SKAT har kompetence til at afgøre alle skattestraffesager, hvis SKAT vurderer, at forseelsen er sket groft uagtsomt, og alle forsætlige skatte og momssunddragelsessager, hvis unddragelsen ikke overstiger kr. 250.000 (kr. 100.000 for afgifter).

Forældelsen afbrydes ved sigtelse, idet SKAT alene kan afbryde forældelsen for de sager, SKAT er tillagt kompetence til at afgøre – det vil altså sige sager om grov uagtsomhed og forsætlige unddragelser under kr. 250.000 (kr. 100.000).

Foreligger der en forsætlig unddragelse over kr. 250.000 er det alene en sigtelse fra politiet, der afbryder forældelsen.

Det kan i særlige tilfælde give nogle specielle, og lidt uheldige situationer.

Forestiller vi os f.eks. en unddragelse på kr. 260.000 i år 1 og en unddragelse på kr. 50.000 i 2 år, vil forældelsen være 5 år, da den samlede unddragelse ikke overstiger kr. 500.000, der ville medføre, at der forelå en sag omfattet af straffelovens § 289, hvor forældelsen er 10 år.

Jeg har i sager, som ovenstående i mange tilfældet oplevet, at sigtelsen kommer fra SKATs ansvarsafdeling, der samtidig indbyder til ansvarsmøde, selvom den samlede unddragelse overstiger kr. 250.000 således at det egentlig er en politisag.

Det er sådan set også meget fint, da SKAT kan afgøre sagerne, hvis de vurderer, at der ”kun” er handlet groft uagtsomt, men problemstillingen har i flere tilfælde været, at ansvarsmødet først afholdes efter, at der er gået mere end 5 år fra fuldbyrdelsen af gerningsindholdet i år 1.

Det betyder, at finder SKAT at der er handlet forsætligt, vil der ikke være nogen mulighed for at straffe år 1, da politiet ikke kan sigte inden der indtræder forældelse. Finder SKAT derimod, at der er handlet groft uagtsomt vil ingen del af sagen være forældet, da SKATs sigtelse har afbrudt forældelsen.

Det medfører den besynderlige situation, at en vurdering af sagen som forsætlig, som udgangspunkt vil medføre en takstbøde på kr. 50.000 (1:1) for år 2.

En afgørelse baseret på grov uagtsomhed vil derimod som udgangspunkt udløse en bøde på kr. 280.000 (kr. 60.000*0,5 + kr. 250.000*1).

Det er en temmelig besynderlig, at der kan opstå den situation, at straffen, beregnet efter standardbødetaksterne, bliver lavere desto grovere forbrydelsen vurderes, hvilket giver anledning til særlige strafferetlige overvejelser, og det er klart, at tungen skal holdes lige i munden, når disse situationer opstår.

Det har indtil nu kun været muligt at afholde retsmøder i Landsskatteretten i København.

Det har medført urimelige, og i nogle tilfælde, betydelige, ekstraomkostninger for skatteydere i Jylland og dele af Fyn.

Jeg har længe agiteret for, at dette ikke er rimeligt, og til skade for retssikkerheden, da jyske skatteydere påføres ekstraomkostninger til deres sag, i forhold til skatteydere bosat tættere på Landsskatteretten.

Det var derfor en meget glædelig nyhed, da det for nyligt blev kommunikeret ud, at der fra d. 1. januar også vil være mulighed for at afholde retsmøderne i Silkeborg.

Det er en mulighed vi i høj grad vil benytte os af hos Skattesagsadvokaterne, da det er omkostningsbesparende for vores klienter, og det er i den forbindelse besluttet at flytte vores filial fra Vejle til Silkeborg, således at vi er så tæt på Landsskatteretten, som muligt.

Det giver endnu bedre vilkår for vores klienter, i form af lavere udgifter, og højere serviceniveau, da vi nu har kontor ca. 2 km. fra den lokalitet, hvor retsmøderne afholdes i Silkeborg, og i øvrigt på tilsvarende vis er lokaliseret tæt på Landsskatteretten i København.

Det viser styrken i at åbne for retsmøder i det jyske – omkostningerne til skatteyderne falder, hvilket styrker retssikkerheden, som vi alle ønsker.

Så mangler vi blot at få sagsbehandlingstiderne ned, da de nu har nået et niveau, som er helt urimeligt.

