Lille spejl på væggen der, hvem har intet lært i landet her?

Onsdag, august 28, 2013 Skrevet af:
Senest ændret Onsdag, 28 august 2013 09:26

Den seneste tids massive kritik af SKAT har afdækket en lang række problematiske sager, og tilsyneladende mere graverende og grundlæggende problemer, blandt nogle af SKATs ansattes holdninger til- og manglende respekt for, borgerne, grundlæggende retssikkerhedsmæssige principper og sagsbehandling i øvrigt.

Det er tankevækkende, at alle disse sager dukker op i en lind strøm uagtet, at en række af de problemstillinger, der sættes fokus på, har været kendt af SKAT i årevis. Kritikken af SKATs håndtering af ejendomsvurderingerne kan næppe komme som nogen overraskelse, ej heller at SKAT lider voldsomme nederlag i de klagesager, der føres.

Dette har været kendt i årevis, ligesom folketingets ombudsmand for flere år siden udtalte kritik, vedrørende sagsbehandlingstiden i klagesagerne.

Det er mere overraskende, at der stedse kan findes områder, hvor SKAT ikke overholder grundlæggende principper, og at SKAT tilsyneladende ej heller har lært af tidligere tiders problematiske sager.

Historien har det således med at gentage sig.

Det er ikke mere end ganske få år siden, SKAT sidst var i vælten, med en meget omtalt problematik omhandlende dataspejling, hvor SKATs ageren har betydelig lighedstegn, med det, der nu kan konstateres.

Problemstillingen i relation til dataspejling var, at SKAT i en lang række tilfælde, havde foretaget dataspejling uden at have haft lovhjemmel til det.

Dataspejling medfører, at alt data kopieres, heraf betegnelsen dataspejling, således at SKAT fik adgang til al data, der lå på det medie, der blev spejlet, herunder altså også e-mailkorrespondance, billeder, video, forretningsdokumenter m.v.

Det paradoksale var, at Datatilsynet igennem medierne i 2008 blev opmærksom på, at SKAT foretog dataspejling og bad SKAT om en udtalelse. Dette undlod SKAT at reagere på, til trods for gentagne henvendelser fra Datatilsynet til SKAT.

Dette medførte, at Datatilsynet besluttede at offentliggjorde en særdeles kritisk skrivelse fra Datatilsynet til SKAT af 4. oktober 2010, hvor Datatilsynet fortsat ikke havde fået en udtalelse fra SKAT.

Dette er i sig selv dybt problematisk, men særligt idet skatteministeriet i 2010 fremsatte et lovforslag, der skulle skabe hjemmel for dataspejling, som der altså således ikke tidligere havde været.

Lovforslaget blev, af gode grunde, aldrig vedtaget, men det fremgår af forarbejderne, at SKAT i 137 tilfælde forud for fremsættelsen af lovforslaget havde foretaget dataspejling, hvoraf 46 tilfælde var sket i henhold til kendelse efter retsplejeloven ved brug af politiets beføjelser.

Dette efterlader 91 sager, hvor der var foretaget dataspejling i forbindelse med skattekontrol. Det paradoksale er, at det direkte i lovforslaget var anført, at der efter skatteministeriets opfattelse ikke var hjemmel til dataspejling, hvilket i øvrigt også følger af, at lovforslaget netop skulle give hjemlen til at foretage spejling.

Datatilsynet kunne følgelig konkludere, at der var foretaget dataspejling i 91 sager, uden den fornødne hjemmel.

Dette kunne ministeriet dårligt være uenig i, eftersom det direkte af forarbejderne fremgik, at der ikke var hjemmel til at foretage spejling, og ministeriet selv havde anført de tilfælde, hvor det alligevel var sket.

Der foreligger ikke offentliggjort materiale efter Datatilsynets skrivelse til skatteministeriet af 4. oktober 2010, der kan afdække, hvilken konsekvens den ulovlige spejling har medført for SKAT, og de medarbejdere der har iværksat denne ulovlige kontrol.

Man kan kun gisne om, hvorvidt disse 91 sager, har haft nogen konsekvens, men den seneste tids afdækning af SKATs arbejdsmetoder og ageren kan godt skabe den bekymring, at SKAT intet har lært af sagen om spejling, og at der ingen konsekvens har været.

Man kan frygte, at SKAT, når den nuværende mediestorm aftager, fortsætter i sin vante gænge. Historien viser i hvert fald, at SKAT intet har lært af tidligere skandaler.

 

Læst 3356 times

Praktiske informationer:
Advokat (H)
Indehaver, skattepartner

Skattesagsadvokaterne ApS
www.skattesagsadvokat.dk

tsa@skattesagsadvokaterne.dk 

Skriv en kommentar