Underslæb eller skatteunddragelse, det er ikke helt ligegyldigt – strafbare indtægter

Tirsdag, januar 23, 2018 Skrevet af:
Senest ændret Torsdag, 10 maj 2018 07:07
Landsretten har i en helt ny dom frifundet for en tiltale for manglende angivelse af indkomst i henhold til skattekontrollovens § 13.

Det er for så vidt ikke så interessant.

Det interessante er, for det første, at byretten dømte med fynd og klem, og for det andet, at det under sagen stod rimelig klart, at de penge, som var unddraget beskatning, formentlig stammede fra strafbare forhold / underslæb – hvilket der dog ikke var rejst tiltale for.

Det ligger rimelig fast i den skatteretlige praksis og litteratur, at der skal være sket en retserhvervelse førend der kan ske beskatning, og at indtægter fra denne type strafbare handlinger ikke er skattepligtige.

Det er grundlæggende det første problem i sagen, om indtægten overhovedet var skattepligt, det andet problem i sagen var, om man kunne straffe den pågældende for ikke at have selvangivet en indtægt, der var tilegnet, formentlig ved underslæb, og om det i realiteten ville svare til at straffe ham for ikke at angive sig selv.

Enden på sagen blev, at Landsretten frifandt den pågældende, Landsrettens præmisser er interessante, idet Landsretten udtalte, at

”Ud fra de oplysninger, der er fremkommet under denne sag, er der en konkret mistanke om, at T uberettiget har tilegnet sig midler fra Y2-hospital, der skulle have været anvendt til forskning. En yderligere undersøgelse af grundlaget for udstedelsen af fakturaerne og for hospitalets honorering af disse kan muligvis afdække, at en sådan uberettiget tilegnelse ikke har fundet sted.

Efter de foreliggende oplysninger lægger landsretten imidlertid til grund, at T, hvis han havde selvangivet overførslerne og hævningerne som skattepligtig indkomst, derved ville have afgivet oplysninger om et strafbart forhold.

Landsretten finder på den baggrund, at T ikke har haft pligt til at selvangive beløb, der stammer fra Y2-hospital's betalinger af ovennævnte fakturaer. Dette følger af grundprincippet om sigtedes ret til at undlade at udtale sig, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1, og § 754, stk. 1, af tvangsindgrebslovens § 10, stk. 1, og af beskyttelsen mod selvinkriminering efter art. 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.”

Landsretten lægger således til grund, at han ville have afgivet oplysninger om et strafbart forhold, hvis han havde selvangivet ”indkomsten”, og at han herefter ikke kan straffes for at have undladt selvangivelsen.

Landsretten forholder sig derimod ikke til om ”indtægten” i det hele taget var skattepligtig, hvilket er ærgerligt.

Essensen af præmisserne er dog, at har den tiltalte tilegnet sig midler på en sådan måde at selvangivelsen ville medføre, at der afgives oplysninger om strafbare forhold, kan der ikke ske domsfældelse for manglende selvangivelse.

Sagen bærer for mig at se præg af, at den er rejst i relation til de skatteretlige aspekter i sagen, hvilket efterforskningen og anklagemyndighedens fokus naturligvis herefter har været rettet imod. Det kloge i den vinkling på sagen fremgår rimelig klart af Landsrettens afgørelse.

Havde efterforskningen og den efterfølgende tiltale i stedet drejet sig om hvorvidt der var begået underslæb, ville tiltalte formentlig være blevet dømt, i hvert fald ud fra de forudsætninger Landsretten lagde til grund i sin afgørelse.

Det er i virkeligheden det mest bemærkelsesværdige, at Landsretten lægger til grund, at der ville være afgivet oplysninger om strafbare forhold, hvis indtægten var blevet selvangivet, idet der herved forudsættes, at der var en indtægt, og dermed begået strafbare forhold, uanset tiltalen ikke omfattede disse forhold.

I det pågældende tilfælde ville selvangivelse formentlig have medført, at der blev afgivet oplysninger om underslæb, men dommens præmisser rækker naturligvis langt ud over dette forhold, idet Landsretten henviser til de grundlæggende principper i retssikkerhedslovens § 10, retsplejelovens § 752 og § 754 og den europæiske menneskerettighedskonvention artikel 6.

Det skal blive interessant at se, hvor langt dommens præmisser kan strækkes i forhold til hvilke bagvedliggende forbrydelser, der er omfattet, ud over de oplagte tilfælde som f.eks. bedrageri, røveri, underslæb, tyveri, men hvad med narkohandel og andre strafbare indtægter?

Det er også interessant, om der ligger mere i, at Landsretten ikke frifandt ud fra præmissen om, at den indtægt, man reelt set ville straffe for, ikke i sig selv var skattepligtig.

Mit bud er, at Landsretten ikke har villet låse sig fast på en mere præcis afgørelse af, hvilken strafbar handling Landsretten fandt, der lå bag tilegnelsen af midlerne, idet selve spørgsmålet om skattepligtigt ikke i øvrigt var afgørende for sagens udfald.

Uanset hvad, gik tiltalte fri for, hvad der lignede en relativ grov formueforbrydelse, ud fra Landsrettens præmisser, idet det dog skal bemærkes, at underslæb så vidt ses af faktum i sagen ikke er forældet….

Læst 564 times

Praktiske informationer:
Advokat (H)
Indehaver, skattepartner

Skattesagsadvokaterne ApS
www.skattesagsadvokat.dk

tsa@skattesagsadvokaterne.dk 

Skriv en kommentar