Der har i den seneste tid været meget skriveri omkring registrering af reelle ejere, inden fristen d. 1. december, og mange der tilbyder at bistå med registreringerne.

Det er med god grund, registreringen er lovpligtig, og manglende registrering, kan medføre en række ubehageligheder, og sanktioner fra myndighedernes side.

Det er dog værd at flage en pointe som ikke ofte ses omtalt – det er utrolig vigtigt, at de der bistår med registreringerne er sig sit ansvar bevidst, og har 100 % styr på, at der er realitet i de registreringer, der foretages – og at det kan dokumenteres.

Jeg har kendskab til en lang række sager om identitetstyveri, og er selv rådgiver for ofrene i en række af dem, hvor det efterfølgende er åbenlyst for mig, at de ejere, der formelt set står registreret intet har med virksomhederne at gøre. Jeg tænker tit, hvor tæt rådgiver, har forholdt sig til spørgsmålet om realiteten i ejerskabet, og hele problematikken omkring stråmænd, eller værre endnu det rene identitetstyveri.

Konsekvenserne for ofrene er ofte voldsomme, og spænder lige fra inddragelse af opholdstilladelser, nægtelse af momsfradrag på købsfakturaer, og i de mest ekstreme tilfælde påstand om betaling af manglende angivet A-skat og AM-bidrag i de svindelselskaber, de i god tro, har handlet med.

Dette kan f.eks. være virksomheden, der har hyret en underleverandør i god tro, der viser sig at have baseret driften på systematisk svindel, og hvor de formelt registrerede ejere intet kendskab har til virksomhedens drift – og i en række tilfælde end ikke har været i Danmark i årevis.

I disse tilfælde vil underleverandøren beskæftige sort arbejdskraft, ikke afregne moms og skatter, og i øvrigt ikke overholde nogen form for lovgivning. Jeg har kendskab til sager, hvor SKAT har påstået, at det er den virksomhed, der har handlet med svindelselskabet, der reelt har beskæftiget den sorte arbejdskraft, og det medfører krav om A-skatter og AM-bidrag, selvom virksomheden har været i god tro.

I andre tilfælde er det udlændinge, der i god tro, får ansættelse hos et svindelfirma, der ganske vist indeholder skatter og AM bidrag, angiver skatterne og betaler lønnen elektronisk, men ikke afregner noget som helst, og hvor den formelt registreret indehaver intet kender til virksomheden. SKAT har i 100 vis af tilfælde, måske endda 1000 vis, gjort gældende, at der ikke er realitet i ansættelsesforholdet, og at skatterne dermed ikke er indeholdt af arbejdsgiveren. Det betyder potentielt set inddragelse af opholdstilladelse og udvisning af Danmark, da SIRI herefter risikerer at lægge til grund, at der er afgivet urigtige oplysninger.

Hvad har alt dette med registrering af de reelle ejere at gøre?

Faktisk alt, og de rådgivere, der påtager sig ansvaret for, at det nu også er de rigtige reelle ejere, de registrerer gør klogest i at sikre sig klokkeklar dokumentation herfor. Det er oplagt, hvad myndighederne skal bruge regelsættet om de reelle ejere til, og det er lige så klart, at registreret over reelle ejere kun har værdi, hvis der kun registreres reelle ejere.

De rådgivere – gate keepers, der ikke sikrer sig dette, har ganske givet, og med god grund, et betydeligt problem, både i forhold til hvidvaskreglerne, men også i andre forhold, da det er rådgiverne, der forestår registreringen, og dermed står bag de afgivne oplysninger til myndighederne om de reelle ejere.

Jeg kan kendskab til virksomheder, der er stiftet med et persongalleri, der ikke har opholdt sig i Danmark i årevis, og ganske givet intet kendskab har til, at de er registreret som ejere i Danmark. Det siger sig selv at sådanne selskaber anvendes til betydelig økonomisk kriminalitet, og i øvrigt også, tænker jeg, at de rådgivere, der har registreret de reelle ejere, uden sikker dokumentation for realiteten i ejerskabet, står til betydelig udfordringer.

Det er derfor ikke en bagatel at registrere reelle ejere, det er en opgave, med betydelige potentielle konsekvenser, både for de ”reelle” ejere, der registreres, samfundet, samt de samarbejdspartnere og ansatte virksomheden/selskabet har relation til - og i sidste ende, den rådgiver, der forestår registreringen!

