Omkostningsgodtgørelse i skattesager – desværre er alt, ikke altid i orden

Tirsdag, maj 22, 2018 Skrevet af:
Senest ændret Mandag, 11 juni 2018 18:46
Der har i den seneste tid været en del fokus på udbetalinger fra SKAT, med god grund har det vist sig, herunder også i forbindelse med udbetaling af omkostningsgodtgørelser.

Det hilser jeg meget velkomment.

Det har jo desværre vist sig, at der har været rådgivere, der har udnyttet systemet til det yderste, i bedste fald, og reelt set, langt over.

Omkostningsgodtgørelse er et meget præcist udtryk, idet godtgørelsen netop udbetales for at godtgøre skatteyderen enten 50 % (sagen tabes) eller 100 % (sagen vindes) af de omkostninger, skatteyderen er påført ved at føre sagen, og som skatteyderen skal betale til sin rådgiver.

Betingelsen for at få godtgørelsen er, at der foreligger en regning, som skatteyderen er forpligtet til at betale, og det er her problemerne opstår.

Jeg har i den seneste tid fået henvendelser fra personer, hvor SKAT har sat spørgsmålstegn ved den udbetalte godtgørelse – ingen af dem har været mine klienter, men personer, der har kontaktet mig, i forbindelse med at SKAT har kontaktet dem for at kontrollere den udbetalte godtgørelse, til deres tidligere rådgivere.

Det springer i den forbindelse stort set altid i øjnene, hvor eksorbitant høje fakturaerne er, ligesom den forbrugte tid virker voldsom, sagernes karakter taget i betragtning.

Disse to parametre kan man selvfølgelig altid diskutere, men der hvor kæden hopper fuldstændig af for mig, er de tilfælde, hvor klienten end ikke har set den faktura, der har dannet baggrund for ansøgningen om godtgørelsen, ligesom jeg har kunnet konstatere, at omkostningsgodtgørelsesskemaet er underskrevet allerede i forbindelse med sagens opstart.

Det burde sige sig selv, at dette ikke er korrekt, idet sådanne procedurer for mig at se, alene sker med henblik på at opnå så høj en udbetaling som muligt fra SKAT, eftersom det aldrig har været meningen at klienten skal betale sin 50 % af regningen. Det hører jeg faktisk også har været aftalt, i nogle tilfælde.

Det er naturligvis klart i strid med skatteforvaltningsloven at søge godtgørelse for en faktura, som det aldrig har været meningen, at kunden skulle betale, og det er glædeligt, at der nu er sat en stopper for denne form for misbrug derved, at skemaerne nu skal underskrives med nemid.

Jeg ser desværre også, at udstedte fakturaer efterfølgende krediteres, når godtgørelsen er udbetalt, i de tilfælde, hvor kunden rent faktisk får fakturaen, hvilket i sagens natur er et lige så stort misbrug, idet det ej heller her nogen sinde har været meningen, at fakturaen skulle betales.

Denne form for misbrug afhjælper de nye regler med nemid, desværre ikke.

Der har endelig på det seneste, desværre, været en række eksempler på meget grov overfakturering, hvor advokatnævnet i flere tilfælde har fundet, at hele salæret skulle bortfalde, eller nedsættes med over 90 %.

Efter min opfattelse er det beskæmmende at se sådanne misbrug af systemet, og at SKAT nu altså også skal til at bruge ressourcer på at kontrollere rådgivere for misbrug og potentielle ulovlige forhold.

Det er bekymrende at se sådanne historier dukke op, og i øvrigt se, at der tilsyneladende finder misbrug af ordningen sted, da en del af begrundelsen for, at omkostningsgodtgørelsen for juridiske personer i sin tid blev afskaffet, netop bundende i misbrugsbetragtninger, og nu hvor godtgørelsen for selskaber er kommet tilbage, er det ikke ligefrem historier om grov overfakturering og misbrug af systemet, der er behov for.

Der er trods alt formentlig ikke den store politiske sympati for at opretholde ordningen om godtgørelse, hvis ”historien” bliver at grådige rådgivere misbruger systemet til egen vindings skyld, og som altid er det de få, der risikerer at ødelægge en god og fair ordning, for de mange.

Læst 363 times

Praktiske informationer:
Advokat (H)
Indehaver, skattepartner

Skattesagsadvokaterne ApS
www.skattesagsadvokat.dk

tsa@skattesagsadvokaterne.dk 

Skriv en kommentar