skattesager, domstolene og nye tanker

Tirsdag, januar 17, 2017 Skrevet af:
Senest ændret Tirsdag, 17 januar 2017 11:51

Det er de fleste bekendt, at en skattesag kan indbringes for domstolene, såfremt den tabes i det administrative system, der består af SKAT, skatteankenævn og landsskatteretten.

Adgangen til at indbringe en sag for domstolene giver altså umiddelbart skatteyderen en chance mere for at få sagen prøvet. Det må dog ikke overses at domstolsprøvelse af skattesager, lige så meget giver Skatteministeriet, og ministeriets advokat, Kammeradvokaten, mulighed for at rette op på de ”fejl”, SKAT og de øvrige administrative instanser måtte have begået i det administrative system. Det er der talrige eksempler på.

Derudover behandles sager ved domstolene efter helt andre principper end i det administrative system, hvor det i vidt omfang er myndighedernes ansvar at sagen oplyses fyldestgørende, forinden der træffes afgørelse. Indbringes sagen for domstolene, er det skatteyderens eget problem at sikre, at sagen er ordentligt oplyst.

Denne sondring er meget vigtigt, men der er en vigtig pointe derudover, idet mange skattesager rækker ud over den tvist, der er grundlaget for den konkrete sag. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis den juridiske problemstilling der behandles, vedrører principiel fortolkning af lovgivningen af betydning for mange andre skatteydere, end den skatteyder der fører sagen.

Problemstillingen er, at skatteyderen ikke nødvendigvis ved, om sagen omhandler spørgsmål af væsentlig betydning for Skatteministeriet. Dette skal sammenholdes med den vedvarende kritik af Kammeradvokatordningen og de omkostninger, der følger heraf. I parentes bemærket, er det interessant, at denne kritik konsekvent går på omkostningerne, og ikke kvaliteten.

Vi har igennem den seneste tid meget klart set konsekvenserne af besparelserne i SKAT. Det er paradoksalt, at der ensidigt er fokus på omkostningerne ved kammeradvokatordningen frem for det der reelt set betyder noget; at der ikke en noget at udsætte på kvaliteten i forhold til behandlingen af skattesager ved domstolene.

Man kan mene om ordningen, hvad man vil, men at statens advokat kæmper sin klients sag med dygtighed og nidkærhed, kan der dårligt stilles spørgsmålstegn ved. Det er trods alt betryggende i en tid, hvor der ellers ikke synes at være styr på meget omkring skattekontrol og opkrævning, til skade for os alle.

For mig at se vil det være mere relevant at der fokuseres på, at parternes respektive interesse i sagen, og den økonomiske værdi, kommer frem, herunder hvilken betydning den konkrete sag måtte have for andre skatteydere.

Dernæst at den enhed i SKAT, der har truffet afgørelsen, står på mål for sin afgørelse, også i forbindelse med sagens behandling ved domstolene. Det er for nemt blot at stemple ud af sagen, når den forlader skrivebordet.

De fleste der har prøvet at vidne i en retssal ved, at det ikke er noget, man bare gør, og mon ikke sagsbehandlerne vil vurdere sagens faktum, og de forhold der lægges til grund en ekstra gang, hvis de ved, at sagen kan ende i retten, og at der kan risikeres, at skulle afgives indenretlig forklaring.

Mit bud er, at det vil luse ud i nogle af de helt skæve afgørelser i forhold til sagernes oplysning og faktuelle forhold der lægges til grund. Og i sidste ende, forhåbentlig give en højere kvalitet og færre klagesager.

Mit forslag er derfor, at udgangspunktet bør være, at det er enheden i SKAT, der har truffet afgørelsen, der er procespart, og dermed skal stævnes og give møde i retten. De enkelte enheder i SKAT kan herefter vælge hvilket advokatkontor, de vil bruge til sagerne, herunder selvfølgelig også Kammeradvokaten.