Derfor skal mit beskedne pip være: pas nu på, og sikr jer, at i ikke medvirker til identitetstyveri og økonomisk kriminalitet, og tag ikke fejl, bagmændene er meget dygtige til det, de gør, og det er let at lade sig narre, hvis man ikke passer på!!

Jeg oplever i et stigende antal tilfælde, at SKAT ansvar anlægger en meget streng vurdering af de sager, de får til vurdering fra deres kollegaer i SKAT.

Jeg oplever dog omvendt også, at der meget ofte ikke er belæg for denne vurdering, når sagerne oversendes til politiet, og i sidste ende, bliver afgjort i retten.

Alene i de to sidste uger har jeg haft sager, hvor

Politiet/anklagemyndigheden i to uafhængige tilfælde har afvist, at der var grundlag for en straffesag, i tilfælde, hvor SKAT ansvar havde gjort gældende og fastholdt grov uagtsomhed, således at sigtelserne blev frafaldet

Politiet/anklagemyndigheden i en sag skar 2/3 af sagen væk i forbindelse med deres vurdering af ansvarsgrundlaget i forhold til SKATs vurdering

Politiet/anklagemyndigheden i en anden sag frafaldt hele den skattemæssige del af sagen i forhold til den tiltalebegæring, de modtog fra SKAT

Bøden i forbindelse med sagens behandling ved politiet/anklagemyndigheden blev reduceret med 50 %

Bøden i forbindelse med sagens behandling ved politiet/anklagemyndigheden blev reduceret med 90 %

Tillægsbøden i forbindelse med sagens behandling ved domstolene blev reduceret fra 5 millioner kr. til 500.000 kr.

Det er min erfaring, at man ikke blot skal acceptere et bødeforlæg fra SKAT, uden at det er afdækket om den sanktion SKAT lægger op til er i overensstemmelse med praksis og i øvrigt står i rimeligt mål med den forbrydelse, der konkret er begået.

Er der begået et strafbart forhold, må man selvfølgelig forvente en sanktion, det kan ikke være anderledes, men omvendt kan man også forvente, at denne sanktion er ret og rimelig og i overensstemmelse med praksis på området.

Der har i den seneste tid været en del debat omkring iværksætterselskaberne, og at det er for let for kriminelle blot at stifte et selskab med 1 kr., og herefter udføre økonomisk kriminalitet igennem disse selskaber.

Det medfører ofte en argumentation om, at der skal være skærpet tilsyn med disse selskaber, fremfor andre selskaber, særligt anpartsselskaberne og aktieselskaberne, der alene kan stiftes med en noget højere selskabskapital.

Det er en interessant tankegang, at myndighederne skulle skærpe tilsynet med IVS’erne alene grundet, de kan stiftes uden nogen kapital, fremfor kontrol af mere kapitalkrævende selskaber.

Denne tankegang er faretruende naiv, idet kriminelle, der f.eks. påtænker at udføre økonomisk kriminalitet i millionklassen, normalt er ret ligeglade med at stifte selskaber uden at kapitalen reelt set er til stede, eller at stifte selskaberne med den fornødne kapital, for blot umiddelbart efter stiftelsen at hæve pengene igen.

Bliver det alment kendt, at holder man sig væk fra IVS’erne minimeres risikoen for kontrol, er det temmelig oplagt, hvad konsekvensen bliver. Og selskabskapitalen? Den kommer ikke til at betyde det fjerneste, da straffen for at stifte et selskab uden kapitalen reelt set er til stede er minimal, sammenlignet med den kriminalitet, der i øvrigt vil blive udført i selskaberne.

Kriminelle er på dette område ikke anderledes end alle andre, de fleste ved, at der er en ganske anden troværdighed og seriøsitet omkring et aktieselskab, frem for et iværksætterselskab, og hvorfor i alle verden skulle man så påkalde sig myndighedernes interesse ved at stifte et iværksætterselskab?

SKAT kan, hvis der er grundlag derfor, foretage skønsmæssige forhøjelser, hvis det konstateres, at skatteyderen må have haft indkomster, der ikke er selvangivne, som følge af negativt eller uantageligt lavt privatforbrug, men hvornår er et privatforbrug uantageligt lavt, og hvad er et rimeligt og sædvanligt privatforbrug?

Det er umiddelbart en meget konkret vurdering, der bunder i skatteyderens personlige forhold, og ønsker til livsførelse, men SKAT har i en række sager anvendt en systematik, hvorefter SKAT har foretaget en skønsmæssig forhøjelse af skatteyderens ansættelse baseret på at skatteyderen skal have et privatforbrug, der modsvarer Danmarks Statistiks gennemsnitsforbrug.

