Grov uagtsomhed eller forsæt - har SKAT afbrudt forældelsen?

Lørdag, november 25, 2017 Skrevet af:
Senest ændret Lørdag, 25 november 2017 08:16

SKAT har kompetence til at afgøre alle skattestraffesager, hvis SKAT vurderer, at forseelsen er sket groft uagtsomt, og alle forsætlige skatte og momssunddragelsessager, hvis unddragelsen ikke overstiger kr. 250.000 (kr. 100.000 for afgifter).

Forældelsen afbrydes ved sigtelse, idet SKAT alene kan afbryde forældelsen for de sager, SKAT er tillagt kompetence til at afgøre – det vil altså sige sager om grov uagtsomhed og forsætlige unddragelser under kr. 250.000 (kr. 100.000).

Foreligger der en forsætlig unddragelse over kr. 250.000 er det alene en sigtelse fra politiet, der afbryder forældelsen.

Det kan i særlige tilfælde give nogle specielle, og lidt uheldige situationer.

Forestiller vi os f.eks. en unddragelse på kr. 260.000 i år 1 og en unddragelse på kr. 50.000 i 2 år, vil forældelsen være 5 år, da den samlede unddragelse ikke overstiger kr. 500.000, der ville medføre, at der forelå en sag omfattet af straffelovens § 289, hvor forældelsen er 10 år.

Jeg har i sager, som ovenstående i mange tilfældet oplevet, at sigtelsen kommer fra SKATs ansvarsafdeling, der samtidig indbyder til ansvarsmøde, selvom den samlede unddragelse overstiger kr. 250.000 således at det egentlig er en politisag.

Det er sådan set også meget fint, da SKAT kan afgøre sagerne, hvis de vurderer, at der ”kun” er handlet groft uagtsomt, men problemstillingen har i flere tilfælde været, at ansvarsmødet først afholdes efter, at der er gået mere end 5 år fra fuldbyrdelsen af gerningsindholdet i år 1.

Det betyder, at finder SKAT at der er handlet forsætligt, vil der ikke være nogen mulighed for at straffe år 1, da politiet ikke kan sigte inden der indtræder forældelse. Finder SKAT derimod, at der er handlet groft uagtsomt vil ingen del af sagen være forældet, da SKATs sigtelse har afbrudt forældelsen.

Det medfører den besynderlige situation, at en vurdering af sagen som forsætlig, som udgangspunkt vil medføre en takstbøde på kr. 50.000 (1:1) for år 2.

En afgørelse baseret på grov uagtsomhed vil derimod som udgangspunkt udløse en bøde på kr. 280.000 (kr. 60.000*0,5 + kr. 250.000*1).

Det er en temmelig besynderlig, at der kan opstå den situation, at straffen, beregnet efter standardbødetaksterne, bliver lavere desto grovere forbrydelsen vurderes, hvilket giver anledning til særlige strafferetlige overvejelser, og det er klart, at tungen skal holdes lige i munden, når disse situationer opstår.

Læst 71 times

Praktiske informationer:
Advokat (H)
Indehaver, skattepartner

Skattesagsadvokaterne ApS
www.skattesagsadvokat.dk

tsa@skattesagsadvokaterne.dk 

Skriv en kommentar