Alle sager bør dog visiteres af Skatteministeriet, således at det afklares, om sagerne er principielle og/eller vedrører et større antal skatteydere- Altså om sagen rækker ud over den konkrete tvist mellem skatteyder og SKAT. Det er klart, at dette ikke vil være tilfældet, hvis der rejses spørgsmål, som uagtet de teoretisk kan være principielle, er fundamentalt forkerte / grundløse. Vurderer Ministeriet, at sagen er principiel m.v., vil Skatteministeriet kunne ”overtage sagen” og indtræde som procespart, hvorefter sagen tillige automatisk henvises til Landsretterne, sagens værdi for ministeriet oplyses, ligesom der bør gives 100 % omkostningsgodtgørelse til skatteyderen, uanset udfaldet af sagen, da Skatteministeriet, ved at overtage sagen har tilkendegivet, at den har en betydelig betydning for Ministeriet, der rækker ud over den konkrete tvist.

Tanken bag dette forslag er, at SKAT i mindre sager der ikke er af principiel karakter, kan og skal stå på mål for de skøn, vurderinger og faktum, de lægger til grund for deres afgørelser i retten. I denne type sager er omdrejningspunktet ikke fortolkning af kompleks jura m.v., men ofte spørgsmål af faktuel karakter.

Som systemet er nu, er det omkostningsfrit at postulere alt mellem himmel og jord, da SKAT ikke indenretligt skal stå på mål. Det løser Skatteministeriet og Kammeradvokaten. SKAT og de konkrete medarbejdere involveres ikke i sagen.

Dernæst er tanken, at omkostningerne til små og ikke principielle sager bliver tydeliggjort på en hel anden måde, når sagerne splittes op mellem principielle sager, og ikke principielle sager, og der kan i den forbindelse passende ske en sammenholdelse af de fakturaer SKAT præsenteres for i disse sager, med de omkostninger, skatteyderens advokat beder om omkostningsgodtgørelse for. Dermed kan det kontrolleres, om der er balance i sagen, og at omkostningerne til SKATs advokat er rimelige og sammenlignelige med skatteydernes advokats omkostninger til samme sag. For når sagen er for domstolene, bærer begge parter et lige stort ansvar, hvorfor der ikke burde være forskel på afregningen af henholdsvis SKATs advokat og skatteyderens advokat.

Pointen med at splitte sagerne op er netop, at grundlaget for faktureringen vil være sammenligneligt, da denne type skatteretlige ”småsager” har samme værdi og betydning for begge parter. Vurderer Ministeriet derimod, at sagen er principiel og at ministeriet skal indtræde som procespart, skal sagens reelle værdi for Ministeriet oplyses så det sikres, at der er balance i de ressourcer parterne har til rådighed til sagen. Det nytter ikke noget, at skatteyderen har en sag, der har en værdi for skatteyderen på 1. mio. kr., hvis værdien for staten er 1. mia. kr., fordi den berører 999 andre skatteydere.

Det siger sig selv, at der anvendes flere ressourcer på en sag til 1. mia. kr., end til en sag til 1. mio. kr.

Problemet med det nuværende system er, at sagens værdi oplyses af sagsøgeren, og dermed bliver det aldrig synligt, om sagen har en værdi for staten på 10, 100 eller 1000 gange så meget, som for sagsøgeren.

Det er dog mindst lige så vigtigt, at det forinden sagen startes oplyses, om sagen er principiel, og hvilken betydning sagen har. Det er min fornemmelse, at der ofte er falske lod i vægtskålen, når dommerne afgør skattesager, hvis der er den mindste tvivl om rækkevidden af sagen, og dens betydning for andre.

Det er ikke sjældent, at sådanne synspunkter ”siver” ind i sagen fra Ministeriets side. Og det er helt oplagt et problem for skatteyderen, når sagen skal afgøres i retten. Opdeles sagerne i forbindelse med sagens anlæg, vil det være klart for alle parter, hvilken rækkevidde sagen har, og hvilke beløb der er på spil.

Der er ingen retsområder som skatteretten, hvor de store tals lov har så megen betydning.

Læst 494 times

Praktiske informationer:
Advokat (H)
Indehaver, skattepartner

Skattesagsadvokaterne ApS
www.skattesagsadvokat.dk

tsa@skattesagsadvokaterne.dk 

Skriv en kommentar