Har skatteyderne ikke haft det, eller har anvendelse af dette gennemsnit i beregningerne ført til et negativt privatforbrug, har SKAT forhøjet med differencen mellem det beregnede privatforbrug og gennemsnitsforbruget i henhold til Danmarks statistik.

Det kan f.eks. være tilfælde, hvor skatteyderen – groft forenklet – alene har haft kr. 150.000 til privatforbrug, og hvor Danmarks statistiks gennemsnit siger kr.344.369, hvilket medfører en forhøjelse med differencen, hvis skatteyderen ikke kan redegøre for, hvor pengene kommer fra, eller at han har haft et lavere privatforbrug.

Det kan også være de tilfælde, hvor SKAT i forbindelse med SKATs beregninger har lagt det ind som en forudsætning, at skatteyderen har brugt kr. 344.369 til privatforbrug, hvorefter skatteyderens privatforbrug bliver negativt. Her bliver resultatet det samme, skatteyderen bliver forhøjet med det negative privatforbrug.

Det kan f.eks. ske, hvis skatteyderen har sparet kr. 50.000 op, og har haft kr. 200.000 i disponibel indkomst. Herefter vil der kun være kr. 150.000 til forbrug og finder SKAT, at der minimum skulle være brugt kr. 344.369, mangler der kr. 344.369 – kr. 150.000 = kr. 194.369 i indkomst, som vil udløse beskatning.

I begge tilfælde vil forhøjelsen ske ud fra den betragtning, at forbruget skal være kr. 344.369, for det viser gennemsnittet af alle danskeres forbrug.

Det er således ikke længere alene et spørgsmål om, hvorvidt privatforbruget er negativt eller uantageligt lavt (nærmest ikke eksisterende), men også et spørgsmål om, hvorvidt det beregnede privatforbrug står i forhold til Danmarks statistiks opgørelse af danskernes gennemsnitlige privatforbrug.

Der er meget, der kan tale for, at SKAT tager udgangspunkt i officielle gennemsnit, da de alt andet lige bygger på et bredere statistisk grundlag og umiddelbart sikrer et objektivt, konstaterbart udgangspunkt for det konkrete skøn.

Dette kræver dog, at to betingelser er opfyldte. For det første, at SKAT forholder sig til de konkrete omstændigheder, der kan begrunde et langt lavere privatforbrug, f.eks. langvarige hospitalsindlæggelse, sygdom i øvrigt, eller en dokumenteret meget spartansk livsførelse.

Det kræver også, at SKAT sætter et acceptabelt privatforbrug i forhold til den indkomstgruppe skatteyderen konkret befinder sig i, og det er her problemerne opstår, idet det kan konstateres, at SKAT i en række tilfælde uden videre anvender det generelle gennemsnit beregnet af Danmarks statistik.

Det gælder eksempelvis for en familie på 2 voksne under 60 år, uden børn, at det gennemsnitlige privatforbrug i 2015 var kr. 344.369 om året ifølge Danmarks statistik, FU51.

Det SKAT imidlertid overser er, at dette gennemsnit er beregnet på baggrund af alle indkomstgrupper, hvorfor der er en lang række husstande, der aldrig vil have en indtægt, der muliggør et privatforbrug i denne størrelsesorden, samtidig med, at der vil være familier, hvis indkomster muliggør et langt større privatforbrug, end det beregnede gennemsnit.

Et gennemsnitligt privatforbrug må forudsætte en gennemsnitlig indkomst, idet f.eks. to voksne studerende under 60 år uden børn ikke vil have kr. 344.369 til forbrug, hvorimod et par med meget høje indkomster omvendt vil have et væsentligt højere rådighedsbeløb til privatforbrug, og dermed med meget stor sandsynlighed vil ligge over dette gennemsnit.

Det er netop derfor, at der er tale om et gennemsnitligt privatforbrug, idet det er gennemsnittet i forhold til det statistiske materiale, der indgår i opgørelsen over privatforbruget, herunder oplysninger om husstandsindkomsten.

Vil SKAT således tillægge Danmarks statistiks gennemsnitstal nogen værdi, vil det naturligvis kræve, at der i det mindste anvendes det absolut mest relevante parameter - hvad er det gennemsnitlige privatforbrug sat i forhold til den indkomstklasse skatteyderen ligger i?

