomhedens drift – og i en række tilfælde end ikke har været i Danmark i årevis.

I disse tilfælde vil underleverandøren beskæftige sort arbejdskraft, ikke afregne moms og skatter, og i øvrigt ikke overholde nogen form for lovgivning. Jeg har kendskab til sager, hvor SKAT har påstået, at det er den virksomhed, der har handlet med svindelselskabet, der reelt har beskæftiget den sorte arbejdskraft, og det medfører krav om A-skatter og AM-bidrag, selvom virksomheden har været i god tro.

I andre tilfælde er det udlændinge, der i god tro, får ansættelse hos et svindelfirma, der ganske vist indeholder skatter og AM bidrag, angiver skatterne og betaler lønnen elektronisk, men ikke afregner noget som helst, og hvor den formelt registreret indehaver intet kender til virksomheden. SKAT har i 100 vis af tilfælde, måske endda 1000 vis, gjort gældende, at der ikke er realitet i ansættelsesforholdet, og at skatterne dermed ikke er indeholdt af arbejdsgiveren. Det betyder potentielt set inddragelse af opholdstilladelse og udvisning af Danmark, da SIRI herefter risikerer at lægge til grund, at der er afgivet urigtige oplysninger.

Hvad har alt dette med registrering af de reelle ejere at gøre?

Faktisk alt, og de rådgivere, der påtager sig ansvaret for, at det nu også er de rigtige reelle ejere, de registrerer gør klogest i at sikre sig klokkeklar dokumentation herfor. Det er oplagt, hvad myndighederne skal bruge regelsættet om de reelle ejere til, og det er lige så klart, at registreret over reelle ejere kun har værdi, hvis der kun registreres reelle ejere.

De rådgivere – gate keepers, der ikke sikrer sig dette, har ganske givet, og med god grund, et betydeligt problem, både i forhold til hvidvaskreglerne, men også i andre forhold, da det er rådgiverne, der forestår registreringen, og dermed står bag de afgivne oplysninger til myndighederne om de reelle ejere.

Jeg har kendskab til virksomheder, der er stiftet med et persongalleri, der ikke har opholdt sig i Danmark i årevis, og ganske givet intet kendskab har til, at de er registreret som ejere i Danmark. Det siger sig selv at sådanne selskaber anvendes til betydelig økonomisk kriminalitet, og i øvrigt også, tænker jeg, at de rådgivere, der har registreret de reelle ejere, uden sikker dokumentation for realiteten i ejerskabet, står til betydelig udfordringer.

Det er derfor ikke en bagatel at registrere reelle ejere, det er en opgave, med betydelige potentielle konsekvenser, både for de ”reelle” ejere, der registreres, samfundet, samt de samarbejdspartnere og ansatte virksomheden/selskabet har relation til - og i sidste ende, den rådgiver, der forestår registreringen!

Derfor skal mit beskedne pip være: pas nu på, og sikr jer, at i ikke medvirker til identitetstyveri og økonomisk kriminalitet, og tag ikke fejl, bagmændene er meget dygtige til det, de gør, og det er let at lade sig narre, hvis man ikke passer på!!

Jeg oplever i et stigende antal tilfælde, at SKAT ansvar anlægger en meget streng vurdering af de sager, de får til vurdering fra deres kollegaer i SKAT.

Jeg oplever dog omvendt også, at der meget ofte ikke er belæg for denne vurdering, når sagerne oversendes til politiet, og i sidste ende, bliver afgjort i retten.

Alene i de to sidste uger har jeg haft sager, hvor

Politiet/anklagemyndigheden i to uafhængige tilfælde har afvist, at der var grundlag for en straffesag, i tilfælde, hvor SKAT ansvar havde gjort gældende og fastholdt grov uagtsomhed, således at sigtelserne blev frafaldet

Politiet/anklagemyndigheden i en sag skar 2/3 af sagen væk i forbindelse med deres vurdering af ansvarsgrundlaget i forhold til SKATs vurdering

Politiet/anklagemyndigheden i en anden sag frafaldt hele den skattemæssige del af sagen i forhold til den tiltalebegæring, de modtog fra SKAT

Bøden i forbindelse med sagens behandling ved politiet/anklagemyndigheden blev reduceret med 50 %

Bøden i forbindelse med sagens behandling ved politiet/anklagemyndigheden blev reduceret med 90 %

Tillægsbøden i forbindelse med sagens behandling ved domstolene blev reduceret fra 5 millioner kr. til 500.000 kr.

Det er min erfaring, at man ikke blot skal acceptere et bødeforlæg fra SKAT, uden at det er afdækket om den sanktion SKAT lægger op til er i overensstemmelse med praksis og i øvrigt står i rimeligt mål med den forbrydelse, der konkret er begået.

Er der begået et strafbart forhold, må man selvfølgelig forvente en sanktion, det kan ikke være anderledes, men omvendt kan man også forvente, at denne sanktion er ret og rimelig og i overensstemmelse med praksis på området.

Side 1 ud af 7