Skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5 – forsæt / grov uagtsomhed, skal – skal ikke?

Lørdag, september 06, 2014 Skrevet af:
Senest ændret Søndag, 20 september 2015 07:05

Skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5 er en bestemmelse, som mange skatteydere, ufrivilligt, har stiftet bekendtskab med.

Bestemmelsen er meget simpel. Vurderer SKAT, at skatteyderen, eller nogen på dennes vegne, forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, kan myndighederne foretage en ansættelse 10 år tilbage i tid.

Det er således en bestemmelse, der giver rig adgang til at foretage omfattende reguleringer, langt tilbage i tid. Dette har i mange tilfælde, meget for sig, men udfordringen er, at vurderingen af ”forsæt eller grov uagtsomhed” er den samme vurdering, som den der foretages, hvis skatteyderen skal straffes. Det er altså strafferetlige begreber, der er vandret over i skatteretten.

Men, hvem vurderer i første omgang, om ansættelsen med ”forsæt eller grov uagtsomhed” er foretaget på et urigtigt, eller ufuldstændigt grundlag?

Det gør den lokale skattemedarbejder. Den skattemedarbejder, der egentlig er sat i verden for at håndtere skatteansættelsen. Vurderer denne skattemedarbejder, at der ikke er handlet forsætligt eller groft uagtsomt, kan skattemedarbejderen ikke lave en ansættelse, der går op til 10 år tilbage i tiden.

Vurderer skattemedarbejderen omvendt, at dette er tilfældet, kan skatteansættelsen foretages 10 år tilbage i tid. Det siger næsten sig selv, at grænsen for forsæt og grov uagtsomhed, dermed risikerer at blive noget udfordret.

Er denne medarbejder så klædt på til at foretage denne vurdering? Overhovedet ikke. Forsæt og grov uagtsomhed er strafferetlige begreber, og ikke skatteretlige.

Det rejser det næste problem, idet anvendelse af § 27 stk. 1 nr. 5 er et vink med en vognstang til skatteyderen om, at SKAT altså vurderer, at der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Dette gælder uanset SKAT nævner det eller ej, og ligeledes uanset om SKAT direkte angiver, at sagen sendes til ansvarsvurdering, når den er slut.

Skatteydere, der præsenteres for en afgørelse efter § 27 stk. 1 nr. 5, er således pr. definition i risikogruppen for et potentielt strafferetligt efterspil. Dette vel at mærke på baggrund af en skatteansættelse foretaget af en skattemedarbejder, der ofte ikke har det fjerneste begreb om, hvornår forsæt og grov uagtsomhed foreligger, eller hvordan disse begreber anvendes i praksis.

Det er et problem, ligesom det er et relevant spørgsmål, om § 27 stk. 1 nr. 5 overhovedet kan, og bør anvendes, hvis sagen ikke sendes til ansvarsvurdering. Sendes sagen ikke til strafferetlig efterprøvelse, rejses det naturlige spørgsmål, om det i så fald overhovedet, i forbindelse med skatteansættelsen var relevant at gøre gældende, at der skulle være handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Er det omvendt en betingelse for anvendelse af § 27 stk. 1 nr. 5, at sagen skal oversendes, risikeres at der fremprovokeres en række straffesager, idet opstart af en straffesag vil være betingelsen for anvendelse af bestemmelsen.

Problemstillingen bliver desto mere relevant i de tilfælde, hvor SKAT ikke direkte i sine afgørelser tilkendegiver, at sagen vil blive oversendt til en strafferetlig vurdering, når den er endelig afgjort.

Det kan give skatteyderen den, urigtige, forestilling, at sagen er slut, hvis den ikke påklages og skatten betales, såfremt skatteyderen, eller skatteyders rådgivere, ikke kender betydningen af § 27 stk. 1 nr. 5.

Og intet kan være mere forkert. Påklages sagen ikke i disse tilfælde, risikerer skatteyderen, at SKAT tager dette til indtægt for, at skatteyderen er enig i SKATs ansættelse, og at der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Denne ”anerkendelse” vil medføre, at vejen er åben for et strafferetligt efterspil.

Problemet er blot, at SKAT ofte venter med at oversende sagen til ansvarsvurdering, til klagefristen i skattesagen er sprunget, og springer klagefristen, er der ikke meget at gøre. SKATs afgørelse bliver endelig, hvilket unægtelig ikke gør den potentielle efterfølgende straffesag lettere at håndtere.

Spiller SKAT derimod med åbne kort og anfører, at sagen sendes til ansvarsvurdering, når den er endelig slut, er skatteyderen ikke alene nødsaget til at bekæmpe skatteansættelsen, men må gøre dette under en udtrykkelig forudsætning om, at der risikeres en straffesag, hvis sagen tabes.

Den skatteyder, der ikke har råd, eller i øvrigt ressourcer, til at føre sagen, får en straffesag på nakken, når klagefristen på 3 måneder er sprunget. Den skatteyder, der omvendt har ressourcerne til at bekæmpe SKAT hele vejen igennem systemet og holde ”liv” i sagen i årevis, går ofte fri, når sagen er endelig slut, adskillige år senere.

Denne praksis er noget rod. Skatteyderens position afhænger altså i vidt omfang af, om en tilfældig skattemedarbejder vurderer, om skatteyderen har handlet forsætligt, eller groft uagtsomt. Dette er en vurdering, der ikke hører hjemme i SKAT, og som den skatteansættende medarbejder på ingen måde er kvalificeret til at vurdere, eller håndtere.

 

Læst 5141 times

Praktiske informationer:
Advokat (H)
Indehaver, skattepartner

Skattesagsadvokaterne ApS
www.skattesagsadvokat.dk

tsa@skattesagsadvokaterne.dk 

Skriv en kommentar