Tages der ikke højde herfor, vil Danmarks statistiks gennemsnitsforbrugsberegning kunne anvendes til at forhøje samtlige husstandes indkomst, såfremt det af SKAT opgjorte/beregnede privatforbrug ikke er lig med eller over det generelle gennemsnitlige privatforbrug.

Det vil formentlig komme som noget af en overraskelse for alle landets kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere, førtidspensionister, folk på integrationsydelser, studerende på SU, lavtlønsfamilier m.v., at deres indkomst principielt skulle kunne forhøjes, så den giver mulighed for et privatforbrug på det generelle gennemsnit.

Et acceptabelt privatforbrug for et par på SU, skal eksempelvis følge gennemsnittet for den indkomstgruppe, de pågældende SU-modtagere ligger i.

Det gælder omvendt, at kan SKAT påvise et privatforbrug for et par på SU, der ligger på eller over det generelle gennemsnit, må dette par nødvendigvis have andre indtægter end de selvangivne, som SKAT ikke kender til, da deres ”officielle” indkomst ikke giver mulighed for et privatforbrug i den størrelsesorden.

Det samme gør sig gældende, hvis parret har negativt privatforbrug, eller et privatforbrug af helt underordnet karakter sat i forhold til den indkomst de har. Men her er det igen et underordnet privatforbrug sat i forhold til den indkomstgruppe disse tilhører.

Derudover er Danmarks statistiks tal under alle omstændigheder i øvrigt uegnet til at danne baggrund for skønsmæssige ansættelser, idet de indkomstspænd, Danmarks statistik anvender, er alt for brede i forhold til beregning af en skønsmæssig indkomst, og dermed et privatforbrug, der er rimeligt til at undersøge, om skatteyderne har udeholdt indkomster.

Det følger af, at det gennemsnitlige forbrug for skatteydere med en husstandsindkomst i 2015 på 298.000 kr. eksempelvis er 173.516 kr. medens gennemsnittet for en husstand med en indkomst på kr. 302.000 er 246.408 kr.

Det skyldes, at Danmarks statistik skifter interval lige ved 300.000 kr., idet intervallerne hedder 150.000 – 299.999 kr. og 300.000 – 499.999 kr.

Problemet hermed er blot, at en husstand der tjener 302.000 kr. frem for 298.000 kr. ikke har 72.891 kr. mere til forbrug om året, hvilket viser svagheden ved anvendelse af Danmarks statistiks tal som baggrund for skønsmæssige forhøjelser – idet tallene alene viser, hvad forbruget gennemsnitlig er indenfor de enkelte intervaller, og ikke hvad et gennemsnitsforbrug er, givet at der eksempelvis er en indtægt på præcist hhv. 298.000 kr. eller 302.000 kr.

Alene af den grund er beregningerne fra Danmarks statistik, anvendt ukritisk, uegnet til at foretage skattemæssige ansættelser/indkomstforhøjelser.

Der har på det seneste været en del fokus på billeasing i medierne i forhold til, at leasingselskaberne reelt set ikke har betalt afgift i en række tilfælde.

Hvorvidt dette er indenfor gældende ret er ikke temaet for denne blog, idet denne praksis dog rejser et meget interessant spørgsmål, i forhold til de, der har leaset bilerne, og som led i deres aftale løbende har betalt afgifterne til leasingselskaberne, der naturligvis har overvæltet afgifterne på deres kunder.

Spørgsmålet er herefter om kunderne, I de tilfælde, hvor leasingselskaberne reelt set ikke har betalt nogen afgift, har krav på at få refunderet den del af leasingydelserne, der relaterer sig til afgifterne, idet der ikke er betalt nogen afgifter til staten?

Realiteten er jo, at leasingselskaberne har opkrævet afgifterne hos deres kunder, efterfølgende fået den returneret hos SKAT, og mig bekendt beholdt den refunderede afgift, som en reel yderligere fortjeneste.

Det interessante i denne sammenhæng, udover om kunderne kan kræve de overvæltede, men reelt ikke betalte afgifter tilbagebetalt af leasingselskaberne, er om leasingselskaberne har betalt skat af den reelt yderligere indtægt, de har oppebåret.

Umiddelbart er reduktion af afgifterne jo ikke skattepligtigt, da SKAT ”blot” har opkrævet for meget i afgift, der returneres. Er dette tilfældet er det oplagt, at det har været en guldrandet forretning, medmindre de meget fordelagtige tilbud, der har været på leasing har været delvist finansieret med en foruddiskonteret forventning om refusion af afgifter.

Tilbage står dog, at de seneste tal viser, at provenuet for leasingselskaberne qua manglende betaling af afgifter er ca. 500 millioner pt., og spørgsmålet er om dette beløb endelig skal blive i leasingselskabernes lommer, eller om denne reelt ikke betalte, men opkrævede afgift, skal returneres til leasingtagerne?

Det bør der ske en retlig prøvelse af, da der kan stilles mange spørgsmål ved, hvorvidt leasingselskaberne retmæssigt kan beholde opkrævede afgifter, der er returneret, som yderligere fortjeneste, qua afgifterne har været overvæltet på kunderne, der ikke har haft nogen viden om, at afgifterne er blevet returneret.

Mig bekendt vil SKAT nu kontrollere, hvorvidt leasingselskabernes værdiansættelser har været korrekte i relation til opkrævning – og tilbagebetaling af afgifterne. Det er meget fornuftigt, men burde ikke først været sket nu. Det virker unægtelig som om, at SKAT først reagerer, når SKAT af omverden bliver gjort opmærksom på potentielt problematiske områder, og ikke af egen drift har føling med, hvad der sker. Det er meget bekymrende.

Når nu SKAT alligevel skal til at se på området, har jeg yderligere et forslag til et fokusområde. Det er velkendt, at biler der er leaset i selskaber i nogle tilfælde tager meget store afskrivninger henover de perioder, bilen er leaset. Leasingtager skal efter endt leasingperiode anvise en køber, og kære SKAT, hvem tror i ender med at købe de biler, der er afskrevet til under markedsværdi i forbindelse med selskabets leasing af bilen?

Rigtig gættet, selskabets ejer, eller andre der skal belønnes med en efterfølgende skattefri fortjeneste, når bilen sælges videre.

Kære SKAT, det er næsten for nemt.

Sagen vedrørte moms- og skatteunddragelse på 496.874 kr. i moms og 553.767 kr. i skat. Sanktionen blev en tillægsbøde på kr. 820.000 og 8 måneders betinget fængsel.

Landsretten udtalte herom, at

”Landsretten finder efter oplysningerne om tiltaltes personlige forhold, herunder at han er ustraffet, og under henvisning til den udvidelse uf området for samfundstjeneste, der fandt sted ved lov nr. 152 af 18. februar 2015, at det er forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste som fastsat nedenfor, jf. straffelovens§ 62, stk. I, jf. § 63.”

Dommen er en blandt en række af domme, der henviser til udvidelsen af området for samfundstjeneste tilbage fra 2015.

Se delvist modsætningsvist afgørelsen i SKM2017.236.VLR, hvor der blev udmålt delvist ubetinget fængsel, i et tilfælde, hvor Landsretten slog fast, at

”Efter forholdenes karakter og unddragelsernes omfang findes fængselsstraffen passende at kunne udmåles til fængsel i 1 år og 3 måneder. Efter indholdet af Kriminalforsorgens supplerende udtalelse lægges det til grund, at tiltalte er egnet til at udføre samfundstjeneste. Da forholdenes grovhed og den systematiske karakter af overtrædelserne taler imod en rent betinget straf med vilkår om samfundstjeneste, gøres 3 måneder af fængselsstraffen herefter ubetinget, mens resten af fængselsstraffen under hensyn til den udvidelse af anvendelsesområdet for samfundstjeneste, som er tilsigtet ved lov nr. 152 af 18. februar 2015, gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste som nedenfor bestemt, jf. Straffelovens § 64, § 62 og § 63.

Det bemærkes, at hverken oplysningerne om sagsbehandlingstiden eller oplysningerne om tiltaltes personlige forhold giver grundlag for at gøre nogen del af straffen rent betinget.”

I den seneste afgørelse var det altså forholdets grovhed og den systematiske karakter, der gjorde straffen delvist ubetinget.

Der var i sagen rejst tiltale for svig med lønsumsafgift, kildeskat og arbejdsmarkedsbidrag, i en virksomhed, hvor hun var daglig leder, og som hun ejede 75 % af.

Hun havde for perioden 01.01.2010-23.02.2011 undladt at anmelde klinikken til registrering for lønsumsafgift. For perioden 24.02.2011-17.08.2011 havde hun drevet lønsumsafgiftspligtig og indeholdelsespligtig virksomhed, selvom SKAT havde nægtet registrering for lønsumsafgift, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag den 24. februar 2011 på grund af manglende sikkerhedsstillelse.

Hun havde indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i en del af perioden uden at angive og afregne det til SKAT, men også for noget af perioden undladt at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Der var herved unddraget 17.105 kr. i lønsumsafgift, 341.240 kr. i kildeskat og 99.698 kr. i arbejdsmarkedsbidrag. Tiltalte forklarede at hun ikke havde haft et ledelsesansvar. Det var en anden der skulle stå for det. Hun havde ikke spurgt vedkommende, hvordan registreringen til det offentlige var sket. Hun havde som enlig mor til 3 børn nok at gøre med at klare det og arbejdet.

Både byretten og Landsretten fandt hende skyldige i tiltalen, idet hun både var den formelle og reelle leder af klinikken og dermed ansvarlig for driften af klinikken og forholdet til SKAT, som hun undlod at afklare forholdene vedrørende registrering af selskabet med, ligesom det var hende, der undlod at indbetale lønsumsafgift, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Afgørelsen viser ikke overraskende, at det ikke fritager for ansvar blot at uddelegere opgaverne til ansatte og ikke i øvrigt at forholde sig til angivelserne til det offentlige.

SKAT har igennem en periode haft fokus på personligt ejede virksomhed, der igennem en periode har kørt med underskud.

Dette under hensyntagen til, at SKAT, såfremt virksomheden har kørt med underskud i en periode, vil underkende fradragsretten af underskuddene, da SKAT ikke vil anse virksomheden for erhvervsmæssig.

Dette har i en række tilfælde meget for sig, særligt hvis virksomheden drives for ejerens egen fornøjelses skyld, eller i øvrigt er af så helt underordnet karakter, at aktiviteten ikke kan siges at være erhvervsmæssig.

Grundlæggende kan man sige, at virksomheder, hvor driften fortsættes til trods for underskud år efter år, og uden udsigt til overskudsgivende drift, typisk drives for ejerens egen fornøjelses skyld, således at den eneste grund der er til, at ejeren opretholder sin ”virksomhed” er at SKAT er med til at finansiere ejerens hobby i kraft af skattefradragene.

Det er det, vi i gamle dage kaldte hobbyvirksomhed.

Men, hvad så med den virksomhedsejer, der forsøger sig med drift af slamsugervirksomhed, men som igennem en periode ikke formår at skabe overskud, men tror så meget på sin virksomhed at han vælger at fortsætte. Det vil være svært at påstå, at han fortsætter driften af sin virksomhed for sin egen fornøjelses skyld.

Dertil kommer, at en række virksomheder nødvendigvis må undergå en lang opstartsfase, førend driften bliver overskudsgivende, hvad SKAT synes at have en stigende tendens til at overse. Det virkelige interessante er dog, at SKAT ensidigt har fokus på ikke erhvervsmæssige virksomheder, der drives i personligt regi, og ikke igennem selskaber.

Overordnet set er der dog ikke forskel på, at der over en periode hældes kr. 500.000 i en personligt ejet, underskudsgivende hobbyvirksomhed, sammenholdt med, at der stiftes et selskab med en kapital på kr. 500.000, hvorigennem virksomheden drives.

Resultatet er i begge tilfælde det samme, driften giver underskud, og virksomheden drives kun for ejerens egen fornøjelses skyld, og den eneste årsag til, at der er oprettet en virksomhed er at få SKAT til at finansiere en del af festen igennem fradragene.

Forskellen er blot, at drives virksomheden i selskabsform, vil der være fradrag for tabet på aktierne/anparterne, når kassen er tom og selskabet lukkes. Drives virksomheden derimod i personlig regi, vil SKAT underkende fradragene efter en periode.

Der synes at være en asymmetri, der åbenlyst er en kontrolaktion værd. Jeg kan dog kun håbe på, at SKAT igen vil forholde sig realistisk til virksomhedernes karakter, og drift, herunder hvorvidt de drives for ejerens egen fornøjelses skyld, forinden den erhvervsmæssige karakter underkendes.

Den praksis, vi er ved at få, for de personligt ejede virksomheder, er bestemt ikke gavnlig for iværksætterne og lysten til at forsøge at starte egen virksomhed.

Side 1 ud af 7